Læknablaðið : fylgirit - 01.09.1977, Qupperneq 37

31
videnskabelige tidskrifter af artikler, der ikke skönnes egende til
omtale eller referat i pressen, forsyne sádanne artikler med henstil-
lingom,at omtale eller referat i pressen ikke finder sted, eller
med angivelse af, at referat kun bör ske med forfatterens (ind-
senderens) tilladelse.
16. Et medlem skal vaere opjiœrksom pá, at udtalelser, han frem-
setter uden for fagpressen, ikke har en sádanne karakter, at de kan
fremkalde ubegrundet eller unödig sygdomsangst eller kan skabe u-
begrundet mistillid til lægelig virksomhed i eller uden for sygehus.
Et medlem skal endvidere være opireerksom pá, at udtalelser, fore-
drag eller artikler af sundhedsoplysende, forskningsnæssig eller
lignende art ikke har en sádan udforming, at de kan opfattes som reklame.
17. Et medlem má ikke reklamere for lægemidler eller varerafanden
art, herunder forbrugsartikler, der angives at have helbredende
eller forebyggende virkning pá sygdomme eller sygdomssymptomer.
Omtale af lægemidler m.m. i medicinsk-faglig sammenhæng i artikler
foredrag og lignende uden vindingsöjemed betragtes ikke som reklame.
Et medlem má under ingen form medvirke ved annoncering eller
markedsföring af nydelsesmidler som tobak, alkohol el. lign.
Om reklamering og annoncering i övrigt henvises til lægelovens
para. 21 og Kollegial vedtægt for annoncering.
18. Et medlem má ikke træde i samarbe jde med lægfolk, somtagersyge
i kur, med mindre behandlingen sker efter lægens behandlingsanvis-
ning elleriövrigt pá hans ansvar, jf. herved lægeloveris para 19.
í'Iærværende bestemmelse er ikke til hinder for lægers deltag-
elser i forskningsprojekter, som tjener til vedenskabeligt at
vurdere diagnose-og behandlingsmetoder, der anvendes af lægfolk.
III. Interkollegiale forhold.
19. Tvivl om en læges behandling og kvalifikationer kan skabe utryg-
hed hos patienterne. Et medlem bör derfor ikke udkalde over for pat-
ienter og disses párörende eller andre ikke-lægelige personer eller
instanser kritisere den lægelige virksomhed, der udföres af en
anden læge. Et medlem, der herefter udtrykker kritik af en anden
læges virksomhed, skal sasdvanligvis orientere vedkommende læge herom.
Stk. 2. Finder er medlem, at en kollega má antages at drive ufor-
svarlig lægegerning, bör henvendelse herom, sceavamigvis efter
forudgaende kontaki med vedkommende læge, rettes til sundheds-
myndighedeme (embedslæge eller sundhedsstyrelsen). D.a.d.l.
bör samtidigt orienteres om forholdet. Er et medlem i tvivl om,
hvorvidt en mistanke an uforsvarlig lægegering er stærk nok til
at begrunde en henvendelse til myndighedeme, bör han söge vej-
ledning hos den lokale kredsforenings bestyrelse.
Stk. 3. Finder et medlem i övrigt, at der er grund til at frem-
sætte klageoveren kollega, ansat i privat eller offentlig still-