Atuagagdliutit - 17.01.1958, Síða 14

Læserbreve
“ KLIP
„ATTRÅVÆRDIGE PIGER"
Lederen i A/G nr. 18, 1957, viser, at
forfatteren til artiklen aldrig har væ-
ret i fabriksbyen og derfor bygger si-
ne begrundelser på oplysninger af
mere eller mindre tvivlsom art.
Det vil måske være klogt, hvis De,
inden De skrev Deres artikel var
kommet herop og studeret arbejdsfor-
holdene. Så havde De måske fået et
helt andet indtryk end visse „sommer-
fugle", som kommer til fabriksbyen
uden at de finder anledning til at
spørge, hvilke tanker, der rører sig i
rejepillerskemes hoveder.
De skrev, „at alle Handelens med-
arbejdere fra direktøren og nedefter,
med største iver har kigget efter pi-
ger i denne og tidligere somre". —
Det er rigtigt. Fra hele Diskobugten
kommer hver sommer mange piger
lokket af gode løfter om udmærkede
indtjeningsmuligheder. Der står tre
barakker til deres rådighed. De skal
selv sørge for rengøringen, og betaler
desuden 1 kr. om dagen for logi og de
har ingen kostpenge. Kantinen tager
3,50 kr. for en ret varm mad. Derfor
er der ikke store indtjeningsmulighe-
der for nybegyndere, og det er ikke
så mærkeligt, at „de rejser hjem efter
nogen tids arbejde ved fabrikken" el-
ler slet ikke kommer til næste sæson.
Hvornår mon myndighederne indser,
at der ikke er forskel på dansk og
grønlandsk mave? For selv om der
kan være tale om kostpenge efter
overenskomsten så slår pengene ikke
engang til et enkelt måltid!
De lokale husmodre, som er beskæf-
tiget ved fabrikken, er endnu dårlige-
re stillet. De skal sørge for mand og
børn. Da husherren som regel også ar-
bejder, skal den af ægtefællerne der
først kommer hjem til middagspau-
sen, sørge for at fyre op i kakkelov-
nen. Desuden skal man passe på, at
skolebørnene ikke kommer for sent.
De skal i skole kl. 12,35. Derfor er
man tvunget til at spise den dyre kon-
serves. Men i de fleste tilfælde må
man nøjes med brød og the. Der bli-
ver først tid til at lave varm mad sent
på aftenen.
En af de største ulemper ved reje-
pilning er, at fingerspidserne bliver
helt hudløse. Dette er meget ubehage-
ligt. Man piller jo rejerne mens de er
varme De små rejer sinker desuden
arbejdet meget, men til trods for, at
der er rigeligt me drejer, har man ik-
ke spildt så meget som en lille reje.
De skriver i Deres artikel, at man
risikerer en rationering af indhand-
lingen. Og dertil kan jeg oplyse, at
def samme har været praktiseret hele
sæsonen igennem. Det har været nød-
vendigt på grund af rige fangster,
selvom fiskerne koncentrerer sig om
de store rejer, som letter pilningen i
stor udstrækning.
„Man har erfaring for, at de der
kommer fra selve Christianshåb by
simpelthen nedlægger arbejdet, når
de har tjent en god slump penge".
Disse ord er meget utaknemmelige. -—
Det vil være rart, hvis De, artiklens
forfatter, kom herop, så ville der bli-
ve stillet et spørgsmål til Dem, hvem
der havde udtalt disse ord. — Mon
der findes en moder, som trygt kan
blive væk hele dagen, når hun ved, at
hendes små børn alene er hjemme
sammen med en storebroder eller sto-
resøster? Man kan også regne med
den mulighed, at en husmoder finder
anledning til at blive hjemme, fordi
hun ikke er rask eller fordi der er en
af familiemedlemmerne, der har fød-
selsdag.
De har rost Handelens direktør i
høje toner, fordi denne har indført en
præmieordning. Men De skal vide, at
der har været bestræbelser igang fra
arbejderforeningen for at få akkord-
satserne ved rejepilning forhøjet. Det-
te førte imidlertid ikke til noget, og i
stedet blev der foreslået, at man hen-
stillede til direktøren at få en præ-
mieordning indført. Men der er man-
ge, der er skuffede. Præmiebeløbet
fastsættes efter arbejderskens ind-
sats. Jeg kender en af rejepigerne,
der har været med i arbejdet fra sæ-
sonens begyndelse, dog med en må-
neds afbrydelse, hvor hun lå på syge-
huset i Jakobshavn. Da sæsonen var
slut fik hun en præmie på knap 24
kr.!
Til slut skal jeg bemærke, at reje-
pillerne ved NarssaK får 1,80 kr. for
1 kg pillede rejer, mens pigerne ved
Christianshåb kun får 1,40 kr. for det
samme.
Christianshåb, den 28-11-57.
Johs. Lund.
Redaktionen takker Johs. Lund for
hans indlæg, der utvivlsomt vil blive
læst med stor interesse bl. a. af KGHs
direktør, der måske vil føle sig foran-
lediget til at kommentere nogle af de
i indlægget fremførte tal og oplysnin-
ger. For vort vedkommende skal vi
nøjes med at pege på, at de „oplysnin-
ger af mere eller mindre tvivlsom
art" vi byggede artiklen på, stammer
fra en redegørelse afgivet i landsrå-
det sidste sommer. Det syntes af den-
ne redegørelse at fremgå, at fabrikken
i Christianshåb ville kunne producere
væsentligt mere, hvis fabrikken råde-
de over flere og mere stabile rejepil-
lersker. Da fabrikkens produkter sy-
nes at have fundet et godt marked og
sælges til gode priser benyttede vi lej-
ligheden til at appellere om bedst mu-
lig indsats på rejefabrikken i samfun-
dets interesse. red.
EN REJEPIGE UDTALER SIG
Det er ikke første gang, der er ble-
vet skrevet om rejepigerne i Chri-
stianshåb. Den første artikel var af
vicedirektør Magnus Jensen, og den
blev bragt i A/G nr. 11 1956. Dengang
læste jeg artiklen for rejepigerne og
sagde, at jeg var enig med Magnus
Jensen i, at det havde været bedre
for arbejdets gang, hvis man ikke var
begyndt at anvende børn under 10 år
ved rejepilningen. På daværende tids-
punkt var der ikke noget, der hed
børnehave — de større børn skulle
passe de mindre søskende.
I et af de første numre af A/G i
1957 stod der, at halvdelen af pigerne
ikke var mødt op efter „Holger Dan-
ske'^ besøg. Er' det rigtigt? Det ville
være ønskeligt, om myndighederne
holdt sig til sandheden, når man ud-
talte sig offentligt. Vedkommende,
der har skrevet artiklen „Attråværdi-
ge piger", siger, at pigerne holder op
med at arbejde, når de har tjent en
god slump penge.
Det vil måske være på sin plads at
fortælle lidt om, under hvilke forhold
rejepigeme arbejder. Jeg må for ek-
sempel næsten hver morgen d sæso-
nen gå på arbejde kl. 6 og lade fire
børn blive hjemme — med den ældste
på 7 år som barnepige. Alle arbejds-
føre kvinder er beskæftiget på fabrik-
ken, endog gamle på over 70 år, hvis
familie sidder i gode stillinger.
Man må heller 'ikke glemme den
ulempe ved pilningen, at huden på
fingrene ødelægges og derved sinker
arbejdet. Endvidere er der heller ikke
plads til de mange pillersker på een
gang. Vi må arbejde på skift.
For mange år siden betaltes på fa-
brikken i Holsteinsborg 1,35 kr. for
pilning af 1 kg rejer. Akkordbetalin-
gen er kun steget med 5 øre, og det er
ikke underligt, at nybegyndere slet
ikke tjener noget de første dage.
Ved 9-tiden holder man en halv ti-
mes pause. Så gælder det om at kigge
til børnene. De skal have mad og nog-
le af dem skal i børnehave. Den halve
time er gået, inden man selv får tid
til at spise. Først ved middagspausen
bliiver der tid til noget sådant, men
maden skal dog først laves. Ganske
vist forefindes der en kantine, men et
enkelt måltid mad koster 3,50 kr. og
er således alt for dyrt til en familie
med mange børn.
Husmoderen får ærlig talt ikke me-
gen tid tilovers. Hun skal også selv
sørge for vandhentning — var det ik-
ke en 'ide, at pillerskerne fik bragt
vandet ud i bil? Som rejepillerske
kan man ikke lade være at tænke på
de danske damer, som er fri for at
hente både kul og vand.
Dersom forfatteren til „Attråvær-
dige piger er journalist, Vil jeg ønske,
at han vil komme herop for at stude-
re forholdene over længere tid. Så
tror jeg, at han vil komme til at
værdsætte de piger, som han beder
om at yde større indsats. M. J.
BETJENING
Om betjening af kunder, om de
krav, man kan stille til ekspedienter
skriver „to" i Holsteinsborg Avis
„PaortoK" blandt andet:
Der er forbavsende stor forskel på
ekspedienter og kunder. På en måde
er det måske ikke så mærkeligt. Ek-
spedienterne har deres egen chef til at
dirigere dem, mens kunderne ikke har
nogen. Mere samarbejde burde finde
sted. Det er meget vigtigt, at ekspe-
dienter og kunder skal forstå hinan-
den. Er der slet ingen forståelse imel-
lem dem? I de fleste tilfælde — in-
gen.
For de interesserede kunder er det
nemt at forstå, at nogle ekspedienter
ikke egner sig til arbejdet. Det er ikke
vanskeligt at træffe ekspedienter —
heldigvis de færreste — der ikke eg-
ner sig til arbejdet. Hvorfor skal man
antage unge mennesker uden opdra-
gelse bag sig? Bare ved at se deres
ansigt er det nemt at forstå, hvilke af
dem, der ikke egner sig til arbejdet-
Disciplin mangler fuldstændigt. Mere
høflighed burde man træffe. Det er af
overordentlig stor betydning, at man
ikke skal tage forskel af kunderne.
Hvis sådanne forhold kan undværes,
vil ekspeditionen blive meget mere
fredelig. Ekspedienterne burde ikke
være halvdovne. Det er meget vigtigt,
at man skal kende butikspriseme. Der
findes mange mennesker, der ikke er
interesseret i at læse Generaltaksten.
Det er af stor betydning, at varepriser-
ne kendes — ikke alene af ekspedien-
terne — men også af kunderne. Hvis
dette forhold kan ændres, vil det bli-
ve af stor betydning for begge parter.
Det er ikke sjældent, at en af kunder-
ne har betalt en pris for en vare,
mens en anden kunde har betalt en
helt anden pris for den samme vare.
Som sagt, ekspedienter og kunder
kender for lidt til de forskellige vare-
priser. F. eks. kan jeg nævne: En kun-
de vil gerne købe et skohorn. Ekspe-
dienten oplyste, at skohornet koster
2.50 kr. Tilfældigvis vidste kunden, at
skohornet kun koster 50 øre. Fejlen
blev øjeblikkelig rettet, men det er
ikke det eneste — resten må vi lade
ligge.
SPAREPROBLEMER
I nr. 20 af Egedesminde Avis „Au-
siak" er der skrevet en artikel med
overskriften „Noget om at spare", og
som er en kommentar til „Grønlands-
posten“s artikel *af samme navn. Man
kommer ind på de dyre reparations-
omkostninger, de dyre udgifter i for-
bindelse med Grønland i det hele ta-
get, og bladet fortsætter:
Det er blevet sagt så mange gange,
også i „Grønlandsposten", at Grøn-
land er i færd med at blive bygget op
til et moderne land, hvor man skal
have tidssvarende forhold så langt det
lader sig gøre. Hvis man har penge,
lader det sig gøre fuldt ud, har man
det ikke, må man nøjes. Det kan ikke
uden videre være forkert at sammen-
ligne Grønland med de „magre" egne
i Danmark, f. eks. ved Jyllands vest-
kyst, hvor det sandelig er langt fra,
at alle endnu har elektrisk lys og
vand fra vandværk, og man er her
ganske klare over, at der ikke kan
gælde ens forhold for alle. Også i
mange danske byer og kommuner, rå-
der der smalhals, og hvor man må
væbne sig med stor tålmodighed på
de goder eller forbedringer, man øn-
sker, også hjemme kender man syge-
huse, hvor der er indlagt det dobbelte
antal patienter eller hvor de store år-
gange gør skoleforholdene fortvivlen-
de, også hjemme bliver projekterede
planer nedskåret, ja, man har set ek-
sempel på, hvorledes et sygehusbyg-
geri måtte stryge den øverste etage,
fordi der ikke var penge til at gøre
arbejdet færdigt med.
HESS
BJØRNEOVN
C. M. HESS FABRIKKER A/S
MATTHISSEN & DITTMANN A/S
Bredgade 20
København K.
AGFACLACK
Det lille kamera med det
store format
åssilivérånguaK åssilisinåussu-
silik.
Billedstørrelse
6x9 cm.
åssilissap angissusia
6 X 9 cm
Oplev glæden ved at fotografere
med et AGFA-kamera.
Agfainik åssiliveKardlune nuå-
nissusia misileriaruk
AGFA ISOPAN F eller
ISOPAN ISS
sikrer Dem det gode resultat.
filmisisaguvit erKaimajuk:
AGFA ISOPAN F imalunit
ISOPAN ISS
tauva åssilissatit pitsaussusåput
14