Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.2000, Page 20

18
Baldur Ragnarsson
alle andre Folkfærds Selvf0lelse“). Rómönsku málin telur hann einnig
of flókin bæði að beygingum og orðmyndun og óregluleg í réttritun til
að geta hentað sem almenn mál auk þess sem þau hafi hvert um sig sín
sérstöku þjóðlegu einkenni sem geri þau óhæf til að gegna slíku hlut-
verki („De er enten for kunstige í Bójningen, eller for indviklede í
Ordfójningen eller for regell0se og urimelige i Retskrivningen, og just
det ejendommelige, folkelige ved ethvert af dem g0r det uskikket til
at blive almindeligt Sprog“). Þess vegna, segir Rask, er varla um aðra
leið að velja en að búa til nýtt tungumál: „Der kan derfor næppe tæn-
kes nogen anden Udvej end at danne et nyt Sprog.“
Rask setur síðan fram leiðarvísi um myndun slíks almenns máls í
11 liðum sem hér er birtur orðrétt (sjá Kendte Mænds Udtalelser ...
1925:10):
1. Latin og Græsk lægges til Grund som de mest bekendte
Grundsprog i Verden.
2. Af disse vælges de i de nyere Sprog mest gængse Ord, især
alm. bekendte Kunstord, hvoraf Rodformen uddrages.
3. Af andre Sprog tages saadanne Ord, som ere blevne al-
mindelige, f. Eks. Safran.
4. Af de saaledes samlede, allerede i andre Sprog dannede Ord,
uddrages Afledformeme, f. Eks. an-.
5. Bpjningsformeme læmpes især eftir de romanske Sprog og
g0res saa faa og simple og harmoniske som muligt.
6. Roden af et Ord forandres aldrig, hverken við Omlyd eller ved
Sammentrækning.
7. Almindelige Begreber afledes ved Forstavelser, som kunne
andvendes ved alle Ordklasser, specielle ved Slutningssta-
velser.
8. Navneordenes K0n er blot naturligt (ikke det grammatiske).
Bdjning bestaar blot i Flertal, som dannes paa 2 Maader.
9. Tillægsordene ere aldeles ubpjelige.
10. Tonen falder sædvanligt paa næstsidste Stavelse.
11. Udtalen gpres velklingende og Retskrivningen simpel og
regelret, saa at ethvert Bogstav beholder samme Lyd overalt;
ingen stumme Bogstaver skrives.