Atuagagdliutit - 26.02.1998, Blaðsíða 13

Nr. 16 • 1998
13
rundt, som mange andre han-
delsforvaltere igennem tiden
har. Jeg var først i Aasiaat,
siden i Siorapaluk og herefter
flyttede vi til Narsaq ved
Nuuk (også kaldet Lille Nar-
saq red.), derfra til Kangeq og
til sidst til Nuuk.
- Vi var allermest kede af at
skulle forlade Siorapaluk. Og
det var også dertil vi i mange
år havde hjemve, fortæller Ole
Alaufesen.
- Da vi tog derfra var det
ikke kun os, der havde tårer i
øjnene. Det havde befolknin-
gen også. Og i dag er jeg så
stolt over at høre, hvor godt
det går for befolkningen, som
var så autoritetstro, at de blev
tvangsforflyttede. I dag har de
deres egne meninger og finder
sig ikke i alt muligt.
- Men det var nu også en
befolkning, der, da jeg kom i
1942, var blevet forvænnet af
de tidligere handelsforvaltere.
De ville købe ind, når det pas-
sede dem, uanset tidspunkt.
Jeg var nødt til at tage et opgør
med dem på et tidspunkt. En
aften kom nogle mænd ind til
mig og ville handle. Jeg måtte
fortælle dem, at det ikke kun-
ne være rigtigt, at jeg skulle
stå til rådighed for dem hele
døgnet rundt. Det var midt i
den mørke og kolde tid. Jeg
syntes ikke, det var rimeligt, at
jeg skulle stå ud af sengen og
ud i den kulde, fordi det lige
passede dem at købe ind nu.
Jeg bad dem om at vente til
butikken åbnede næste dag
klokken otte. Der var en del
snak frem og tilbage, og de
var temmelig truende, men jeg
vandt kampen, og de ventede
med at købe ind til næste dag,
griner Ole Alaufesen.
Pølsevogn på hjul
Da Ole Alaufesen og hans
familie flyttede til Nuuk fort-
satte han ikke alene inden for
KGH, han blev også privat på
fritidsbassis.
- Jeg havde en overgang en
lille kiosk i tilknytning til
vores hus. Den passede både
min kone og jeg. Og på et tids-
punkt så jeg på en ferie i Dan-
mark pølsevogne på hjul.
Nogle havde motorer, men jeg
fik tilbudt en brugt uden
motor. Det måtte jeg prøve.
Det gik også meget godt. Den
stillede vi op forskellige steder
i byen, hvor folk kom mest.
For eksempel i forbindelse
med fodboldkampe kørte jeg
pølsevognen op på stadion, og
folk var meget begejstrede fol-
den. En dag fik jeg dog brev
om, at jeg måtte lukke pølse-
vognen, fordi den ikke havde
arealtildeling. Så opgav jeg
pølsevognen.
- Kiosken var vi nødt til at
lukke, da Kamik åbnede. Alle,
der tidligere var kommet forbi
vores kiosk gik nu i Kamik, så
var der ikke den store indtje-
ning til os længere, og så valg-
te vi at lukke kiosken.
Pensionist
I 1975 gik Ole Alaufesen efter
reglerne på pension.
- Jeg havde stadig mange
kræfter i mig dengang. Så det
var ikke nemt at blive pensio-
neret. Specielt om morgenen
var det nogle gange svært at
acceptere og i det hele taget at
huske, at jeg var blevet pensi-
oneret. Det hændte, at jeg hav-
de taget sko på, før jeg kom i
tanke om, at jeg ikke længere
skulle arbejde. Og hvor kunne
GRØNLANDSPOSTEN
Niuertoruseq tulluusimaartoq, Ole Alaufesen, 40-kkut aallartinneranni Siora- En stolt handelsfon’alter, Ole Alaufesen, udenfor sit hjem i Siorapaluk i
palummi angerlarsimaffimmi saani. begyndelsen af 40-erne.
jeg blive misundelig, når jeg
kiggede ud ad vinduet og så
tidligere kolleger, som hastede
afsted for at nå at komme på
arbejde, griner Ole Alaufesen,
som dog med tiden lærte at
bruge sin tid på andet end det
offentlige arbejde.
- Der gik nu ikke så lang tid,
før jeg igen blev aktiv, og det
endte med, at jeg lavede mere,
end jeg gjorde i min tid i
KGH. Jeg havde nemlig en lil-
le kutter, som jeg tog på fiske-
ri og fangst med. Det var i de
glade dage med mange torsk.
Og så var jeg jo oprindelig
opdraget til at skulle være fan-
ger. Det havde jeg ikke haft så
meget tid til i min tid i KGH.
Så det tog for alvor fart, da jeg
blev pensioneret.
Forfatter
Selvom Ole Alaufesen ikke
har gennemgået folkeskolen,
syntes han på et tidspunkt, at
det var nødvendigt at videre-
give befolkningen nogle af de
vigtige oplysninger, om hvor-
dan livet var i gamle dage.
- Der var så mange ting, der
efterhånden var ved at komme
i glemmebogen, så jeg synes
det var nødvendigt, at nogen
satte sig ned og skrev om det.
Jeg har tidligere skrevet til
tidsskriftet »Kalaaleq«, og
selvom jeg offentligt er blevet
hånet af Otto Sandgreen for
min forfærdelige stavemåde,
så havde jeg så meget kam-
pvilje, at jeg satte mig ned og
skrev en bog.
- Jeg kaldte bogen for Kuu-
pittaaq. Den er skrevet over
virkelige hændelser. Jeg
ønsker ikke at beskæftige mig
med uvirkelige ting. Det er for
eksempel helt forkert at lyve
for børn og bilde dem ind, at
dyr kan tale. Det er ikke noget
for mig.
- Jeg havde godt nok mine
kvaler med Kuupittaaq. I otte
år blev bogen sendt frem og
tilbage mellem mig, forlægge-
ren og forskellige forfattere.
Til sidst fik jeg det råd at sen-
de bogen til Emil Rosing. Og
gennem ham lykkedes det at
få bogen udgivet. Jeg fik det
første eksemplar overrakt på
min 75-års fødselsdag, siger
Ole Alaufesen.
Siden er det blevet til bøger-
ne Amarsaq meeratuaq, som
han skrev sammen med to
andre og sidst er udkommet
bogen Uijamerit.
- Jeg har fået mange hen-
vendelser omkring min sidste
bog. Både negative og positi-
ve. De negative hæfter sig ved
årstallene i bogen. Jeg må nok
medgive, at jeg skulle have
undladt at næven årstal. For
resten af bogen er helt korrekt.
Til gengæld er jeg meget glad
for de positive henvendelser,
der har været fra folk, der er
glade for at høre noget om,
hvordan vore forfædre er
vandret rundt om Grønland.
- Men når vi i Biblen kan
læse at Metusalem blev 969
år, hvorfor kan en grønlænder
så ikke også blive 150 år, gri-
ner Ole Alaufesen og hentyder
til sine fejl omkring gengivel-
se af årstal i bogen Uijamerit.
ASS./ FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVAT