Atuagagdliutit - 10.03.1960, Síða 12

Midt i en målsætningstid:
Danske medarbejdere til
»Kunne du ikke få
noget herhjemme?«
jeg kender det skrå, hastige sideblik, siger skoledirektør Mikael Garn
i kommentar til artiklen „Danske medarbejdere til Grønland"
_____________ __________________i
Grønland
Tanker om torhåndsindstillingen over for dansk arbejdsindsats i Grøn-
land, forhåndsorienteringen af folk, der overvejer af tage til Grønland,
behandlingen af „udsendte" og „udsendte"s status efter hjemkomst
holdene hidtil havde været sådan, at
tre fjerdedele af 170 adspurgte, fra
udstationering hjemvendte lærere,
havde givet udtryk for, at arbejdet ude
havde forringet deres status og mu-
ligheder. — Vi har vundet både men-
neskelig og faglig erfaring, sagde de
pågældende, men da vi kom hjem
spurgte folk med tydelig mistænksom-
hed: „Hvad fik Dem egentlig til at
rejse ud?“
Konkrete forbedringer besluttet
På mødet i London besluttede man
at gribe sagen radikalt an. Det bestem-
tes, at udsendte fremtidig skal have
sikret tilbagevenden til den stilling og
løn, de forlod, eller en tilsvarende
Trip, trap, træsko, — og Grønland
Det er næppe forkert at sige, at
disse i Oxford og London fremsatte
synspunkter rammer noget nær i cen-
trum af et problem, man kender sær-
deles godt i Danmark og Grønland.
I Danmark har det vistnok i reali-
teten længe været og er fortsat en
almindelig opfattelse, at der nok er
et eller andet fagligt eller menneske-
I Oxford holdtes sidste sommer en
statssamfundsundervisningskonferen-
ce. I sidste måned blev denne konfe-
rence fulgt op af et møde i London,
hvor alle grene af Storbritanniens un-
dervisningsvæsen var repræsenteret.
Det altoverskyggende emne var
fremskaffelsen af velkvalificerede læ-
rerkræfter i tilstrækkeligt antal til
indsats på børneskoler, seminarier,
tekniske skoler etc. rundt om i stats-
samfundets lande.
Det er hensigten inden for de kom-
mende to år at sende 400 lærere af
sted på to-års eller tre-års kontrak-
ter. Efter endt tjeneste skal de ud-
sendte returnere til Storbritannien.
Britiske synspunkter
På møderne i Oxford og London
blev det indgående drøftet, hvordan
man skulle formå kvalificerede folk
til at udrejse og tage et arbejde op
hinsides havet. I denne forbindelse
blev der fremdraget synspunkter, der
må kunne have en vis interesse i disse
opbygningens og målsætningens tider
i Grønland.
Dét blev sagt, at man ikke kunne
regne med at få de rigtige folk i til-
strækkeligt antal af sted, hvis der
ikke sikredes de pågældende fair
chancer ved hjemvenden, muligheder
for i kontraktperioden at vende hur-
tigt hjem til eventuelle avancements-
stillinger, og hvis der ikke i alminde-
lighed sikredes de „udsendte" god og
rimelig behandling arbejds- og løn-
mæssigt i udsendelsesperioden.
Forringelse af fremtidsmulighederne
Det blev understreget, at folk, der
overvejede at tage et arbejde op som
udsendt, naturligvis nøje overvejede
konsekvenserne for karriere og frem-
tidsplacering. Og det oplystes, at for-
Som indledende kommentar vil jeg
sætte denne, at disse britiske over-
vejelser med hensyn til „udsendelse"
af lærere ganske kunne overføres på
Grønland.
Til 1. afsnit: Det vigtigste er efter
min mening spørgsmålet „fair chancer
ved hjemvenden." I denne henseende
er der vist ingen særlige problemer i
dag, hvad lærere angår — af den
simple grund, at der er lærermangel
i Danmark — endnu! Men den dag
kommer uden tvivl, da situationen på
det felt er en anden, og da må man
håbe, at der, ligesom allerede grøn-
landskommissionen var inde på det,
„sikres" hjemvendende lærere (og an-
dre) en fair chance i konkurrencen om
stillinger.
Jeg mener, at ovenstående på en vis
måde er vigtigere, end at der sikres
de pågældende „udsendte" en god og
rimelig behandling arbejds- og løn-
mæssigt under udsendelsesperioden,
forstået på den måde, at det for det
første bør være en selvfølge, de skal
have det, og for det andet er det jo
på vilkår, som de selv har taget stil-
ling til, selv om de ikke helt har haft
muligheden for en rigtig vurdering før
udsendelsen.
Til 2. afsnit: Under normale forhold
— altså uden lærermangel i Danmark
— ville sikkert det samme gælde for
Grønland, at status og muligheder for
fra Grønland hjemvendende lærere
ville være noget forringet. Og det er
dette, vi skal søge at få ændret. Man
kender udmærket tonefaldet i spørgs-
målet, som jeg selv under permissioner
har været ude for: „Kunne du da ikke
få noget herhjemme?" — Og så det
skrå, hastige sideblik!
Til afsnit 3: Jeg har slet ingen be-
mærkninger til dette afsnit — kun at
det lige er til at sætte ind i målsæt-
ningsresultatet, når det skal udformes!
Til afsnit 4: Jeg er ganske enig i de
betragtninger, der står i dette afsnit.
Men ét vil jeg dog tilføje: Der burde
oparbejdes en helt ny indstilling til
(Fortsættes side 16).
stilling. Og videre besluttedes det at
skabe det økonomiske grundlag for, at
udsendte hurtigt kan vende tilbage,
såfremt der i kontraktperioden dukker
oplagte avancementsstillinger op
hjemme.
Det konstateredes, at der med disse
forholdsregler var taget et vigtigt
skridt frem imod at stimulere dygtige
folks interesse for indsats ude. Men
samtidig blev det sagt, at der er lang
vej tilbage, bl. a. fordi det i alminde-
lighed skønnes nødvendigt at skabe
en ny indstilling til spørgsmålet om
indsats i udlandet, sådan at tanken
om en sådan tidsbestemt indsats på
naturlig måde melder sig hos de bedst
kvalificerede.
ligt misliebigt og fordækt ved perso-
ner, der tager et arbejde op i udlandet
eller i Grønland. I virkeligheden me-
ner vist mange i det lille Danmark,
at den eneste respektable virkeplads
for velkvalificerede personer er inden
for Valby bakke, at sekundavarer går
til provinsen, tredie sortering må søge
til udlandet, og endelig at de, der slet
ikke har anden udvej, passende kan
forsøge sig i Grønland! Denne givetvis
udbredte storsnudet-tåbelige hjemme-
føding-opfattelse afholder utvivlsomt
mellem år og dag mange af de bedste
fra at tage et arbejde op, det være sig
i udlandet feller i Grønland, specielt i
dag hvor der er top- eller overbeskæf-
tigelse i Danmark.
Den udsendte og hans arbejdsgiver
På grund af denne forhåndsindstilling
vil mange føle, at deres fremtids-
udsigter forringes væsentligt ved et
grønlandsophold, at de vil få en slags
sort kokarde ved at rejse hertil („han
duede nok ikke til andet"), og man
foretrækker derfor naturligt nok at
blive hjemme og benytte sig af de gode
muligheder dér.
Medvirkende er antagelig også
en udbredt forestilling bygget på
udsagn fra hjemvendte om, at ar-
bejdsgiveren for de til Grønland
udsendte stort set synes at miste
interessen for den udsendte, når
kontrakten er underskrevet. Efter
dette tidspunkt, siger rygterne,
behandles den udsendte ikke som
medarbejder, men får fornemmel-
sen af, at han betragtes som et
eller andet stykke sjælløst ma-
skineri. Ofte vil han også hurtigt
føle sig berettiget til at skønne, at
arbejdsgiverens forhåndsop-
lysninger om arbejdet og dets
vilkår og problemer i Grønland
har været særdeles mangelfulde,
ja nu og da næsten vildledende.
Videre siger rygterne, at der ikke
fra arbejdsgiveren i København
ofres positiv, opmuntrende og in-
spirerende personalepolitisk om-
sorg over for de udsendte.
En del af de udsendte, der hævder
ting som ovenstående, gør samtidig
opmærksom på, at grønlandsministeri-
ets personale- og lønningskontorer i
den sidste halve snes år har været ude
for et vældigt pres, har været enormt
ophængt, og at man i dette forhold
skal søge forklaringen på adskillige
mangler. Men samtidig understreges
det, at man egentlig ikke er så inte-
resseret i sådanne forklaringer, men
føler sig først og fremmest inspireret
til at notere, hvad der efter de pågæl-
dendes mening er blevet resultatet —
nemlig en lønnings- og ansættelses-
situation i Grønland, som avler stigen-
de usikkerhed og utilfredshed, som sy-
nes at blive mere og mere jungleagtig
uigennemtrængelig og uoversigtlig, og
som medvirker til at skabe forestillin-
ger, der formentlig afholder mange
gode folk fra at søge til Grønland eller
blive i Grønland ud over første kon-
traktperiode.
Lykketræf!
Det siger sig selv, at sålænge en
fornemmelse af forholdene, som den
her beskrevne, eksisterer, er det for
lykketræf at regne, når Grønland
trods alt har fået og får kvalificerede
og energiske udsendte. Men man kan
ikke forsat basere det danske indslag
i Grønlands opbygning på lykketræf!
Og det er derfor antagelig værd at
overveje, og overveje alvorligt, at pla-
cere spørgsmålet om „de udsendte"
højt på målsætningsudvalgets dags-
orden, idet man bl. a. tager synspunk-
ter som de ovenfor nævnte i betragt-
ning.
Erfaringerne fra verden uden for
Valby Bakke
For det må jo ikke være sådan, at
sporene skræmmer i grønlandstj ene-
sten. Grønland vil ikke kunne være
tjent med det.
Og Danmark kan ikke være tjent
med det — dels af rigspolitiske grun-
de, dels fordi dygtige folks i Grønland
indvundne erfaringer må være betyd-
ningsfulde, kærkomne og anvendelige
i Danmark. Grønland er vel i dag det
eneste sted i det gennem århundreder-
ne til ukendelighed beskårne danske
„imperium," hvor virkelige pionererfa-
ringer kan indhøstes. Man skulle ikke
synes, at Danmark har råd til at være
disse erfaringer foruden, — erfarin-
gerne indhøstet af folk, der har turdet
se i øjnene, at der gives en verden
uden for Valby bakke. En verden —•
det være sig i Grønland eller i udlan-
det — hvor problemer og vilkår er
store og fremmedartede, og hvor ar-
bejdet følgelig på særlig måde udvik-
ler initiativ, tålmodighed, samarbejds-
evne, snarrådighed, selvstændighed og
udholdenhed.
Ændret indstilling og praksis
Det er opfattelsen hos'mange, der i
disse år er vendt hjem fra Grønland
(og fra udlandet), at indstillingen i
Danmark over for „udsendte" må æn-
dres betydeligt, hvis man vil sikre det
bedst mulige danske bidrag til nuti-
dens store opbygningsarbejde i Grøn-
land og ude omkring i verden.
Hvad grønlandsarbejdet angår>
må der herudover sikres de udrej-
sende en virkelig reel forhånds-
(Fortsættes side 16).