Atuagagdliutit - 13.06.1957, Blaðsíða 5

Hvad vej skal jeg gå?
sukumita ingerdlåsaunga?
måske et brev hjem. Når dette var
overstået fulgte, hvis der da blev tid
tilbage, lidt boldspil eller leg uden-
dørs, til vi klokken otte for sidste gang
samledes i skolestuen. Her havde vi en
halv times hyggeligt samvær med sang
og oplæsning (for eksempel af pastor
Olsens bog „Thulebørnene"). Trakte-
mentet bestod gerne af en kop mælk
eller saft og dertil et stykke kage. En-
delig klokken halvni blev flaget strø-
get, mens vi sang aftensang; og klok-
ken ni var der ro i lejren.
Det er allerede nævnt, at vi havde
lagt en arbejdsplan for hele perioden,
men med hvilke emner blev børnene
egentlig beskæftigede? Med bopladsens
omgivelser som udgangspunkt havde
vi som hovedopgaver fundet frem til
en række geografiske og naturhistori-
ske enkeltheder, som de forskellige
hold skulle prøve at undersøge til
bunds.
Et emne hed for eksempel istiden.
Det var en opgave, vi havde mange
muligheder for at få noget godt ud af.
Hele det storslåede landskab, der om-
giver bopladsen, vidner på alle tænke-
lige måder om isens arbejde, og netop
derfor kunne børnene for alvor kom-
me til at gøre iagttagelser og drage
slutninger.
Når vi i stor udstrækning skulle for-
syne os selv med fisk, var det natur-
ligt, at en anden stor opgave omhand-
lende fiskeri. — Det var en udpræget
drengeopgave, som de skiftende køk-
kenvagter havde stor glæde af. — Vi
prøvede at fiske med forskellige slags
kroge og flere slags madding på vore
langliner, og desuden pilkede vi også.
De indfangede fisk blev alle omhyg-
geligt undersøgt, så vi kunne se, hvil-
ke der opfyldte Handelens kvalitets-
krav; samtidig med at drengene reg-
nede ud, hvor meget de kunne have
tjent, hvis fiskene var blevet solgt.
Fiskerekorden for en enkelt dag var
på ikke mindre end 129 torsk samt
nogle havkatte.
Desuden var der botaniske opgaver
som for eksempel: strandens planter,
dalens planter, søens planter osv. De
zoologiske opgaver hed bl. a.: hvad
Granatsøen gemmer, søstjernerne, dy-
relivet i strandkanten, rypen og mar-
svinet. Desuden havde vi to store op-
gaver med titlerne: fra farveklip til
landkort og Kangerdluarssuks historie.
(Den sidste var en sammenlignende
opgave, hvor børnene skulle prøve at
fortælle, hvorfor der i grunden var
flyttet mennesker ud til bopladserne,
og af hvilken årsag de senere var flyt-
tet væk igen).
Nu ville det jo ikke være skole, hvis
vi ikke på en eller anden måde prø-
vede at kontrollere, om børnene virke-
lig havde lært noget af den frie ar-
bejdsform. — Man kunne selvfølgelig
blot lave en normal lektieoverhøring
en times tid hver dag, men dette syn-
tes vi nu ikke passede særlig godt ind
i hele lejrens utvungne system.
Derfor prøvede vi at gøre lektiekon-
trollen så spændende og tillokkende
som muligt. Een af de ideer, vi eks-
perimenterede med, var orienterings-
løb, hvor holdene skulle finde fra
punkt til punkt på en nærmere an-
givet rute. Ved hvert punkt skulle der
løses en opgave, og legen var tilrette-
lagt således, at man fik brug for de
kundskaber, der nylig var erhvervet.
Kunne holdet besvare spørgsmålet,
fortsatte det i en fart til næste punkt.
Kneb det lidt; ja, så måtte man først
rode lidt op i hjernekisten for at finde
ud af: hvad lever torsken af? (Hvad
var det nu, vi fandt i maven på de
torsk, vi skar op i går?“) eller ånder
marsvinet ved gælder eller lunger?
(„Det så vi jo, da Magdaiene flænsede
marsvinet forleden".) osv. osv.
Resultaterne belønnedes ikke med
karakter, men derimod med points,
der talte med i en løbende konkurren-
ce om hvilket hold, der var det bed-
ste. Det var ikke vort mål at tilstræbe
nogen form for rekordjageri, men blot
at lokke børnene til at bruge deres
viden og omtanke på en fornuftig
måde.
Det har ikke været svært at gøre
op, hvilke resultater klassen fik af
lejrskoleopholdet. Vi har på skolen et
skab, der bugner af det materiale,
børnene fik samlet ind. Denne samling
er blevet bearbejdet i vinterens løb,
samtidig med at de notater, børnene
gjorde på lejren, er blevet uddybet og
udvidet. Men hertil kommer så alle
de resultater, det er vanskeligere at
måle, men ikke vurdere: nemlig bør-
nenes iagttagelser alene såvel som ved
lærerens hjælp. Utallige er de gange,
hvor børnene i løbet af vinteren har
sagt: „Det så vi jo på lejrskolen!“ —
Foruden de rent skolemæssige resulta-
ter, er der endnu en ting, der vejer
tungt i vægtskålen: den fællesskabs-
følelse, der opstod gennem det daglige
samarbejde. Det var forbavsende at
se, hvor kammeratskabet mellem bør-
nene indbyrdes — men også mellem
lærerne og eleverne — blomstrede op,
da det gik op for klassen, at vi alle
var lige; at vi alle var „i samme båd".
Med lejrskoleopholdet sidste år
startede vi i en undervisningsform,
som vi har været glade for, og som
forhåbentlig bliver en tradition ved
skolen. Om kort tid tager vi af sted
igen. Denne gang bliver det for at
rette nogle af de begynderfejl, vi be-
gik sidste år, men også for at gen-
nemprøve nye ideer. (For eksempel
vil vi gerne have en lille motor med,
så vi kan lære drengene lidt motor-
lære). Det er vort store håb, at der
i andre byer — ved samarbejde mel-
lem forældrekreds og skole — er mu-
lighed for at følge efter, så vi i fælles-
skab kan finde frem til en virkelig
effektiv måde at holde lejrskole på.
Ideen er ligeså god, som den er gam-
mel — og den kan let omplantes til
Grønland.
Bent Gynther.
Aldrig har så få mennesker drukket
så meget vand — på så kort tid!
inungnik taima ikigtigissunik taima
sivikitsigissume taima imertigissoKå-
ngisåinarpoK.
Drømmen..!
NOVELLE AF CHRISTIAN PETERS
Som en stor, mørk blomst, tyst og stille, isprængt et sølverne skær fra
millioner af stjener, der som store, blanke guldmønter lyste på den fløj els-
mørke himmel, voksede natten op over jorden og lagde sin mørke kåbe
skærmende over mennesker og dyr og lukkede dem inde i en mystisk og
mærkelig verden, hvor sælsomme skygger groede op af jorden, og natvin-
den hviskede mellem blomsternes sovende hoveder. Og intet var som om
dagen, for mørket havde visket lyset ud, og i mørket så alt anderledes ud
end om dagen. Men himlen med sine utallige, funklende stjerner var skøn-
nere end nogensinde. Som et guldbroderet, fløj elsblødt tæppe hvælvede
den sig underskøn og dejlig over den sovende jord.
Og i lyset fra stjernerne, der var så tågeagtigt og fint, at man skulle
spejde længe for at opdage det, lå Puschin og så gennem vinduet op i
rummet, hvor stjernerne funklede og lyste og ligesom vinkede ned til ham.
Puschin lukkede øjnene halvt i. Og så pludselig var det, som alle
stjernerne kappedes om at lyse og skinne ned til ham. De funklede og strå-
lede og fyldte hans øjne med så stort og klart et lys, at noget vådt og
varmt steg op i dem.
Puschin bed tænderne hårdt sammen og kæmpede mod det, der pres-
sede på og føltes som en underlig, død klump i hans bryst. Længe lå han
uden at røre sig, bange for, at det, der pressede på, skulle få overhånd.
Så så han igen op mod stjernerne, men nu var de borte, forsvundet bag
noget varmt, der fyldte hans øjne. Han kæmpede og undertrykte et snøft,
og huskede, hvad hans farmor, hos hvem han var i pleje, havde sagt, at
store drenge på syv år græd ikke. Men han græd heller ikke. Han læng-
tes kun. Og deri lå en stor forskel, syntes han. Men den længsel var ikke
nem at overvinde. Hver time på dagen kæmpede han imod den. Han
kæmpede, så det sved og brændte inde i ham. Og hvad nytte kunne det
gøre, at de voksne sagde, at hans mor var og blev borte, at hun var
rejst til et stort og fremmed land, hvorfra hun ikke vendte tilbage, når
længslen efter hende stadig sad inde i hans bryst. Og hvad var det for
et land, hun var rejst bort til? Og hvorfor var det sket så pludseligt og
hurtigt? Så hurtigt var hun rejst bort til dette fremmede og mystiske
land, at han ikke havde fået tid til at sige farvel til hende.
Og det var det, som pinte Puschin mest. Han ville så gerne have sagt
farvel til hende og bedt hende om tilgivelse, fordi han somme tider havde
snavset sig til og måske ikke altid havde været over for hende, som han
burde være. Hans farmor havde ganske vist sagt, at det betød altsammen
ikke noget nu, da hans mor var rejst bort. Men det betød alligevel noget
for Puschin, det betød endda meget, for Puschin havde elsket sin mor
over alt i verden. Og han længtes forfærdeligt efter hende, bare se hende
een eneste gang til, høre hendes stemme, føle hendes hænder, se
hendes øjne, hendes smil. Kunne han få lov til det, ville det sikkert ikke
gøre så ondt inde i brystet mere. Men det fik han nok ikke lov til, for de
voksne sagde, at der, hvor hans mor nu befandt sig, havde hun det
godt og vendte ikke tilbage. Puschin borede ansigtet ned i puden og knu-
gede hænderne. Og således lå han. længe, meget længe, en lille dreng i
et stort mørke, fyldt af et silende stjernelys; til sidst lukkede hans øjne
sig umærkeligt.
Og så pludselig var det igen som i gamle dage. Puschin sad ude i den
lille have, der hørte til hans moders hus. Tusmørket var begyndt. Gråligt,
endnu med dagens tone over sig, voksede det ud under buske og træer,
krøb hen over havegangen og blev efterhånden til mørke skygger, der
tyst og dæmpet lagde sig over buske og blomster. En mus peb, raslede
svagt i løvet, og oppe i træernes kroner kunne Puschin høre fuglene pus-
le, før de gik til ro. Blomsternes hoveder var endnu let synlige i det
voksende tusmørke; en svag vellugt lå i luften, duften af urter og ny-
slået græs.
Og derovre stod moderen. Hun stod i døråbningen ind til deres lille
lejlighed, og hun havde sit hvide forklæde på. Petroleumslampen, der
var tændt, sendte et gult, varmt skær hen over hende. Hun var kun en
lille kvinde, lidt foroverbøjet, lys og blåøjet, med et stort, svært hår,
som var næsten helt gult. Så stort og svært var det hår, at Puschin mange
gange havde tænkt: Hvordan kan hun dog have alt det hår på hovedet,
for hun havde kun et lille hoved og en meget slank hals. Men Puschin
var stolt af sin mor; han var stolt af hendes hår, der lignede spundet
guld, når lampelyset faldt hen over det. Nu kaldte hun på ham.
— Puschin, sagde hun'. Lille Puschin. Kom. Det er jo snart helt mørkt.
Hun rakte armene ud imod ham, og Puschin rejste sig, lille, men meget
rank, fra bænken, hvor han havde siddet, og løb hen til hende.
— Mor, sagde han. Synes du ikke her er kønt?
— Jo, lille Puschin. Her er meget kønt.
HUn sagde det på sådan en sær måde, og Puschin så op i hendes
smalle, trætte ansigt og knugede hendes hænder.
— Mor, sagde han. Dine øjne er lige så store og klare som stjernerne
på himlen. Er du ikke glad for det?
— Jeg ved det ikke, lille Puschin, sagde hun. Synes du virkelig, at
mine øjne er lige så store og blanke som stjernerne på himlen?
— Ja, ja, sagde han ivrigt. De er lige så store og blanke som stjer-
nerne på himlen. Du ligner en engel, mor.
— En engel, sagde hun smilende. — En rigtig engel med vinger på
ryggen?
— Ja, ja, råbte han. En rigtig engel! (Fortsættes side 19)
5