Atuagagdliutit - 31.07.1997, Síða 26

26
15. AUGUST - 1997
|a NANORTAL1K
Q UKIUNIK 200-N N GO RTO R S I O R N EQ / 200 ÅRS JUBILÆUM
SADAN VAR MIN
BARNDOMS BYGD
Alderdomshjemmet i Nanortalik bevarer beboernes erindringer for eftertiden
Utoqqaat illuanni najugallit atisassatik amermit sanaat nam-
mineerlutik mersortarpaat, takutinnissaallu ersissutiginngi-
laat; aamma takornarianik tikittoqaraangat. Qanga piginnaa-
sanik atuinnarnissaq pillugu utoqqaat illuanni najugallit suli-
artamertik pillugu 1995-imi Nanortallip kommuneata kulture-
qarnermut nersornaasiuttagaanik tunineqarput.
Beboerne på Alderdomshjemmet syer selv deres skindtøj,
som de gerne viser frem; også når der er turistbesøg i byen.
Alderdomshjemmets beboere fik for deres arbejde med at
bevare de gamle færdigheder tildelt Nanortalik Kommunes
kulturpris i 1995.
UV OG
GLADE DAGE
32 beboere på Alderdomshjemmet
Beboerne på Alderdoms-
hjemmet i Nanortalik rum-
mer med deres erindringer
om et langt liv i Sydgrønland
en historisk skatkiste, som
nu bliver bevaret for efterti-
den.
Alderdomshjemmet udgi-
ver beboerbladet »Utoqqaat
Illuanni Najugaqartut Tusaa-
taat«, og en af de faste
rubrikker er forstanderen
Rosemarie Elsner interview
med en af beboerne. Disse
interviews bliver optaget på
bånd, som derefter bliver
opbevaret på museet i
Nanortalik.
I af beboerbladets numre
har vi sakset dette interview
med den 85-årige Marianne
Salomonsen.
Marianne Salomonsen
fortæller levende om sin
barndoms bygd, den for-
længst nedlagte Nuuk, lidt
nord for Aappilattoq.
Det er også en fortælling
om mødet mellem Vest- og
Østgrønland i begyndelsen
af dette århundrede.
Og så er det ikke mindst
en fortælling om, at der er
mere mellem himmel og
jord, end vi umiddelbart kan
forstå. Findes der en natur-
lig forklaring på, hvordan
den 5 måneder gamle Mari-
anne en augustdag i 1912
havner oppe i toppen af et
birketræ?
Læs selv og døm.
En rig barndom
- Jeg blev født i Nuuk, i
mundingen af Kangikitsoq,
fortæller Marianne Salo-
monsen. Da jeg var barn,
var der masser af fangstdyr
af alle mulige slags på ste-
det. Vi havde et hus af tørv
og sten. Et stort hus med tre
lamper. Jeg oplevede aldrig
vort hus som trøstesløs eller
kold.
Om aftenen legede de
unge mennesker, især på
gulvet. De satte reb op på
loftbjælkerne og legede
reblege. Jeg lærte også dis-
se lege. Når de unge men-
nesker ikke legede, plejede
de ældre at synge salme-
melodier eller gamle sange.
Min far havde noder til sal-
merne.
Dengang var der omkring
200 mennesker i Nuuk, og
bygden var stor. Jeg blev
døbt af den ufaglærte kate-
ket Josef. Jeg startede i
skolen som 5-årig. Min
første lærer hed Paulus, den
næste hed Abia, så David
og sidst min onkel Daniel.
Vi boede i Nuuk under
hele min opvækst. Vi forlod
først bygden i 1945, da
Nuuk sammen med en del
andre bygder i Sydgrønland
blev nedlagt.
Lidt uartig...
- Hvert sommer tog vi ud til
Kingitsivarsik på klapmyds-
fangst, fortæller Marianne
Salomonsen. Vi kom først
tilbage, når bærsæsonen
startede. Vi tog også til
andre øer på fangst. Al kød
blev fragtet til vores bygd
Nuuk, og når vejret er godt,
måtte vi fragte kød frem og
tilbage selv om natten.
I august måned nåede vi
frem til vores sommerbop-
lads, hvor min far fangede
ørreder til tørring. Dengang
var der ikke andre fisk.
Tørrede ørreder blev pakket
og fragtet med konebåd.
Først da jeg blev 17, havde
vi ikke længere konebåd.
Jeg blev i Nuuk. Jeg ledte
ikke efter en ægtemand.
Jeg kan nemlig ikke forstå
folk, der ikke vil rette sig
efter deres forældre.
Da jeg som 17-årig miste-
de min mor, var jeg alene
sammen med min far. Jeg
kunne ikke tænke mig at
forlade ham, og jeg rettede
mig efter alt, hvad han sag-
de. Jeg er ellers lidt uartig,
men rettede mig dog altid
efter mine forældre.
Barnepigen Susan
Marianne Salomonsen for-
tæller også en fantastisk
historie fra sin spæde barn-
dom. Er det virkelighed eller
drøm?
- Jeg blev født den 8.
marts 1912, men jeg for-
svandt for mine forældre i
august måned.
Vi havde en barnepige,
der hed Susan, og som kom
fra Østgrønland. Mine foræl-
dre forsynede hende med
klæder, fordi hun ikke selv
havde forsørgere. I som-
merlejren boede vi i telt,
mens vore roere måtte bo
under konebåden.
Elven i Kangikitsoq er me-
get bred, og min far roede i
kajak langs den anden bred,
mens vi i konebåden roede
langs den anden bred. Min
storbror og jeg var de ene-
ste børn på det tidspunkt.
Barnepigen Susan havde
en dag lagt min storebror til
at sove, og hun havde bag-
efter lagt sig sammen med
mig og var faldet i søvn. I sin
drøm kom hun i tanker om,
at hun skulle passe på os.
Hun havde lagt sig med
armene omkring mig. Da
hun vågnede, lå hendes
arme som om hun stadig
havde mig i favnen, men jeg
var væk. Sporløs forsvun-
det.
Da min storebror vågne-
de, begyndte Susan og min
storbror at lede efter mig.
Da solen var ved at gå ned,
havde de stadigvæk ikke
fundet mig. Jeg blev meget
forkælet, fordi jeg var den
eneste pige.
Oppe i birketræet
Når fangerne satte garnet
ud i elven i bunden af Kan-
gikitsoq, blev det fyldt med
ørreder på et øjeblik. Da de
satte garnet for anden gang,
sagde min mor, at hun vil
kikke sig lidt om. Det var
som om forsynet havde
»sagt« noget til hende.
På vej tilbage til elven så
hun mig ligge op i toppen af
birketræerne. Jeg havde ble
på, havde ikke lavet noget,
og jeg frøs ikke. Min mor
blev meget forbavset over
at se mig oppe i træet, for
jeg var jo kun fem måneder
på det tidspunkt.
Hun sagde til de andre:
- Hør en gang; jeg fandt
Marianne oppe i toppen af
birketræerne!
Så råbte hun til sin mand
Matiseeraq:
- Her er Marianne; jeg
fandt hende!
Så sagde min far:- Vi har
fanget ørreder nok. Vi ven-
der tilbage, før Marianne
begynder at fryse.
De tilbageblevne i teltet
begyndte at høre snak. Så
fik Susan og min storbror
øje på dem; alle bar de en
tung byrde på ryggen, und-
tagen min mor. Susan
tænkte:Hvad går hun dog
med, når hun ikke bærer en
tung byrde på ryggen? Da
Susan virkede meget ban-
ge, råbte de andre beroli-
gende til hende, at de havde
Marianne med.
Min mor plejede senere at
undre sig over, hvad der var
sket med mig:
- Var det den gode eller
den onde, der havde flyttet
Marianne fra barnepigens
beskyttende arme op i bir-
ketræernes top på den
anden side af elven.
Brødremenigheden
Vinterforrådet blev opbeva-
ret i Nigerleq, hvor det blev
begravet under sten.
Nogen gange tog vi helt til
Kap Farvel eller kom længe-
re mod øst. Det er en lang
rejse, der kunne tage flere
dage. På sådanne ture ned-
lagde vi nogle gange også
isbjørne.
Der er flere bygder på
dette sted, blandt andet
Sammisut, Itilleq, Pamialluk
og Qernertut. De er alle væk
i dag.
Dengang kom kateketer-
ne i kajak for at holde guds-
tjeneste. Dengang tilhørte
mine forældre Brødreme-
nigheden, og min onkel
Daniel var kateket. Vi tog
efter skoletid til hustande,
som ikke har hjælpere, fordi
Brødremenigheden forlang-
te af os, at vi skulle hjælpe
disse mennesker.
Derfor har jeg været vant
É til at hjælpe andre, siden jeg
o var barn.
1 Lige efter min konfirmati-
g on blev jeg sat til at vaske i
2 kirken. Da vi i 1945 flyttede
| fra Nuuk til Aappilattoq, blev
jeg medhjælper hos kateke-
ten, samtidig med at jeg
hjalp til i kirken og skolen.
En rask fodboldkamp er i
gang på Alderdomshjem-
met i Nanortalik.
Bolden suser rundt mel-
lem beboerne, som har sat
sig i en rundkreds midt i
spisestuen.
Humøret er højt, og den,
der har bolden, bliver mødt
med opmuntrende tilråb.
Det er sjovt, og så giver
det en god motion for de
værkende lemmer. Genn-
emsnitsalderen på Alder-
domshjemmet er trods alt
77 år.
På Alderdomshjemmet
er der hver dag en times
fysisk træning. Foruden
fællesskabet får boldlege-
ne og gymnastikken bebo-
erne i en bedre form. Der-
med har de større chance
for at undgå fald og ben-
brud, som ellers er et pro-
blem for folk op i årene.
At de gamle er så selv-
hjulpne som muligt betyder
også, at der er langt flere
muligheder for at arrangere
aktiviteter for beboerne.
Besøg på arbejdspladser
og udflugter er et fast del af
programmet, og som man
kan se på bagsiden af det-
te jubilæumstillæg, nyder
beboerne at komme ud og
få nye oplevelser.
Alle er med
Filosofien bag dagligdagen
på Alderdomshjemmet i
Nanortalik, som har 32
beboere -16 fra Nanortalik
og 16 fra kommunens byg-
der, er netop at holde folk i
vigør, så langt helbredet og
evnerne rækker.
Regel 1 på Alderdoms-
hjemmet i Nanortalik lyder
da også kort og godt: -
Intet er umuligt!
Af Alderdomshjemmets
32 beboere er de 12 pleje-
patienter, men de er ikke
samlet i en særlig fløj, men
spredt over hele huset. Der
er således ingen plejepa-
tienter indlagt på sygehu-
set.
- Vi gør alt for at få den
institutionsprægede dag-
ligdag fjernet, og vi lægger
på Alderdomshjemmet tryk
på ordet »hjem«, siger for-
stander Rosemarie Elsner.
Aktiviteter og genoptræ-
ning fylder derfor mere end
rengøring og personlig hy-
giejne.
Beboerdemokrati
Beboerne har en høj grad
af medindflydelse på deres
hverdag, som alle rummer
et tilbud om en eller anden
form for aktivitet.
Gode ideer og forslag er
velkomne og bliver frem-
lagt på beboermøderne
hver andet måned.
Den 85-årige Marianne
Salomonsen er valgt som
beboerrepræsentant, for
øvrigt efter kampvalg, og
Rosemarie Elsner og Mari-
anne Salomsen tager dag-
ligt en snak om huset og
dets drift.
En beboeravis er også
med til at fortælle om
Alderdomshjemmet. En
fast rubrik foruden mærke-
dagene er et interview med
en af beboerne.
Dette historiske materia-
le, som beboernes erin-
dringer rummer, bliver ind-
samlet i samarbejde med
museet.
Marianne Salomonsen 85-inik ukiulik nunaqarfimmini Nuummi meeraarnermini pisartunik
utoqqaat illuanni pisortamut Rosemarie Elsner-imut oqaluttuarpoq.
Den 85-årige Marianne Salomonsen fortæller minder fra sin bamdomsbygd, Nuuk, til lederen af
Alderdomshjemmet i Nanortalik Rosemarie Elsner.
PRIVATFOTO