Atuagagdliutit - 03.05.1989, Blaðsíða 9

kil I IM.l SAAQ 9
ren«. Men de fleste af dem
må køre helt op uden at ven-
te på deres europæiske bal-
last.
Endelig er du oppe ved
toppen. Der ligger de fleste
på slæden og puster ud. Det
samme gør du. Det føles dog
kun som et par minutter, før
de andre begynder at bryde
op. Og slædekøreren vil også
af sted - med et stort smil på
læben. Han ved nok, du er
udaset. »Bliv bare sidden-
de«, siger han.
Ved fjorden
Der der dog et godt stykke
vej endnu, inden vi kommer
til fjorden. Der er et par ned-
kørsler endnu. Den første
klarer vi med hundene foran
slæden. Og det går tjept. Og
her - netop her - glemmer du
alt om stabadserne ved den
første opklatning. Det hele
er bare skønt. Ved det andet
bruger vi hundene som
bremseklodser.
Lige før vi skal til at køre
ned til fjorden, holder vi rast
igen. Med et fantastisk ud-
sigt over Ilulissat-fjorden.
Og jeg vil gerne fotografere.
Så jeg tager apparatet op af
lommen og tænder det. Men
godmorgen manner. Appa-
ratet vil ikke tænde. Mon
det er løbet tør for batteri?
Og jeg har ikke fået taget
ekstra batterier med, som
sædvanlig. Og rejehop hjæl-
per ikke meget i den situa-
tion.
Susan fra hjemmestyrets
Danmarkskontor griner lidt
af mig, men tilbyder dog at
sende sine negativer op, så
jeg kan få billeder fra turen.
Selv om jeg er taknemmelig
nok for tilbudet, ærgrer det
mig, at »kællingen« griner
så smøret. Det nedsætter
min værdighed som menne-
ske ganske betragteligt.
Nå, men vi skal ned til
isen. Der er to nedkørsler
lige efter hinanden, inden vi
kommer ned på fjordisen.
Og om de ikke er stejle. Nog-
le foretrækker at gå, mens vi
andre vovehalse sætter os
på slæden og drøner ned.
På vej ned kører vi forbi
min spanske medlobbyist.
Hans slædekører har brem-
set så hårdt op, at slæden
kører uden for det faste spor
og begynder lige så stille at
tippe over. Han holder hårdt
fast på slæden som for at
lægge den til rette igen, men
her hjælper ingen kære mor.
Slæden tipper over, og han
triller ned ad bakken i alt sin
indpakkethed. Min slædekø-
rer og jeg tager et par geval-
dige hop med slæden, så selv
mine knogler begynder at
rasle. Men vi kommer hel-
digvis helskindede ned på
fjordisen.
Frokost
Her venter toastmaster
Lars og medhjælperen Su-
san med sandwiches og -
Gud om det ikke er øller og
gammel dansk. Et dyk ned i
madkassen og en kanti-
neindpakket sandwich kom-
mer op. Så en øl og et lille
glas stukket i hånden. Den
er bare hjemme. Også slæ-
dekørerne får noget i skrut-
ten, mens vi andre gasser os
i varmen. For varmt er det
nede på fjordisen.
Vi tager halstørklæder og
huer af, og fem minutter ef-
ter overfrakkerne. Det føles
jo nærmest som at det er
mindst fyrre grader i solen.
Og så er det hjemmestyret,
som har besluttet at holde
EF-forhandlingeme i Ilulis-
sat for at vise, hvor koldt det
er i Grønland. Her står vi
med sveden drivende ned ad
halsen og ryggen, så dampen
står op over vore hoveder.
Koldt i Grønland ? Har i an-
dre skrøner ? Synes flere
EF-folk at tænke, mens de
drøner frem og tilbage imel-
lem de små skosser, de kal-
der for isfjelde. Dem klapper
de andagtsfuldt ved. Nu har
de også rørt ved et stort is-
fjeld i Grønland.
Isen slår revner
Herfra skulle vi have været
til fiskepladserne ude på
fjorden. Men tredive meter
fra rastepladsen er isen rev-
net, og revnen gaber mere
og mere. Hundeslædekører-
ne vil ikke tage ansvaret for
at køre ud i fjorden. Vi må
bare vende om. Der bliver
ikke noget om at vise EF-fol-
kene, hvordan isfiskeriet fo-
regår.
Hjemad går det nu. Og
samme historier gentager
sig. Og dog. Visse slædekø-
rere begynder spontant at
opmuntre hundene. Et væd-
deløb på hundeslæde er i an-
march. Og tjept kan det gå
på isen. Men min hundeslæ-
dekører har jo ladet sine
hunde æde pisken i går, så vi
må nøjes med råb og snebol-
de. Flere kører forbi os - med
et stort smil på læben. Vi
smiler bare igen. Men allige-
vel er vi ikke de sidste, der
ankomer til den første raste-
plads.
Mens vi venter på efternø-
lerne, fremtryller slædekkø-
reme en fodbold og udæsker
passagererne til en fodbold-
kamp. Men hvem har kræf-
ter til det. »Vi spiller fodbold
næste gang vi raster« er det
forløsende svar uden at mis-
te ansigt.
Hjem
Langt om længe er vi tilbage
i Ilulissat. Klokken nærmer
sig også fire om eftermidda-
gen. Og jeg skal være ved
lufthavnen senest halv fem.
Et hurtigt farvel til de andre
med »god tur hjem« og alt
det der. Så ned til Uglevæn-
get for at få skiftet tøj, ringe
efter en vogn, og et hurtigt
farvel til mine værter. Så ud
til lufthavnen og checke ind
til Dash-en.
Her venter Niels og Jørn
med et polisk smil om læben
og spørger til, hvordan det
er gået. »Dejligt, formida-
belt« er svaret, mens jeg for-
gæves forsøger at skjule, at
jeg er øm over det hele. Og
ansigtet brænder noget så
gevaldigt.
Så et hurtigt ring til ko-
nen for at fortætfe, at jeg er
på vej hjem til Nuuk, lige
inden vi bliver kaldt ud til
»himlens slæde«. Den hop-
pede og dansede også en del
af vejen til glæde for mine
ømme muskler.
Men hjem kommer man.
Når man har overvundet al-
le de strabadser, man har
glemt, en hundeslædekørsel
også kan være, er resten
kun dejlige minder om en
hundeslædetur ud til Ilulis-
satfjorden sammen med EF-
folk, der bliver snydt for at
mærke, hvilket et hårdt liv,
vi grønlændere frister tilvæ-
relsen med.
■■■
Før opbrud. Hvilken slæde skaljeg med på ?