Grønlandsposten - 01.03.1946, Blaðsíða 16

44
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2 — 1946
dyr drev til Point Hope. Et par aar var der to lapper
til hjælp ved pasningen, men efter den tid har eski-
moerne været alene om det. Efterhaanden som hjor-
den voksede, erhvervede flere sig dyr, som de dog
overlod til uddannede hyrder at passe for 1 dollar
pr. styk. I 1926 slog man sig sammen i et andelsfore-
tagende, hvor det blev ordnet saaledes, at ingen
kunde eje dyr, men kun aktier. Hver aktie er paa 10
dollar og giver ret til at slagte et bestemt antal dyr,
alt efter bestandens størrelse. I 1893 var det saaledes,
at 10 aktier gav ret til slagtning af fem voksne og et
ungt dyr om aaret. Direktionen bestemmer, hvornaar
der maa slagtes og hvilke dyr. Der slagtes kun han-
ner. Da der kun bruges 5 hanner til 100 dyr, bliver
der hurtigt overskud af hanner.
Hjorden, der i 1939 talte 3500 dyr, kommer kun
ned til bopladsen to gange om aaret, nemlig i august
for at tælles og i oktober, hvor slagtningen finder
sted. Den øvrige del af aaret tilbringer dyrene i bjer-
gene ledsaget af hyrderne og deres hunde. De fire
hyrder, hvoraf en er overhyrde, betales af andels-
selskabet med 5 aktier hver om maaneden plus varer
fra butikken til en værdi af 20 dollars om maaneden.
Ved dette arrangement opnaas, at kun de fire mand
bindes af rensdyrene, mens resten kan passe deres
fangst og alligevel være ejere af rensdyr og nyde de
goder, der følger dermed.
— Hvad mener De om rensdyravl i Grønland?
— Naar man ser, hvilken betydning rensdyrene
har i Alaska, er det umuligt ikke at tænke paa, om
noget lignende ikke skulde kunne lade sig gøre i
Grønland. At grønlænderne skulde kunne lære at
passe rensdyr lige saa vel som Alaska-eskimoerne er
der vist ingen grund til at tvivle om. Endelig er der
spørgsmaalet om, hvilken betydning rensdyrene
kunde faa for grønlænderne. Dette vil jeg besvare
ved at nævne, hvad Alaska-eskimoerne faar ud af
deres rener. Der er naturligvis først og fremmest
kødet, der jo, som de fleste ved, er baade sundt og
velsmagende. At kødet virkelig spiller en rolle i eski-
moernes husholdning, vil fremgaa af følgende opgø-
relse over kødproduktionen i 1937. Der blev dette aar
af de indfødte i hele Alaska slagtet 36.922 dyr, hvil-
ket i gennemsnit vil sige 8 dyr pr. ejer. Kun eskimoer
maa eje rensdyr. Sætter man værdien af kødet lavt
regnet til 10 cents pr. pound, hvad der i rensdyr-
omraadet er prisen paa simpelt hundefoder, havde
dette kød for de indfødte en værdi af 750.000 dollars
eller 3.750.000 kroner. Men af omtrent lige saa stor
betydning er skindene. Huder af voksne dyr anven-
des til soveunderlag, soveposer, sokker og vandskind-
støvler, af unge dyr til pelse, bukser og huer, og
benene til støvler og vanter. Endelig anvendes se-
nerne til sytraad, hornene til knivskafter og andre
redskaber og affaldet til hundefoder og madding til
rævefælderne.
Tænk Dem blot, hvad det vil betyde at have rige-
ligt med kød i Grønland, hvor man mange steder i
lange perioder hverken har sæl eller fugl. Og hvad
vil skindene ikke komme til at betyde for befolk-
ningen i Nordgrønland. Rensdyr bør indføres i Grøn-
land, det ér meningsløst at betænke sig længere der-
paa. Rensdyrenes værste fjende, de uhyre mange
ulve, der aarligt tager en masse dyr, findes ikke i
Grønland. Grønlænderne vil desuden sikkert være
bedre hyrder for rensdyrene end Alaska-eskimoerne.
De har jo i forvejen god træning som faareavlere.
Men forinden maa et par mand studere forholdet i
Alaska. Der findes derovre og i »Kongressens Biblio-
thek« i Washington et meget stort tilgængeligt mate-
riale, som det vil være værd at sætte sig ind i, og
som der kan læres meget af.
— Hvorledes staar det til med havebruget der-
ovre?
— Enkelte steder har eskimoerne selv anlagt sig
haver under vejledning af en svensk missionær. De
dyrker her kartofler, kaal, gulerødder og mange an-
dre slags grøntsager. Ikke alene kan disse familier
forsyne sig selv med kartofler, men nogle kan ogsaa
sælge, og prisen paa grøntsager er høj i Alaska.
Alt i alt kan den eskimoiske befolkning i Alaska
se en tryg fremtid i møde. Rensdyrene, oplysningen
og brugsforeningerne har forvandlet det næsten helt
ødelagte eskimosamfund til et nyt og levedygtigt og
arbejdende menneskesamfund, der ikke saa let igen
vil bukke under for en ny konkurrence udefra. Med
henblik paa Grønland vil vi danske uden tvivl kunne
lære meget af Alaska, og vi bør være store nok til
at gøre det, før det bliver for sent. Det er ikke mine
ord alene. Knud Rasmussen sagde det samme, da
han i 1925 vendte hjem fra sin Femte Thule Eks-
pedition.
— Har De selv planer om snart igen at tage paa
langfart?
— Ja, hvem har ikke planer. Jeg haaber, at vore
paabegyndte undersøgelser i Alaska vil kunne videre-
føres, og at vi ogsaa kan udstrække dem til Sibirien,
slutter inspektør Helge Larsen vor lærerige samtale.