Atuagagdliutit - 21.11.1957, Blaðsíða 6

Kan faren for hundeoverfald i
slædehundedistriktern e formindskes ?
(Af dyrlæge, dr. med. ver. Kjeld Wamber g)
Siden dyrlæge Hjortlunds ophold på
Grønland 1905—6 har ingen dyrlæge
foretaget undersøgelser af slædehun-
denes forhold.
Dyrlæge Hjortlund udgav i 1907 en
pjece om de vigtigste sygdomme
blandt slædehundene og gav retnings-
linier for disse sygdommes bekæmpel-
se, henholdsvis behandling.
Da der siden 1907 er sket fremskridt
i behandlingsmetoderne af de sygdom-
me, Hjortlund havde beskrevet, og da
man har fået kendskab til, at også an-
dre sygdomme end dem, Hjortlund
havde beskrevet, forekommer hos slæ-
dehundene, har det grønlandske lands-
råd fremsat ønske om, at der blev ud-
arbejdet en ny pjece vedrørende slæ-
dehundenes sygdomme.
Yderligere har man ønsket, at en
dyrlæge foretog en almindelig bedøm-
melse af de forhold, hvorunder slæde-
hundene holdes, for bl. a. at bedømme
de praktiske muligheder for at få ind-
ført forbedringer i de bestående for-
hold f. eks. m. h. t. behandling af syge
hunde, nedbringelse af det stigende
antal hundeoverfald m. v.
Foranlediget af landsrådets ønske
anmodede Ministeriet for Grønland
mig om at påtage mig forannævnte op-
gaver, og i den anledning har jeg i
sommer gennemrejst Vestgrønlands
slædehundedistrikter.
På rejsen har jeg besøgt Upernavik
samt 11 udsteder og bopladser i denne
kommune fra KuvdlorssuaK i nord til
Sdr. Upernavik. Videre Umanak, K’ut-
dligssat, Jakobshavn, Christianshåb,
Egedesminde, Godhavn og Holsteins-
borg, dertil yderligere ca. 10 udsteder
og bopladser i de sidstnævnte kommu-
ner.
Oplysninger om hundenes sundheds-
tilstand, og alm. levevilkår har jeg
fået ved samtaler med bl. a. fangere,
præster, udstedsbestyrere, kommune-
fogeder, fiskere, kateketer, lærere,
kredsdommere, læger, kæmnere og
overbetjente på de steder jeg har be-
søgt.
Det bør fremhæves, at alle, jeg kom
i forbindelse med, med største velvilje
og åbenhed gav mig enhver oplysning,
der måtte have interesse for mig.
På en lang række områder har jeg
fundet det påkrævet, at der til stadig-
hed består mulighed for de forskellige
administrative organer at søge veteri-
nær sagkyndig bistand, når der skal
træffes afgørelser respektive indføres
regler vedr. hundeholdet.
Herom har jeg givet indberetning til
Ministeriet for Grønland.
HUNDEOVERFALD
Her vil jeg særlig beskæftige mig
med problemerne omkring hunde-
overfaldene og de forholdsregler, jeg
mener, man bør søge gennemført for
fremtidigt at begrænse mulighederne
for at sådanne overfald forekommer.
Slædehundene er som race betragtet
noget ganske enestående. Deres ar-
bejdsevne er imponerende. Af karak-
ter er de fredeligere end andre hunde-
racer, jeg kender, af tilsvarende stør-
relse.
Når overfald alligevel forekommer
og i de senere år er tiltaget i antal
skyldes det en lang række forhold,
hvoraf jeg anses følgende for nogle af
de væsentligste:
1. Hundene lever og færdes i større
eller mindre flokke, og er vænnet til at
alt tilgængeligt spiseligt, det være sig
levende eller dødt — alene mennesker
undtaget — er tilladt foder.
2. I byerne samles flere og flere
mennesker, hvorved antallet af hunde
også sliger. Bebyggelsen bliver tætte-
re, og det enkelte hundespands „priva-
te område" omkring ejerens bopæl
indsnævres.
3. Navnlig bybefolkningens beskæf-
tigelsesmuligheder er undergået æn-
dringer, således at flere og flere helt
' eller delvis er ansat ved fast arbejde.
Herved bliver hundenes dressur for-
sømt.
4. Med det forøgede indbyggerantal
i byerne og kvindernes øgede beskæf-
tigelse ved f. eks. fisketilvirkningen
følger, at børn oftere er overladt til sig
selv, og dermed er særlig udsatte for
overfald, hvis de f. eks. falder.
5. Berusede personer er ikke ual-
mindeligt, og de er særlig udsatte for
at blive overfaldet, hvis de falder
udendørs, og kan, ligesom børn der
falder, af hundene bliver opfattet som
„tilladt foder".
Mange betragter med en vis ret
hundeoverfaldene i slædehundedi-
strikterne som Nordvestgrønlands
færdselsulykker, og hidtil har man
betragtet disse ulykker som uundgåe-
lige.
Ganske vist skal efter gældende reg-
ler alle hunde, der har deltaget i an-
greb på mennesker straks aflives. Vi-
dere skal alt afkom af sådanne hunde
aflives, uanset om det har deltaget i
overfaldet eller ej.
Det er imidlertid ikke nogen fore-
byggende foranstaltning, men udeluk-
kende en fremgangsmåde, der for det
første giver den overfaldne og dennes
pårørende den tilfredsstillelse, at de
„skyldige" hunde straffes, for det an-
det hindrer, at de samme hunde atter
foretager overfald.
At man for at hindre gentagelse af
overfald lader de hunde aflive, som
har deltaget i el overfald, deri er jeg
ganske enig; at man yderligere af li-
ver hunde, der har været sandsynlige
deltagere i overfald, kan jeg også ac-
ceptere, men at man går så vidt, at
man gang på gang afliver hvalpe,
hvorom man med sikkerhed ved, at de
ikke har deltaget i overfaldet, er uden
saglig begrundelse og må sidestilles
med overlagt mord.
Jeg forstår fuldt ud, at hundeover-
fald gang på gang giver anledning til
stridigheder.
Selvom kun relativt få bliver dræbt,
er det ingen trøst for den familie, der
f. eks. mister et barn ved et overfald,
og værre er det næsten for de perso-
ner der gennem hundeoverfaldene bli-
ver invaliderede.
Man må imidlertid også tænke på
f. eks. den fanger, der mister sit hun-
despand og dermed sin væsentligste
betingelse for uden hjælp at kunne op-
retholde livet for sig selv og sin fami-
lie i den følgende vinter.
Overfaldene sker jo som oftest ved
et sammenspil af uheldige omstæn-
digheder. Et barn der ikke er under
opsigt falder. En beruset person for-
vilder sig ind blandt fremmede hunde,
eller lægger sig måske til at sove un-
der åben himmel. Under sådanne om-
stændigheder er det efter mit skøn
begrænset, hvor meget man kan be-
brejde hundene, hvis naturen går over
optugtelsen, og et overfald finder sted,
ligesom jeg finder det betænkeligt at
drage hundenes ejre til ansvar for den
skade hans dyr har forvoldt. Jeg ville
endda finde det passende om den ejer,
hvis hundespand dræbes efter et
overfald, hvor skylden hovedsagelig
skal søges hos den overfaldne, om han
fik fuld dækning for sit tab enten hos
offeret selv eller hos hans familie, hvis
det f. eks. er et barn, der har løbet
rundt uden at være under opsigt.
Bedre end overvejelser om ansva-
rets placering, omfanget af aflivnin-
ger af hunde efter overfald etc. var
det efter min mening, om der kunne
indføres forbedringer, der begrænse-
de mulighederne for at overfald over-
hovedet kunne forekomme.
Vender vi tilbage til al betragte
hundeoverfaldene som „færdselsulyk-
ker,, er forholdet jo det, at man over-
alt i civiliserede samfund søger at be-
grænse færdselsulykkernes antal,
hvad enten det drejer sig om færdsel
på jorden, på vandet eller i luften. Der
gennemføres regler med den hensigt at
forebygge, at ulykker indtræffer, og
sker der ændringer i byforhold eller
samfærdselsmidlernes art, der gør nye
sikkerheds- eller færdselsregler på-
krævet, så bliver sådanne regler gen-
nemført.
KAN FAREN FOR HUNDEOVER-
FALD MINDSKES?
Kan der da indføres praktisk gen-
nemførlige regler for hundehold i slæ-
dehundedistrikterne, der har nogen
udsigt til at nedsætte den skjulte fare,
som hundene ubestrideligt repræsen-
terer for befolkningen i disse områ-
der?
Det kan der selvfølgelig:
Det mest effektive ville naturligvis
være, om alle hunde holdes indelukket
eller bundne, men det ville rent bort-
set fra de direkte omkostninger ved
indretning af hundegårde, fremskaf-
felse af tilstrækkelig plads til tøjring
eller indelukning, give et stort — og
sikkert uløseligt — problem m. h. t.
fodring, vanding og rengøring. Jeg
Fru Grethe Fenger Møller, flere gange dan-
marksmester indenfor ridesporten, træner
med en af sine bedste heste, vallakken King',
der bl. a. satte danmarksrekord i højdespring
med 1,85 meler. — Bemærk, at springet fin-
der sted uden saddel og uden brug af tvangs-
midler.
— Præstationer af denne art tyder ikke på
nedsat energi hos kastrater.
Fru Grethe Fenger Møllerip ar dialer i ardlune
danmarksmesteriussarsimassup hestime i låt
sungiusarå: nimugtuarssuk tigssaerdluersagan
King Kumut pigsigdlarningnerpausimassoK
tåssa 1,85 m. Kulausimagamiuk. — igsiauta-
Karane sumigdlo uloriasårulenarane pigsig-
poK. — nerssutit tigssaerdluersagkat laima
nåmagsissaKarsinaussut tigssaerdluersagåu-
ngitsunit nukilåinerusinåungitdlat.
8