Atuagagdliutit - 14.06.1956, Blaðsíða 19

skeri-landbrug. Enten er man fisker
eller landmand. Som en finnmarking
udtrykte det ,da vi snakkede fiskeri:
— Efterhånden er det ikke længere
sådan, at en mand om foråret skal
tælle på knapperne, om han skal tage
på sejfiskeri eller passe sit landbrug.
Jeg besøgte den store virksomhed
„Findus“ i Hammerfest. Her drives
fiskeforædling efter de mest moderne
metoder. Virksomheden har sin egen
trawlerflåde under ledelse af en bri-
tisk kaptajn og eget fryseskib „Greip“,
som går i fast rutefart mellem Ham-
merfest og Oslo.
Der arbejdes i Nordnorge stærkt på
at få kystbefolkningen koncentreret
på færre og større pladser, hvor man
så kan udbygge havneanlægene, skaf-
f Nordisk Brown Boveri
Nyropsgade 24, København V.
Tlg.-adr. NORDBOVERI
Leverandør af radiofonisendere, kort-
bølgetelefonianlæg samt elektriske
apparater til elektricitetsværker.
autdlakåtitsissautinik, nalunaerasuar-
tautinik ingnatdlagissiorfingnilo ator-
tugssanik niorKutilik.
fe gode skoleforhold, give fiskerne
gode afsætningsmuligheder og i det
hele taget fremskaffe alle de sam-
fundsgoder, der hører sig til i dag.
Det er klart, denne indvandring til
bysamfundene skaber visse problemer.
Et fornøjeligt eksempel herpå kan
fortælles fra Båtsfjord, som har 4000
indbyggere. For to år siden havde
man kun to betjente i byen, og de
måtte give op, da befolkningen fej-
rede 17. maj med vældige drikkeor-
gier. En af betjentene sagde efter den
hektiske dag og nat, at skulle han
have fulgt politivedtægten, måtte han
arrestere mindst 2000 mennesker. Nu
nøjedes betjentene med at arrestere
en person. Der var nemlig ikke plads
til flere i arresten!
★ ★ ★
Det er ikke blot indenfor fiskeriet,
det gror og gærer i Finnmark. Her
langt nord for polarcirklen er land-
bruget i fremgang under inspiration
fra dygtige landbrugskonsulenter. '
Da jeg en søndag med rygsækken
over nakken vandrede mod Vadsø,
Finnmarks Godthåb, administrations-
byen, mødte jeg ved vejen flere fåre-
flokke. Nogle af dyrene havde en
smuk, rød sløjfe om halsen. Det så
dekorativt ud, og i tankerne vendte
man tilbage til barndommens jul, da
mandelgaven var en fed marcipangris
med rød sløjfe. En landbrugskonsu-
lent gav mig forklaringen på de pyn-
tede får:
— Det er får, som har fået præmie
ved bedømmelse. Ejerne er naturligvis
stolte, og fårene får lov at gå længe
med sløjfen. Forbipasserende skal
vide, al her bor en dygtig fåreavler.
Finnmark har gode betingelser for
fåreavl, og bestanden kan mangedob-
les. Man søger at få Steigar-racen fra
Lofoten udbredt. Det er en mellemstor
race, der er hårdfør og nøjsom.
Men der sker mange andre ting in-
denfor landsdelens landbrug. Ny jord
opdyrkes, og jordens ydeevne sættes
i vejret ved tilførsel af kunstgødning,
forbedring af redskaber og anden mo-
dernisering af driften. Staten yder
6000 kr. pr. ha til ny dyrkning, og der
er i Finnmark oprettet henved 40 ma-
skinstationer og rejst en stor land-
brugsskole i Tana. Antallet af køer
vokser ikke stort, men bedre fodring
har givet et voksende udbytte pr. ko.
Finnmark måtte tidligere have store
forsyninger af mælk sydfra. Nu kan
det selv producere 70—80 procent af
sit forbrug. I årene efter krigen er
der opført mejerier i de større byer.
På mejeriet i Vadsø modtog man den
første åbningsdag 300 liter mælk. Nu
har mejeriet en tilførsel på halvan-
den til to millioner liter årligt. Det
meste mælk kommer fra landbrugerne
inde i fjordene, men det store forbrug
ligger ude i fiskebyerne ved kysten.
Transporten er derfor det største pro-
blem. Den må i mange tilfælde foregå
pr. båd.
Gennem film, foredrag og kurser
søger man at øge landbrugernes in-
teresse for kartoffel- og turnipsdyrk-
ningen og for grøntsager i det hele
taget.
— Vi kan, sagde landbrugskonsu-
lenten, blive selvforsynende med kød
og mælk, men aldrig med flæsk og
æg. Det går for langsomt med de
landbrugsfaglige fremskridt, men
fremad går det dog. Mange, altfor
mange, landbrugere er stokkonserva-
tive. De tror, de ved alt og kan alt.
Der er mange stive, sære og tunge
folk. Vi må allerførst søge at overbe-
vise bønderne om, at de intet kan ...
Det lyder hårdt, men sådan er forhol-
dene. Når først vi har fået dem til at
indse, at de ikke er slet så alvidende,
som de selv tror, kan vi tage fat på
arbejdet med at forbedre og rationa-
lisere produktionen. Så er „jordbun-
den“ beredt...
* ★ ★
Lederen af tamrenforsøget i Godt-
håbsfjorden, Jens Rosing, har tidlige-
re i „Atuagagdliutit-Grønlandsposten“
fortalt om renavlen i Norge, og jeg
skal ikke komme nærmere ind herpå.
Finnmarks rensamer har haft mange
vanskeligheder at kæmpe med i efter-
krigsårene. Den tyske hærgen var
ikke så slem i det indre Finnmark,
hvor samerne holder til. Mange samer
havde deres huse i behold, da krigen
sluttede. Men det var i altfor stor ud-
strækning elendige rønner, som træng-
te til reparation eller udskiftning. Ude
ved kysten lå hele byer i ruiner, og
det er klart, at materialerne i første
omgang gik hertil, medens samerne
måtte søge at klare sig igennem „Dø-
dens huler“. Samernes råd i Finn-
mark har arbejdet kraftigt på at få
gennemført en forbedring af bolig-
forholdene og har stillet forslag om,
at der bygges vogterbytter på flyt-
vejene, et forslag, der fik en velvillig
modtagelse.
Det er klart, at den fremtrængende
civilisation ude ved kysterne også
sætter sine spor i samernes liv. De
nye industrier lokker samer til, hvis
plads ellers naturligt ville være ved
det gamle, frie og stolte renerhverv.
I nærheden af Kautokeino, et af Finn-
marks typiske samesamfund, er fun-
det store kobberforekomster, der er
planlagt udnyttet ved et norsk-svensk
samarbejde. Det er ikke uden grund,
at samernes talsmænd ser med æng-
stelse på denne udvikling. Den kan
trække endnu flere samer bort fra om-
rådets naturlige erhverv og betyde en
alvorlig trusel mod den ældgamle
samiske kultur.
Fra den norske stats side gøres der
en betydelig indsats for at støtte ren-
erhvervet. Hvert år gives betydelige
beløb i tilskud til indkøb af rener til
samer, hvis hestand er for lille til at
give føden til familien. Man regner
med ,at hver familie skal have mindst
200 rener for at klare sig nogenlunde.
Der er oprettet slagterier for ren, og
man søger ved propaganda at øge
samernes interesse for slagteritekni-
ske og hygiejniske fremskridt i den
hensigt at skabe kvalitetsvarer ikke
blot af hensyn til det indenlandske
marked, men først og fremmest af
hensyn til eksporten af renkød.
Tamrenforsøget i Godthåbsfjorden,
baseret på indførsel til Grønland af
rener fra Nordnorge, har vakt inte-
resse blandt Finnmarks-samerne. Hvis
de finder forholdene for trange 1
Finnmark og mener, at den såkaldte
civilisation bliver for nærgående og
hugger ind på beitearealerne, har d°
den mulighed at tage til Grønland,
hvor der er plads nok, og hvor for'
holdene flere steder er mere ideelle
for renavl end i Finnmark. Det åbn01
vide perspektiver, og det er gansk1-
interessant, at Jens Rosing har 11 o'
talt sig for den ide at få flere sai»el
til Grønland, hvor de kan lære gr®1]'
lænderne tamrenerhvervet. Begynde!'
sen er jo gjort med de to samer, son
er knyttet til renavlsforsøget i Godt-
håbsfjorden...
I næste artikel vil jeg fortælle lm
om indtryk fra en rejse i Norrbottem
det nordligste Sverige, hvor der 06
er en rig udvikling i gang og forCna
ting, som vil interessere i Grønla11
B&W stationære 4-takls dieselmotorer,
med eller uden turbo-ladning, er en
driftssikker og økonomisk kraftkilde til
alle formål og under alle forhold — fra
tropernes hede til Grønlands ismarker.
B&W dieselmotoré 4-taktsigdlit turbo-
ladningigdlit taimåitoKångitsutdlunit
ingerdlanerat isumangnaitsoK tamanut
tamatigutdlo atorsinaussut — — kiagtut
kiagssuånit kalåtdlit nunåta sermerssua-
nut.
BURMEISTER &WAIN
KØBENHAVN
DANMARK
20