Grønlandsposten - 01.03.1946, Blaðsíða 13

1. Marts
GRØNLANDSPOSTEN
41
Museumsinspektør
Helge Larsen.
Helge Larsen endeligt sætte kursen mod Danmark
og fortælle videnskabsmændene herhjemme om sine
epokegørende undersøgelser og fund, der overalt har
vakt berettiget opsigt, blandt andet ved endeligt at
have fastslaaet eskimoernes sibiriske oprindelse.
Det er dog i første række Alaska-eskimoernes nu-
værende liv, der vil interessere vore læsere mest,
hvorfor vi har bedt inspektør Helge Larsen fortælle
lidt om det daglige liv mellem de nordligste Alaska-
eskimoer, saaledes som han mødte det paa sine rej-
ser og under sit arbejde imellem dem.
Vi træffer inspektør Helge Larsen ved sit arbejds-
bord paa Nationalmuseet, et museum, som de fleste
andre københavnske videnskabelige museer med rette
kan misunde med hensyn til arbejdsforhold, plads
og lys, men ogsaa et af de fineste museer i verden
af sin art, berømt for sine omfattende samlinger,
især paa det eskimoiske omraade.
Alaska-eskimoerne.
— Hvor stor er den eskimoiske befolkning i Ala-
ska? spørger vi inspektør Helge Larsen.
— Knap saa stor som befolkningen i Grønland, vel
omkring 17,000 mennesker. Heraf bor dog kun ca.
1500 eskimoer nord for polarcirklen, og det er denne
del af befolkningen, der kommer den grønlandske
nærmest og endnu har bevaret en stor del af sit op-
rindelige præg. Ganske vist er den blevet en del op-
blandet med hvalfangerblod, men hvalfangertiden
laa her meget senere end i Grønland, hvorfor det
hvide blod ikke har formaaet at gøre sig saa stærkt
gældende. Alligevel var den pludselige berøring med
hvalfangerne nær kommet til at betyde hele stam-
mens udryddelse under paavirkning af spiritus,
tuberkulose, kønssygdomme og erhvervsmæssig til-
bagegang, men det lykkedes den amerikanske rege-
ring i tide at gribe ind og redde de sidste rester af
den oprindelige eskimobefolkning, der nu igen er ved
at arbejde sig op til et sundt og dygtigt folk.
Fangst og erhverv.
— Hvorledes lever disse mennesker da i dag?
— Jeg kender bedst forholdene ved Point Hope,
hvor der bor ca. 250 mennesker, men iøvrigt leves
det daglige liv paa samme maade ogsaa ved de andre
bopladser nord for polarkredsen. Fra midten af ok-
tober til slutningen af juli er kysterne blokeret af is,
og der er da god mulighed for sælfangst, fjordsæl
og remmesæl. Fjordsælen skydes ved aandehullerne
eller om foraaret paa isen. Remmesælen skydes lige-
ledes om foraaret, naar den gaar op paa isen. I det
aabne vand anvendes konebaad til fangsten, roet af
mænd og ikke som i Grønland af kvinder. Kone-
baaden har her beholdt sin oprindelige betydning
som fangstbaad. Kajakken er derimod gaaet i glem-
me. Da jeg var ved Point Hope i 1939, var der endnu
een elendig kajak ved bopladsen, men i 1941 var
denne borte, og kajakken findes nu ikke mere paa
kysten. Kajakkens forsvinden har i høj grad ændret
sæljagten fra land eller fra iskanten, da man nu
ikke længere har nogen mulighed for at bjerge byttet
i land, hvis det nedlægges for langt ude. Skydes en
Point Hope — eskimopar foran deres hus.