Atuagagdliutit - 09.02.1961, Qupperneq 3

G
R
0
N
L
A
N
D
Sentimentalitet
OG MELANKOLI?
Overlæge dr. med. Sv. Heinild skriver i denne artikel om grønlænderen,
således som han har opfattet ham under en sommerrejse sidste år i Grøn-
land. Grønlænderne er sentimentale i den forstand, at deres væsen ånder
en forfinet tillid til og hengiven sig i naturen
HVEM der fik ideen, ved jeg ikke,
men pludselig blev gardinerne
trukket fra vinduerne i fest-
salen midt under den officielle
"idag på Sana — Dronning Ingrids
anatorium — og vi var i Grønland!
e violet-blå klipper er mindre end
stenkar uden for vinduerne, den
0 lilla nathimmel hvælver sig mod
0rc>, bugten ved Sana ligger let slø-
6 rn°(l syd — så må De for øvrigt
0° Afholde den ved Napoli for mig.
°dthåbs kendingsfjeld Sadlen, for-
tø mder i skyerne, lueforgyldt og sne-
v -t På samme tid. Hvorfor spørger
m borddame mig just i dette øjeblik
Qrn, bvad forskellen er på melankoli
® sentimentalitet? Hvordan kommer
an på sådan en tanke i Grønland?
Eller
rettere, kan man overhovedet
i- 1,1 c, rvctii liictii u vcixiu vcuci
mde på at spørge om det andre ste-
tu1 i !etter På tanken at gå en
j.r lan§s bugten ved Sana, luften er
ar, den er tør og behagelig, og man
e øver ikke overtøj på, trods natte-
"nlen. Skal vi tale lidt om det Grøn-
g^nder ikke kan beskrives i tal og
'stik. Måske kommer man under
^uren til at skubbe til et kranium fra
eTOnhutertidens begravelsesplads, de
sted*15 havde deres tilholds-
ed her et par århundreder, man ta-
r måske kraniet op, selv om man
går
Pa fredet område: at være eller
•1 . ~ uuuauc. ai vccic cuci
e være. Vi er som alle forgængere
af naturen i Grønland.
.h er anderledes — alt kan ske —
g intet kan forudses i Grønland. De
rd hører man indtil bevidstløshed, in-
den
man rejser hjemmefra. Men man
« -* *• V-J OCX XlJClliillClX CX. XVXCil iXXCXll
a ter dem først den morgen, hvor
an flyver ind over østkysten ved
Pgmagssalik og i løbet af en god ti-
,e® f’d passerer indlandsisen på et
ed, hvor den er noget bredere end
er> hvor Nansen gjorde sit navn ver-
ensberømt * 1888. Man ser for første
ang i sit liv de uendelige hvide flader
®d de blå smeltevandssøer og floder.
Man bliver ikke melankolsk, men
tea^„ hiiver godt nok sentimental, ef-
erhånden som maskinen fører en
j^rmere mod Søndre Strømfjord, ik-
e at af menneskeslægtens undervær-
b^’ s'Ses, men nok et af de
edste eksempler på, at mennesket
ah, hvad det vil. For tyve år siden
^ar dette sted komplet ubeboet — og
eboeligt. Men som amerikanerne
ger: det umulige laver vi omgående,
f mirakler tager det lidt længere
*d- Lad dette i øvrigt blive stående
°m et motto for Grønland, og lad os
kun
se, hvor nær vi kan komme mi-
aklet. Må jeg i den henseende sige,
ens følelser for amerikanerne bli-
i ^ varmere, efter at man har været
Grønland, for ingen tror vel, at stra-
j §lske hensyn vil være dominerende
al evighed! Amerikanerne kan som
®kendt ikke opholde sig noget sted på
oden uden at omgive sig med haner,
af hvilke der kommer varmt og
°ldt vand, slet ingen dårlig idé i
inland.
h)a vi nu alligevel befinder os i må-
_ eskinnet over bugten ved Sana, kan
ah måske tydeliggøre sine ord ved at
b'e®re et lille digt af Bertel Gripen-
PeP sång er skonast, som aldrig ljod
'toner, men hårlig dromdes.
ep dryck ar ljuvast,
som bjuden s jod
'bagern, men aldrig tomdes.
y sång som aldrig fåt klinga ut,
*'r aldrig klanglos och sprucken,
00h aldrig biir rusande sodma slut
c'ryck, som icke blev drucken.
hiisse linjer er sentimentale, men de
la ^"helig ikke melankolske. Det me-
alske vil vi vende tilbage til om
C) T er rigtigt, at ordet sentimental
fåetl Vor mekanistiske tid også har
Pin 611 Pei°rativ, nedsættende betyd-
® (»dette er ikke følelse, men føle-
ri"), men så drejer det sig altså om en
forfladigelse af ordets egentlige kvali-
tet, og det vil vi se bort fra her. Me-
lankoli derimod, det oversættes ved
bedrøvelse, lavt følelsesplan, tilbøje-
lighed til tungsind. Alt det havde man
naturligvis ikke behøvet at rejse til
Grønland for at konstatere, men jeg
tror ikke, at man noget sted i verden
kan få en bedre demonstration af for-
skellen på sentimentalitet og melan-
koli.
Grønlænderne er sentimentale i den
forstand, at deres væsen ånder en for-
finet tillid til og hengiven sig i natu-
ren. Grønlænderen er simpelt hen li-
vet og ikke kun en observatør, således
som vestens folk så ofte er det. Deres
åndelige styrke er stationær og kon-
centreret, medens vesterlændinges er
udbredt og diffus. Denne deres hvilen
i sig selv har de i øvrigt til fælles med
så mange såkaldte primitive folk.
Denne grønlænderens fuldstændige
uafhængighed af tilværelsen uden for
hans egen verden kan ikke undgå at
støde sammen med vesterlændingens
nu og da næsten rabiate ønske om, at
den fremmede bør dele hans kultur.
Herpå kunne man ligeledes nævne tal-
rige eksempler fra mange egne af klo-
den. Men tilbage bliver, at sentimen-
talitet i hvert fald efter mit skøn er en
livsdrift, hvorimod melankoli er en
dødsdrift. Det melankolske islæt i
Grønland, det træffer vi så sandelig
først og fremmest hos danskerne, de
udsendte (og deres koner), såvel som
hos de fastboende. Det er derfor, at
den fortræffelige vejledning: Billet til
Grønland og hvad så der udleveres til
alle Grønlandsfarere, så rigtigt taler
om, at hvis folk har tilbøjelighed til
tungsind (eller såkaldte dårlige ner-
ver), så skal de sandelig ikke tænke
på at tage til Grønland, for det bliver
meget værre dér, det er. ingen rekrea-
tion at færdes på de store vidder.
Fuldkommen rigtigt set. Jeg vil tillade
mig at foreslå tilføjelsen: for den sen-
timentale er Grønland nok et af de
bedste lande i verden, for den melan-
kolske eller tungsindige må det være
et helvede.
Det var lidt hårdt sagt, det med de
danskes melankoli, og det skal da hel-
ler ikke forstås helt bogstaveligt. Men
jeg vil alligevel give et eksempel. Det
bliver ikke poesi, som da vi talte om
sentimentaliteten, men i høj grad jord-
bunden prosa, sådan som det sømmer
sig, når man taler om melankoli. Kort
sagt: alkoholspørgsmålet, så er alt
sagt — tror De da.
☆
M ÅR man rejser i Grønland og taler
med gud og hvermand, hører man
ustandselig: ak ja, grønlænderne drik-
ker for meget, hvad skal vi dog gøre
ved alkoholproblemet? Når man så
vender hjem til Danmark og henrykt
giver sig til at fortælle om Grønland,
gentager situationen sig. Man bringer
hurtigt i erfaring, at man ikke kan
fortælle et eller andet fra Grønland,
før en utålmodig tilhører inden der er
gået to minutter afbryder: men det er
nu alligevel kedeligt, at de drikker så
meget deroppe.
Lad os se sagen i historisk, eller ret-
tere i kulturhistorisk, perspektiv. Det
principielle her må være, at når et så-
kaldt højere udviklet — jeg vil for øv-
rigt foretrække at bruge udtrykket
priviligeret — folk møder et mindre
højt udviklet eller i vor sprogbrug
upriviligeret folk, så kommer der altid
brænding i strandkanten. Det er ikke
gået så galt som i mange af de „rigti-
ge" kolonilande. Men vi har vist al-
ligevel gjort, hvad vi kunne, med vore
beskedne midler — og synspunkter. Se
nu for eksempel hvad A. Bertelsen for
100 år siden skriver i sin: „Grønlandsk
medicinsk statistik og nosografi". Ber-
telsen skriver: Den økonomiske virk-
ning af kaffe- og tobaksforbruget har
i tidens løb været genstand for for-
skellige overvejelser og betænkelighe-
der. I sin dagbog for 1844 henleder så-
ledes distriktslæge Rudolph opmærk-
somheden på den udvidede kaffehan-
del som han formoder er „årsagen til
grønlændernes usle forfatning, idet de
for at tilfredsstille deres umådelighed
i nydelsen af kaffedrik anvender stør-
stedelen af deres erhverv og især skin-
dene, til at forskaffe sig denne arti-
kel". To år senere, 1846, skriver cand.
med. Sommer „om grønlændernes
overordentlige letsindighed, især ved
at skille sig ved endog det allernød-
vendigste for at tilfredsstille deres
hang til nydelsen af kaffe, hvilket han
endog anser for at være af væsentlig
indflydelse for hele deres økonomi".
Der er intet ord i disse gæve herrers
mere end 100 år gamle udtalelser, der
ikke er anvendt i alkoholdiskussionen
i Grønland og herhjemme i afvigte
sommer. Dette er melankoli i renkul-
tur, det er i hvert fald set med kik-
kerten sat for det blinde øje. Hør til
gengæld i det følgende, hvad udval-
get for samfundsforskning i Grønland
siger i sin rapport, København august
1960: „det fremgår, at alkoholforbru-
get pr. person på 14 år og derover for
Vestgrønland i alt er mindsket med
10 pct. fra 1954 til 1958. — Kriminali-
teten — og navnlig alkoholkriminali-
teten — synes at være stadigt falden-
de i de samme år. — Man er bekendt
med, at enkelte — ofte endog ret grel-
le — tilfælde af spiritusmisbrug fore-
kommer såvel blandt de udsendte dan-
ske som i den grønlandske befolkning.
Men i det store og hele må man sige,
at situationen ikke synes så alvorlig,
som ofte antaget. — I det omfang, man
vil tale om et aktuelt alkoholproblem
i Grønland, vil det efter udvalgets op-
fattelse være hensigtsmæssigt i første
række at anlægge individual-pædago-
giske og behandlingsmæssige syns-
punkter".
☆
QG så er bolden givet op til alle vore
brave moralister — i dag som for
100 år siden. I vor sprogbrug vil det
sige: tag fat på uddannelsen af grøn-
lænderne, hæv det social-økonomiske
niveau, udvid deres perspektiv, men
lad være med at moralisere, lad være
med at snakke om forbud og tvang.
Der er aldrig i verdenshistorien afgi-
vet noget eksempel på, at der er kom-
met noget godt ud af moraliseren, for-
bud og tvang, og det vil der heller ikke
komme nu. Vær ikke melankolsk, men
sentimental, det første er gratis, hvor-
imod det sidste vil komme til at koste
penge, mange penge endda, for Grøn-
land er godt nok forsømt i det sidste
par hundrede år, og den egentlige gen-
opbygning er først begyndt for en halv
snes år siden, efter Grønlandskommis-
sionens arbejde og efter anerkendel-
sen af Grønland som en ligeberettiget
part af Danmark. Men vi er vistnok i
dag adskillige 100 millioner kroner
bagud med hensyn til investeringer i
Grønland!
☆
J~)ET har hidtil ikke været mange
mennesker forundt at ankre op
ved Søndre Upernavik en sommer-
morgen kl. 5. Men det har nok været
en af de skønneste oplevelser i livet
for de få, der indtil nu har haft chan-
cen. Indtil nu da, for livet har meget
i behold for den, der formår at ople-
ve. Men det bliver ingen skøn ople-
velse for kolde, melankolske hjerner.
Man slår kahytsdøren op, sætter sig på
rælingen og tænder sin pibe — man er
ved verdens ende, således føles det.
Morgensolen skinner på det blikstille
vand. På den ene side af vigen har vi
de halvhøje, blågrå fjelde med den
tætte brune kratbevoksning. Ned mod
stranden strækker sig kilometerlange,
grønne enge. Og ikke én levende skab-
ning at øjne på disse umådelige vid-
der. På den anden side har vi en bo-
plads med vel 30-40 huse. De indehol-
der kun et enkelt rum, og de er dæk-
ket af græstørv. Nogle taler her om
jordhuler, men det er nu ikke helt rig-
tigt. Jeg vidste for øvrigt ikke, at man
læser Life, Time og Familie Journalen
på disse breddegrader. Læser og læser
er måske så meget sagt, men man klæ-
ber i hvert fald de mest kulørte bille-
der op på væggen efter brugen, her-
under billeder af badeliv i Florida
samt reklamer for skosværte og nylon-
strømper. Lidt oppe ad fjeldet ser man
verdens mindste kirkegård, 7-8 træ-
kors, plantet i den opkastede muld
oven på klipperne.
Jeg i det mindste har ikke set gla-
dere og lykkeligere folk i min tilvæ-
relse, mere åbne, mere venlige og na-
turlige. Og man skal ikke have været
inde i mange huse, før man med den
sprogbrug, vi nu har talt om, kalder
dem sentimentale. De tror på livet, de
har en umiddelbar forfinet tillid til
det. Børnene ser vidunderlige ud, de
er sunde og raske, omend snotnæsede,
og de har endnu alle muligheder i be-
hold. Men Gud signe deres opvækst i
vor tekniske tidsalder. De, min læser,
og jeg har det umiddelbare ansvar. I
bopladsens butik kan man købe mar-
garine, Virginia Rose tobak, ascorbin-
syretabletter og gummivarer fra et
kendt firma her i byen. Det, vi kalder
civilisationen, er på vej, men endnu
foregår vandforsyningen dog ved ind-
samling af isskosser i strandkanten.
Dette samfund tror på fremtiden uden
at kende den, og dets medlemmer næ-
rer tillid til den — og til danskerne,
det blev mit indtryk her som overalt i
Grønland.
☆
j^jEN hvis vi danskere ønsker at be-
vare tilknytningen til Grønland
— og det gør vi vel — står vi over for
en af de største opgaver i vor moderne
historie, langt større end for eksempel
hedeopdyrkningen efter nederlaget i
1864 og den sociale omvæltning om-
kring århundredskiftet. Det, der nu
tiltrænges, er for det første et intensi-
veret oplysningsarbejde, dels i Grøn-
land og ikke mindst herhjemme — om
hinanden. Dette er ikke hakkelse i
døgnets rejsestald, men politik af vir-
keligt format. For det andet tiltrænges
et konstruktivt uddannelsesprogram
af vældige dimensioner, omfattende
børnehave, skole, undervisning og op-
læring af enhver art, og først af alt
dansksprogethed i den unge alder, i
barndom og ungdom. Har man først
nået udvokset tilstand, er det for sent.
Men den tredje og vigtigste ingrediens
i transformeringen af et samfund fra
et såkaldt primitivt stade til moderne
civilisation, en uomgængelig nødven-
dighed, for et land får i vore dage med
tidens kommunikationsmidler ikke
mulighed for at henligge som et na-
turreservat, er en sund optimisme, et
positivt livssyn og mod på opgaven.
De melankolske bør blive herhjemme.
Det hele kræver investering og atter
investering. Reklamen for skosværte,
margarine, ascorbinsyretabletter og
gummivarer gør det ikke alene. Det
billige vil i det lange løb blive det
dyre.
Sv. Heinild.
3