Atuagagdliutit - 27.03.1958, Blaðsíða 18

Radio problemer
Af Grundtvig Hansen
Een af de ting, der skabte livlig de-
bat under landsrådsforhandlingerne
sommeren 1957, var spørgsmålet om
radioreparation. Problemet har eksi-
steret i mange år, men netop med den
nye radiofonis start bliver spørgsmå-
let særlig aktuelt. Indtil nu er sagen
de fleste steder blevet klaret dels med
fritidsarbejde af radiopersonale, dels
ved at sende apparaterne til Godthåb
Radioservice eller til Danmark. Som
det fremgik af mødereferatet, hober
antallet af ureparerede radioapparater
sig imidlertid op mange steder, og det
fremhævedes da også, at en løsning
trænger sig på. Formanden, landshøv-
ding Lundsteen, fremkom med et in-
teressant forslag, der kan komme til
at betyde helt andre gode muligheder
for radioreparation næsten overalt på
Grønland. Dette forslag går i korthed
ud på, at G.T.O., nærmere betegnet
radiotjenestens radiostationer, skulle
påtage sig reparation af private radio-
apparater. Det er mit indtryk, at dette
i en årrække vil være den mest ra-
For at kunne lave radio-service på
Grønland, må man således have en
forretning eller et erhverv, man kan
leve af. Netop under denne synsvinkel
kan man se det formålstjenlige i
landshøvdingens forslag. Man må se i
øjnene, at de grønlandske byer ikke
er store nok til at brødføde en radio-
tekniker, samt at det sandsynligvis
ligger mange år ude i fremtiden, før
byerne forsynes med blandede radio-
forretninger, der samtidig påtager sig
service. — Hvis staten, under hensyn
til spørgsmålets vigtighed, påtager sig
denne opgave, må man bedømme det,
som det det er, nemlig et bidrag til at
give den grønlandske lytter bedre be-
tingelser. Radioreparation af private
radioer vil ikke være noget staten
kommer til at tjene penge på, men
fordelene for den grønlandske lytter
er umiddelbart indlysende. Når radio-
en er i uorden vil enhver nok vide at
skønne på, om reparationen tager må-
neder eller dage.
De ting, der taler for at radiotjene-
sten skal påtage sig opgaven, er bl. a.
følgende: De fleste radiostationer har
det nødvendigste værktøj og målein-
strumenter til mindre radioreparatio-
ner, ligesom de har et værksted eller
et rum, der kan benyttes til værksted.
Mange stationer er normeret med ra-
diotekniker, og hvis en fast aftale blev
arrangeret om privat radioservice, vil
teknikeren •—• der selvfølgelig i første
række må holde stationens sendere,
modtagere og andet teknisk materiel
i orden — kunne påtage sig radioser-
vice i den øvrige tid til rådighed. Ra-
diotjenesten som institution vil også
lettere kunne foretage samlede for-
delagtige indkøb af radiodele end små
private næringsdrivende, ligesom det
vil være lettere at lave nogenlunde
ensartede priser på reparationerne,
når regningsudskrivningen foretages
efter ensartede retningslinier.
For radiostationerne vil en ordning
som den foreslåede selvfølgelig betyde
øget arbejdsbyrde, især for radiotek-
nikerne. Imidlertid er jeg overbevist
om, at hvis teknikerne er indstillet
på at gøre en indsats heroppe og tjene
det grønlandske samfund, vil de kun-
ne overkomme dette mer-arbejde, og-
så uden at føle sig overbebyrdede.
Nogle radiofolk vil sikkert udbryde:
„Fri os fra det ekstraarbejde, og de
ekstralagre vi herved får skaffet os.“
— Naturligvis bliver der ekstraarbej-
de, og man er simpelthen nødsaget til
at skille radiostationernes oprindelige
lager og et servicelager skarpt, men
det vil dog ikke være noget uover-
kommeligt arbejde, særlig ikke, hvis
man nøje,s med at rekvirere et lager,
der står i forhold til det forventede
antal reparationer. (Et sted i Sydgrøn-
land og et sted i Nordgrønland vil det
dog sikkert være klogt at have noget
større lagre, således at særlig vanske-
lige modtagere kan blive modtaget og
repareret her).
Under forhandlingerne foreslog
Klaus Lynge, at der evt. skulle udsen-
des nogle rejsende teknikere, der
skulle reparere i sommertiden. Efter
mine erfaringer vil dette både være en
kostbar og urationel løsning. Kostbar,
idet der kræves et fartøj med besæt-
ning, værksted m. m. og urationelt,
fordi der kun kan arbejdes en del af
året, og fordi radioreparationerne al-
tid vil hobe sig op før reparations-
båden ankommer. Der vil ikke kunne
blive noget med at få sin modtager
repareret på et par uger eller mindre,
medmindre den går i stykker umid-
delbart før reparationsholdet ankom-
mer. — Der har også været andre for-
slag fremme, f. eks. har man ment, at
det ville være formålstjenligt at have
1 eller 2 store reparationsværksteder
på Vestkysten, f. eks. i Holsteinsborg
og i en sydligere by. De fleste heroppe
vil sikkert give mig ret i, at en sådan
ordning ikke er stort bedre end at
sende apparaterne til Danmark, med
de nuværende muligheder for kyst-
forbindelser in mente.
(Fortsættes i næste nr.)
tionelle og økonomisk mest forsvarlige
ordning af problemet, og jeg vil i det
følgende begrunde dette standpunkt,
bl. a. ved at belyse fortjenstmulighe-
deme for en radioservice-forretning i
en middelstor grønlandsk by.
Allerførst må jeg dog sige, at for
den største grønlandske by, Godthåb,
er der mig bekendt ingen problemer
på dette område, idet der her er en
virkelig radioforretning. Jeg er dog
overbevist om, at denne forretning
rent økonomisk ikke kan være baseret
på radioreparation, men at denne er
en nødvendig service overfor kun-
derne, og at denne kun i mindre
grad betyder økonomisk gevinst for
forretningen. — Tidligt efter min
ankomst til Sukkertoppen somme-
ren 1956 kom jeg til at stå overfor
spørgsmålet, om jeg kunne hjælpe
med at ordne en radio. Jeg lovede
at kigge på modtageren, og dette
trak andre med sig, således at jeg
fra august 1956 til august 1957 havde
100 radioapparater til reparation. Det
var selvsagt lidt af et problem for mig
i starten at udskrive regninger, men
snart fandt jeg ud af, at det nemme-
ste og mest reelle var at benytte sig af
en timesats på 10 kroner og blot lem-
pe den derhen, at jeg bedømte hvor
meget en øvet tekniker i et moderne
værksted ville have brugt til repara-
tionen. — Gennemsnitsnettoindtægten
på en reparation har ligget på 10—15
kroner, hvilket stemmer med, at jeg i
det omtalte år havde en nettoindtægt
på 12—1300 kroner. Imidlertid er man,
for at kunne igangsætte og opretholde
en serviceforretning, nødt til at have
en del forskelligt værktøj og målein-
strumenter, samt et vist reservedels-
lager. Det nødvendigste værktøj, samt
et uundværligt universalinstrument
var jeg heldigvis i besiddelse af, og
endvidere købte jeg for ca. 1000 kro-
ner reservedele samt en lille målesen-
der, der ligeledes var uundværlig. Mi-
ne udgifter det første år var således
større end mine indtægter på repara-
tion, men på den anden side havde
jeg opsparet kapital i målesender og
reservedele. Forestiller man sig imid-
lertid en radiotekniker, der har sam-
mensparet værktøj og reservedele, så-
ledes at han er i stand til at drive en
reparationsforretning på Grønland, så
vil man hurtigt kunne se, at med det
nuværende antal radioreparationer i
en by som f. eks. Sukkertoppen, ville
han ikke være istand til at kunne op-
retholde livet. Selvom man tænkte sig
antallet af reparationer fordoblet, så
ville en årsindtægt på under 3.000 kr.
ikke friste nogen radiotekniker i Dan-
mark til at slå sig ned på Grønland.
Aktieselskabet
Dansk Glasuldfabrik
(Aktieselskabet for Kemisk Industri)
Kodak Retinette 24 x 36 mm
pingasunik linselingmik issilik f:3,5/
45 mm — ungasissutsinut 1 m-imit
sumorssuaK.
åssilivdluartartuliaK 1—1/500 sekunti-
mut kisalo B.
ingminérdlune åssillssutitalik, filmilo
tugdligssau piaréréraraoK.
erssarigsunik åssiliumaguvit Kodak
filmisiniaril.
Kodak
Kodak Retinette 24 x 36 mm
med trelinset antirefleksbehandlet
Schneider-Reomar f : 3,5/45 mm. Af-
standsindstilling fra 1 m til uendelig.
Synkroniseret Compur-Rapid-lukker
med indstillinger fra 1 til 1/500 se-
kund samt B.
Indbygget selvudløser. Hurtigoptræk.
Få klare, skarpe billeder. — — Køb
KODAK FILM TIL DERES KAMERA.
— sukulåmik igdlingnartumik KagdligaK
— med lækkert chokoladeovertræk
GULD KARAMEL
kungikunut niorKuteKartartoK
19