Atuagagdliutit - 21.11.1957, Qupperneq 5

Blandt Nordalaskas
eskimoer
MapiteraK, nunamiormiut pitsiortortarssuat,
inutsialaa, nauk 75 migss. ukioKaraluardlune
tugtunik amaraunigdlo saperssajuitsoK.
Mapterån, folkets ypperste sanger og som og-
så komponerede nye melodier. Han er om-
kring 75 — en gentleman af den gamle skole.
Fremdeles er lian i vigør fælder både ren og
ulv.
DET ER SENSOMMER. Myggen,
som er plagsom i Brooks Range
fjeldene ved sommertid, er for-
svundet. Luften er kølig, og de ende-
løse rækker af fjelde får skarpe linier
i den klare luft
En fredelig stemning hviler over
eskimolejren, der ligger så dejligt mel-
lem vidjer lige overfor Ravnesøen.
Stadig spejdes der udover dalen efter
vildrenen, som jo betyder alt for os;
der er 65 mennesker og ca. 200 hunde,
som skal have mad. — Flokkene kom-
mer ret spredt nu. Dyrene holder kurs
mod nord, og de har hastværk, for på
tundraen nord for fjeldene er de store
renflokke samlet, og det gælder om at
nå derhen, før den store høstvandring
mod skoven begynder.
Vi går stadig på jagt og er i stand til
at skaffe os nok til livets ophold. Selv
havde jeg medbragt en del provi-
ant, men det bliver straks klart, at
her må deles: det er skikken. Således
forsvinder min beholdning hurtigt, og
nu er vi alle i samme båd. Renkød bli-
ver maden ved alle måltider.
Sædvanligvis tror folk, at primitive
mennesker behandler og spiser kød i
glubsk planløshed. Dette er helt urig-
tigt, ældgammel tradition gør sig gæl-
dende her. Nunamiut har over hundre-
de navne på de forskellige dele af re-
nen, og den parteres og udnyttes efter
ganske bestemte regler.
Praktisk talt bliver alt på renen
spist. Det grove kød, det der er mest
eftertragtet i civilisationen, sætter
man mindst pris på. løvrigt spises fed-
tet, leveren, hjertet, nyrerne, lungerne,
marv, brusk, maven og hvad der er
deri, tyndtarmen med indmad deri og
fedt derpå, ufødt kalv, lægsener og
andet. Hovedet anses for en særlig de-
likatesse. Her har man hjernen, ner-
verne i kæberne, fedtet bag ved øjne-
ne, mulen. Om foråret spises spidserne
af de nyudvoksede horn; særlig efter-
tragtet er de store larver (parasitter)
på indersiden af skindet og i næsebo-
NUNAMIUT II
AF HELGE INGSTAD
rene. De spises levende, og jeg må sige,
at de smager dejligt. Eskimoerne trives
af denne ensidige køddiæt. Jeg har al-
drig hørt, at skørbug har forekommet
iblandt dem, og deres pragtfulde tæn-
der har ingen huller. De nødvendige
c-vitaminer får de fra renen. Selv var
jeg i fin kondition på denne kost, så-
længe jeg fik nok fedt, og det var da
sjældent, at tankerne vandrede afsted
til uopnåelig luksusmad som kartofler,
smør og lignende.
Ja, denne levemåde synes at give
eskimoerne et overskud af livskraft.
Der var en frisk vind over dem og en
intens energi i arbejdsindsatsen. De
var usædvanlig udholdende, kunne lø-
be efter rener og fjeldfår i det værste
føre hele dagen, som om det var en
leg. Noget der fremfor alt prægede
dem, var hurtigheden i bevægelser og
reaktionsevnen. Dette falder sammen
med deres livsførsel; et primitivt liv i
sneen kræver, at man er hurtig, det
kan betyde liv eller død om man er
hurtig nok. Samtidig har disse folk en
egen evne til helt at slappe af, når in-
tet særligt står på.
Det er kloge mennesker. Dergs hori-
sont er selvsagt begrænset, — kun et
par stykker har været længere sydpå
end Yukon. Men med hensyn til intel-
ligens står de fuldt på højde med de
hvide. Her skal tilføjes, at de danner
et samfund fuldblods eskimoer, måske
det eneste i Alaska i dag.
Deres samfundsordning er løs. Ingen
høvding. Ingen strafferetspleje. Blandt
deres uskrevne love er en af de vigtig-
ste, a t der skal deles med den, som har
lidt, og gives en håndsrækning til den
der trænger til hjælp. Dette er jo en
forudsætning for, at et nomadesam-
fund, afhængigt af jagt, skal kunne
bestå. De er prægede af fællesskabets
ånd, men kommunistisk er ordningen
på ingen måde. Det private initiativ
kan fuldtud gøre sig gældende, og den
energiske og dygtige jæger kan samle
skind og andet til egen indtægt.
Der er forbavsende lidt gnidning i
deres samfund, og en lys atmosfære
præger deres verden. Deres friske hu-
mør er ikke bare en gave; de går posi-
tivt ind for at holde det oppe, selv når
alt var nok så mørkt. Som vi sad i tel-
tet en vinteraften, hvor der var småt
med mad, sagde Kokinja pludselig
smilende: „Lad os forsøge at være
lykkelige", og så gav hun sig til at
synge.
tragtet som en slags formand og styr-
tede mig ud i et foredrag om ægteska-
bets fordele. Det var sandelig ingen
original udredning, men de fraskilte
lyttede opmærksomt og fulgte så mit
råd. De flyttede sammen igen, og sam-
livet holdt i hvert fald så længe, jeg
var i fjeldene.
Sjældent har jeg set så mange dej-
lige kvinder blandt primitive folk, og
særlig blandt de unge piger. Her var
ingen læbestift og ingen tillærte ma-
nerer, men en forfriskende naturlighed
og lyseste smil. Jeg så ikke et surt pi-
geansigt i den tid jeg levede iblandt
dem, selv om de havde det aldrig så
hårdt.
Blandt de indianere jeg i sin tid le-
vede sammen med i arktisk Canada, og
som er afhængige af vildrenen på til-
svarende måde, hed det: „Uden kvin-
der kan ingen leve i dette land. De
KinnaK, silaKagsåungitsoK, tamaviat parrusersimavoK, neKiminerssuaK sujaine nånltoK angu-
niarssarigaluardlugo.
KinnaK, den gale mand, padler som en rasende for at få fat på det kod, der or anbragt foran
på kajakken.
Selvsagt gik alt ikke efter en streg,
men modsætningerne var sjældent
dybtgående og var lette at glatte ud.
En dag havde en af de unge jægere
fået nok af sin kone, han drog afsted
med hundespandet og rejste sit jagt-
telt et stykke fra lejren. Men eneboer-
livet blev vist kedeligt i længden, og
en dag bad han om, at der måtte blive
sammenkaldt et råd af alle de ældre
for at få løst den ægteskabelige knude.
Åh ja, det blev et langt og højtideligt
møde med mange taler. Jeg blev be-

Kimngsit nuniuiarfingmut tikisarlortut. ungatåne liåiiaK atuagkiortup tunissutisiarisimasså.
Slæderne suser ud fra bopladsen. I baggrunden fjeldet, som forfatteren fik som gave.
syr vore klæder, de bærer brænde, de
slæber renskrogene hjem, de koger, de
holder os varme om natten." Noget til-
svarende gælder for Nunamiuts kvin-
der. Deres indsats i samfundslivet kan
ikke overvurderes.
Af eskimojægeme har jeg før nævnt
Paneak, en charmerende mand med en
fabelagtig hukommelse og fremragen-
de intelligens. Han var også blandt de
ypperste jægere og så hårdfør, at han
midt om vinteren kunne lægge sig til
at sove i sneen. I kraft af sin person-
lighed havde han meget at sige i sam-
fundet.
Så var der Kokinja, en tæt, dyna-
misk fyr med et sprudlende humør.
Han var altid i aktivitet og var en før-
steklasses jæger. Blandt dem var han
„emeliak", den rige mand. Efter vor
målestok var det ikke meget, han eje-
de, men det var det for eskimoerne, og
med dyb respekt talte man om, at Ko-
kinja havde mere tørret fedt, end han
kunne bruge, og at han havde både
ulve- og jærveskind liggende fra for-
rige år.
MaptiKak var en høj, mager mand af
den gamle skole, stilfærdig, men med
et lunt glimt i øjet. Han var omkring
70 og bar præg af den kultur, som ned
gennem generationer var skabt af et
højtstående jægersfolk. Han kørte
hunde og jagede rener som en ung.
Så var der Agok, også han var om-
kring de 70, men magen til 70-årig har
jeg aldrig truffet. — Han fløj som en
ulv over fjeldene, og på en mærkelig
måde var han altid der, hvor vildtet
kom. Et helt igennem fint menneske,
der ligesom altid stod på spring for at
hjælpe andre. — For alle eskimoerne
gjaldt det, at de var usædvanlig dyg-
tige med hænderne, men Agok var no-
get helt for sig selv. Hans store kle-
nodie var et gammelt billigt lommeur.
En dag sprang fjederen. Han pillede da
hele uret fra hinanden. Med sin eski-
modrille og en nål til bor borede han
hul i fjederen og klinkede den sammen
med små søm som nagler. Så satte han
uret sammen igen og det fungerede
udmærket.
Så var der de yngre jægere. Den
bjørnestærke Pelialla, som var den
sejgeste og hurtigste løber af dem alle.
Og der var Kavik, som lod en flok på
14 ulve komme helt op til sig før han
fyrede løs og skød dem. — Mange af
de andre var ikke dårligere.
Og så børnene. Dette mylder af
muntre og ivrige småtrolde, der vidne-
de om det sunde og livsdygtige ved
samfundet. Forældrene elskede deres
børn, tog sig meget af dem og gav dem
megen frihed. Men det var frihed, un-
der ansvar; børnene havde forståelse
af fællesskabet og hjalp villigt til, når
det krævedes.
Det særprægede og lune renskinds-
telt, hvor døren er et bjørneskind, vin-
duet af bjørnetarme og gulvet af vid-
jer, det er et hjem i bedste betydning,
sådan som det ligger her, dybt inde
mellem fjeldene.
dende, med kæberne presset sammen
i krampe. Efter alt at dømme lider han
af stivkrampe.
Teltet er fuldt af eskimoer, mænd,
kvinder og børn. Hele natten bliver vi
siddende der, medens lille Todlak
langsomt dør for vore øjne. Der er no-
get gribende ved disse enkle menne-
sker, som er så helt hjælpeløse, når
sygdommen slår ned. Jeg føler, at de
ser hen mod mig, den hvide mand, og
håber, at jeg ved råd. Men hvad er der
kt gøre?
Moderen, Onalina, sidder der i stille
smerte time efter time med drengen i
skødet og ser frem for sig med halv-
åben mund. Hun er i fyrrerne, ansig-
tet er for furet til at være pænt, men
øjnene er kønne. Ved siden af hende
sidder Kokinja, faderen. Han er en
stærk man, men hvem er stærk, når
ens barn skal dø.
Som før nævnt var det kun et par af
stammen, som kunne noget engelsk.
Nunamiuts dialekt er forskellig fra
kysteskimoernes, som er helt anderle-
des syngende. Tonen i Nunamiuts dia-
lekt er jævn, uden påfaldende sving-
ninger, men kraftig. Nogen væsensfor-
skel er der iøvrigt ikke på kystfolkets
og indlandsfolkets sprog, selvom ind-
landsfolket har adskillige ord, som ik-
ke bruges ved kysten. En Grønlands-
eskimo vil efter al sandsynlighed kun-
ne tale med en nunamiut, ligesom for-
skeren Knud Rasmussen uden særlige
vanskeligheder benyttede Grønlands-
eskimoisk i samtale med de eskimo-
gruper, han traf under sin store slæ-
defærd langs Nordcanadas og Nord-
alaskas kyst.
Efter som efterårsdagene blev kol-
dere, blev brændselsspørgsmålet noget
af et problem. Vi var i det nøgne land,
en halvtreds kilometer nord for skov-
grænsen. Det eneste brændsel var tør
vidje, og i årenes løb havde eskimoer-
ne ribbet store områder.
Det er et eget træk ved arktisk Ala-
ska, forskellig fra mange andre po-
larstrøg på tilsvarende breddegrad, at
der langs de større vanddrag findes
spredte, undertiden ganske betydelige
vidjefelter helt frem til ca. halvfjerds
kilometer fra Polarhavet. Eskimoerne
har navn på ca. ti forskellige slags. En
art kan blive som træer og have et
tværsnit på ca. 20 cm. — I vidjekrattet
kan der være ret mange elsdyr.
Vidjeforekomsterne har fra gammel
tid betydet meget for Nunamiut og
i flere retninger præget stammens kul-
tur. De giver giver ikke bare brænd-
sel, men også materiale til teltstænger,
snesko m. m. Og vidjekviste, lagt tæt
ved siden af hinanden, danner teltets
fortræffelige gulv.
En dag er jeg ude på jagt sammen
med Kokinja, Agmalik og Injuaslua-
rak. Vi er heldige, kommer ind på en
stor flok vildrener og skyder det, vi
trænger til. Vi tænder bål og har et
herligt måltid på stegt ribben, nyre og
andet, og drager så hjemover. Kødet
skal vi hente næste dag med hunde.
Tidlig om aftenen, da vi næsten er
nået hjem til lejren, kommer en lille
flok børn løbende imod os og fortæller
hæsblæsende, at Kokinjas søn Todlak
pludselig er blevet alvorligt syg. Det
er en rank, fin lille knægt på fire år.
Vi går ind i teltet. Der ligger dren-
gen i moderens skød gispende og sve-
atuagkiortoK amaritumik pissaKarsimavdlune. Alaskap avangnå amaruligssflvoK tugt unik
mal erssuissart unik.
Forfatteren og en polarulv, som netop er skudt. Der findes mængder af ulve der mod
nord. De flakker omkring efter vildrenen.
Natten går, morgenen gryer, og vi
sidder der stadig. Så fører Kokinja
hånden ind under renskindet, som
dækker den syge, vender sig derefter
mod os og med læberne trukket tilbage
i en slags smil siger han: „Benene be-
gynder at blive kolde. Snart har jeg
ingen søn". Kort efter solopgang dør
drengen.
Kvinder går straks i gang med al sy
en hvid klædning og hvide sko til den
døde. Et par jægere laver en kiste, som
også blive betrukket med hvidt.
Efter nogen tid siger Paneak: „Han
skal begraves på tundraen ude i da-
len. Du kommer med til festen". —
— Fest, siger jeg.
— Ja, det er skik hos os, når vore
døde skal begraves.
I flok og følge drager vi så ud over
tundraen til midtvejs i dalen. Et par af
jægerne går straks i gang med at gra-
ve en fem fod dyb grav i den bund-
frosne jord. De unge piger løber til
elven og kommer tilbage med store
favne brænde. Snart flammer et bål
op. Kødgryder stopfulde af renkød bli-
ver hængt over ilden, og så er måltidet
igang. Der er smil og lys stemning
blandt folket. Den døde drengs mor og
far er alle steder og sørger omhygge-
ligt for, at enhver får rigeligt at spise.
Derefter tager børnene og de yngre
fat på forskellige lege udover tundra-
en, og der er liv. I skråningen' på den
anden side af dalen kommer pludselig
en stor renflok til syne i jævn van-
dring nordpå. Uden et ord griber Ag-
malik bøssen og tager afsted på jagt.
Og stadig bliver der gravet, dybere
og dybere ned i den frosne jord.
To mænd kommer over tundraen fra
lejren. På stænger, som hviler på de-
res skuldre, ligger den lille hvide ki-
ste. De når frem til os, og der bliver
stille. Så sænkes kisten i jorden med
drengens hovede vendt mod nord. Der
skovles jord på og graven får et kors.
Det lakker mod aften nu. Solen går
ned bag forrevne fjelde og himlen bli-
ver flammende rød over tundraen og
den lille forhøjning der.
I flokke drager vi tilbage til lejren,
og der bliver snakket og spøgt, for der
skulle jo være fest. Men moderen går
sin egen vej langs Ravnesøen, der kru-
ser så småt med solnedgangsrødt i det
sorte. Hun går med bøjet hovede og
skuldrene ligesom presset fremover, et
billede på en mors smerte.
Men livet skal leves videre mellem
fjeldene. Det brændende spørgsmål er
nu renens store sensommervandring
sydover mod fjeldene, en overordentlig
vigtig sag. Det er jo renen, der skal
levere fedt og kød for vinteren til os
og de forslugne hunde. Desuden skind
og sener, tarme og materiale til mange
slags redskaber. Men først og frem-
mest fedt. Senere kan det ikke skaf-
fes, for efter parringstiden er okserne
radmagre. — Vil de tusinder af dyr
trække gennem vor dal, sådan som dé
plejer, eller vil de svigte denne gang?

\

JSt. .
tovKit taimåitut nunamiormiut litsalingnik pissarpait. aput nivagsinardlugo tov'Kup saunigssai takisht, amitsut Kitugtutdlo nåpakå-
ssarpait ingmingnut KilersCi tdlugit, tugtutdlp aminik merssussanik igkeriardlugit ama taiinaitimik Kulissardlugit.
Nuham i uterne benytter et egenartet, kuppelformet -tølt (itsalik). Efter at sneen cr skovlet til side, stilles lange bøjede vidjestænger
i en kreds og bindes sammen. Når skelettet er rejst, strækkes et stort stykke af sammensyede skind om væggene, el andet over taget.
6
7