Atuagagdliutit - 27.03.1958, Blaðsíða 3

Små-krukkerier over et ikke uvæsentlig emne
Hvis det kniber for Dem, velvillige
læserinde, at få husholdningspengene
til at slå til, hvis børnene irriterer
Dem, og hvis Deres hårdt arbejdende
husbond er for hårdt arbejdende,
Hvis det rider Dem som en mare, hr.
mappemand, at se på de evigt for-
nyede sagsbunker på Deres bord,
Hvis De, hr. KGH-mand, får rynker
i panden på grund af sejlplaner, der
ikke kan holdes, og regelmæssige ud-
brud af berettiget og uberettiget kri-
tik,
Hvis De, hr. fisker er utilfreds med
indhandlingsprisen, De, hr. radiomand
med, at radiohuset ikke er færdigt,
De, hr. fåreavler med, at slagtningerne
bliver for små i år, De hr. bestillings-
mand med, at lønningskommissionens
arbejde trækker ud o. s. v., o. s. v.,
så læg venligst mærke til den langt-
fra uvæsentlige kendsgerning, at det
er ved at blive forår!
Solen har skinnet i den sidste tid.
Sneen er blevet snusket i kanterne af
bulldozervoldene, pytterne breder sig
på vejene til glæde for de bilkørende,
der lader sprøjt- og sjask-jagten på
de spadserende gå ind, og om aftenen
spejler de samme pytter med fint is-
lag på en rødmende aftenhimmel og
stjerneklare vidundere. Snespurvene
har ført sig frem, beskedne og ynde-
fulde, slægtninge til vintergækkerne i
planteverdenen, begge parter lidt for-
frosne, men optimistiske, begge parter
inderst inde vel klar over eget værd,
men ydmyge udadtil, — for et godt
hjerte bliver ikke stolt, som digter
Andersen sagde.
I det såkaldte „sydlige Danmark“
(som man ikke må sige og hvorved
der altså ikke tænkes på Lolland-Fal-
ster alene, men på hele den lille flåde
af grønne miniature-øer og på det
jyske „fastland") er det på nippet til
at være anemonetid. De er velkommen
til at gå med en tur i skoven, hvor
der ligger sne endnu på nordskræn-
terne, men hvor sydskrænterne er
varme og dampende, når solen står
på, og hvor jorden er begyndt at dufte,
og en hel armé af hvide spirer borer
og regerer sig vej op gennem blad-
laget. Rod bladene til side og stik næ-
sen ned til de fremadstræbende pus-
linger! Ah, — den duft er alligevel
bedre end Chanel nr. 5 og Blue Grass.
Nåh, — ikke et ondt ord om hine frem-
bringelser, der, anvendt med skønsom-
hed, absolut også kan befordre ens
forårsfornemmelser. Lad dig se, min
smukke, med nylonben og blødt fal-
dende nederdel i tiltalende vidde samt
bluse i sæsonens modefarver calypso,
Charlotte-pastel-blå, koks, petrol og
Steele-rød. Oh, danske landskab med
dal og bakker fagre!
Med dig ved hånden kunne jeg nok
lade mig inspirere til en personlig
annonce — De ved med „evt. ægte-
skab“ i en mere eller mindre uinte-
resseret parantes — om ledsagelse på
en Pariserrejse.
Eja, vi smækker altandøren tilbage
og lader mild martssol strømme ind
på værelsets bekvemmeligheder. Vi
slår et slag ned ad boulevarden på vej
til en middag, der kan fåes til ringe
pris, som fylder lidt, men nok, og som
appellerer til resterne af ens maddan-
nelse — den, der ikke er kvalt i sovser
og bævreflæsk —. Om aftenen dvæler
vi ved et glas og ved synet a.f megen
dejlighed præsenteret med ynde på
stilethæl — (manøvreringen kræver
gammel kultur af den udøvende kunst-
nerinde, der om dagen står i bageri
eller kiosk). Og dog, veninde, bliver
distraktionen på grund af balance-
kunstnerinderne, der for ens vidt åbne
øjne arbejder uden sikkerhedsnet af
nogen art, aldrig så stor, at din inspi-
rerende indflydelse ikke forbliver do-
minerende og betinger opbrud på et
borgerligt klokkeslet.
☆
Kort sagt: det er forår. De kan mær-
ke det, hvis De giver Dem tid dertil.
Og De har ganske givet brug for at
mærke det. Vi er ikke skabt til at
være svart-alfer.
F.
3