Atuagagdliutit - 13.06.1957, Blaðsíða 4

„Men når andemor gemmer sig i si-
rene ved kanten af søen, kan man næ-
sten ikke få øje på hende, hvis man
går forbi," siger læreren. Han trækker
nogle billeder frem for at vise dem
rundt; men endnu inden det første
barn har kigget på fotografierne, ly-
der det fra et hjørne: „Jeg har selv
set det." „Det har jeg også", kommer
det fra en anden kant. „Og jeg." „Og
jeg." Klassen summer af stemmer:
lers er mulighed for det — ture med
børnene, for at de kan få lejlighed til
at opleve nogle af de ting, vi læser om
på skolen. Men tiden løber jo stærkt.
En skoletime er ikke lang, og da „de
gode steder" som regel ikke ligger lige
midt i skolegården, bruger man den
meste til til at komme frem og tilbage.
Alligevel har disse ture værdi, fordi
det, man oplever i fællesskab, hænger
særlig godt fast.
der, fordi det meste af det, man kan
bruge som emner i Danmark, slet ikke
findes heroppe. Ved tilrettelæggelsen
af vores lejrskole kiggede vi først ef-
ter et velegnet sted, der skulle byde på
afvekslende naturforhold, have rige-
ligt med drikkevand og endelig ikke
ligge mere afsides, end vi kunne regne
med jævnlige skibsanløb. (Det sidste
er nødvendigt, for at man kan få fri-
ske forsyninger eller — hvis uheldet
Så ta’r
vi på
TEKST og TEGNINGER:
BENT GYNTHER
„Henne i dalen." „Ved den store sø."
„Lige bag vores hus."------Og inden
man ved et ord af det, er alle fordy-
bede i snak om, hvor anden lå; hvilke
farver den havde; og hvor godt farver-
ne lignede det græs og siv, hun lå i.
Se sådan går det mange gange.
Børnene lægger mærke til en masse
forskelligt, og den hyggelige snak, vi
får bagefter om alle de små seluople-
velser, er meget mere værd end man-
ge nok så gode billeder taget af frem-
mede mennesker. — De kan sikkert
huske noget lignende fra Deres egen
skoletid. De ting, man selv havde set
og oplevet, sad betydelig bedre fast
end alle de mere eller mindre under-
holdende kendsgerninger, læreren
kunne diske op med.
Vi kan vist godt indrømme, at det
ikke altid er lige spændende, hvis man
kun skal lære naturhistorie ved at se
på de gamle mølædte fugle, der' står
i skolens samling, eller bare lære
planterne at kende ved at se farvede
billeder i en bog. Lige sådan med geo-
grafien: Det er trist at lære om isti-
den eller om vind og vejr blot ved at
læse i geografibogen. Det behøver man
selvfølgelig heller ikke; for man har
jo den dejlige natur lige uden for dø-
ren.
Alt det ved læreren godt, og han går
sikkert også gerne — hvis der da el-
Meget bedre er det, hvis man kan
erstatte nogle af småturene med en
enkelt rigtig • lang udflugt, der ikke
blot varer et. par timer eller tre, men
derimod tolv eller fjorten dage! Man
skal simpelthen flytte en hel klasse
børn ud på et særligt velegnet sted i
naturen og så lade dem gå i skole dér
et par uger.
Tanken er slet ikke uigennemførlig.
Tværtimod! Vi prøvede det sidste år
med 6. klasse fra Sukkertoppen skole,
og resultatet blev faktisk tilfredsstil-
lende, når man tager vores manglende
erfaring i betragtning. Det var vistnok
første gang en rigtig lejrskole blev
gennemført på Grønland, hvilket i
grunden er mærkeligt — for lejrskole-
ideen er langt fra ny. Den første lejr-
skole fandt nemlig sted i England så
tidligt som i 1906, og allerede i 1929
kom ideen til Danmark. Her blev man
så begejstrede for den, at næsten en-
hver større byskole nu har sit eget
lejrskolested, som klasserne efter tur
besøger.
I Danmark er det mest børnene fra
byerne, der gennem lejrskolen får lej-
lighed til selv at se det, de må nøjes
med at læse om: mejeriet, bondegår-
den, landsbykirken, skoven, mosen,
markerne og meget andet.
En grønlandsk lejrskole må nødven-
digvis have helt andre arbejdsområ-
skulle være ude ■— med sikkerhed kan
komme i forbindelse med lægen.)
Vi har været så heldige at finde en
lille forladt boplads, der ligger netop
så langt væk fra Sukkertoppen, at ste-
det ikke bliver overrendt, men samti-
dig så tæt ved, at vi med fiskernes
hjælp kan få bud til byen, når det be-
høves. Bopladsen er omgivet af fjelde,
dale, kilder, søer, moræner, et fjeld
med granater og flere andre gode ting.
Samtidig er havet så rigt på fisk, at vi
kan holde os næsten selvforsynende
med mad. Skolen fik lov til at indret-
te et af de store huse samt skolekapel-
let til lejrskolebrug; og hele sidste for-
år arbejdede alle lærerne næsten hver
lørdag—søndag som tømrere, malere
og snedkere med at få bygningerne
helt i orden til det store rykind.
Først i juni måned kom så endelig
den dag, da vi kunne tage af sted fra
Sukkertoppen. Holdet var på 18 børn,
to lærere (den ene med kone, der kun-
ne hjælpe med i nødstilfælde) samt en
gammel grønlænderkone, Magdalene,
der for gode ord og løftet om at få del
i de tørfisk, vi eventuelt kunne pro-
ducere, var taget med for at lave mad
til os alle. Humøret var højt hos bør-
nene, men hvis dette nu kun skyldtes,
at de troede, de skulle på ti dages fe-
rie, må de være blevet sørgeligt skuf-
fede. Et lejrskoleophold kan nemlig
ikke på nogen måde sammenlignes
med ferie og driverliv. Der var om-
hyggeligt blevet lagt skema for de ti
dage, og selv om fagene ikke var helt
de samme som hjemme på skolen,
skulle der skam bestilles noget. Fag
som naturhistorie og geografi kom her
i første række, men alligevel glemte
vi ikke grønlandsk, regning og dansk.
Disse fag, som vi ellers slider mest
med i det daglige, blev nu blot brugt
ved de skriftlige arbejder som for eks.
dagbogen og arbejdsbogen; når vi
skulle regne ud, hvor meget vand vi
brugte, hvor store husene var eller
hvad vi kunne få for fiskene, hvis vi
indhandlede dem; og endelig når læ-
reren fortalte en lille historie på
dansk.
Børnene var allerede derhjemme
blevet inddelt i fire hold. Deraf skulle
på skift et hold have køkkenvagt hver
dag. Dette holds arbejde bestod for
drengenes vedkommende i at sørge for
at vandbeholderen konstant var fyldt
til bristepunktet, at hugge brænde og
at pilke. Pigerne snusede til kogekun-
stens hemmeligheder i vort primitive
køkken, serverede maden, samt sørge-
de for at klare opvasken efter målti-
derne. Dette sidste lærte drengene nu
også at være med til, selv om de det
første par dage plejede at forsvinde
fra jordens overflade, lige så snart vi
var færdige med at spise.
Den enkelte dag i lejren gik i store
træk således: Køkkenholdet måtte på
benene allerede klokken seks om mor-
genen, mens alle andre (med undtagel-
se af den stakkels lærer, der skulle
vække køkkenfolkene) kunne snue helt
til den blev halvsyv. Ved syvtiden hej-
ste vi flaget, sang morgensang og sam-
ledes derefter i spise- og skolestuen til
morgenmaden. Denne bestod af en so-
lid skude havregrød plus mælk og
brød. Derefter fulgte så en grundig
orientering om, hvad vi skulle arbej-
de med den dag. Da vi havde tre ar-
bejdshold i marken hver dag og kun
var to lærere, måtte et hold nødven-
digvis arbejde helt alene. Dette hold
skulle have særlig god instruktion.
Somme tider fik det endda yderligere
en arbejdssedel med en lang række
forskellige opgaver med i lommen.
(Det var naturligvis ikke det samme
Hvordan skal torsken være, for at vi
kan sælge den?
sårugdlik tunisinåusaguvtigo KanoK
isava?
hold, der arbejdede alene hver dag).
Formiddagen gik så med gruppear-
bejde til klokken blev kvarter i tolv.
Til dette tidspunkt skulle alle holdt
være hjemme, så man kunne nå at va-
ske sig, inden vi spiste. Middagen be-
stod som regel af fisk eller fugle til-
lavet på varierende måde, så det ikke
virkede alt for ensformigt. En dag var
vi så heldige at få tilbudt et marsvin
af en fanger, der lå i lejr i nærheden.
Dette fornyede vor proviant på en be-
hagelig måde, samtidig med at piger-
ne fik lært en hel del om flæsning.
Efter middagen var der hvilepause,
som senere gik over i forskellige lege
eller sportkonkurrencer. Klokken tre
gik vi til endnu et måltid: mælk eller
cacao med hjemmebagt kage. Derefter
blev arbejdet så genoptaget. Nogle op-
gaver var så store, at holdene kunne
arbejde med dem både formiddag og
eftermiddag; andre var mindre, såle-
des at holdet skulle instrueres om et
nyt emne, før det kunne gå igang igen.
Børnene fortsatte så til ved fem—
halvsekstiden, hvorefter vi stoppede
det udendørs arbejde. Klokken seks
fulgte aftensmaden, og efter en kort
hvilepause gik vi igang med det skrift-
lige: dagbogen, forskellige notater og
forklaringer til arbejdsbogen, samt