Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1970, Síða 47

Indledning
XLV
aður. Kun i forbindelsen rfð, hvor / har været stumt, er der
nogen usikkerhed: erfd, ofdirfd, horfdi, men horfði 27 (nærv.
udg. s. 129, v. 16), horfðu 53 (rim: þorðu), erfðum 151 (rim:
verðum).
Ligeledes stár der næsten uden undtagelse d efter g (ð er
kun fundet i bragðið 21, Legðu, imp., 23, men kort for er
samme form skrevet legdu): sagdi, lagdi, þagdi, hugdi, dugdi,
bygdi, beygdi, lögdu, segdu (imp.), hygdu (imp.), bygd, vœgd,
bregda, brugdið, bragdi (dat.), blygdun, auðlegd, andstigdar,
hegdan, dygdugt, flagd, flagds, afbragds, bregdst (præs.). At g
i denne forbindelse har været klusilt, ses deraf at det nogle
gange skrives dobbelt: stiggdum 4, hriggdum 5, hryggd 13,
skyggdi 100, obyggd 167. I forbindelsen rgð, hvor g har været
stumt, er lydbetegnelsen vaklende: Mergd, abyrgd, byrgdu,
-byrgdi 203 (rim: yrði), ábyrð 16, birgður (af ‘byrgja’) 21.
Der er enkelte spredte eksempler for g for normalt gj
foran a og u: óhamíngan 3, aumíngarnir 69, Hofdinga 118
(o = ö), Hofdingarnir 128, Hamingan 199, hyggu (gen. af
‘hyggja’) 19, syrgum (af ‘syrgja’) 194, -vœngum 171 (men
vœngjum 14).
Der er i langt de fleste tilfælde rigtig adskillelse af hv og
kv, men usikkerhed forekommer: kvatningar 87, hvika 165
(for ‘kvika’ donning); præt. af verbet ‘kveða’ skrives Hvað
102, hvað 132, 134, hvaðst 140, 176. I linjerne Konann lifir á
kveiti brauði / kannske litlu af grjóna graut 152 er kv i ‘hveiti’
allitterationsbestemt.
Enkelte ordformer: Imperativ af ‘yrkja’ er orktu 194 (efter
præt. plur. 3. person, som i en række verber havde samme
form som imperativ med tilfojet subjekt, jfr. at man nu kan
hore en imp. ‘keyptu’ for ‘kauptu’). Præt. af ‘skella’ har d:
skéldi í lás 21 (ogsá 1221 har skjeldi pá tilsvarende sted).
Pronomenet ‘hvor’ er trængt tilbage af ‘hver (hvör)’: sinn
við hvörja settist hlið 33 (sáledes ogsá 1221, som skriver
kvurja). Det adjektiv som nu hedder ‘kánkvís’ har formen
kjánkvís 13 (sáledes ogsá i Björn Halldórssons ordbog, kiank
vis 1221).
2. Lbs. 1221 4to (talhenvisninger gælder blade).
Forste hánd er ortografisk set den mindst traditionelle
og derfor den mest interessante.
Akcenter bruges over vokaler, men mangler undertiden,
f.eks. þa, nadi, lata, siálfum, mialma, halsi, skog, bonda, gloir,
hionum, ut, snua, hussins. Uventede akcenter findes nogle