Atuagagdliutit - 01.01.1976, Blaðsíða 25

Reventlows indlæg...
(fortsat fra side 3)
artikler — hans opgave til diplom-
studiet — længe før Børge Ra§-
mussen’s artikler blev indrykket
' Grønlandsposten og allerede
er*gang til mange sider både
. embedsmænd i ministeriet og
* Grønland givet de meninger til
ende. som jeg nedenfor søger at
udtrykke.
hovedtræk fra børge
RASMUSSENS SYV FØRSTE IND-
| GRØNLANDSPOSTEN
Grønlandsposten, numrene 39
øg 40 af henholdsvis 2. og 9. ok-
ober 1975i beskriver Børge Ras-
mussen den nuværende stats-
administrative opbygning i Grøn-
snd og i København samt lands-
rådets og Grønlandsrådets politi-
s e virksomhed. Artiklerne bærer
Overskrifterne GrønlanQsud mini-
rotionen i Danmark og fidmini-
straHonen i Grønland. Artiklerne
Gr rent beskrivende og giver ikke
anledning til særlige kommen-
tarer.
t Grønlandsposten nr. 41 af 16.
? tober 1975 indeholdtes en arti-
°1 med overskriften Den glemte
re og konsekvenserne. Børge
Rasmussen tager her udgangs-
punkt i et landsrådsmøde, afholdt
■' Sornmeren 1959, som var optak-
en til, regeringen den 18. fe-
bru;
kom:
ar 1960 nedsatte Grønlands-
rnissionen af 1960, bestående
®t nogenlunde ligeligt antal
af
danske og grønlandske politikere,
andsrådet udtalte under det
“Ovnte møde, at kompetence-
ruelingen mellem myndigheder-
e’ specielt „Grønlandsministe-
10P landsrådet og Folketinget,
^urde trækkes klart op, alt sig-
nue mod en normalisering af
°rholdene mellem Grønland og
anmark, således at Grønlands
P acering som en ligeberettiget
ansk landsdel — hverken mere
® er mindre — fastslås og efter-
Ves med den tilpasning, som
1?!h^S natur og fjerne beliggen-
°u nødvendiggør",
følge kommissoriet for G-60
ulle de administrative proble-
°r vedrørende Grønland gen-
^Grr>gås, og mulighederne for
Min;
aaggelse af de hidtidige af
jii l^teriet for Grønland vare-
8he opgaver til fagministerier-
es Ressort undersøges.
dan betænkning, som G-60
blev det bl.a. udtalt, at
afgav
den
best,
grønlandske befolknings med-
ernmelsesret og medansvar
r0U^e øges- Det blev ligeledes be-
J5rt’ at man i et vidt omfang i
re*ørdand manglede love og rets-
Sier områder, hvor der i
anmark fandtes lovgivning.
, ^HØnlandsposten nr. 42 af 23.
°ber 1975 har Børge Rasmus-
®n en artikel med overskriften
j P°r/or var G-60 kun et slag
is U^ten- 11311 beskæftiger sig her
asr med, at Grønlandskommis-
^°nen af 1960 i sin betænkning
1 modsætning til den betænk-
jlng’ der blev afgivet af Grøn-
ndskommissionen af 1950 — gi-
r?‘ udtryk for, at flere sagsom-
er bør overføres fra Grøn-
andsministeriet til de respektive
agministerigj. i Danmark, f.eks.
evaesenet, kirken, Grønlands
sga 10’ skole- og uddannelsesvæ-
snet og sundhedsvæsenet. Børge
så^S1TIUSSen harcelerer over, at en
ni (an. delvis nedlæggelse af Mi-
del ei’et for Grønland i forbin-
r- ,S° med overførsel af sagsom-
ei fil de respektive ressort-
nisterier ikke har fundet sted.
okt , 'ønlandsposten nr. 43 af 30.
m °ber f®f5 uddyber Børge Ras-
skidf611 * en artikel under over-
tic • n favnes der faglig eksper-
e i Ministeriet for Grønland?
dette emne. Han konstaterer, at
et stort antal af de akademiske
medarbejdere i Ministeriet for
Grønland er rekrutteret direkte
fra eksamensbordet og ikke fra
f.eks. de fagministeriet, hvor sær-
lig fagkundskab findes, an op-
lyser endvidere, at kun ca. 1/5 af
dette personale har været be-
skæftiget i Grønland, sarnt at to
af landshøvdingeembgciets kon-
torchefer har måttet "„rekrutteres
udefra", fordi de j ministeriet an-
satte ikke har ønsket ansættelse
i Grønland. Han vil hermed fast-
slå to efter hans opfattelse uhel-
dige forhold. For det første, at de
ansatte i Ministeriet for Grøn-
land ikke har den fornødne fag-
lige indsigt i de sager, de beskæf-
tiger sig med, og for det andet,
at de ikke ved at tage ansættelse
i Grønland har indlevet sig i dag-
ligdagen dér og fået forståelse
for de ting, der rør sig i det grøn-
landske dagligliv.
I Grønlandsposten nr. 44 af 6.
november 1975 fortsætter Børge
Rasmussen i en artikel med over-
skriften Hvordan styres Grøn-
land med en kritik af Grønlands-
ministeriets administration på den
førnævnte baggrund. Han anty-
der, at man i ministeriet fore-
trækker — uden at have særligt
kendskab til forholdene i Grøn-
land — at træffe afgørelser i kon-
krete sager og samtidig undlader
at udarbejde generelle love og
retsforskrifter, som kunne danne
grundlag for at delegere opgaver
til en lokal administration i Grøn-
land.
I Grønlandsposten nr. 45 af 13.
november 1975 under overskrif-
ten Kommunikationsproblemer
og følgerne af dem giver Børge
Rasmussen udtryk for den opfat-
telse, at der kommunikeres dår-
ligt mellem medarbejderne i mi-
nisteriet og medarbejderne ved
grønlandsadministrationen i
Grønland. Man kender ikke hin-
anden, forstår ikke hinandens
problemer, skriver frem og til-
bage over Atlanterhavet og hol-
der kun få møder. Han anker
endvidere over, at ministeren hol-
der møder med landsrådets for-
retningsudvalg og kommunalbe-
styrelserne „hen over hovedet" på
landshøvdingeembedet.
ANDRE SYNSPUNKTER
Jeg er for så vidt enig med Børge
Rasmussen i, at det er beklage-
ligt, at de akademiske medarbej-
dere og andre i Ministeriet for
Grønland i for ringe grad har
været interesseret i at lade sig
ansætte i Grønland for kortere
eller længere perioder, og at dette
indebærer en fare for „støj på
kommunikationsnettet". Jeg har
selv under min tjeneste i Grøn-
land i flere tilfælde følt mangel
på genklang for mine synspunk-
ter hos en del af medarbejderne
i ministeriet. På den anden side
var det dog, synes jeg, alligevel
muligt at få et godt samarbejde
med ministeriet. I den øverste le-
delse er dog i h\iert fald placeret
embedsmænd med en grønlands-
erfaring, der er endog meget be-
tydelig.
Der har sådan set været hjem-
mel til tvangsmæssigt at udsta-
tionere de i ministeriet ansatte
til tjeneste i Grønland, men man
har åbenbart i ministeriet afstået
fra at udøve denne tvang, også
fordi det i de aktuelle år har
været vanskeligt på arbejdsmar-
kedet overhovedet at skaffe den
fornødne kvalificerede arbejds-
kraft.
Man bør dog nok på dette punkt
i den fremtidige grønlandsadmini-
stration under et kommende
hjemmestyre følge en strengere
kurs. Gør man dette, skulle det
nok være medvirkende til at
dæmpe støjen på kommunikati-
onslinierne. Lidt hyppigere per-
sonlig kontakt i form af møder
og samtaler med de tjenstgørende
i Danmark og Grønland ville og-
så være en god ting.
Jeg kan ikke give Børge Ras-
mussen medhold i, at medarbej-
derne i ministeriet mangler den
fornødne „faglige indsigt". Det er
mit indtryk, at de fleste akade-
miske medarbejdere i ministeriet
i meget høj grad søger at skaffe
sig den fornødne faglige indsigt
ved kontakt med fagministerierne
og samtidig søger at kqmbinere
den viden, de herved får, med den
viden, de henter fra medarbej-
dere i ministeriet, som sidder inde
med den fornødne grønlands-
erfaring. Jeg tror heller ikke, at
f.eks. medlemmerne af landsrå-
dets forretningsudvalg og lands-
rådssekretariatets folk, når de
under deres tjenesterejser* til Kø-
benhavn har deres daglige gang
i Ministeriet for Grønland, føler,
at denne faglige indsigt mangler
hos ministeriets medarbejdere.
Jeg kan ikke være helt uenig
med Børge Rasmussen i, at der
træffes for mange afgørelser i
konkrete sager i Ministeriet for
Grønland, at der kunne udarbej-
des flere vejledende, generelle
retningslinier for sagernes af-
gørelse, og at kompetence til at
afgøre enkeltsager måske i videre
omfang kunne henlægges til ad-
ministrationen i Grønland. Men
jeg må i høj grad anholde Børge
Rasmussen’s indirekte påstand
om, at der her er tale om „ond"
vilje i ministeriet. Problemet har
været drøftet positivt ved mange
lejligheder uden at blive løst.
Fænomenet er i øvrigt ikke
ukendt i Danmark og skyldes
ofte — og tror jeg også i dette
tilfælde — at man hverken ved
landshøvdingeembedet eller i
ministeriet på grund af det lø-
bende daglige arbejdspres har
kunnet afse tid til det i virkelig-
heden store arbejde at analysere
samtlige arbejdsopgaver, udfær-
dige generelle regler og fordele
kompetencen.
Det er rigtigt, at man under
det omtalte møde i landsrådet i
1959 og også i den betænkning,
som Grønlandskommissionen af
1960 afgav, lagde megen vægt på
de to forhold, som Børge Ras-
mussen fremhæver, nemlig at den
grønlandspolitiske indflydelse
måtte øges i betydelig grad, og
at der burde overvejes en norma-
lisering ved at henlægge flere
sagsområder fra Grønlandsmini-
steriet til fagministerier i Dan-
mark.
Hvad angår ønsket om større
grønlandspolitisk indflydelse må
det da siges, at disse ønsker i vidt
omfang blev imødekommet.
Landshøvdingen blev som født
formand for landsrådet udskiftet
med en af landsrådet valgt for-
mand, og det landsrådssekretariat,
som dengang var placeret ved
landshøvdingeembedet, blev ned-
lagt, og landsrådet oprettede sit
eget sekretariat med egen sekre-
tariatschef, ligesom arbejds- og
socialdirektoratet blev oprettet
under landsrådet. Dette var skel-
sættende begivenheder i Grøn-
lands historie, og jeg tør også
skrive under på, at jeg under min
tjeneste i Grønland i disse år
oplevede en grønlandspolitisk ak-
tivitet og en øget indflydelse fra
grønlandspolitisk side, som hidtil
ikke havde været kendt.
Aktiviteten fandt sted i Grøn-
lands Landsråd og i kommunal-
bestyrelserne i Grønland og i et
meget intensiveret samarbejde
mellem de grønlandspolitiske
myndigheder, landshøvdingeem-
bedet og Ministeriet for Grønland.
Hvad angår den nævnte nor-
malisering i betydningen henlæg-
gelse af sagsområder fra Grøn-
landsministeriet til fagministeri-
ernes ressort må det erkendes, at
den kun i ringe omfang blev rea-
liseret. Børge Rasmussen antyder
igen anklagende, at dette er mini-
steriets skyld. Således har jeg på
ingen måde oplevet denne sam-
menhæng. Jeg havde i 1960’erne
som kontorchef ved landshøv-
dingeembedet et meget nært sam-
arbejde med den daværende
landsrådsformand og landsråds-
sekretariatet, og forholdet var det,
at der blandt de grønlandske poli-
tikere — måske med enkelte und-
tagelser — slet ingen interesse
var for at gennemføre den nævn-
te „normalisering". Man „glemte"
i virkeligheden i nogen grad den-
ne side af sagen og koncentrerede
sig om stadig at øge den politiske
indflydelse på udviklingen i
Grønland. Yderligere vågnede
tankerne om hjemmestyre og op-
tog sindene nok så meget.
Det kan i øvrigt nævnes, at
ministeriet indledte forhandlinger
med andre ministerier, som syn-
tes at vise, at fagministerierne i
Danmark ikke havde nævnevær-
dig interesse i og heller ikke følte
sig særlig kompetente til at mod-
tage sagsområder fra Ministeriet
for Grønland. På denne baggrund
forekommer det mig at være et
mindre rimeligt forlangende, at
ministeriet skulle gennemtrumfe
den af Børge Rasmussen så højt
besungne normalisering.
BØRGE RASMUSSENS
FORSLAG OM AT NEDLÆGGE
GRØNLANDSRÅDET
I Grønlandsposten nr. 46 af 20.
november 1975 plæderer Børge
Rasmussen under overskriften
Grønlandsrådet bør erstattes af
et stærkere sekretariat for lands-
rådet for, at Grønlandsrådet ned-
lægges og landsrådets sekretariat
tilsvarende udbygges. Børge Ras-
mussen støtter sig her på en
mindretalsudtalelse i G-60 udval-
get, som finder, at etableringen af
Grønlandsrådet indebærer fare
for sammenblanding af den lov-
givende og den udøvende magt,
som jo ifølge Grundloven skal
holdes adskilt.
Børge Rasmussen antyder, at
mulighederne i landsrådet for en
aktiv påvirkning af grønlands-
politikken er begrænsede. Uanset
at en sådan påstand er diskutabel
— der er normalt stor lydhørhed
over for landsrådet i regering og
Folketing — må man give Børge
Rasmussen ret i, at landsrådets
styrke i nogen grad afhænger af
dets sekretariats evne og mulig-
heder for at fremskaffe det nød-
vendige materiale og forsyne
medlemmerne med argumenter og
faglige vurderinger. Landsrådets
sekretariat er ikke i stand til at
løse denne opgave, siger Børge
Rasmussen, og det mener han
skyldes en bevidst eller ubevidst
„del og hersk“-politik fra mini-
steriets side, som indebærer, at
trådene i stedet for i Grønland
samles i København, og et af
midlerne hertil har været op-
rettelsen af Grønlandsrådet.
Børge Rasmussen ser tilsyne-
ladende bort fra, at Grønlands-
rådet ikke er skabt af ministeriet,
men er født af et forslag i Grøn-
landsudvalget af 1960 og vedtaget
Kontorchef Jørgen Reventlow.
i 1964 i Folketinget ved en æn-
dring af loven om Grønlands
Landsråd og kommunalbestyrel-
ser. ,
Det er karakteristisk for Børge
Rasmussen’s argumentation, at
han i sin kritik af Grønlandsrådet
og dets sekretariat hovedsagelig
bygger på nogle udtalelser fra et
mindretal i G-60-udvalget og slet
ikke kommer ind på den histori-
ske baggrund og motiverne for
oprettelsen af Grønlandsrådet,
ligesom han ganske undlader at
vurdere, hvorvidt praksis har gi-
vet mindretallet ret eller ej.
Grønlandsrådet blev oprettet
for at skabe en politisk kontrol
med planlægningen i Grønland.
Det hedder i loven, at rådet har
til opgave at følge udviklingen
i Grønland og at afgive indstil-
linger til ministeren for Grønland
med hensyn til spørgsmål ved-
rørende den centrale planlægning
og koordinering af det offentliges
virksomhed i Grønland. Det må
i denne forbindelse understreges,
at Grønlandsrådets opgave er at
være rådgivende, og at der ikke
er tillagt rådet nogen besluttende
myndighed. Den tilkommer Folke-
tinget og regeringen samt mini-
steren for Grønland og — for de
områder, der er henlagt til selv-
styre — landsrådet og kommunal-
bestyrelserne.
Børge Rasmussen’s kritik går
som nævnt på, at Grønlandsrådet
sammenblander administration og
lovgivning, at de debatter, der
burde være i landsrådet og Folke-
tinget for åbne døre, foregår i
Grønlandsrådets lukkede møder,
og at yderligere en efterfølgende
debat i Folketinget og landsrådet
vil være præget af, at ledende
medlemmer allerede har været
med til at tage stilling til sagerne
én gang tidligere i Grønlands-
rådet.
Det er korrekt, at oppositionen
i G-60 påstod, at Grønlandsrådets
oprettelse ville medføre en uhel-
dig sammenblanding af lovgiven-
de og udøvende magt, men denne
påstand behøver jo ikke at være
rigtig, og praksis synes at vise
noget andet. Grønlandsrådet har
fungeret som et politisk organ,
der principielt ikke har blandet
sig i den egentlige administration,
men rådet har efter hvert møde
i en række indstillinger til mini-
steren anbefalet politiske ret-
ningslinier inden for de forskel-
lige områder. Når Grønlandsrådet
i visse tilfælde har vurderet kon-
krete anlægsprojekter, har det
været som et led i en prioritering
af opgaverne, en kompetence,
som er tillagt rådet af lovgiv-
ningsmagten, og en sådan vurde-
ring må i øvrigt også betragtes
som en politisk opgave.
Det er rigtigt, at Grønlands-
rådets møder er lukkede, og på
dette punkt ligner rådet en række
andre politiske udvalg. Man har
ofte talt om at åbne møderne,
men et af argumenterne herimod
har netop været, at man ved at
holde åbne debatter i Grønlands-
(fortsættes næste side)
25