Atuagagdliutit - 26.02.1998, Qupperneq 12

12
Nr. 16 ■ 1998
Ole aamma Helene Alaufesen, panitsillu Karoline,
Siorapalummi niuertorutsip illutaavata saani.
Ole og Helene Alaufesen sammen med datteren Karoline
udenfor handelsforvalterens nye hus i Siorapaluk.
Niuertoruseq inuusuttoq, Ole Alaufesen 1949mi
Siorapalummiit Thulemut qimussemissaminnut
piareersartoq.
Den unge handelsforvalter Ole Alaufesen gør klar til en
hundeslædetur fra Siorapaluk til Thule i 1949.
GRØNLANDSPOSTEN
DEBUTEREDE
SOM 75-ARIG
Efter et aktivt arbejdsliv i 45 år, kræver det tid at indstille sig på en
tilværelse som pensionist, fortæller den tidligere handelsforvalter,
Ole Alaufesen på 82 år
NUUK(LRH) - Forkærlighe-
den for Avanersuaq er tydeligt
at læse i de mange billeder,
som hænger på væggene i
ægteparret Alaufesens hjem
på Inspektørbakken i Nuuk.
Selvom der er gået over 50 år,
siden Ole og Helene Alaufe-
sen først satte deres ben på
jorden i Siorapaluk, så er det
tydeligt, at de 14 år ægteparret
tilbragte i Avanersuup kom-
munea har haft en stor betyd-
ning for de to. Måske betyder
det noget, at de, selvom Hele-
ne er fra Maniitsoq og Ole fra
Attu, mødte hinanden i Siora-
paluk, og at det er her de blev
gift for snart 53 år siden.
Tirsdag formiddag, hvor
AG er på besøg hos Ole og
Helene Alaufesen, skinner
solen ind ad vinduerne i stuer-
ne, hvor man kan få lang tid til
at gå med at se på billeder,
pænt sat i rammer og hængt på
væggene eller stillet på reoler-
ne. Og selvom der er blevet
bygget mange huse i kvarteret,
siden Ole Alaufesen med lidt
hjælp, selv byggede sit hus i
1962, er der stadig en flot
udsigt ud over byen. Og selv-
om Helene ikke er helt frisk
og for det meste ligger ned, så
ånder huset fred og ro.
Jeg er rask
Den snart 83-årige Ole Alau-
fesen tager imod ved døren.
Han er dårligt gående, så han
kører for det meste rundt i
huset på en kontorstol.
- Ja, forklarer han. - Jeg har
lidt gigt i benene. Men da min
tankevirksomhed ikke er ble-
vet forringet med årene, har
jeg ikke noget at klage over.
Jeg føler mig rask. Jeg kom-
mer ikke udenfor dørene med
mindre jeg får noget hjælp, for
jeg er meget dårligt gående.
- Der er nok ikke noget at
sige til, at jeg har fået gigt i
benene. Da jeg i sin tid, det
var i 1933, blev ansat ved
KGH, var der ikke noget der
hed, at der skulle tages hensyn
til ens helbred. Kunne du
arbejde, skulle du arbejde. Og
det var fuldstændig ligegyl-
digt, hvor hårdt det var.
- Dengang havde man ikke
varme hvor som helst, og man
havde intet materiel. Alt hvad
man skulle have frem, måtte
man selv bære. Og sådan hav-
de alle det. Vore ben var vore
trucks, og vore rygge var vore
palletter. Sådan var det den-
gang. Og den løn vi fik rakte
ikke til noget, så derfor måtte
vi supplere med egen fangst,
fortæller Ole Alaufesen.
Ikke i folkeskole
- Men jeg er nu glad for, at jeg
nåede så vidt, som jeg gjorde.
Jeg har aldrig gået i folkesko-
le, men blev undervist af en
kateket. Så alt hvad jeg har
lært er kommet til mig gen-
nem livet.
- Min far var depotforvalter
i Isortoq. Da han døde i 1933,
blev jeg bedt om at overtage
hans hverv. Men jeg følte mig
for ung til at påtage mig så
stort et ansvar, så jeg blev flyt-
tet til Aasiaat, hvor jeg blev
altmuligmand inden for KGH.
Og dengang var det virkelig
alt muligt man lavede. Alt,
hvad der skulle laves inden for
KGH, kunne jeg blive sat til.
Det var både at veje af og
male lofter. Det var meget
alsidigt.
Efter ni år indenfor KGH i
Aasiaat kom Ole Alaufesen
sammen med sin første hustru
til Siorapaluk som handelsfor-
valter. Her blev familien
installeret i et tørvehus.
- Ind imellem var der så
koldt, at solarolien blev så
grødet, at den kom ud og lig-
nede mælk, og det var ganske
umuligt at holde ferie i de 14
år vi var i Siorapaluk. Hvis vi
skulle på ferie måtte vi nemlig
blive væk i et helt år, fordi der
var så få skibsforbindelser. Så
det blev kun til en enkelt gang,
fortæller Ole Alaufesen, som
mistede sin I. hustru i Siora-
paluk. Med hende havde han
fået to børn og med Helene fik
han yderligere fem børn.
- Vi var unge dengang, så
det gjorde nu ikke noget at
arbejde, så meget som vi gjor-
de.
Da han i 1962 skulle bygge
sit eget hus fik han dog kom-
pensation for de mange år han
havde undladt at holde ferie,
mens han var i Avanersuaq.
KGH gav ham nemlig lov til
at holde fri i to måneder, mens
han byggede huset på Inspek-
tørbakken.
Ikke megen flytteri
- Jeg har ikke flyttet så meget
»Angallat paarinngikkaanni taama pisoqartarpoq«, Ole Alaufesen oqarpoq. Una Nuup eqqaani Narsami assilisaavoq, Ole
Alaufesen-ilu ukiuni 14-ini Siorapalummeereerluni tassunga nuuppoq. Klapmydsen kingusinnerusukkut Søkongen-imit Nuum-
mut kalinneqarpoq.
»Sådan går det, når man ikke passer ordentligt på sit skib«, siger Ole Alaufesen. Billedet er fra Narsaq ved Nuuk, hvor Ole
Alaufesen var handelsforvalter efter 14 år i Siorapaluk. Klapmydsen blev senere bugseret til Nuuk af Søkongen.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT