Atuagagdliutit - 13.06.1957, Blaðsíða 15

En tigers hjerte
NOVELLE
Wilsons kæmpecirkus var i byen. Jeg
skulle skrive om det i „The Bugle“.
— Skulle jeg gå med? spurgte Mary.
— Ja, hvorfor ikke? Jeg kender Sar-
radin fra gammel tid, han må være
gammel nu, men han har sikkert ikke
kunnet sige farvel til sine dyr, og det
vil glæde ham at se, hvilken smuk
lille kone jeg har fået.
— Hyem er Sarradin? spurgte hun
på vejen derhen.
— Sarradin- Har du aldrig hørt
det navn? Man kan roligt betegne
ham som den største dyretæmmer,
der nogen sinde har optrådt i en ma-
nege!
— Jeg synes nu, der er noget gru-
somt ved det, sagde Mary, både over-
for de stakkels dyr, der jo absolut
ikke bryder sig om at skulle stå på
bagbenene eller gøre åndssvage kun-
ster for et nyfigent, sensationslystent
publikum, og overfor den mand, der
risikerer sit liv for penge.
— Sarradin er af en anden mening,
svarede jeg. Du skulle ha’ set ham op-
træde i gamle dage. Han foragtede
alle trick og billige virkemidler —
ikke noget med prunkende uniform
og pisk og revolver og lange støvler
— næh, han optrådte helst i smoking
O
eller i et let, hvidt sportskostume som
en mand, der træner unge damer til
tennis. Han foregav aldrig, at det var
nødvendigt at holde øje med rov-
dyrene.
Han kunne lide at sætte sig på en
stol i midten af det store bur og ude-
lukkende ved hjælp af sin stemme di-
rigere sine firbenede artister. Arbej-
dede han med et par særligt udvalgte,
vendte han ofte ryggen til de andre
tigre og syntes ikke at bekymre sig
det ringeste om, at en af dem nær-
mede sig ham bagfra og med snuden
skubbede til den lomme, hvor han
gemte de små, rå kødstykker.
— Gå væk, gamle tøs! kunne han
sige til en huntiger, der begyndte at
blive for familiær, eller „tag det roligt,
min ven“, hvis en af de store katte be-
gyndte at knurre eller vise tegn på
dårligt humør. „Tigre er følsomme dyr,
og man bør ikke vise deres luner
hverken for lidt eller for megen op-
mærksomhed — ellers bliver de blot
uartige. Man skal holde af dem, be-
handle dem med venlighed og aldrig
blive nervøs. Kort sagt: For at blive
domptør skal man selv have en tigers
hjerte11.
Mary kneb munden sammen og tryk-
kede min arm. — Jeg synes nu allige-
vel, der er noget grusomt ved det,
sagde hun.
— Sarradin gjorde altid gældende,
at dyr, som bliver trænede til at op-
træde, har det meget bedre end dem,
der henslæber deres dage i en zoolo-
gisk havs dræbende monotoni. Natur-
ligvis har de ingen sans for publikums
bifald, men de sætter pris på deres
træners ros, de betragter ham som en
af deres — som en ven. Sarradin holdt
på, at en cirkustiger har det bedre,
fordi den får sin intelligens, sin ær-
gerrighed og sin indbildningskraft ud-
viklet.
Mary og jeg havde haft en fornøjelig
time med Sarradin i staldene, og vi
sad nu i en restaurant og fik os en kop
te sammen med en anden af mine
gamle artistvenner, trapezkunstneren
Donlewis.
Vi snakkede naturligvis om Sarra-
din, den gamle solbrændte, hvidhåre-
de domptør.
Den, der havde set ham arbejde
med sine dyr, mistede enhver tro på,
at der kunne være noget farligt ved
det arbejde, sagde Donlewis, men jeg
var engang ude at bade med ham. Jeg
siger jer, at da han kom ud fra bade-
kabinen, kun iført kort svømmeben-
klæder, så jeg et syn, jeg aldrig glem-
mer. Manden havde de frygteligste ar,
jeg nogen sinde har set på et menne-
skeligt væsen. Bryst, skuldre og ben —
der var næppe et sted, hvor kødet ik-
ke havde været revet fra knoglerne.
På en af hofterne var et stort stykke
kød flået af, og tilbage var et hul stort
nok til, at man kunne skjule en hånd
i det.
— Han så min forbavselse, fortsatte
Donlewis. Han smilede næsten und-
skyldende og sagde: „Fejlen var min
— ikke deres.11
Samme aften fortalte han mig hi-
starien. Han arbejdede dengang i Bue-
nos Aires, måske var han blevet en
smule for selvtillidsfuld — hvad ved
jeg — men i al fald: „Roxane11, hans
yndlingstiger, var årsag til det. Det
var et pragtifuldt dyr, der fløj gen-
nem luften med en elegance, som jeg
ikke kan beskrive. Han havde trænet
„Roxane11 til at udføre det farligste af
alle spring, fra den ene side af buret
til den anden gennem et snævert tøn-
debånd, som han holdt i sin hånd højt
hævet over hovedet. Hvis denne ring
ikke blev holdt i fuldstændig ro, hvis
Sarradin blot kom til at hæve eller
sænke den en tomme, ville „Roxane11
miste balancen og falde ned på ham.
Men selv når dette skete under prø-
verne, brugte hun ikke kløerne for at
holde fast i ham, men 'lod sig falde
blødt ned foran hans fødder. Af og
til kunne han gribe hende i sine arme,
give hende et venligt dask på siden af
hovedet og sige: — Prøv igen gamle
tøs!
Hvad der skete den aften ved ingen,
men det er muligt, at belysningsmeste-
ren har rettet projektørerne forkert,
så lyset blændede huntigeren. Men
Sarradin gav sig selv hele skylden:
Jeg blev nervøs, mistede selvkontrol-
len. I stedet for at stå roligt forsøgte
jeg at ryste dyret af mig, og så blev
hun nødt til at bruge kløerne.
I samme øjeblik, tigeren havde for-
fejlet springet og var faldet ned på
ham, lå han badet i blod, og mens de
andre tigre blev urolige og begyndte
at forlade deres taburetter, angreb
„Roxane11 den sårede mand med et ra-
seri, der næsten var galskab.
Medhjælperen havde allerede lagt
geværet an, da det lykkedes Sarradin
at komme på benene, strømmende af
blod og med den ene arm fuldstændig
flået. Men med den anden højt løfte-
de hånd beroligede han „Roxane11 og
fik hende til knurrende at trække sig
tilbage. Så hørtes hans stemme tværs
gennem publikums mysteriske skrig.
Han talte roligt, kort befalende til dy-
rene, kaldte dem ved navn og fik kon-
trollen over dem, en efter en. Endelig
var alle dyrene ude af det store bur,
så brød han sammen.
Sarradin lå på hospitalet i flere må-
neder. Men han havde bestemt for-
langt, at „Roxane11 ikke måtte dræbes.
Da han igen sluttede sig til cirkus,
var han helt rask — fysisk set. Men
han kunne ikke glemme den fejl, han
havde begået, skammede sig og gjorde
sig skrupler. Han blev nærmest råd-
giver og impressario for cirkusejeren
og havde intet med dyrene at gøre. In-
tet kunne formå ham til at genoptage
sit arbejde.
Hver aften sad han og så på den ik-
ke alt for dygtige dressur, der blev le-
veret af hans efterfølger.
Mary troede, at historien var til en-
de, og sagde:
— Jo, for mig beviser det kun, at
man aldrig helt kan stole på et rov-
dyr...
— Et øjeblik, frue, afbrød Donlewis
hende, så skal De høre mere, og det
kan måske få Dem til at forandre me-
ning. — Se, denne tildragelse var sket
flere år før, jeg sluttede mig til dette
cirkus. Kort efter, at jeg havde til-
trådt mit engament, udbrød branden.
Jeg har set flere cirkusbrande i mit
liv, og jeg håber ikke at komme til at
overvære flere. Den her brød heldig-
vis ud lige efter, at publikum havde
forladt cirkus efter forestillingen. I lø-
bet af et øjeblik var alle staldene i
flammer.
Brandmændene var ikke særlig iv-
rige efter at risikere deres liv for at
redde heste, kameler, aber og rovdyr.
Vi måtte udføre det meste af dette
redningsarbejde selv, og mange af os
blev alvorligt forbrændte. Det var
frygteligt — frygteligst af alt var brø-
lene og skrigene fra de dødsensangste
dyr, der genlød atter og atter gennem
ildens knitren.
Ved hjælp af heste lykkedes det os
at redde alle rovdyrene, der heldigvis
befandt sig i bure forsynede med hjul
HønsekødsuP HØJ5i5—2' S1 Pe I ^ ^ I
mardloraP nekan,t
" O*/
— en kraftig og styrkende suppe
Unge, lækre høns og sommerens vitaminrige
grøntsager gør Blå Bånd hønsekødsuppe vel-
smagende og nærende. De kan tilberede suppen
hvor som helst og når som helst på 20 minutter,
og De får 4 store tallerkener styrkende hønse-
kødsuppe.
Blå Bånd hønsekødsuppe holder sig næsten ube-
grænset i sølvposen — køb derfor flere på een
gang.
— supe kimigtoK nakussatsiatdlangnartoK
mardloråt igdlingnartut aussamilo nautitat vi-
tamineKardluartut mardloråp neKånit såpiliat
Blå Bånd mamarsisitdluardlugitdlo nakussatsiat-
dlangnarsisipåt. sumlkaluaruvit åmalo KaKU-
gulunlt minutit 20-t ingerdlaneråne supiliorsi-
nauvutit, tauvalo pugutaussat itisut sisamat
nakussatsiatdlangnartumik mardloråp neKånit
supiliamik ulivkartut pisinåusavatit.
mardloråp neKånit såpiliat Blå Bånd pugssiane
Kivdlålugtumtut kigdleKångingajagtumik piusi-
nåuput — taimåingmat ardlagdlit atautsikut
pisiarissåkit.
Smag også: Gule ærter, Tomatsuppe, Julienne-
suppe, Blomkålsuppe, Aspargessuppe, Grønærtesuppe.
ukulaoK misileriåkil: crtat angmalortut, tumåtinit supiliaK, julienne-
suppe, Kungulernit såpiliaK, aspargessuppe, ertanitdlo akunagtunit supiliaK.
16