Atuagagdliutit - 29.08.1958, Blaðsíða 13

En søvej skabes
Radioavisen bragte først i denne måned meddelelse om, at et
vældigt projekt i Canada til en milliard dollars kunne ventes
afsluttet til næste år. Det drejer sig om anlæggelsen af en sø-
vej ad St. Lawrence-floden 3700 km ind i Nordamerikas hjerte
til de store søer. A-G bringer her to billeder, der i glimt af-
slører det gigantiske arbejde. Øverst er en dæmning under op-
førelse, hvorefter sejladsen vil blive ført udon om dette områ-
de. Det andet billede viser nogle af de 32 turbinedæksler, som
skal installeres i St. Lawrence-kraftværket Dette vandkraft-
værks dæmning bliver verdens næststørste. Man vil herfra
levere strøm til store dele af Canada og USA. Søvejen vil
iøvrigt kunne tage skibe op til 10.000 tons.
iiiniartorfigssaK pilersmefcarpoK
Kåumat tåuna autdlartisimalersoK radioavisikut nalunaeru-
tigineKarpoK Canadame suliarujugssuaK 1 milliard dollarsinik
akeKartoK åipågumut inåmeKåsagunartoK. suliarssuaK tåssau-
vok ikerasaliarssuaK St. Dawrensip khgssua atuardlugo kilome-
terit 3700-t Amerikap KerKinarssuane tatsinut umiartorfiusi-
naussoK. måna A/G-p åssilissatigut ukimfma mardlugtigut su-
liarujugssfip Kanoa angitigissusia erssersiniardlugo takussagssi-
ssutigitsiarpå. åssilissame Kutdlerme takuneKarsinauvoK sapu-
siarujugssuaK sananeKartoK. tåuna inerpat umiarssuit ingerdla-
ssarfigtik tåuna avarKutalisavåt. åssilissap åipåne taku^cKarsi-
nauvoK elektricitetiliorfigssarujugssCip maskinartagssaisa kå-
vigtugssartaisa 32-ussut matue. k£ip imå iluagtitdlugo elektri-
citetiliornerme atorniarneraine sapusiarujugssuK una silarssuar-
me sapusiat angnerssåta tugdlera, tåssångånitdlo USA-p Cana-
davdlo ilarujugssue elektricitetimik isumagineKartugssåuput.
ikeraliåkut umiarssuit 10.000 tons anguvdlugit usitussusigdlit
ingerdliaorsinåusåput.
' . ||||
||||||||

Driv jagt på vildren
(Fortsat fra forrige nr.)
Sandelig er der meget at finde i ren-
landet. Når først arkæologien rykker
derind, vil det få omfattende betyd-
ning for forståelse af renjagtens pla^
cering i forhold til sødyrfangsten, thi
for mange landområders vedkom-
mende er den blevet målt med for lil-
le en alen.
Fra kolonisationens første dage har
ren jagten været en hård konkurrent
til Handelens spæktønder og missio-
nens døbefond. Fra begge sider hørtes
inderlige hjertesuk. Idag sukkes der
stadig. Missionen har nu sit på det
tørre, men Handelens saltfisk...
Ak, den vidunderlige vildrenjagt.
I den gode årstid, når renen efter
afmagring som følge af kalvning og
hårfældning igen begyndte at tage
huld, og hårlaget voksede sig blødt og
velegnet til klæder, drog renjægerne
ud. den ene konebåd efter den anden,
en broget skare af glade mennesker.
Inde i fjordene opslog de deres telt-
lejre og sluttede sig til de familier, der
havde deres faste bopladser der. Livet
levedes, stundom hårdt med blodhævn
og kvinderov. Sangkampe blev ud-
kæmpet, store idrætsstævner blev ar-
rangeret. Spredte sagn vidner herom.
Hvilken tilgift til renj agtens glæder,
et pikant krydderi.
Mange har på den ene eller den an-
den måde fundet deres sidste hvile-
sted ved renjægerlejrene. Svøbt ind i
briksetæpper af renhuder ligger de —
ofte lige bag lejrpladserne — ved fo-
den af deres gamle jagtfjelde, et godt
sted at benes i.
Fra kystlejrene gik man indover.
Ved søerne blev reperne af drivere
sat på svøm, og dyrene blev fra kajak
stukket lige bag ribbenene omkring
nyrepartiet. Døende dyr svømmede
rundt, og de, der var døde, drev i
land. Imens slagtningen stod på, fløj
drivere og hunde rundt langs bredden
og forhindrede renerne i at undfly.
Her må jeg indskyde en lille bemærk-
ning angående hunde. Man har ved
udgravninger fundet hundeknogler
overalt i Sydgrønland, hvor hunden
ikke har haft stor betydning for vin-
terkørsel. Mon ikke forklaringen lig-
ger i, at hunden i udstrakt grad er
blevet benyttet under driv jagt på ren.
K’ingånguaK-fjeldet ligger som en ø
midt i et fjeldhav. Vest-, nord- og øst-
siden falder stejlt ned i to dale, mens
syd-sydvestsiden smelter jævnt ud i
flade stræk og dale. Fjeldet hæver sig
fra syd op til 700 m o. h., stigningen
fortsætter på den anden side af en lav
sænkning op i en kuppel 1000 m o. h.
på nordenden af fjeldet.
I sænkningen på 700 m niveauet
står en del varder. Mange er styrtet
sammen, men man aner dog, at var-
derne slår en krans om afslebet ur,
som en jøkel under smeltning engang
har efterladt. Ved første øjesyn giver
det et tamt billede: enkelte opstående
varder, ellers den bare ur. Men efter-
hånden som man følger de tilbage-
blevne varder, oprulles et fantastisk
skue for een. Man begynder at finde
sammenstyrtede varder samt kasiopi-
totter og tørv, som varderne har været
pakket ind i for at illudere lådne væ-
sener.
Dette system danner en ruse, hvor-
igennem renerne af driverne er ble-
vet skræmt ud i uren. Her har de pa-
nikslagne dyr ligget og væltet rundt
mellem hinanden og brækket deres
tynde ben. Hylende mennesker sprang
ind på dem og forendte deres liv med
store skallesten. Imens suste pile fra
skydeskjul ned over de dyr, der var
ved at nå ud af uren.
Det ovennævnte system var meget
medtaget af tidens tand og derfor
yderst usikkert i sin fortolkning. Så
meget kan dog siges, at systemet i sin
samlede længde er 330 meter.
På samme fjeld — lige bag den før-
omtalte kuppel i 1000 meters højde —
ligger et andet system. Det danner en
vinkel, hvis længste ben på 82,05 me-
ter har retningen øst-vest og omfatter
44 varder. Vinklens korte ben er 29,95
m langt, består af 16 varder og har
retning syd-nord. Varderne danner
ramme om en slidsk, der skråner mod
øst og glider ned i en hængejøkel, der
har haget sig fast til bratvæggen,
dækkende nord- og østsiden.
Længere nede stikker afrundede
klipper frem af isen, og ca. 75—100 m
under varderne sortner et gab af sten-
rovser, der omkranser fjeldets fod.
Afstanden mellem varderne variere-
de fra 40 cm til 6 m. Vardernes højde
varierede fra 35—90 cm. Den mest
gængse højde var 60—80 cm. Hvor ter-
rænet gav de bedste udspringsmulig-
heder for renerne, stod varderne an-
bragt i en slags forskudt dobbeltræk-
ke eller i zig-zag. Hensigten er indly-
sende: ekstra spærring på de mest sår-
bare steder. 12 meter under systemets
nordligste varde lå et ildsted af hånd-
store sten, 48 X 41 cm.
I begge de nævnte systemer bestod
varderne af fire forskellige typer:
1. Menneskevarde — Inugssuk. Flere
— i reglen 3—5 sten ovenpå hinan-
den, stundom med arme og hoved
markeret.
2. „Hovedvarde“ — NianussaK. En en-
kelt, mere eller mindre rund sten,
anbragt på en større fast sten eller
klippe.
3. „Skrabebrædtsvarde" — K’åpiarfiu-
,ssaK. En i reglen flad aflang sten,
oprejst, støttet til een eller to min-
dre sten, så formen minder om
skrabebrædt, der bruges under
bortskrabning af sælspæk fra skin-
det.
4. „Søjlevarde“ — Napasson. En søjle-
formet sten, anbragt opret på en
fast sten eller klippe.
Under hver varde lå store dynger af
gråmos (grimmina) så friskt, som var
det få dage siden, det var blevet" ryk-
ket op. Det lod sig endog gøre at iden-
tificere de steder, hvor materialet til
mange af varderne var blevet taget
op. Ildstedet bar stadig spor af sod.
Klimaet i 1000 meters højde er knas-
tørt, og genvækstbetingelserne for
planter uendelig dårlige. Med andre
ord: bevaringsforholdene er de bedst
mulige.
K’inanguaK må med sine to syste-
mer ses som et hele, idet jagtsyste-
merne står i gensidig forsikringsfor-
hold til hinanden; svigter det ene, er
der håb om, at det andet giver bonus.
Det hændte vel også, at de blev be-
nyttet samtidig i en etapejagt.
Før jeg forsøger at rekonstruere
jagten, må jeg desværre beklage, at
det ikke har været muligt at finde
(Fortsættes side 20.)
13'