Grønlandsposten - 01.03.1946, Blaðsíða 8

36
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2 — 1946
ikke ønsker, at monopolet pludseligt skal ophæves.
Men det er et stort spørgsmaal for tiden, hvorvidt en
saadan langsom udvikling kan fortsættes uden for-
andringer. Besvarelsen af et saadant spørgsmaal og
maaden, hvorpaa udviklingen kan føres videre for
fremtiden, maa afgøres paa basis af de nuværende
forhold; thi forholdene siden indførelsen af de nu-
gældende styrelseslove i 1925 er saa forandrede, at
en fortsættelse af udviklingen udelukkende paa basis
af disse love maa anses for ligefrem at være skadelig
for det grønlandske samfund.
Hvad er aarsagen til saadanne forandrede forhold
i Grønland? Tre ting kan nævnes som de vigtigste,
nemlig 1. indførelse af nye erhverv til erstatning for
det svigtende gamle grønlandske erhverv, sælfangsten,
2. Grønlands tilnærmelse til de civiliserede lande
gennem radioen samt den forøgede forbindelse med
omverdenen gennem hurtigere trafikmidler, og ende-
lig 3. den tid, krigstiden, i hvilken grønlænderne har
haft lejlighed til at prøve at leve i direkte forbindelse
med kulturfolk. Denne sidste tid har haft en saadan
indvirkning paa befolkningen, i hvert fald paa den
nuværende ungdom, at man kan sige, at grønlæn-
derne nu som aldrig før har faaet en bevidst vilje til
at komme i direkte forbindelse med kulturfolk. Og i
forbindelse hermed kan ikke skjules den kendsger-
ning, at viljen er blevet saa stærk, at en stor del af
ungdommen nu betragter monopolstyret som hin-
dring for dens udvikling. Dette er baade godt og
ondt. Ondt er det, fordi vi ved, at en total ophævelse
af monopolet endnu er for tidlig, men paa den anden
side kan man ikke blive ved med at lægge hindrin-
ger i vejen for en sund vilje. — Alt dette viser, at det,
der nu maa gøres for Grønland, er, at den langsomme
udvikling maa forandres til hurtigere tempo.
Under den langsomme udvikling har formaalet al-
tid været at føre den grønlandske befolkning frem
til en saadan udvikling og modenhed, at den uden
skade kan træde ind i normalt samkvem med kul-
turfolk udenfor Grønland. Et saadant formaal maa
vi aldrig forandre, heller ikke under en hurtigere
fremgang. Og for opnaaelsen af et saadant maal er
oplysning det vigtigste og bedste middel, og det er
derfor der, det vigtigste arbejde for grønlændernes
fremtid ligger.
Naar man taler om oplysning, tænker man først
og fremmest paa undervisningen i børneskolen.
Hvordan er den for øjeblikket? Ja, efter papiret ser
den fin ud. Efter loven af 1925 skal et grønlandsk
barn lære saa godt som alle de almindelige skolefag,
altsaa de fag, som læres i skolerne i andre lande.
Men dermed er det desværre ikke sagt, at skoleunder-
visningen i Grønland i dag staar paa højde med
skoleundervisningen for eksempel i Danmark. Det er
jo saadan i Grønland, at alt er »afpasset efter de
grønlandske forhold« under den langsomme udvik-
ling, og denne fremgangsmaade er som sagt opret-
holdt til dato. Dette skal forstaas saadan, at alt, hvad
der læres i Grønland, er langt under det, der læres
i andre lande. En grønlandsk haandværker eller tele-
grafists eller anden fagmands uddannelse er langt
fra den samme som i andre lande. Det samme gælder
ogsaa med hensyn til en grønlandsk lærers eller
præsts uddannelse. Den er langt under en alminde-
lig lærers uddannelse i andre lande. Jeg kan frem-
føre et eksempel fra i sommer. En grønlænder, der
har været saa heldig at have et barn i en af de under
krigen oprettede danske skoler for danske børn, for-
talte mig, at han havde spurgt skolens forstander
om, hvormeget hans barn havde lært i sin klasse
(anden mellem) i forhold til andre grønlandske børn
i grønlandske skoler. Han havde faaet det svar, at
barnets kundskaber svarede til grønlandske semina-
rieelevers kundskaber, ja, det var endda i visse fag
længere fremme. Det var altsaa de unge mænd, der
tilbragte deres sidste læreaar før deres lærereksamen.
Og de er de bedste lærere, som Grønland producerer.
Hvordan er saa de mindre uddannede smaakateketer,
der udgør de fleste af lærerkræfterne ved de grøn-
landske skoler? Altsaa, for at forbedre skoleundervis-
ningen i Grønland maa man først og fremmest sørge
for at forbedre læreruddannelsen. Og dette haster, da
de nuværende forhold fordrer, at oplysningen maa
fremmes mest muligt og hurtigst muligt. Og da vi
ved, al forbedring af uddannelsen af grønlandske læ-
rere ikke kan ske i en haandevending, maa vi først
benytte danske lærere, i hvert fald i de større skoler.
Ansættelse af danske lærere i børneskolerne vil
ikke alene tjene til forbedring af skoleundervisningen
i almindelighed, men det vil ogsaa fremme danskun-
dervisningen i børneskolen. At grønlænderne skal
lære dansk hurtigst muligt, har baade vi grønlæn-
dere selv og de danske, der kender de nuværende fak-
tiske forhold i Grønland, været enige om. Naar for-
maalet med det grønlandske folks udvikling er, at
det skal kunne blandes med kulturfolk, maa den bed-
ste vej dertil jo være, at det lærer et kultursprog, alt-
saa dansk. Men der er endnu delte meninger om,