Atuagagdliutit - 21.11.1957, Blaðsíða 7

Kanga Jyllandip Håne nuna paormaKutåinalik naggorigsarniarneKaler-
mat suliagssaK tamåna arlornarlorujugssuaK ugsigit tigssaerdluersagkat
atordlugit suliarineKartarpoK.
Hedeopdyrkningen i Jylland — et ekstraordinært hårdt arbejde — fore-
gik, i sin tid ved pløjning med studeforspand.
mener derfor man må se bort fra
denne løsning af spørgsmålet.
Jeg er imidlertid overbevist om, at
blev der gennemført kastration af alle
hanhunde i hvert spand — Basen na-
turligvis og evt. en yngre næstkom-
manderende undtaget — og blev hjør-
netænderne klippet på alle voksne
hunde, så ville man utvivlsomt opnå
samme sikkerhed for befolkningen,
som hvis hundene blev tøjret eller in-
delukket, og hundene ville fortsat
kunne færdes frit.
Mange grønlændere vil sikkert væ-
re noget betænkelige ved disse forslag,
og jeg skal derfor i det følgende give
nogle oplysninger om de erfaringer
man har indhøstet også hos andre dyr,
hvor disse indgreb almindeligt bliver
brugt.
Slædehundene er grønlændernes er-
statning for heste og bruges i virke-
ligheden på ganske tilsvarende måde.
KASTRATION
Kastration af hingste har været an-
vendt allerede i oldtiden. Kastrater
nævnes i Odysseen, og Aristoteles om-
taler kastration som almindelig hos
handyr. Man har således århundreders
erfaring med kastration af trækdyr,
og når man allerede før anti- og
aseptikkens tidsalder, hvor selve ind-
grebet betød en fare for dyrets liv al-
ligevel gennemførte kastrationer af
handyr i vid udstrækning, var det for-
di man opnåede, al disse dyr blev let-
tere at omgås, al de som brugsdyr blev
mere stabile og udholdende, samt at
kastraterne kunne færdes sammen og i
selskab med hundyr, uden at der op-
stod slagsmål dyrene imellem. Disse
fortrin betingede da også, at f.eks. en
vallak repræsenterede en langt større
værdi end en alm. hingst. Videre
rummer kastration af handyr den for-
del at unødigt energiforbrug undgås
— f. eks. belejring af og slagsmål om
brunstige hundyr — og derved kan
der spares foder. Den ændring der op-
nås i det kastrerede dyrs foderbehov
bliver hos disse dyrearter udnyttet
rent praktisk. Fodrer man kastrater
kraftigt, så vokser de hurtigere og der
sker én forøget fedtaflejring, og der-
ved opnås der — foruden vægtfor-
øgelse — en bedre kødkvalitet. Dette
forhold benytter man sig visse steder
af hos f. eks. tyre, orner og hanekyl-
linger.
Denne tendens til øget fedtaflejring
hos kastrerede dyr — der vel at mær-
ke fodres for stærkt — har givet man-
ge det indtryk, at kastrater altid bli-
ver fede og ugidelige og uegnet til
anstrengende og krævende arbejde.
Dette er ganske fejlagtig.
Vender vi tilbage til hesten, så har
man som allerede nævnt gennem år-
hundreder kastreret hingste og der-
med fået vallaker, der på fortrinlig
måde har gjort fyldest såvel som alm.
trækheste, men også til ridebrug, som
jagtheste og ikke mindst indenfor mi-
litæret.
Ser man på sportheste, det være sig
både ride-, galop og travheste, er det
samme tilfældet. Masser af de bedste
væddeløbsheste er vallaker, der for at
opnå konstant og stabil ydeevne er
blevet kastrerede. Hos disse dyr er
det en kendt sag, at det tab i energi
kastrationen kan medføre rigeligt op-
vejes af den ro og stabilitet kastratio-
nen medfører, jeg kan f. eks. nævne, at
verdensrekorden for travheste er sat
af en vallak.
Samme erfaring er indhøstet ved
kastration af andre arter af brugsdyr.
Således anvendes i Midt- og Sydeuro-
pa i stor udstrækning kastrerede æs-
ler og tyre som trækdyr, og i Asien og
i Afrika er kamelerne, der der er det
vigtigste trækdyr gennem århundre-
der blevet kastrerede.
Hvilke erfaringer har man så med
kastrerede hunde?
Som trækdyr er hundene kun al-
mindeligt anvendt i arktiske egne. Jeg
har kendskab til enkelte grønlandske
fangere, der med fuldt tilfredsstillende
resultater har kastreret deres slæde-
hunde, og der er absolut intet, der gi-
ver brettiget grund til at tro, at man
ikke vil opnå samme gunstige resultat
ved kastration af slædehunde som ved
kastration af alle andre brugsdyr.
I den øvrige del af Danmark, hvor
hunde almindeligvis holdes enkeltvis,
er kastration af hanhunde ikke særlig
hyppig. Der findes dog en del hunde-
ejere, som ønsker deres hunde kastre-
ret, f. eks. for at forhindre, at de strej-
fer. Langt størstedelen af de schæfer-
hunde der dresseres til førerhunde for
blinde bliver ligeledes kastreret. Jeg
har således nogen erfaring med hen-
syn til, hvorledes sådanne hunde —
også jagthunde -— udvikler sig. Selv-
om en hund, der holdes som stuehund,
ofte bliver forkælet og mange gange
fodres for rigeligt og navnlig for fedt
(kager, chokolade, sukker etc.) samti-
dig med, at den får for lidt motion, så
har jeg endnu ikke mødt en kastreret
hanhund i 5—6 års alderen, der var
blevet for fed. Ej heller har jeg set ka-
strerede hanhunde i denne alder, der
var mindre livlige og interesserede
end tilsvarende ikke-kastrerede, lige-
som kastrerede jagthundes energi og
udholdenhed i marken har været upå-
klagelig, og fuldt på højde med, hvad
ikke-kastrerede har kunnet præstere!
— Først når den kastrerede hund bli-
ver ældre og dermed mindre energisk,
bliver den fed, hvis den fortsat fordres
lige kraftigt.
Det er en undtagelse, at slædehunde
bliver mere end 4—5 år gamle, og da
det i forvejen kan være vanskeligt at
skaffe tilstrækkeligt foder til et hun-
despand i Grønland, og da slædehun-
dene yderligere får rigelig motion, så
er der efter min mening absolut ingen
grund til at nære frygt for, at slæde-
hundene efter kastration skal blive for
fede eller på nogen måde uegnede til
det arbejde, der kræves af dem.
KLIPNING AF HJØRNETÆNDER
Når jeg foruden kastration er blevet
overbevist om, at også klipning af
slædehundenes hjørnetænder er en
nødvendig forebyggende foranstalt-
ning mod hundeoverfald, så skyldes
det bl.a.:
1. At slædehundene lever spandvis,
og at flokinstinktet er stærkt udviklet
hos disse hunde. )
2. At „Basen" og evt. en næstkom-
manderende ikke skal kastreres, og
eller de kan måske forlede de øvrige
hunde i spandet til at gå til angreb.
3. At hunhundene også kan gå an-
grebsvis til værks.
4. Samt a t hjørnetænderne er hunde-
nes naturlige angrebsvåben, og er de
tænder, der tilføjer offeret de alvor-
ligste læsioner.
Så sent som i juli måned i år blev
en 3 års dreng i Jakobshavn overfal-
det af hunde og blev tilføjet — blandt
mange andre sår — dels eet der gik
igennem luftrøret, dels eet der gik
igennem brystkassen og ind i den ene
lunge. Begge disse læsioner var forår-
saget af hjørnetænder. Hver for sig
var disse sår livsfarlige læsioner, der
uvægerligt havde haft døden til følge,
hvis ikke drengen hurtigt var kom-
met under behandling hos dygtige læ-
ger.
Dette er kun et af de mange eksemp-
ler, der viser, at langt de farligste læ-
sioner, der tilføjes mennesker af hun-
de, sker ved hjælp af hjørnetænderne.
Klippes spidserne af hjørnetænderne
fratages hundene deres farligste vå-
ben.
Dette indgreb er ganske ufarligt for
hundene og medfører ingen gener. Der
er allerede indhøstet en del erfaringer
i Grønland med slædehunde, hvor
hjørnetænderne er klippet. Der er al
mulig grund til at tro, at virkningen
på hundene svarer til den virkning,
man i det øvrige land opnår på f. eks.
kvæg, der afhornes, at dyrene selv er
sig bevidst at have mistet deres farlig-
ste våben og derfor afholder sig fra at
gå angrebsvis til værks. Orner er af
naturen overordentlig aggressive dyr
ikke alene overfor mennesker, men
også over for f. eks. søer der skal be-
dækkes. Hos disse dyr har man i
mangfoldige år, som en selvfølgelig og
nødvendig sikkerhedsforanstaltning
gennemført klipning af hjørnetænder-
ne, så også med dette indgreb har man
vellykkede erfaringer om virkningen
hos andre dyrearter.
HVAD BLIVER RESULTATET
Det bør fremhæves, at der såvel
blandt mennesker som hunde er gode
og dårlige individer. Kastration og
klipning af hjørnetænder gør natur-
ligvis ikke en dårlig hund god, men
det vil gøre en god hund bedre i brug
og gøre den ufarlig at omgås.
Jeg er fuldstændig klar over, at
mange hundeejere i slædehundedi-
strikterne vil stille sig skeptiske over-
for mine forslag.
Jeg ønsker imidlertid at fremhæve,
at jeg objektivt og sagligt har søgt at
bedømme de forhold, hvorunder slæ-
dehundene lever. Jeg er fuldt ud klar
over, at slædehundene er en livsbetin-
gelse for deres ejere, men udviklingen
navnlig efter krigen med større by-
samfund, ændrede erhvervsmuligheder
o.s.v. har medført en stigning i hunde-
overfaldene, og det er de fleste steder
nødvendigt at træffe foranstaltninger,
der kan forebygge, at denne udvikling
fortsætter.
Det er mit håb, at nogle vil lade de-
res hunde underkaste de foreslåede
indgreb, så der snarest må blive ind-
høstet større erfaringer om virknin-
gen netop blandt slædehundene, end
der i dag står til rådighed. Jeg er
overbevist om, at når den dag kom-
mer, da disse forslag er gennemført,
da vil det være til gavn for hundene
og den grønlandske befolknings år-
hundredgamle, naturlige frygt for
hundene vil ophøre.
I Ministeriet for Grønland forhand-
les der i øjeblikket om, hvorledes man
rent praktisk skal få udført f. eks. ka-
strationer på forsvarlig måde.
Når ministeriets overvejelser er
endt, vil det blive meddelt, hvor hun-
deejere, der ønsker disse indgreb fore-
taget, skal henvende sig.
Landslægen anbefaler
At der bør gøres noget for om mu-
ligt at forebygge de overhåndtagende
hundeulykker i Grønland kan vist alle
være enige om. Men når man skal di-
skutere, hvad der skal gøres, er det
nok lidt mere tvivlsomt med enighe-
den.
Lad os hellere straks sætte fingeren
på det ømme sted, — den af dyrlæge
Wamberg foreslåede kastrering af al-
le hanhunde undtagen en eller to i
hvert spand. Tanken er ikke ny. Det
har faktisk været gjort et par gange
tidligere af en særdeles erfaren hun-
dekører, og resultatet skal have været
godt.
På ministeriets foranledning er alle
læger i hundedistrikter blevet spurgt
om deres syn på dette spørgsmål. Fra
et enkelt, mindre sted, er det blevet
tilkendegivet, at fangerne på stedet
fandt tankn vanvittig. Så stærkt er
det ikke sagt andre steder fra, men
der skal nok være mange fangere
rundt omkring, som ikke synes om
tanken. Det er der naturligvis ikke
noget mærkeligt i. Grønlænderne har
kørt med hunde i århundreder, og de
ved, hvad det drejer sig om. Det er
derfor meget naturligt, at man lige
straks tager afstand fra tanken om, at
andre, som stort set mangler kendskab
til slædehundene vil komme og lære
grønlænderne noget. Umiddelbart må
denne ide virke urimelig.
Sagen har imidlertid to sider. For
det første kendskabet til slædehunde-
ne og til de krav, som stilles til gode
hunde. Her er grønlænderne naturlig-
vis ubetinget sagkyndige. — For det
andet kendskabet til følgerne af ka-
strering af dyr. På dette område har
så godt som ingen grønlændere nogen
erfaring. Blandt danskerne er det an-
tagelig højst dem, som stammer fra
landet, der ved noget om kastrater
blandt dyr, — f. eks. svin, kvæg, he-
ste og måske af og til hunde.
At kastration hos andre brugsdyr
virker meget fordelagtigt, behøver
man dog næppe have personlig erfa-
ring for. Man kan nøjes med at be-
tragte den kendsgerning, at indgrebet
har været foretaget så langt, man kan
følge historien tilbage. Hvis man ikke
på denne måde havde opnået bedre,
mere stabile og rolige arbejdsdyr, var
man selvfølgelig forlængst holdt op
med at anvende kastration.
Nu er det naturligvis ikke menin-
gen straks at kastrere alle hunde i
Grønland med de nævnte undtagelser.
I første omgang vil man gøre et for-
søg for at de derved indvundne erfa-
ringer eventuelt kan overbevise tviv-
(Fortsættes side 21)
9