Atuagagdliutit - 09.02.1961, Qupperneq 7

arbejdskraften en ganske overordent-
lig vægt.
Ganske vist bliver disse problemers
størrelse ofte overdimensioneret i den
offentlige debat. Det er så nem en
undskyldning at henvise til „genera-
tionen der snublede" eller til en pri-
mitiv befolknings tilpasningsvanske-
igheder. Det er dog et spørgsmål, om
den grønlandske befolkning virkelig
er så primitiv. Jeg nærer mine tvivl
og føler, at dette problem ikke kan
være så væsentligt større for en grøn-
ænder, der kommer fra et fjernt ud-
sted til de såre beskedne industrian-
æg, der hidtil har været tale om, end
for bondeknøsen i det sydlige Dan-
mark, som fra en enkel landsbytilvæ-
relse flyttes til hypermoderne skibs-
værfter eller store handelsvirksomhe-
der i vore storbyer, som vi jo ved nok
kan få det til at svimle for selv et
grønlandsk „bymenneske". Selvfølgelig
giver alt dette tilpasningsvanskelighe-
der, både for den enkelte og i forhol-
det mellem gamle og unge, men det
kan ikke være nogen afgørende und-
skyldning for manglende forståelse el-
er svigtende samarbejde. Grunden til
de særlige grønlandske vanskelighe-
er må sikkert langt mere søges i, at
vi nok ikke har været dygtige nok til
at forklare motiver og metoder og
sammenhæng og især den samfunds-
mæssige betydning af de mange nye
mg. Dette er et omskolingsproblem,
fdm bør og vil kunne løses, hvis vi
iot samler vor hele opmærksomhed
°m det, og hvis alle, der har med op-
ysning og uddannelse at gøre — og
et er dog ikke så få — uden forud-
indtagethed vil sætte sig ind i den vir-
etige problemstilling og måske prøve
Pa at formindske den i stedet for at
komplicere den.
Svi9»ende effektivitet
Get må være hævet over enhver
vivl, at enhver arbejdsplads i Grøn-
and altid vil foretrække grønlandsk
ar ejdskraft, hvis der på nogen måde
ska^es nogenlunde kvalificerede
o k. Men det må også erkendes, at
e °P den kvalificerede arbejdskraft
ør et Problem. Hvorfor skal vi lukke
o.)nene for denne kendsgerning? Der
r et langt spring fra beskæftigelse for
eskæftigelsens skyld til effektivt ar-
elde, der udføres, fordi det er renta-
e t. Lad os heller ikke glemme, at
vor jævn beskæftigelse før kunne
være nok, kræver overgang til kon-
urrencepræget drift en god portion
lscipiin og effektivitet. Det er ikke
Por rart. Det kan også diskuteres, om
e rent menneskeligt set er så godt,
en derimod kan der ikke være tvivl
> at det er nødvendigt med den nu-
ærende politiske, samfundsmæssige
g Økonomiske målsætning — og ef-
® r ivitet er meget mindre et spørgs-
al om organisation fra toppen end
”1 oplæring, tradition og mentalitet.
v erf°r er der ingen grund til at bli-
e alt for oprørt over, når vi må kon-
a ere, at grønlandsk arbejdskraft i
ag ikke altid er så effektiv, som vest-
uropæisk eller nordamerikansk eller
nare dansk arbejdskraft. Der kan
vnes mange eksempler — desværre
gsa fra vore mest effektive produk-
onsornråder — på, at vi nok kun be-
or omkring halvdelen af dansk ti-
e øn eller af dansk akkordløn, men
ar vi regner ud, hvad der ydes for
engene, så er arbejdskraften for det
oste ikke billigere i Grønland end i
at riØvrige Danmark. Vi må erkende,
dette gælder selv i rejefabrikkerne,
bjea fortvivler ikke over det. Vi må
1 se kendsgerningerne i øjnene og
^røve på at forbedre arbejdsydelsen.
e sl*al nok lykkes, men det kræver
nuarbejde og forståelse, tid og ikke
sa lidt tålmodighed.
s*sonbeskaeftigelse
af^f'3e^e^s regelmæssighed er sikkert
arbeds ket;ydning for den enkelte med-
f0 -luers interesse i effektivitet. Der-
re e.r ssesonarbejdsløsheden et af vo-
bliyS °rS pr°klemer i dag. Desværre
ne t*” n°^ mere alvorligt med åre-
mi' 0 niere ^ofolbningen samles, des
ege ru»ltan den vel beskæftige sig på
delv' hand’ °g des mere vil den nu
nen 1S arbejdsløshed falde i øj-
M e' ^ kon selvfølgelig søge at eta-
j q e arbeidskraftkrævende industrier
gjorf f 3nd Adskillige forsøg er blevet
cent °r at interessere danske produ-
ikke^i ^ette sP0rgsmål. Hidtil har vi
l^orn haft resultater, men de må vel
be *sær nar det lykkes at ska-
beiri .et^re arbejdsklima også for ar-
det S^IVerne i Grønland. Man taler i
venrr u "Se -Dauroark meget om nød-
meri-1 u 6.den af> virksomhedens
aibeidere trives, men man skal
tae er lkke helt glemme den initiativ-
om at f^Part’ iSær ikke nar det gælder
hvor fa tingene startet. I et samfund,
initia^an gerne vil sætte det private
end lV 1 højsædet, skal der mere til
slutn?nSketænkning og P°litiske be“
tisk _n^er' h*61' må skabes arbejdspoli-
keliBt°mk°stningsmæssigt tilstræk-
rygge forhold for den private
kapital. Ellers når disse bestræbelser
ingen vegne.
Store uddannelsesproblemer
For den grønlandske arbejdskrafts
vedkommende er uddannelsen vort
største problem. Det er det område,
hvor der fremfor alt bør sættes ind.
Ingen kan mere end Handelens ledelse
beklage, at der ikke er flere kvalifice-
rede grønlændere i vor organisations
ledende stillinger, hvor vi ligefrem
savner dem. Det kan dog ikke nytte at
granske fortidens forhold for om mu-
ligt at finde forklaringer eller forsøm-
melser. Spørgsmålet er, hvad vi skal
gøre i dag og i morgen.
Vi skal selvfølgelig drage grønlæn-
derne ind i en uddannelse, som gør
dem til jævnbyrdige medarbejdere.
Det er den eneste farbare vej til deres
medvirken ved samfundets opbygning,
til ansvar og ledelse — og uddannel-
sessystemet skal bygges op nede fra.
På et enkelt område inden for Han-
delen har vi allerede kunnet vise,
hvordan det kan gøres, og hvad det
kan føre til. Uddannelsen af vore ba-
gere er — som bekendt uden lærlinge-
lov — simpelthen tilrettelagt efter
danske normer, og svendeprøver gen-
nemføres i nært samarbejde med
Håndværksrådet — fordi vi mener, at
det må være rigtigt, at den bager-
svend, der uddannes og får sin sven-
deprøve i Grønland, ikke på nogen
måde skal stå tilbage for de i det syd-
lige Danmark uddannede bagere. Det
gør han heller ikke i dag.
For få år siden fik vi i samarbejde
med daværende skoledirektør Mikael
Garn gjort de første skridt til en vir-
kelig reorganisering af handelsskole-
uddannelsen — efter danske provins-
handelsskolers forbillede — og også
her med det mål at give de unge, der
går handels- og kontorvejen en teore-
tisk uddannelse, som stiller dem på li-
nie med unge i det sydlige Danmark.
Kursus for salteriledere
Fra et andet område kan nævnes, at
vi sammen med Ministeriet for Grøn-
land har fået tilrettelagt en meget
nødvendig nagivatøruddannelse ved
oprettelse af vinterkursus — og vi har
allerede opnået smukke resultater. Vi
vil gerne gå videre ad denne vej og
håber inden længe og efter norsk for-
billede at kunne gennemføre vinter-
kursus for salteriledere m. m. Det er
tanken, at dette skulle være begyndel-
sen til en egentlig fiskerifagskole.
Her er vi inde på et af industriali-
seringens store problemer: Mangel på
tilstrækkeligt uddannede formænd.
Denne kategori af medarbejdere kan
simpelthen ikke undværes i nogen in-
dustrivirksomhed. I Grønland er der
endda brug for relativt mange for-
mænd, fordi så mange arbejdere kom-
mer fra en tilværelse, der er langt
mere enkel og utvungen end mange
steder. Formændene får her usædvan-
lig vigtige pædagogiske opgaver. De
bliver foregangsmænd, og det siger
sig selv, at grønlændere, som kender
deres landsmænds forudsætninger, ta-
ler deres sprog og ikke udskiftes hvert
øjeblik, må have helt andre mulighe-
der end udsendte formænd. Grønland-
ske formænd vil dog kun sjældent
uden egentlig skoling kunne tages fra
arbejdernes rækker. Men en sådan
skoling har vi ikke haft indtil forny-
lig. I slutningen af 1960 har Handelen
første gang taget 5 unge begavede
grønlændere hjem til egentlig for-
mandsuddannelse. Vi håber, at også
dette forsøg lykkes, så vi kan forstær-
ke denne indsats i de kommende år,
hvor vi både til de nye og til eksiste-
rende industrianlæg får brug for ad-
skillige formænd og underformænd,
fra hvis rækker måske engang med ti-
den også mere krævende stillinger kan
besættes.
Grønlandske udsfedsbestyrere
Denne linie med at bruge grønlæn-
dere, hvor det på nogen måde er mu-
ligt, har Handelen fulgt i adskillige
år, fordi vi med vor nære kontakt med
befolkningen overalt har brug for
medarbejdere, som ikke blot taler
sproget, men også har forståelse for
deres landsmænd. Man vil således
nemt kunne se, at der efterhånden kun
er få udsendte udstedsbestyrere tilba-
ge, samt at kvalificerede og specialud-
dannede grønlændere er ved at indta-
ge stadig flere vigtige poster i vore
moderne butikker. Vore forsøg med at
give unge grønlændere større opgaver
og større ansvar har gennemgående
ført til gode resultater, men desværre
ikke altid. Nu og da har medarbejdere,
som vi viste tillid, ikke kunnet leve op
til kravene og til tilliden. Jeg kan dog
konstatere, at forsøgene som helhed
har været en succes, og at de derfor
vil blive fortsat.
Flere på uddannelse
Efterhånden som forsyningstjenesten
moderniseres, så vi får lige så moder-
ne og effektive butikker og lagre i
Grønland som i det øvrige Danmark,
vil vi få bedre muligheder for videre-
gående praktisk uddannelse af butiks-,
lager- og kontorfolk i Grønland. Det
giver mulighed for, at unge grønlæn-
dere i uddannelsesøjemed flyttes til
andre grønlandske distrikter og lærer
deres eget land og folk bedre at ken-
de — inden de bedste af dem udvæl-
ges og kan sendes på supplerende ud-
dannelse i det sydlige Danmark. Her
håber vi at kunne koncentrere uddan-
nelsen på mere modne folk og på et
kortere åremål, så vi med de for hån-
den værende økonomiske midler kan
lade stadig flere få del i videregående
uddannelse.
Skoleuddannelsen er selvfølgelig en
væsentlig del af det grundlag, vi kan
bygge på. Derfor glæder vi os over de
forbedringer, der er gennemført her.
Især gælder dette kostskolerne og
realskolen, hvorfra vi håber at kunne
rekruttere en stigende del af KGH’s
stab.
Selvfølgelig bør vi engang have en
lærlingelov for Grønland, men jeg de-
ler ikke den opfattelse, at den skulle
være så afgørende for udviklingen.
Det er sjældent bestemmelser og para-
graffer, der former livet. Enhver véd
jo, hvilke krav der bør stilles til or-
dentlig lærlingeuddannelse. Hvis vi
giver de unge en forsvarlig praktisk
uddannelse og i øvrigt følger de regler,
der er fastlagt i den danske lærlinge-
lov, kan vi næppe gå fejl. At det også
kan gøres uden paragraffer — og med
godt resultat — viser Handelens erfa-
ringer med bagerlærlingene og med
vore handels- og kontorfolk. Parolen
for vort praktiske arbejde må simpelt-
hen være: Gør det, og gør det nu.
Lærlingehjem
Derimod anser jeg det for at være
overordentligt vigtigt, at befolknings-
reserven ved udstederne drages ind i
udviklingen, og at man giver de man-
ge unge ved udstederne, som er ivrige
efter uddannelse, rimelig adgang til at
få den. Derfor har vi brug for flere
gode og tilstrækkeligt store lærlinge-
hjem ved de byer, hvor sådan uddan-
nelse kan gives. Oprettelsen af flere
lærlingehjem er mindst lige så vigtig
som bygning af alderdomshjem, hvor
vigtige disse ellers kan være. Derfor
har det været mig en stor glæde at se,
at landsrådet, da tanker i denne ret-
ning blev forelagt i år, straks er gået
ind på dem, så vi kan regne med, at
Godthåb får sit lærlingehjem allerede
i 1961. Det er mit håb, at Julianehåb
snart må følge efter, og at Holsteins-
borgs lærlingehjem derefter står for
tur med en tiltrængt, betydelig udvi-
delse.
På denne måde kan også grønlæn-
dernes egen administration hjælpe os
til at give unge grønlændere den
grundlæggende uddannelse, som kan
føre dem frem til betydningsfulde stil-
linger inden for så vigtige områder
som forsyningstjenesten og produktio-
nen.
Jeg lægger vægt på at understrege,
at uddannelsesvirksomheden selvføl-
gelig ikke blot bør tage sigte på de
helt unge, men at der er meget at ind-
hente også for de lidt ældre årgange.
Det kan ikke gøres på samme måde og
ikke helt så let, fordi denne arbejds-
kraft ikke er så bevægelig og så uaf-
hængig, men alligevel håber vi for
Handelens vedkommende også at kun-
ne sætte ind her. Formandsuddannel-
sen er et eksempel på, hvordan det
kan gøres.
Lignende foranstaltninger vil meget
snart blive gennemført på andre om-
råder. Jeg er overbevist om, at even-
tuelt nødvendige undervisningslokaler
i Grønland kan skaffes, og jeg vil ger-
ne gentage her, at vore gæstehjem kan
tilbydes uden for sæsonen. Læreplad-
ser til den praktiske del har vi, og
lærerkræfter til den teoretiske del fin-
des. Også undervisningsmateriel, her-
under lærebøger på grønlandsk, vil
kunne skaffes. Handelen vil i meget
nær fremtid udsende de første lære-
bøger til den fiskerifaglige undervis-
ning, og andre vil snart følge efter på
dette og andre områder.
Endelig er vi sikre på, at vi også
her vil møde vore medarbejderes ful-
de interesse for praktisk medvirken.
Herved tænker jeg ikke alene på grøn-
lænderne, hvis interesse er indlysende,
da alle disse foranstaltninger direkte
tilsigter at give dem mulighed for at
være mere aktivt med i udviklingen af
deres eget land og at skabe bedre ind-
tjeningsmuligheder og mere fast be-
skæftigelse for dem selv og dermed
samtidig et bedre arbejdsklima inden
for alle vore virksomheder. Jeg tæn-
ker også på vore udsendte ledere, til
hvis forståelse for den pædagogiske
side af deres arbejde et sådant ar-
bejdsprogram stiller store og ofte
usædvanlige krav.
Fremtiden
På alle områder bærer fremtiden
store problemer i sit skød, men på
langt de fleste områder kan der hver-
ken være tvivl om målet eller vejen.
Man må simpelthen tilstræbe dansk
standard for undervisning og anden
uddannelse, for sundhedstjenesten, for
kommunalforvaltningen, for teknisk
arbejde etc, etc. Overalt må det forud-
sættes, at der finder en tilpasning sted
til grønlandske forhold. Men problem-
stillingen er klar og til at overse, og
vejen går nødvendigvis over bevillin-
ger og tilskud, som det vil være na-
turligt at give.
Hvordan ser dette nu ud for Hande-
lens områder? Forsyningstjenesten
kan ikke volde uovervindelige proble-
mer. Hvis politikerne giver Handelen
rimelige arbejdsvilkår og herunder
især mulighed for at lade effektivitet
og rentabilitet få afgørende vægt, så
vil man samtidig og i samme omfang
give mulighed for, at private virksom-
heder kan komme ind på dette områ-
de. Presses lønninger og andre om-
kostninger derimod kunstigt i vejret
— og ved kunstigt mener jeg ganske
enkelt: ud over det, virksomhederne
kan bære — så vil man give de pri-
vate virksomheder tilsvarende vilkår,
og man vil tvinge dem ud af konkur-
rencen. Det er gået meget godt i de
sidste 10 år, hvor den private handel
støt år for år har vundet terræn —
men jeg finder det rigtigt at påpege,
at det politiske pres på alle erhvervs-
virksomheders omkostninger meget
nemt kan bringe denne hidtil så
stærkt ønskede udvikling til ophør —
selv om der for Handelen som insti-
tution ikke ville ligge skæbnetunge
problemer i en sådan udvikling.
Uden hensyn til omkostningerne
Trafik- og transportforholdene skal
også nok blive udviklet, fordi der sim-
pelthen er et krav om kommunika-
tion — næsten uden hensyn til, hvad
det koster. Flyvningen kommer gan-
ske af sig selv ind i billedet. Vi skal
følge med i denne udvikling — og har
vist gjort det ganske godt hidtil. Ud-
viklingen vil nok gøre os varsomme
med hensyn til vore investeringer,
men disse kan alligevel blive store.
Ellers er der næppe store og uover-
vindelige problemer på dette område.
Også vore bifunktioner kan lades
ude af betragtning for langtidsvurde-
ringer. Det er en morsom ting, at
Grønland — forøvrigt i skønneste
samarbejde med Generaldirektoratet
for Post- og Telegrafvæsenet — op-
retholder sit eget postvæsen, hvilket
nok er den billigste måde at løse disse
problemer på, og at Grønland har sine
egne frimærker, som iøvrigt er ene-
stående propaganda for grønlandske
produkter ude i verden, som oven i
købet ikke blot er gratis, men ligefrem
giver indtægter. Men for Grønlands
eksistens er alt dette underordnet.
Sekundære opgaver
Det er også en morsom ting, at
Grønland har sit eget pengevæsen.
Også det giver anledning til propa-
ganda, som gavner landet. Desuden
letter det institutionernes og virksom-
hedernes interne kontrol, og frem for
alt er det forudsætningen for, at man
i Grønland kan undvære et meget om-
fattende og dyrt told- og afgiftsvæsen.
Men det er også det hele. Skulle vor
meget store broder, Nationalbanken,
føle sig generet af „konkurrencen" —
men det er vel ikke tænkeligt, selv om
samarbejdet ikke her er nær så in-
timt som på postvæsenets område —
ja så er det vel ikke andet end et
spørgsmål om penge. Ændrer man det-
te system, så må man indføre et andet,
der givetvis bliver dyrere og sandsyn-
ligvis meget dyrere, men der går ikke
skår af noget væsentligt i det grøn-
landske samfund.
Man kan i denne forbindelse også
tilføje sparekasserne, som hidtil alene
drives af Den kongelige grønlandske
Handel, om end vi i alle væsentlige
spørgsmål har haft samråd med Dan-
marks Sparekasseforening. Hvis nogen
kan gøre det bedre eller bare lige så
godt, så går der ingen stykker af no-
gen, hvis vi en dag trækker os tilbage
på dette område.
I realiteten kan vi altså ved en sam-
let fremtidsvurdering se bort fra næ-
sten alle områder, fordi det her kun
drejer sig om at beslutte og at bevil-
ge, men der er ét område, som vi al-
drig vil kunne se bort fra, og det er en
så prosaisk men også besværlig ting
som produktionen.
Befolkningstilvæksten
Grønland ligger på livets yderste
grænse. Mulighederne er få, og de er
stærkt begrænset. Nye muligheder kan
komme, men skal vi konkret planlæg-
ge for vor tid og for vore umiddelbare
efterfølgere, så kan vi ikke bygge på
teoretiske muligheder, men vi må hol-
de os udelukkende til de barske reali-
teter. Før i tiden døde folk unge, og
det hjalp dengang på problemerne el-
ler forhindrede, at de opstod. Også
med den nuværende stærke befolk-
ningstilvækst er der ingen overvæl-
dende problemer i Grønlands nordlige
områder, sålænge befolkningen der er
nogenlunde konstant, fordi tilvæksten
af egen tilskyndelse flytter til de syd-
lige områder. Til gengæld bliver pro-
blemerne store i de sydlige områder,
hvor man har mulighed for at fravri-
ste naturen stadig mere, hvor befolk-
ningen derfor roligt kan vokse, og hvor
man endda vil kunne tage tilvandrin-
gen fra andre områder i nord og øst.
Som bekendt vokser den grønlandske
befolkning hvert år med ca. 31/: °/e. Det
er 3 arbejdsdygtige grønlændere hver
åssen 1810- mingdnérsoK. KerKane: nåkutigdlissup igdlua. Et billede fra 1810. Huset i midten er pladsmesterboligen.
7