Atuagagdliutit - 29.08.1958, Blaðsíða 10

ET SVAR TIL REDAKTØREN
AF A-G
Da jeg i mit indlæg kom lidt ind
på A-G, har redaktøren følt sig
grundigt stødt, og det var vel af den-
ne grund, at han havde fremskaffet
svarene uden at forstå den egentlige
mening af mit brev. Han har anvendt
ord i sit svar, som jeg slet ikke havde
i tankerne, opstillet dem som spørgs-
mål ■— måske for at kunne benytte
dem som forsvarsredskaber. Og ved
sin dygtighed til at finde nye menin-
ger havde han nok forsøgt at stand-
se mig ved at fremvise sin store vi-
den, skønt det skyldtes hans uviden-
hed i grønlændernes tankegang, ud-
tryks- og skrivemåde. — En typisk
dansker, der blot forsøger at tvinge
sine eventuelle modstandere langt
ned og derfor er utiltalende — efter
grønlandsk mening — at samarbejde
med.
Mon mit navn havde lydt velklin-
gende i redaktørens øren, eller havde
han ikke syntes godt om det, siden
han nævnte det ti gange i sit indlæg.
Måske blot for, at læserne kunne blive
kede af det, eller måske ville han blot
fremdrage en grønlænder, der bare
ønsker at lave kritik over ministrene
og deres rejsedeltagere. Sådan kunne
jeg næsten tænke mig, da mit brev,
som var skrevet lige i begyndelsen af
maj måned, først kom frem lige før
ministerbesøget.
Hr. redaktør, skønt De stillede fle-
re spørgsmål, skal jeg kun besvare
det første, da det var af den grund,
jeg skrev mit brev. De spurgte:
„Hvem er det, der sigtes til, når
talen er om disse jakkebærere, der i
Danmark villle være arbejdsløse, og
som burde erstattes med danske
statsborgere født heroppe". Dermed
menes de danskere, som vi kan"be-
tragte som vore ligemænd i vore stil-
linger, folk, der laver det samme,
som tjenestemændene laver, men tje-
ner mere. Det er dem, vi ønsker at
blive ligestillet med! Men da det er
så svært at nå dette, er vi blevet nødt
til at benytte os af følgende ord-
sprog, for vi har følgende ordsprog:
Det er bedre at håbe kun lidt, end
at håbe forgæves. — Og jeg havde
brugt meningen af dette ordsprog —
blot ved at fordreje det lidt — som
overskrift. Det er jo sandt. Og de
som redaktør af A-G ved De ikke
engang dette.
Når jeg tænker på bestræbelserne
for at forbedre lønningerne, tænker
jeg også på muligheden for at blive
indhentet af et eller andet. Se, hvis
vi skal lage hensyn til det, der skete
ude i verden, og hvis krigen var
brudt ud, ville de mange, der havde
et håb ■— også tjenestemænd —- have
håbet forgæves.
Jeg synes, at mit svar til det første
spørgsmål er nok og ville pege på
mit grundlag, som jeg nævnte i be-
gyndelsen af mit brev. Det er vores
foreløbige mål: At nå så vidt, øko-
nomisk som de andre, der er ligestil-
let med os.
De andre spørgsmål vil jeg ikke
engang svare på, da de rammer min
mening helt ved siden af. Jeg synes,
at mit brev (hvis det ikke var over-
sat urigtigt lil dansk) ikke ville blive
misforstået hverken af landshøvdin-
gen, landslægen eller de andre. De
ville nemlig have forstået, hvad jeg
ønskede at pege på. Og jeg er slet
ikke uvidende om disse mænds ar-
bejde og betragter dem, som vi må
takke dem på Grønlands vegne.
Da jeg pegede på „Atuagagdliutit",
som var redigeret af en grønlænder
i mange, mange år og som nu redige-
res af en dansker, gjorde jeg det ik-
ke for at forarge nogen. Jeg forstod,
hvad der var sket, igennem den nær-
meste medarbejders indlæg. Men man
kan ikke fornægte, at selv i det skjul-
te arbejder danskerne for at over-
tage flere og flere stillinger.
Smedeværkstedet i Holsteinsborg
har i mange år været ledet af en
grønlænder. Denne mand skal pensio-
neres i 1959, og hvormange danskere
venter ikke med spænding på hans
afgang og er parat til at træde til
for at overtage hans stilling? — Det
ved jeg ikke, det er måske allerede
afgjort, hvem der skal blive hans ef-
terfølger. Der ville man se, om man
foretrækker en dansker eller en
grønlænder.
Da jeg var i Egedesminde i foråret,
hørte jeg, at GTO havde forsøgt al
overtage bådeværftet i Egedesminde,
og hvis dette var blevet akcepteret,
ville det uvægerligt blive danskerne,
der var blevet ledende i foretagendet.
Men takket være, at værftet ejes af
landskassen, er det endnu landsrådet,
der har ansvaret for dette og lader
det drive udelukkende af grønlandske
ledere.
Ved at gennemgå brevet lidt grun-
digere kan man sagtens komme med
flere kommentarer, men for ikke at
bruge den dyre plads, vil jeg gøre
det kort, som jeg plejer.
På side 5 bliver ordene „sine dan-
ske landsmænd" betegnet som mine
ord, og det synes jeg ikke om. Jeg
er slet ingen dansker; men jeg ved,
al jeg bor sammen med danskere. —
Hidtil har jeg holdt på, at den dan-
ske og den grønlandske befolkning er
stadig adskilt, og at vi, der befinder
os i tredie kategori, vil stadig holde
fast på, at vi „ikke er landsmænd",
så længe vi ikke bliver økonomisk
ligestillet med vore danske ligemænd.
Redaktøren skrev: „Der er mange
ting at retle endnu, men kun samar-
bejde og ikke mistænkeliggørelse
kan bringe høsten i lade". Han må
ikke have ment det alvorligt med
„ikke mistænkeliggørelse", siden han
kunne skrive alle sine beskyldninger
om til spørgsmål.
Jeg ved, at lærdom er vejen til at
opnå noget mere. Og jeg ved også,
at det ikke er nok med at opnå no-
get. Jeg mener heller ikke, at hvem
som helst, der har opnået noget, skal
pludselig opnå en stilling. For dette
kan kun ske, hvis den, der skal over-
tage en større stilling, havde udført
el arbejde, der gør vedkommende til
at blive egnet for stillingen. — Men
hvis man i vore dage skal underbe-
tale enhver, der har lært noget, har
opnået noget og har vist resultater
ved sin flid, „blot fordi vedkommen-
de er grønlænder", er dette uretfær-
digt, og sådan en grønlænder bør
ligestilles med en dansker, der ud-
fører det samme arbejde. Sådan en
grønlænder kan ikke kaldes for en
„anorak-mand". Uden at vove at væ-
re een, der blot er dygtig til at finde
nye meninger, eller uden først at
tænke på at opnå en større stilling,
vil jeg derfor udtalte mig med hen-
syn til det, vi har opnået i dag: Vi
ønsker at blive betalt som de dan-
skere, vi anser for at være vores lige-
mænd, inen hvis dette ikke skal ske,
så lad os vente uden håb.
— Navnefællerne er enige i deres
indlæg, og derved har de begge mis-
forstået mit brev, men når to medar-
bejdere skal være enige i de fejltagel-
ser, de begår, vil deres samarbejde
efterhånden blive skævt. I Deres ar-
bejde som redaktører må De passe på,
at De ikke skal undertrykke dem for
meget, der skriver indlæg i A-G.
Frederik Lennert.
BRØDREMENIGHEDENS ÅND
LEVER ENDNU
Da jeg lyttede til en udsendelse fra
en fest i gymnastiksalen, kunne jeg
ikke lade være med at tænke tilbage.
I erindringen dukkede minderne op
om brødremenighedens arbejde, og
her vil jeg fortælle om dem, jeg ikke
kan glemme.
Dengang havde menigheden med-
lemmer i alle steder i Godthåb di-
strikt. Jeg var kun ca. 20 år, og jeg
kan huske, at menighedens formænd
eller delegerede samledes om efter-
året i Godthåb sammen med præster
og overkateketen.
Disse møder var meget gode at del-
tage i, og deltagerne følte, at de brag-
te styrke overfor hinanden. Der var
bibeltimer med efterfølgende forkla-
ringer, og enhver kunne holde en tale.
Man diskuterede de små beløb, der
årligt skulle lægges til side og menig-
hedens eget blad. Møderne blev holdt
på seminariet. Fælles kaffebord med
kager havde vi. De fleste af dem blev
indtaget hos overkateket Lars Ber-
thelsen (Lårsérait) og hans kone. —
Provst Frederik Balle er også een af
dem, man skal nævnte i første om-
gang.
Der er mange minder at snakke om,
men jeg vil blot tilføje, at brødreme-
nighedens ånd lever endnu i disse år,
men er den ikke begyndt at hviske?
Selv hos os kan vi mærke tilfældet.
Endnu inde i os findes denne lyd:
„Vågn op, du som sover. — Når du
vågner vil Kristus lyse op for dig".
Og lad mig nævne en af lovene: I
må ikke drikke spiritus.
Er det ikke drikkeriet og fuldska-
ben der i vore dage afkræfter brødre-
menigheden? Hvem skal løfte det ar-
bejde, som en menigmand havde på-
begyndt, igen? Hører du ikke. Ham,
der banker på døren? Han kalder os
tilbage for at styrke vor kristendom.
I, der arbejder indenfor kirken, må
hjælpe os for at brødremenighedens
ånd kan komme tydeligere frem igen
og for at den ikke må forstumme i
vort indre. Jeg ved selvfølgelig ud-
mærket, at I stadig arbejder for os
igennem kirkegangen. Men brødre-
menighedens arbejde må aktiviseres.
Der er ungdomsforeninger i Godt-
håb, og de ældre har en særskilt for-
ening, men de har samme grundpæl,
men er der ikke noget om, at de ældre
bør få hjælp i deres åndelige arbejde?
Lad den hellige ånd hjælpe os til
ikke at nøle og til at vor vilje til at
arbejde kan blive bedre.
Vi må jo søge al fuldføre det ar-
bejde, der er pålagt os.
E. P.
ROMEO-JULIE
Tomip sukulåtiliai igdlingnartut mardluk
Toms to lækre chokoladeplader
kungiku-
nut
niuvertartoK
Macs aitsdt tåssa kigutinut
KaKortingnartoK
Vælg den bedste tandpasta De kan
få — vælg MACS. Den renser effek-
tivt, desinficerer, beskytter mod
dårlig ånde og smager vidunderligt.
kigutinut KaKorsåumik pitsauneru-
ssumik pigssaaångilatit, Macs pi-
siarissarniaruk, sallvdluarsinaoK,
tunitdlangnartuiaissartoK, tipigig-
sok, suna aarngup tipig-
sså.
BEECHAM-
DENMARK A/S
MACS
TANDPASTA
10