Grønlandsposten - 01.03.1946, Blaðsíða 4

32
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2 — 1946
Minister Sigurd Berg gik saa stærkt ind for disse
planer, at han gik til rigsdagen med forslag til en
bevilling paa 135.000 kr., for hvilket beløb et ishavs-
fartøj kunde udrustes med de nødvendige redskaber
til en praktisk og videnskabelig fiskeriundersøgelse.
Briggen »Tjalfe«, et sejlskib, blev valgt og blev for-
synet med en motor beregnet paa at kunne manøvrere
alle de redskaber, der var nødvendige for at kunne
opfiske havets dyreverden lige fra de store helleflyn-
dere til de mindste organismer.
Forholdene førte med sig, at ministeren maatte
stille det som en betingelse, at jeg selv overtog le-
delsen. I 1908 og 1909 laa vi da paa togt ved Grøn-
lands kyster med »Tjalfe« paa strækningen fra Kap
Farvel til Umanak og undersøgte farvandene lige fra
bunden af fjordene udefter til kystomraadet, ja, helt
ud paa bankerne og ogsaa udenfor disse paa de store
dybder. Til skibsfører havde jeg den udmærkede
kaptajn Kjøller, som i mange aar havde besejlet de
grønlandske farvande, og vor førstestyrmand var den
nuværende lods i Rønne, Nielsen. Besætningen bestod
dels af folk fra Grønlands-skibene, der var vant til
at sejle i grønlandske farvande og var stedkendte,
dels af et udvalg af danske fiskere samt en islandsk
og en færøsk fisker.
Efter afslutningen af hvert togt, der begyndte i
det tidlige foraar og sluttede i det sene efteraar, ind-
gav jeg til Grønlands Styrelse rapporter, hvori jeg
gjorde rede for ekspeditionens forløb og resultater.
En fisk, som jeg havde sat store forventninger til,
stortorsken, der som bekendt er den vigtigste nytte-
fisk i nordlige have, beredte mig noget af en skuf-
felse. To steder viste det sig dog, at der var slet ikke
saa ringe mængder af stortorsk, nemlig i farvandet
omkring Fiskenæsset og i sundene omkring Kap
Farvel. Der var ikke tilstrækkeligt til storfiskeri, saa-
ledes at der var anledning til at tilkalde dansk ka-
pital og hjælp til udnyttelse heraf, men jeg gjorde
opmærksom paa, at det kunde faa betydning for
grønlænderne, og jeg foreslog derfor Grønlands Sty-
relse, at man skulde begynde at indhandle torsk ved
Fiskenæsset og lære grønlænderne at tilberede fisken
dels som saltfisk og dels som klipfisk.
Forslaget blev velvilligt modtaget, og der udsendtes
en færøsk fisker til Fiskenæsset for at organisere ind-
handlingen og lære grønlænderne at behandle fisken.
Ligeledes foreslog jeg, at der omkring Holsteinsborg,
hvor man havde fundet rigelig forekomst af helle-
flynder, ogsaa skulde gives befolkningen lejlighed
til at indhandle denne og viderebehandle den til
eksport.
Det største øjeblikkelige resultat opnaaede vi dog
nede i Julianehaabs distrikt, idet vi hernede paa dyb-
havnsliner i saavel fjordene nord for som syd for
kolonien fik en overvældende fangst af hellefisk.
Jeg tillod mig her, hvad jeg egentlig ikke havde be-
myndigelse til, at købe fisken fra grønlænderne, saa
længe vi laa ved stedet, hvis de selv med deres pri-
mitive redskaber kunde fange hellefisken. For ikke
at vække for store forhaabninger satte jeg prisen til
2 øre pr. kg. Dagligt kom nu grønlænderne til os med
hellefisk, som vi opkøbte, behandlede og nedsaltede i
tønder. Vi kom herfra den sommer hjem med 70
tønder dejlig hellefisk, som straks kunde fordeles til
de københavnske røgerier.
Jeg foreslog derefter, at man skulde oprette en
station nede ved Sydprøven, hvor grønlænderne kun-
de fortsætte deres hellefiskefangst, og ligeledes en
station ved Narssak. Disse to indhandlingsstationer
producerede i de følgende aar betydelige mængder
af hellefisk, saa de endog blev det største indhand-
lingsomraade for denne værdifulde fisk. Efterhaan-
den naaede man op paa en aarlig produktion af om-
kring 1500 tønder. For befolkningen, der havde væ-
ret meget daarligt stillet, blev det en velsignelse. De
gamle herrnhutter havde nemlig her som andre ste-
der samlet befolkningen uden, at der var eksistens-
grundlag for den.
Efterhaanden bredte indhandlingen af stortorsken,
der var paabegyndt ved Fiskenæsset, sig op til det
øvrige Grønland, men alligevel kun smaa mængder.
Men saa i 1917 begyndte forekomsten at stige, indtil
vi omkring 1930 naar et maximum af noget over 8000
tons, svingende for de næste aar fra 1930 til 39 mel-
lem 6000 og 8000 tons, ja, er i krigsaarene endda
gaaet herover.
Der var sket det, at en temperaturstigning var ind-
traadt i de grønlandske have, som gjorde, at tor-
sken fandt paa at vandre fra Island over til Vest-
grønland. Dette er ikke en teori, men er blevet be-
vist ved de gennem Styrelsen og »Kommissionen for
Havundersøgelser« foretagne mærkninger af torsk
baade ved Island og Grønland. Det er denne vældige
indvandring af torsk, der har gjort, at torsken grad-
vis har bredt sig nordover helt op til Umanak. Tor-
skemængden steg saaledes baade kvantitativt og geo-
grafisk. Forholdene har i den grad forandret sig, at
medens jeg i 1908 og 09 fiskede og fiskede med