Grønlandsposten - 01.03.1946, Blaðsíða 9

1. Marts
GRØNLANDSPOSTEN
37
hvordan undervisningen i dansk sprog bedst kan
fremmes. Siden 1925 har dansk været et obligatorisk
fag i børneskolen og paa seminariet i langt over 50
aar. Efter vore erfaringer med danskundervisning
kun som fag er vi klare over, at en hurtig fremgang
ikke kan opnaas, saa længe sproget kun læres som
fag. Derfor ønsker vi nu en delvis indførelse af dansk
som skolesprog, i hvert fald ved koloniskoler, hvor
danske lærere eller grønlandske lærere uddannede
paa danske seminarier, underviser. Endvidere ønsker
vi, at der maa oprettes et par dansksprogede kostsko-
ler, hvor de bedst begavede børn fra andre skoler kan
undervises med videreuddannelse i Danmark for øje.
Derved vil vejen aabnes for flere grønlændere til at
faa samme uddannelse som de unge danske, der an-
sættes i stillinger i vort land. Dette har været Styrel-
sens tanke ved loven af 1925, i hvilken der staar, at
højskoleelever kan sendes til Danmark til videreud-
dannelse med opnaaelse af højere stillinger for øje.
Men dette har hidtil ikke været praktiseret, da ele-
verne dels mangler tilstrækkelige kundskaber og dels
ikke kan nok dansk.
Samtidigt med forbedringen af undervisningen i
børneskolen, ja, ogsaa i de højere skoler, maa man
heller ikke glemme, at al anden uddannelse i Grøn-
land trænger til at forbedres. Haandværkeruddannel-
sen maa forbedres. En grønlandsk haandværker af i
dag er fuldstændig klar over, at hans uddannelse og-
saa er »afpasset efter grønlandske forhold«. Derfor
er det en stor plage for en grønlandsk haandværker
at vide, at han staar under en europæisk kollega, selv
om han ved, at han kan haandtere værktøj som han.
Han har en praktisk uddannelse, men teoretisk ud-
dannelse mangler han saa godt som ganske. Det er
derfor et maal, at en grønlandsk haandværker faar
adgang til at faa fuld uddannelse i Grønland samti-
digt med, at der sendes flere grønlændere til større
haandværksmæssig uddannelse i Danmark.
Flere grønlændere maa uddannes til sømænd, saa-
ledes at de kan faa adgang til virkelig sømandskend-
skab. Havet er grønlænderens tumleplads fra barn
af, hvorfor man maa formode, at han er i besiddelse
af evner til at kunne lære virkelig sømandsskab. Og
ikke mindst, naar det er tanken, at fiskeriet i Grøn-
land skal udvikles til storfiskeri, maa der skabes en
grønlandsk sømandsstand, som kan følge efter fisken
paa dens vandringer, saaledes som man gør andre
steder, hvor fiskeriet drives som erhverv.
Et af de allervigtigste og største problemer med
hensyn til Grønlands fremtid er fiskeriet. Det er der,
hvor det grønlandske samfunds fremgang har økono-
misk basis. Fiskeriet er hovederhvervet i Grønland,
i hvert fald i den største del af landet, og vi haaber,
at det vil vedblive med at være det i fremtiden, skønt
der er dem, der nærer tvivl om det. Ja, hvis fiskeriet
skulde svigte, ligesom sælfangsten, grønlændernes
hovederhverv i hundreder af aar, saa vil det være en
katastrofe uden lige. Uden fiskeri kan Grønlands be-
folkning ganske simpelt ikke eksistere nu eller i
fremtiden. Vi har nok faareavlen at ty til, men denne
kan kun drives i en meget begrænset del af landet,
selv om den sikkert endnu kan udvides meget. Det
gælder derfor nu om at stabilisere og fremme fiske-
riet saa godt og saa meget, som det overhovedet er
muligt. Der maa sættes alt ind paa at udnytte de
store fiskerigdomme, der findes i farvandene om-
kring Grønland, og oplære grønlænderne til at benytte
de metoder, som andre folk, der har fiskeriet som
erhverv, benytter.
Fiskeriet er, om jeg saa maa sige, kulturfolks-
erhverv, et erhverv, der ikke blot giver eksistensmid-
ler, men ogsaa store rigdomme for millioner af men-
nesker i de lande, hvor det drives og fremmes ved
hjælp af moderne fiskemetoder og redskaber. Naar
det er meningen, at fiskeriet ved Grønland skal frem-
mes for baade at tjene som eksistensgrundlag og rig-
domskilde, ja, i det hele taget som økonomisk basis
for fremgangen i Grønland, maa det være fremtidens
formaal at ophjælpe det til jævnbyrdighed med fiske-
riet i andre lande.
Man kan spørge: har fiskeriet paa Grønland mu-
lighed for at naa saa vidt? Ja, hvad fiskemængden
angaar, synes det, at det har denne mulighed. Dette
bevises af det udbytte, som fremmede fiskere opnaar
ved deres fiskeri ved Grønland. Færøiske fiskere for
eksempel faar 3—4 gange saa stort et udbytte som
grønlandske fiskere i samme sæson. Men hvad er saa
grunden til, at grønlandske fiskere hidtil ikke har
kunnet faa større udbytte af deres fiskeri? Her gæl-
der det samme som paa andre felter: metoden og red-
skaberne, ja hele fremgangsmaaden er alt for meget
»afpasset efter de grønlandske forhold«. Altsaa, fiske-
riet trænger til at moderniseres. Grønlandske fiskere
maa oplæres til at benytte fremmede metoder, og
fremgangsmaaden ved indhandlingen og tilberednin-
gen maa blive mere tidssvarende. Dette kan næppe
ske, medmindre fiskeriets ledelse overdrages til fag-
folk.