Atuagagdliutit - 21.10.1999, Blaðsíða 14

14 • TORSDAG 21. OKTOBER 1999
ATUAGAGDLIUTIT
LØVEN GNASKEDE
SIG OP AD BENET
Grønlandske og
afrikanske børn
Hvis man ikke har oplevet
begge dele, er det svært at se
ligheden mellem Grønland
og Afrika. Men Bent kan.
Den tydeligste forskel er i
virkeligheden temperaturen,
mens mange andre sammen-
| ligninger kommer tættere på
k hinanden. De lange lige rej-
I ser, bureaukratiets sendræg-
5 tighed, ventetiden i alle livets
S forhold - og eleverne i sko-
“• len.
| - Skolebørnene i Afrika og
1 Grønland mindede meget om
2 hinanden, og det hænger for-
Sakkutuujunerup nalaani Hamburg-ip umiarsualiviani angalaartut. Fra soldatertiden, hvor delingen er på havnerundfart i Hamburg, mentlig sammen med, at de
Ungerne brugte mere tid på lemlæstet dansk safarifører
end på deres malariasyge mor
En hel dag kunne gå sådan,
når Bent Risager og familien
skulle fra et sted til et andet.
Men de vænnede sig til det.
Det var også svært nødven-
digt, for Afrika er ikke sådan
at lave om på.
Ikke desto mindre var det
det, der var meningen med
familien Risagers Afrika-
ophold fra 1969 til 1971.
Bent og Helene skulle som
ulandsfrivillige være med til
at opbygge et nyt og ander-
ledes samfund i Zambia.
Men før Bent Risager star-
ter sin beretning fra Afrika
må vi et smut tilbage til
Grønland, hvor han ved
afbrydelsen af interviewet i
sidste uge stadig var lykkelig
ungkarl.
Gift med Helene
Og det var han endnu, da han
mødte Helene Christiansen.
Hun kom til Aasiaat sammen
med nogle samfundsforske-
re, der dengang forberedte
den grønlandske kriminallov.
Det blev Bents held - og
skæbne - for 18. november
1960 blev han lykkeligt gift
med Helene.
Brylluppet stod nu ikke i
Grønland. Før det kom så
vidt »stak Helene nemlig af«
til Danmark for at uddanne
sig til børnehavelærer. Bent
fulgte med og fik et år-
skursus på Danmarks lærer-
højskole. Brylluppet med
Helene blev startskuddet til
et parløb, der førte dem
viden om, både geografisk,
socialt, menneskeligt.
Først skulle de have været
tilbage til Grønland, så snart
Helene var færdig med sin
uddannelse, men afrejsen
blev ufrivilligt forlænget,
fordi den nye fru Risager gik
hen og fik tuberkulose. I
ventetiden skaffede Bent sig
et job på et børnehjem for
såkaldt miljøskadede børn.
De var slemt ramponerede af
det liv, de var blevet budt, og
Bent høstede gode erfaringer
til sin uskrevne bog om livet
(læs del 1 fra sidste torsdag).
I 1963 nåede parret ende-
lig tilbage til Grønland. Bent
blev lærer på seminarie-
skolen i Nuuk, den nuværen-
de Qorsussuaq, og beskæf-
tigede sig først og fremmest
med 8. og 9. klasserne, indtil
det efter fem år igen blev tid
til permission (ti måneders
opsparet ferie).
Pr. brev og telegram købte
han og Helene »Havet 62« i
Bønnerup Strand ubeset! Det
var et fiskerhus, som hele
striben af attraktive boliger
og ferieadresser langs stran-
den i dag. Nogle af husene er
fra midten af sidste århun-
drede, da fiskerne flyttede ud
til havet for at være tættere
på arbejdet. I dag ejes en del
af velhavere, der bruger dem
som fristeder langt fra den
forjagede dagligdag. Bent er
ikke velhaver. Han lever af
pensionen og klarer sig. Man
kan godt være nøjsom med
en ti-stjernet udsigt fra vejen
Havet i Bønnerup Strand.
Afrika
Bønnerup Strand blev sidste
holdeplads før Afrika. En
sommer og en vinter i en lil-
le by, hvor det viste sig at
folk stort set var som dem
derhjemme. Hverken jag
eller stress. Her går livet sin
stille gang uden de store
armsving. Men foreløbig
var Bønnerup-livet blot et
springbræt til nye mål i ver-
den.
Første april lettede fami-
lien fra Kastrup med Chipata
i Zambia som endelig desti-
nation. I kolonitiden fire år
tidligere hed det Fort Jame-
son, og Chipata var endnu
ikke kommet på landkortet.
Siden de forlod Kastrup gik
der 24 timer, inden de fem
grønlændinge så en seng, og
Bent husker det som en be-
sværlig rejse med de tre små
unger Lisa, Dorte og Kiki.
I Zambia underviste Bent i
fysik, matematik, kemi, bio-
logi og også lidt i historie.
Helene var en periode lærer i
underskolen, og efter et
sygeophold blev hun knyttet
til et spændende emærings-
og sundhedsprojekt »Under
Five Clinic« sammen med en
Bent minneruvoq, kisianni soorlug angajua Jørgen
unatartilaartoq.
Bent er den lille, men storebroder Jørgen ser alligevel
ud til at få en på kajen.
Af Jens Brønden
Uden aircondition havde det
været et helvede at køre de
lange stræk på Zambias lan-
ge snorlige grusveje. For at
ligge nogenlunde stabilt på
vejen skulle der fart på vog-
nen, og time efter time drø-
nede de afsted som front-
løber for en kæmpemæssig
støvsky, der nådesløst fulgte
dem gennem det enorme
landskab. Småsten knaldede
hele tiden mod skærmene
som en slags underlægnings-
musik til ungernes pludren
og beklagelser.
dansk sygeplejerske. I for-
bindelse hermed besøgte de
en mængde småsamfund
rundt omkring i den del af
Zambia.
Utilsigtet fornedrelse
En forfærdelig varm dag
med 35-40 grader i skyggen
besluttede de sig for at gå ind
på et værtshuslignende sted
for at få en kold mineral-
vand. En mand, der var glad
for de råd Helene og syge-
plejersken havde givet hans
kone, fik ondt af de nød-
lidende udlændinge og bød
dem på en kold bajer. De
afviste imidlertid begge og
sagde, at de ikke drak i
arbejdstiden.
Senere fortalte deres tolk,
at det var en slem over-
trædelse af den lokale gæst-
frihed, og det kunne godt
have fået konsekvenser at
afslå et venskabeligt og be-
tingelsesløst tilbud.
I sin tid i Grønland har
Bent Risager altid spist grøn-
landsk mad, ikke for at være
flink, men fordi han elsker
det, og også i Afrika var han
med på det lokale madeven-
tyr. Han og familien har
mæsket sig med alle mulige
mærkeligheder, blandt andet
elefantkød.
Nær ædt af løve
Selvom Bent Risager er
gammel rensdyrjæger, havde
han hverken lyst eller lejlig-
hed til at gå på jagt i Afrika.
Men familien lærte stor-
vildtsjægeren Ole Nielsen at
kende. Han var på det tids-
punkt safarifører, og havde
haft en spanier med på løve-
jagt, men denne blev så over-
vældet af situationen, at han
kun anskød løven, som selv-
følgelig blev gal i skralden.
Den for løs på dem, og da
Ole Nielsen i samme øjeblik
stod forrest, var det ham, det
gik ud over. Løven fik fat i
hans ben og tyggede sig
langsomt op til lysken, inden
den bedrøvelige spanier kun-
ne sætte det dræbende skud
ind.
Den danske safarifører var
hårdt såret og havde forfær-
delig ondt. For at råde bod på
det sidste fik han en flaske
whisky, og inden de nåede
hospitalet 60 miles borte
(næsten hundrede kilometer),
var han så beruset, at han
kunne opereres uden narko-
se.
- Egentlig tog vi til hospi-
talet for at besøge Helene,
der på en af sine ernærings-
rejser havde fået malaria.
Men ungerne gik hver gang
sporenstregs ind til Ole Niel-
sen, som i modsætning til
moderen kunne underholde
dem med den bloddryppende
afrikanske virkelighed.

_r
BENT RISAGER