Atuagagdliutit - 29.08.1957, Blaðsíða 6

Handelen har ved lov fået pålagt
den opgave at sikre den grønlandske
befolknings forsyning. Der er sikkert
enighed om, at forsyningen er udvidet
og forbedret meget betydeligt i løbet
af de sidste 5 år. Jeg ved udmærket,
at forholdene ikke er helt ideelle alle
vegne. Jeg kan dog sige, at vi til sta-
dighed søger at forbedre dem, og at
dette arbejde også vil blive fortsat i
det kommende år.
Samtidig må man ikke være blind
for, bestræbelserne for at forbedre ud-
stedernes forsyning har medført ikke
blot en større arbejdsbelastning, men
også andre vanskeligheder for Han-
delen. Disse vanskeligheder, som jeg
gerne vil orientere landsrådet om, ved-
rører dels varerne og dels udstedsbe-
styrerne og deres medhjælpere.
Vareudvalget er ikke blot blevet
stærkt forøget i bybutikkeme, men og-
så ved udstederne; det vil enhver kun-
ne se ved at besøge udstederne i sit
distrikt. Jeg vil dog ikke nægte, at det
kan være vanskeligt at finde den rette
balance mellem de mange varer, og at
der også kan ske fejl i denne hen-
seende. Man vil engang imellem ved
et mindre udsted kunne finde udpræ-
gede luksusvarer lige fra fransk par-
fume og portugisiske sardiner til silke-
strømper og skotsk whisky, medens
samtidig butikken er udgået for op-
lagte nødvendighedsvarer. — Dette er
selvfølgelig ikke tilstræbt af nogen,
men kan dels skyldes en for optimi-
stisk vurdering af købekraften eller
forskydning i forbruget eller som
sagt også ved direkte fejl.
Hertil kommer, at beboerne ved et
udsted, når de har set det righoldige
vareudvalg i byerne, nemt får fore-
stillinger om, at man også ved et ud-
sted bør kunne betjene forbrugerne
på samme måde som ved byerne. —
Dette vil selvfølgelig aldrig kunne
være tilfældet. Også i Danmark må
man i de små landsbyer nøjes med et
meget begrænset vareudvalg. — Det
koster selvfølgelig at have varer lig-
gende i en butik. Pladsen i butikken
er kostbar. Det har kostet penge at kø-
be varerne, og disse penge skal for-
rentes; dernæst kan varernes værdi
jo også forringes under opbevaringen.
Disse omkostninger må til syvende og
sidst betales af forbrugeren i den pris,
Handelen skal have for varerne. Der-
for er det i fælles interesse, at der ved
et udsted ikke findes flere varer, end
der er et rimeligt behov for, d. v. s.
at der heller ikke bør være varer, som
ikke købes med tilstrækkelig hyppig-
hed. Herfra undtager jeg selvfølgelig
livsnødvendige varer, som altid bør
være i beredskab, hvad enten det er
erhvervsredskaber eller medikamen-
ter.
UDSTEDERNE OPDELES X
GRUPPER
De sidste 5 års bestræbelser på at
forbedre udstedernes forsyning har
utvivlsomt medført, at der er ret stor
forskel på forsyningen fra udsted til
udsted. Jeg har i fjor set nærmere på
disse forhold, og vi har drøftet pro-
blemerne med kommunalbestyrelses-
medlemmer og forbrugerforeninger i
de distrikter, hvor der har meldt sig
alvorlige vanskeligheder. Herefter er
jeg kommet til det resultat, at det må
være rigtigt, at vi fra ledelsens side
fastsætter bestemte retningslinier for
sammensætningen af vareudvalget ved
de forskellige udsteder. Vi har udar-
bejdet et udkast hertil. Dette har væ-
ret udsendt til samtlige kolonibestyre-
re, og det er blevet gennemgået på
det kolonibestyrermøde, som vi lige
har holdt her i Godthåb.
Udstederne vil herefter blive inddelt
i fire grupper. Denne inddeling finder
sted ud fra de forsyninger, som vi me-
ner altid bør være til stede ved ved-
kommende udsted.
Den første gruppe får en ret rigelig
tilførsel af varer, fordi befolknings-
mængden og stedets indtjeningsmulig-
heder samt forholdene iøvrigt beretti-
ger hertil.
Den næste gruppe får en noget min-
dre forsyning af varer, d. v. s., at ud-
valget ikke bliver helt så stort og om-
fattende, og at visse luksusbetonede
varer udgår.
For den tredie gruppe sker en yder-
ligere nedskæring af vareudvalget, så-
ledes at man endnu stærkere samler
udvalget om nødvendighedsvarer. —
Samtidig vil disse udsteder ikke blive
forsynet med spiritus, som på mange
steder har påført Handelen og frem
for alt udstedsbestyreren meget be-
tydelige tab. Dette spørgsmål skal jeg
om lidt vende tilbage til.
Den fjerde gruppe bliver depoterne,
hvis forsyninger bliver uændret fra
de nuværende forhold, d. v. s. at de i
realiteten kun har nødforsyninger,
hvortil selvfølgelig ikke hører spiri-
tus.
Jeg vil gerne understrege, at denne
ordning ikke betyder en meget væ-
sentlig forandring fra de aktuelle for-
hold. Allerede i dag er det jo sådan,
at udstedsforsyningen i betydelig grad
må overlades til handelschefens skøn.
Derimod tilstræber vi med disse be-
stemmelser en vis ensartethed, så ud-
stederne ikke behandles forskelligt fra
distrikt til distrikt, og vi samtidig sik-
rer, at udstederne får de varer, som de
med rimelighed har krav på.
Vi har allerede efter nøje undersø-
gelse af forholdene foretaget inddeling
af udstederne i disse fire grupper. -—
Denne inddeling fremgår af en liste,
som jeg hermed stiller til rådighed for
landsrådets medlemmer.
Betydelig arbejdsbyrde for udsteds-
bestyrerne.
Jeg vil dernæst gerne sige et par ord
om vore personalemæssige problemer
i forbindelse med udstederne. — Der
kan ikke være nogen tvivl om, at ny-
ordningen har pålagt udstedsbestyre-
ren en meget betydelig arbejdsbyrde.
Man må huske, at udstedsbestyreren
altid har haft og efter sagens natur
også fremover må have det personlige
økonomiske ansvar for de varer, der
betros ham. Jo flere varer vi forsyner
udstederne med, og jo mere forskellig-
artede de bliver, desto vanskeligere
må det blive for udstedsbestyrerne at
holde styr på værdierne. Mange steder
ligger det vel også sådan, at udsteds-
bestyreren — for at sige det mildt —
ikke får særlig hjælp dertil fra be-
boernes side.
Jeg skal være den første til at ind-
rømme, at forholdene ved et udsted
kan være overordentligt vanskeligt,
når produktionen svigter. Så kan det
være svært at sige nej, men jeg må
minde om, at udstedsbestyreren har
strengt forbud mod at yde kredit. ;—
Skulle han handle i strid mod denne
bestemmelse, så er risikoen ene og
alene hans. Det er muligt, at udsteder-
nes beboere ikke altid har haft for-
ståelsen af dette for udstedsbestyre-
ren meget alvorlige problem.
Opbevaringsforholdene er jo heller
ikke ideele alle vegne, og de kan ikke
blive det, fordi det ville kræve om-
kostninger til lagerbygninger m. m.,
som ikke kan stå i noget rimeligt for-
hold til den lille omsætning. Måske
har disse forhold også fristet svage
sjæle, som jo findes i alle samfund.
Hertil må dernæst føjes det me-
get alvorlige forhold, at den fri ad-
gang til køb af spiritus uden tvivl
ved nogle udsteder har givet anled-
ning til meget beklagelige misbrug,
som har bragt enkelte udstedsbe-
styrere ind i et meget vanskeligt
forhold til visse kredse af befolk-
ningen, men som samtidig i nogle
tilfælde synes at have påført ud-
stedsbestyrerne meget betydelige
tab. Disse tab kan være så store,
at de ruinerer udstedsbestyreren
for livstid. Jeg vil ikke på nogen
måde lægge skjul på, at disse over-
vejelser har spillet ind ved etable-
ring af den tredie gruppe af udste-
der, som fremover ikke vil kunne
forsynes med spiritus, og hvis be-
boere derfor for fremtiden må dæk-
ke deres eventuelle spiritusbehov
ved egne indkøb i den nærmeste
by.
Lad mig tilføje, at det efter Hande-
lens synspunkt ville være ønskeligt,
om udstedsbestyrerne fremtidig ikke i
samme omfang, som det synes at væ-
re tilfældet nu, fik tildelt offentlige
funktioner. Vi må betragte det som en
ære, at udstedsbestyrerens medborge-
re tildeler ham sådanne offentlige
hverv, men vi kan ikke lukke øjnene
for, at det samtidig kan gøre det van-
skeligt for ham at passe sine daglige
pligter. Han kan blive tvunget til at
benytte fremmed hjælp. Denne frem-
mede hjælp er i mange tilfælde ikke
tilstrækkelig kvalificeret, og den føler
måske heller ikke altid i tilstrækkelig
grad ansvar for de værdier, som er i
udstedsbestyrerens varetægt.
Jeg ville endvidere finde det ønske-
ligt, om man i mindre grad end hidtil
belastede udstedsbestyrerne med
kæmnerfunktioner. — Jeg har fundet
små udsteder, hvor der udbetales for-
holdsvis store beløb til aflønning af
kateketen, jordemoder m. m. samt til
sociale understøttelser, alimentations-
bidrag m. m., og hvor disse beløb kan
være lige så store som værdien af hele
stedets indhandling. Hvis der sker fejl
på disse områder, så vil de aldrig vise
sig, hvor de hører hjemme, men de vil
vise sig som mangel i udstedsbestyre-
rens kasse, d. v. s. som underskud, når
Handelen gør årsregnskabet op med
udstedsbestyreren.
En gæld til staten på 1 mili. kr.
Det er således mange forskelligarte-
de forhold, som igennem de senere år
har gjort det vanskeligere og vanske-
ligere at være udstedsbestyrer. Jeg er
så lykkelig at kunne sige, at vi blandt
vore udstedsbestyrere har mange, som
ikke blot karaktermæssigt er disse sto-
re, nye opgaver voksne, men som og-
så 'fagligt er i besiddelse af den nød-
vendige dygtighed for at klare opga-
verne både til Handelens og til for-
brugernes tilfredshed.
På den anden måde kan jeg ikke
længere lægge skjul på, at alt for
mange udstedsbestyrere har lidt skib-
brud. Jeg er helt overbevist om, at
man kun i ganske sjældent undtagel-
sestilfælde kan lægge skylden herfor
på udstedsbestyreren. Forholdene er
overordentlig vanskelige, og det er
svært at vinde den rette forståelse
herfor blandt befolkningen.
For at sige tingene rent ud, som
de er, så ligger det for øjeblikket
sådan, at alt for mange af udsteds-
bestyrerne har underskud på hver
dags udhandling, som de ikke kan
dække med deres indtægt eller med
de penge, de i forvejen måtte være
i besiddelse af. Disse udstedsbesty-
reres gæld til Handelen stiger for
øjeblikket med 150.000 kr. om året,
det vil sige 500 kr. hver eneste dag.
Den samlede gæld er i dag oppe på
850.000 kr., og den vil ved årets
udgang formentlig have nået 1
mili. kr.
Landsrådets medlemmer vil sikkert
forstå, at vi ikke kan sidde med hæn-
derne i skødet og roligt se på denne
udvikling. Vi har ansvar til 3 sider. Vi
skal sørge for en rimelig forsyning af
befolkningen, og denne forpligtelse
skal vi nok leve op til.
Vi skal dernæst stå til ansvar for de
offentlige midler, som vi forvalter, og
kan derfor ikke se med sindsro på et
underskud, som nærmer sig 1 mili. kr.,
og som der ikke synes at være nogen
dækning for. men som tværtimod vok-
ser fra dag til dag.
Sidst og ikke mindst har vi også et
ansvar overfor vore medarbejdere, ud-
stedsbestyrerne. Vi må hjælpe dem til
sådanne arbejdsforhold, at de også
selv kan være tilfredse med dem, d. v.
s. at vi med de retningslinier, som vi
lægger for forsyningen, må skabe for-
udsætninger for et godt og forstående
forhold fra befolkningens side, at vi
må sikre dem en rimelig indtægt, og
at vi i det omfang, som det overhove-
det er muligt, må søge at udelukke en-
hver urimelig risiko, som kan true de-
res økonomiske eksistens i dag og må-
ske for resten af deres levetid.
Personalemæssige omflytninger.
Det må være rigtigt i denne sam-
menhæng også at nævne, at det vil
kunne vise sig hensigtsmæssigt at fo-
retage visse omflytninger af Hande-
lens personale. Jeg ved. at flere af
udstedsbestyrerne selv ville foretræk-
ke at gøre tjeneste ved byerne. Der-
med opstår problemet om en vis ud-
skiftning, som kan volde vanskelig-
heder. da vi jo ikke har for mange
kvalificerede emner at vælge imellem.
Jeg har dog begrundet håb om, at det
vil lykkes at finde de rette folk til
enhver af pladserne.
Handelen har igennem de sidste 5
eller 10 år fulgt den praksis, at man
såvidt muligt vælger udstedsbestyrer-
ne blandt den i Grønland bosiddende
befolkning. Dette kan være hensigts-
mæssigt fra både befolkningens og
Handelens synspunkt, fordi vi derved
får medarbejdere ved udstederne, som
taler sproget til fuldkommenhed, og
som kender befolkningens vaner og
ønsker.
Jeg tror. at vi i en overgangstid —
inden vi får uddannet egnede emner
— må fravige denne regel på nogle
få af pladserne, og jeg håber, at lands-
rådet, kommunalbestyrelserne og be-
folkningen vil vise forståelse herfor.
Iøvrigt tror jeg, at en sådan ændring
kan være til stor gavn på anden side.
Jeg har nemlig tænkt mig, at lade ad-
ministrationen af et udsted gå ind i
vore assistenters uddannelse, således
at de f. eks. skal virke ved et udsted
i et eller to år. Jeg tror, at en sådan
praksis bedre end udelukkende tjene-
ste ved byerne vil give assistenterne
mulighed for at leve sig ind i ud-
stedsbeboemes problemer. Dette må
være meget værdifuldt, da vi jo fra
assistentrækkerne tager vore ledende
folk, som senere kan øve stor indfly-
delse på udstedernes forsyning.
Jeg håber, at både landsrådet og be-
folkningen vil have forståelse for de
foranstaltninger, som vi nu ser os
tvunget til at gennemføre. Iøvrigt er
jeg selvfølgelig rede til at give lands-
rådet alle de detailoplysninger, som
man måtte ønske til belysning af for-
holdene på de enkelte pladser.
Problemer omkring
udstedernes vareforsyning
Direktør Hans C. Christiansens redegørelse i landsrådet.
6