Atuagagdliutit - 13.06.1957, Blaðsíða 12

LANDET ér grønt nu. Mar-
kernes grønne vil inden
længe gå over i det gule, og
skovenes farve er blevet en
anelse mørkere, — den er
ikke mere pjanket 17-årig pastel-
grøn som i maj, men altså mørkere,
lidt mere mystisk, lidt mere værd at
udforske. Luften er duftende varm
og en kende fugtig, så energien si-
ver ud af en, og man bliver lad og
legelysten. Af hvilken grund studen-
tereksamen da også er lagt på denne
årstid. De unge skal lære at blive
ansvarsbevidste, at overvinde sig
selv, at indordne sig i en verden, der
vrænger ad det legelystne og jubler
over den hæderkronede trivialitet.
Sig så ikke, at gymnasiet ikke er ka-
rakterdannende ! Fremtidens sam-
fundsstøtter, der skal bære våben-
skjold med korslagte brobjælker og
sammenslyngede paragraftegn, sid-
der mumlende som sejdkogere bag
nedrullede gardiner og repeterer,
mens blindgængerne blandt deres
kammerater, de uduelige, dem uden
fremtid, tager en ligesindet pige med
i skoven. Hvilket er forkasteligt.
På kontorerne må der rulles for.
Solen hemmer arbejdet Papiret giver
refleks, men ikke de støvede sjæle,
som papiret regerer. Middagsbladet
bringer lise — og Jane — i frokost-
pausen, mens kontorpiger i bluse og
nederdel ruster sig til kampen mod
de sidste tre en halv time på konto-
ret, før sommeraftenens tillokkelser
iført motorjakke (med tryk på anden
stavelse) og drej elsbukser med ga-
mascher, nyrebælte og styrthjælm
venter dem ved fortovskanten med
motorcyklen (tryk som ovenfor).
Hellige enfold. Om et år står de som
deres mødre nu bag køkkenvinduet
til gården Og vasker persillesovs af
tallerknerne, mens ungen tisser i den
20. ble, og manden skælder ud over,
at øllet er lunkent. Og om aftenen
kommer svigerforældrene på besøg,
— svigermor, der ved alt om husfø-
relse og trænger til at få et bad, og
svigerfar, der uvægerlig tager flip-
pen af og sutter tænder. O! skønne
juni — som en eller anden digter nok
skal have sagt — du får de unge til
at flyve ud til eventyret på grøfte-
kanter så glatte og bløde som en
gammeldags barberet kind, — men
du har en skæmtsom aftale med din
bitre søster oktober om at lade dem
vågne op til stubmarker som dag-
gammelt skæg. Det kildrer ikke, —
det krasser!
■ *
) o
Hvem kan tænke på oktober, når
landet er junigrønt. Søerne er ind-
streget ud over bølgerne med kanoer
og robåde i rødt, gult og hvidt, og
vejene er eet blink af cyklefælge, der smiler ud
gennem knallerternes røgtåger. Om aftenen
smælder bomuldskjolerne om kap med flagene
— leve nationalfølelsen — på iskagehusene. De
små borde har søgning af blandet publikum, der
med lige glæde fortærer isvaflen med en kokos-
bolle klasket oven i.
Bilherrer kun ubetydeligt over deres bedste
alder med små dirrende vippevomme fint af-
balanceret af hængebage (alt emballeret i lyse-
gråt) gør spøgefulde formulerede, men graval-
vorligt mente tilbud til vandrepiger på deres
døtres alder. Men pigerne foretrækker — inspi-
reret af junis særlige grødeluft — for en gangs
skyld deres poetiske ewaldske ungersvende frem
for hørkræmmerne. Når føret bliver dårligt til
efteråret og hen på vinteren skifter de sind.
En bil og en pels kan bringe en over mange
junifornemmelser og gør det oftest, — omend
junifornemmelserne også holder sig i enkelte til-
fælde.
Mod aften og dugfald, når det lyse tusmørke
overtager regeringen, skifter landet karakter. De
bløde linjer i skovbryn og bakkerund er- de sam-
me, blot mer dunede og antydede, men farverne
bliver anderledes. Birkestammerne afslører selv-
lysende egenskaber, søens siv får violette toner,
og blomsterne, der lukker hovederne i forvent-
ning om et eller andet, viser andre farvetoner
udenpå end indeni kronbladene.
Pindsvineungerne øffer i grøfterne, og muld-
varpene tager energisk fat på at tilintetgøre ko-
lonihavemændenes drømme om en engelsk kul-
turgræsplæne foran pakkassehusene. Lappedyk-
i fremmed atmosfære
kan hylde sig i ube-
mærketheden. For Ti-
voli er provins, hvor
man siger goddag til
højre og venstre og i
delikate situationer har
sit mas med at få fun-
det en krog, hvor sher-
ryen og ledsageren kan
nydes i absolut fred.
Måske kan det slet ik-
ke lade sig gøre. Må-
ske vil man altid kom-
me ud for, at der bli-
ver sagt „næh, goddag
hr. Jensen, hils fruen",
—- netop som man skå-
ler med vådt blik i
hundeøjnene. Men og-
så det moment hører
med.
Bedre har ungdom-
men det dog, for de
sætter sig ugenert til
borgeleje på bænkene
i springvandshaven. De
små lyskastere giver
godt skær og roman-
tisk stemning over un-
ge mænd med hudvan-
skeligheder og piger
med blå ben og tilløb
til lyst overskæg. Fa-
ger er sommernatten.
Et almindeligt sammen
rod af jun idrømme,
tivolibesøg, fyrværkeri
og Valdemar
Dåe og hans døtre
TEKST:
JØRGEN FELBO
FOTO:
ARNE P. HANSEN
\
SOMMER I DANMARK
kerne lader hånt om solnedgangsfarveme i vest
og udforsker en undersøisk verden (af rent ma-
terielle grunde), og nattergalene lever op til de-
res forpligtelser som leverandører af skærsom-
mernatsstemning.
*
Så fyldes S-togene til staden. Og sporvognene
fra yderdistrikterne. Og scootere, biler og knal-
lerter lægger kursen mod centrum. Vesterport
spyr tusinder fra sig, sporvognene har knude-
punkt ved Tivoli, og allehånde køretøjer skaber
parkeringsvirvar foran en lysende portal.
Rådhustårnet hælder sig ud over det hele og
blinker alvidende med sit ur-øje, faderligt over-
bærende over for den megen tummel, men dog
bedsteborgerligt påmindende i sin stemmeføring
ved kvarter-, halvtime- og heltimeslag. Livsglæde
er godt, — men med måde, siger tårnet og skyn-
der sig at fortælle, at nu er der gået et kvarter
til. Skæmt efter kl. 24 anses ikke for anstændig.
Klapre-klapre, siger tælleapparatet ved ind-
gangen og giver straks en forsmag på den al-
mindelige larm i den såkaldte „gamle have", en
larm, en jubel og en støj, der er anvendelig til
at få en til at glemme rådhustårnets moralske
anvisninger. Og som får en til det!
*
Vel inden for er vi midt i det! Hvad er Tivoli?
En samling gøgl hæftet op med kulørte lygter,
fiduskiosker og springvand, sære illuminerede
barakker og duft af øl, pølser og dyr føde fra
divanerne. Gør det ikke! Ved aften er Tivoli
alt det, der siges i turistbrochurerne, alt det kø-
benhavnerne fjernt fra København drømmer om,
— og lidt til.
Det er ikke udlandets fortovskafeer, hvor man
Tre billedtekster, der blev for lange
Oppe i ballongyngerne (hvor man forøvrigt i yderste nødstil-
fælde kan søge op for at få en smule — omend livsfarlig — pri-
vatliv) er udsigten ikke ringe. Tivolisøen ligger indkranset af
lygtelys i et mønster, der fører tanken hen på et fotografi af en
spritbilists kørsel optaget på tid. Det kinesiske tårns yndefulde
similismykke er hæftet op på byens blanke, changerende silke-
revers. Det ser så æterisk ud, tårnet, at man helt glemmer mid-
dagsherrerne, der på dets etager gør sig tilgode med de fede
spiser, som øger deres hustruers udsigter til snart at få livsfor-
sikringen udbetalt. Fager er sommernatten.
Fra ballongyngerne kan vi passende forfølge privatsukces’en i
baljerne, hvis skaber med besk livsvisdom har sørget for, at de
elskende par i de rumlende skuder føres forbi grinende død-
ningshoveder, raslende skeletter og andre tegn på al tings for-
gængelighed og forkrænkelighed. Far hen, far hen, sagde vin-
den til Valdemar Dåe og hans døtre, hvilket lyder uvedkommen-
de i denne sammenhæng, — men ikke er det.
Muskelfyre med stramme lår i perlemorsknappede cow-boy-
bukser slår tyren (frænde er frænde værst) for panden med styr-
ke lagt i hvert hammerslag, ,så deres piger skælver underdanigt
og saligt, hver gang klokken ringer. Og herrer med mindre over-
dådig fysisk udrustning, men med taktiske gaver, styrer deres
pigelige ledsagere langt uden om kraftpræstationerne. Thi ingen
bør fristes over evne!
Ved -spillehjulene sveder midaldrende, skuffede kvinder uden
anstand i et forsøg på at få den spænding ud af drejeskiven,
som de ikke fik af komedien på livets drejescene. De slikker de-
res violette læberødt af, lige så hurtigt som det smøres på. (De
ved: let åben mund og til sidst en prøvende fingerspids i mund-
vigene). Ak, nytteløse blomsterkulør, der ikke lokker nogen bier
(Fortsættes side 19)
12
13