Læknablaðið : fylgirit - 01.09.1977, Blaðsíða 38

32
ing, ma medlemmet ikke - bortset fra hvad der fölger af klagerens
eget ansættelsesforhold - fremsætte klagen over for den ansætt-
ende myndighed eller dennes repræsentant uden först skriftligt at
have forelagt klagen til bedömmelse og eventuel behandling for det
for tilfældet passende kollegiale organ.
20. Ved udtrykket speciallæge forstás en læge, som har opnáet
speciallægeanerkendelse i henhold til lægelovens para. 4, stk. 1
og para. 30, stk. 1.
Stk. 2. Et medlem med speciallægeanerkendelse, der udöver almen
praksis for gruppe 1 sikrede, ma ikke sá længe han udöver denne
virksomhed, pá skilt, i annoncer eller pá anden máde betegne sig
som speciallæge.
Stk. 3. Den eller de kredsforeninger, inden for hvis omráde spec-
iallægen udöver almen praksis for gruppe 1 sikrede, kan for et
tidsrum af indtil 3 ár ad gangen give speciallæge tilladelse til,
samtidig med at han udöver almen praksis, over for offentlig-
heden at tilkendegive, at han er speciallæge. Nægtelse af denne
tilladelse kan inddankes for hovedbestyrelsen.
21. Nár en læge skriftligt eller mundligt har henvist en patient
til undersögelse eller behandling hos en kollega, skal denne som
led i samarbejdet snarest efter undersögelsens eller behandling-
ens afslutning give den henvisende læge underretning om det fore-
tagne.
Stk. 2. Nár en patient henvises til speciallæge, má denne ikke
uden patientens sædvanlige læges samtykke sende en af denne hen-
vist patient til behandling hos anden praktiserende læge/special-
læge og skal, sá snart speciallægebehandlingen ophörer, overlade
patientens videre behandling til den henvisende læge.
22. Et medlem, der er knyttet til et klinisk laboratorium eller
röntgenklinik, hvor undersögelse foretages efter rekvisition af
en læge, má sædvenligvis ikke over for en henvist patient eller
dennes párörende udtale sig om behandlingen af tilfældet. Sá-
fremt han udtaler sig om tilfældet, skal han snarest underrette
egen læge herom.
23. Medlemmer bör respektere, at profylaktiske undersögelser og
vaccinationer, sáfremt andet ikke i forvejen er godkendt af kreds-
foreningen, delforeningen eller fremgár af ansættelsforhold (her-
under overenskomstforhold), principelt skal foregá i egen læges
(speciallæges) konsultation.
Stk. 2. Gruppevaccinationer (f.eks. under epidemier eller truende
epidemier) kan pá sygdomsbehandlende institutioner udföres af
de der ansatte læger.
Stk. 3. Önskes vaccinationer af större grupper uden for sygdoms-
behandlende instutioner, skal den læge, der bliver opforderet til
at foretage gruppevaccinationen, forelægge spörgsmálet for for-