Det Nye Nord - 01.03.1923, Side 18

Side 56
DET NYE NORD
Marts 1923
DEN^SiSiS
^:RACErrr:
Redigert av Dr. Jon Alfr. Mjoen.
RACEBLANDING SOM DEN EGENTLIGE
AARSAK TIL ROMERRIKETS FALD.
Var renaissancens store genier av nordisk biod?
Av Madison Grant.
En av de bøker, som i den senere tid har
vakt mest opsikt i Amerika, er Madison Grants
store verk: »The Passing of the Great Race«.
Om denne bok, som vil foreligge i norsk over-
settelse i den nermeste fremtid, skriver Theodor
Roosevelt: »The Passing of the Great Race« er
et standardverk i maalbcvisthet, i fremsyn og i
sit grep paa de kjendsgjerninger, som et folk
bør vite. Boken røper en overordentlig belæst-
het og kundskabsfylde. Den røper et sælsomt
alvor ved sit syn paa emner av vital interesse.
Den viser et vakkert mot ved bekjempelsen av
de populære og misvisende sentimentaliteter og
den falske og farlige lære, som er gjort smakelig
og tillokkende og som faa vover aa gaa ind paa
livet. Alle amerikanere burde være forfatteren
opriktig taknemmelig for dette verk.«
Den nordiske races sterkt utpregede race-egen-
skaper setter os istand til, hvor den saa dukker
op i historien, aa skjelne den tydelig ut fra andre
racer. Vi vet, at hele verdens blondhet er rundet av
denne kilde, men da blondhet let kan registreres, er
vi tilbøielig til aa lægge formeget vekt paa dette ene
racemerke. Haar av brun shattering er likeledes
nordisk.
Engang trængt ind i middelhavslandene avsetter den
nordiske race overalt merker for en ny og høiere
civilisation, Berøringen mellem de kraftige barbarer
og de gamle kulturer skapte som oftest en heftig livsim-
puls og en blomstring, saa snart landet efter den før-
ste hærjing ved invasionen var gjenreist.
I samvirke med den stadig fortsatte selektion ved
de haarde klimatiske forhold og den gjennemførte ut-
skillen av de uduelige, som begge influerer en race,
er der en anden kraft igang, som likemeget angaar
det individuelle. Energien utviklet i norden gaar ikke
umiddelbar tapt, naar den overføres til de blidere exi-
stensvilkaar i de mediterrane og indiske land. Denne
energi vedvarer i mange generationer og dør kun
langsomt bort, efterhvert som det nordiske blod for-
tyndes, og lysten til strid og virke slappes.
Berøringen mellem hellenerne og pelaskerne skapte
den klassiske civilisations blomstring paa samme
maate, som to tusen aar senere de nordiske angripere
i Italien, da de hadde opsuget i sig romersk kristen-
dom, kunst og litteratur, skapte hin underfulde tids-
epoke, vi kalder renaissancen.
De ledende aander av Cinquecento og det foregaa-
ende aarhundrede var av nordisk blod, fordetmeste
gotlier og lombarder; naar man opmerksomt betrag-
ter byster eller portrætter i Nord-Italien, vil man let
kunne erkjenne dette. Dante, Rafael, Tizian, Michel-
angelo, Leonardo da Vinci var alle nordiske typer,
likesom i den klassiske oldtid mange av høvdingerne
og av overklassen var nordiske.
Paa lignende maate spredtes civilisationen og orga-
nisationen ved de nordiske perseres indfald i de rund-
skallede meders land, og sanskrit indførtes i Indien
ved de nordiske sacæer, som erobret denne halvø.
Denslags opblussen av fremskridt, som skyldes den
første berøring og blanding av motsatte racer, er imid-
lertid forbigaaende og forsvinder med det sisste hen-
døende spor av nordisk blod.
I Indien er disse arisktalende erobreres blod op-
suget av den mørke hindu, og kun deres syntetiske
sprog overlever.
Den romerske stat hadde til sin organisation bruk
for nordiske leietropper til aa holde liv i det vestlige
keiserdømme i tre aarhundreder efter at den gamle
romerske stamme i virkeligbeten hadde ophørt aa
eksistere.
Det tidspunkt, da keiserrikets befolkning var blit
overveiende mediterran og orientalsk paa grund av
import av slaver fra østen og ødelæggelsen av det
italiske blod i krig, falder sammen med keiserrikets
grundlæggelse under Augustus. De sisste republikan-
ske patrioter representerer den gamle patriotiske nor-
diske races protest; de nektet aa avstaa sin herskerret
til fordel for frigivne slaver og kongelige vasaller, og
de faldt i slag med sværd i haand. Romerne døde,
men slaverne overlevet dem, og deres efterkommere
danner idag den store majoritet i Syditalien.
I Republikkens sisste dage var Cæsar lederen for
mobben, plebeierne, som paa den tid ikke længer
var av romersk blod. Pompejus’ parti representerte
resterne av det gamle, indfødte romerske aristokrati,
som blev beseiret i slaget ved Pbarsalus, ikke av
Cæsars plebeiske tilhængere, men av hans nordiske
legioner fra Gallien. Cassius og Brutus var Pompejus
sisste efterfølgere, og deres nederlag ved Philippi var
det endelige dødelige slag for det republikanske parti;
med den forsvandt de indfødte romerske familier næ-
sten helt.
Romernes og for den saks skyld de indfødte italiene-
res forfald begyndte med de puniske krige, da mange
av de beste romere faldt, og en stor del av den italien-
ske landbefolkning blev tilintetgjort av Hannibal. Ind-
fødte romere led forfærdelig baade under sociale kampe
og slaveoprør og under borgertvistigheterne mellem
Sulla, som ledet patricierne og Marius, som represen-
terte plebeierne. Blodige landsforvisninger av begge, de
rivaliserende motpartier fulgte avvekslende med seiren
enten paa den ene eller den anden side, og under