Atuagagdliutit - 10.08.1961, Blaðsíða 21

Fællesbutikkerne i Alaska
---------——"— --------------------------------------——
I denne artikel fortæller kontorchef C. Bornemann om det butikssysfem,
man har i Alaska. Systemet tangerer de planer, KGH har med hensyn til
de grønlandske butikkers fremtidige tilhørsforhold
__________________________________________________________
Spørgsmålet om grønlandske butik-
ker på grønlandske hænder er kom-
met stærkt i søgelyset i de seneste
måneder. I A/G’s sidste nummer har
direktør Hans C. Christiansen gjort
rede for KGH’s planer med hensyn
til butikkernes fremtid, og i denne
forbindelse kunne det måske have in-
teresse at se lidt på, hvorledes for-
holdet er ordnet i Alaska.
Inden pastor Lidegaard og jeg kom
til Alaska, havde vi hørt, at en del af
butikssalget foregik gennem andels-
foretagender. Vi undersøgte disse for-
hold med særlig interesse og havde
lejlighed til at besøge forskellige „Na-
tive Stores'*, det vil sige „indfødte"
butikker, hvoraf der er ca. 55 i Alaska.
Eskimoisk landsby i Alaska. (Fot. Alaska
Department of Health).
Det viste sig imidlertid, at kun en 2—■
3 stykker var egentlige andelsbutikker
(co-operations), nogle få var på pri-
vate hænder, men de fleste af butik-
kerne ejedes af landsbyens (udstedets)
beboerede i fællesskab (corporations).
Befolkningen fik støtte til at drive
disse butikkere af Bureau of Indian
Affairs (B. I. A.), en organisation, hvis
virke svarer til Grønlandsministeriets,
og af Alaska Native Industries Coope-
rative Association (ANICA), hvis ind-
sats i nogen grad kan sammenlignes
med den grossistvirksomhed, som
KGH driver.
Butikkens start
Når en landsby beslutter sig til at
oprette en butik, sender landsbyrådet,
der vælges for 2 år ad gangen, en an-
søgning til B. I. A. Herefter foretages
der visse undersøgelser af landsbyens
økonomi og befolkningens evne til at
drive en butik, og skønner B. I. A., at
der er basis for oprettelsen af en for-
retning, går rådet i gang med at ud-
arbejde en ansøgning om regeringslån
til financiering af planen. Samtidig
sendes ansøgning til „Anica" i Seattle
om medlemskab i denne organisation,
ligesom B. I. A.’s leder i Juneau an-
modes om at optræde som agent (be-
fuldmægtiget) for butikken, således at
han, når det er nødvendigt, kan dis-
ponere på fællesskabets vegne.
Butikkens daglige drift varetages af
en bestyrer, der er lønnet og udnævnt
af landsbyrådet, og som, sålænge der
er lån i butikken, skal godkendes af
B. I. A. Bestyreren, der i sin daglige
ledelse, er underkastet tilsyn af lands-
byrådet, kan antage yderligere per-
sonale inden for budgettets rammer.
Rekvisitionslister udarbejdes af be-
styreren i samarbejde med rådet efter
he af „Anica" udsendte kataloger. I
disse kataloger står de vigtigste nød-
vendighedsvarer først.
Butikkerne udhandler forbrugsvarer
og indhandler befolkningens produk-
ter i form af pelsskind og husflidsva-
rer. Skindene sendes til Seattle, hvor
de udbydes på auktion af en privat
organisation, „The Seattle Fur Ex-
change".
Alt salg er som hovedregel kon-
tant. Kredit kan dog ydes til medlem-
merne med en vis procent af værdien
af de skind og husflidsvarer, som de
Pågældende har afleveret til videre-
salg.
Butikspriserne fastsættes på basis af
»Anicas" prislister og må kun ændres
efter aftale med rådet og B. I. A. Pri-
serne fastsættes således, at de dæk-
ker indkøbspris, fragtomkostninger og
andre udgifter, herunder forsikring,
samt forrentning og afdrag på rege-
ringslånene. Sålænge butikken har
ubetalte lån til regeringen skal alle
indtægter indgå i virksomheden. I
denne periode er butikken under til-
syn af B. I. A. og forpligtet til at købe
gennem „Anica". Først når forretnin-
gen er gældfri, ophører tilsynet, og
den kan købe, hvor den vil. Normalt
vil landsbyen dog fortsætte sin forret-
ningsforbindelse med „Anica", der
ikke forlanger nogen driftsherrege-
vinst.
Regeringslånene
De lån, som landsbyen kan opnå hos
den amerikanske regering, afdrages
Alaskame igdlotcarjéruK eskimut najugut.
normalt over 10 år. Lånenes størrelse
varierer fra 10.000—75.000 dollars, og
rådet giver sikkerhed i landsbyens
fællesanlæg, varelager og tilgodeha-
vender, men den enkelte indbygger
hæfter ikke med sin personlige ejen-
dom. En del af butikkerne er allerede
gældfri og har således fuld disposi-
tionsfrihed, og man regner med, at
mange lån vil være færdigafdraget i
perioden 1963—66.
Økonomien
De køb, der foretages gennem
„Anica", skal betales kontant forud
for vareleverancerne, og der kan kun
ydes kredit i forhold til det indskud,
den enkelte butik har stående i „Ani-
ca". Har en butik for eksempel ind-
skudt 5.000 dollars i „Anica", vil den
kunne opnå varekredit indtil samme
beløb. Når en butik har dispositions-
frihed, vil et eventuelt årligt overskud,
såfremt det ikke investeres i selve bu-
tikken, normalt gå til landsbyens an-
dre fællesvirksomheder, for eksempel
til gadebelysning eller brønde.
Priser
Priserne fastsættes som ovenfor
nævnt på basis af „Anica“s prislister.
Priserne ligger normalt fra 35% til
75% over varernes leveringspris (lan-
ding Costs). I nærheden af de større
byer i det sydlige Alaska er der kun
ringe forskel mellem butiksprisen og
den pris, man vil kunne købe den
samme vare for i Seattle, men oppe i
de nordligste og fjerneste områder er
butiksprisen 2% gang så høj, som i det
øvrige USA. Der ydes ikke, som i
Grønland, sociale tilskud til vareud-
handlingen.
Under vort besøg i en afsides be-
liggende eskimolandsby i det sydlige
Alaska, konstaterede vi, at adskillige
priser i fællesbutikken lå lavere end
priserne i de private forretninger i en
langt større by blot et kvarters flyv-
ning derfra. I en anden by oplystes
det, at oprettelsen af en fælles butik
blandt andet havde medført, at prisen
på æg hos en privat konkurrent var
faldet fra 1,65 dollar dusinet til 1,20
dollar takket være konkurrencen fra
fællesbutikken.
„Anica"
Under vort ophold i Seattle besøgte
vi organisationen „Anica", der optræ-
der som grossist og konsulent for bu-
tikkerne. Denne virksomhed, der ejes
af butikkerne, beskæftiger 10 ansatte,
og dens udgifter dækkes ved et 10%’s
tillæg på varerne. Lederen af organi-
sationen oplyste, at det hidtil ikke
havde været nødvendigt at bruge hele
dette administrationstillæg, idet man
normalt klarer sig for 7%. Restbelø-
bet indgik i et fond, som ejedes af
fællesbutikkerne. „Anica" køber di-
rekte hos producenterne, og da der
ikke kræves nogen driftsherregevinst,
er organisationen i stand til at levere
varerne til den lavest mulige pris. Den
samlede årlige omsætning udgør for
tiden 1.250.000 dollars, og virksomhe-
dens omsætning er langsomt stigende.
Repræsentanter for „Anica" foretager
hvert år rejser i Alaska, hvor de tilser
butikkerne og yder vejledning til bu-
tiksbestyrerne og landsbyrådene.
„The Seattle Fur Exchange", hvortil
fællesbutikkerne indsender de ind-
handlede pelsskind, er et privat firma,
som honoreres med 5% af salget, hvor-
for det er interesseret i at opnå så
høje priser som muligt. Omsætningen
af skind varierede fra 50.000—150.000
dollars om året. Fangerne i Alaska var
ikke forpligtiget til at sælge gennem
denne organisation, og en stor del af
skindene bliver da også afsat på anden
måde, blandt andet til private opkø-
bere.
Hvordan virker systemet!
De fællesbutikker, vi havde lejlig-
hed til at besøge, var af højst forskel-
lig kvalitet, men gennemgående lig-
nede de de grønlandske udstedsbutik-
ker både hvad angik vareudvalg og
indretning. De sagkyndige, som vi
drøftede spørgsmålet med, lagde ikke
skjul på, at systemet frembød mange
vanskeligheder. Adskillige butikker
klarede sig fint, og ikke så få var al-
lerede gældfri, medens andre virk-
somheder sank i større gæld. Udfær-
digelsen af de årlige rekvisitionslister
skabte mange problemer, og det
hændte, at butikker hen på vinteren
udgik for vigtige varer, såsom tør-
mælk på grund af forkerte dispositio-
ner eller mangelfuld økonomi.
En af de største farer for en butik
var ydelsen af kundekredit, og derfor
var det som nævnt hovedreglen, at der
kun måtte sælges mod kontant beta-
ling; men i de små samfund var det
svært for en bestyrer altid at skulle
sige nej. til at give henstand.
Det blev under vore samtaler påpe-
get, at det var af den største betyd-
ning, at landsbyens befolkning og
navnlig landsbyrådet nøje forstod
principperne i forretningsgangen, før
man ydede lån til en butiks opførelse.
Vigtigst var det, at man fik en god
bestyrer, idet et sådant fællesforeta-
gendes succes naturligvis i første ræk-
ke afhænger af bestyrerens evner. Det
er klart, at der under et sådant system
ikke kan herske nogen forsyningspligt
i den form, som vi kender den fra
Grønland. Det var landsbyrådet og
dermed befolkningen, som havde an-
svaret for, at landsbyen blev forsynet
med tilstrækkelige varer.
Men trods vanskeligheder synes der
at være almindelig enighed om, at sy-
stemet med fællesbutikker var rigtigt,
idet det overlod det økonomiske an-
svar til befolkningen selv og gjorde
den direkte interesseret i butikkernes
drift, ligesom den gennem landsbyrå-
det havde indflydelse på vareudval-
gets sammensætning. Lederen af „Ani-
ca" udtalte, at der år for år var en
langsom fremgang at spore, og han hå-
bede, at alle butikker ville være gæld-
fri og uafhængige i løbet af de kom-
mende 25 år.
Det er karakteristisk, at de „ind-
fødtes" fællesbutikker i Alaska findes
på pladser, der efter grønlandsk måle-
stok er af udstedsstørrelse. I de større
byer er butikshandelen på private,
som regel amerikanske hænder, og en
ikke ringe del af butikshandelen be-
herskes af koncerner med filialer i
mange byer. Det er som om eskimoer-
ne og indianerne endnu ikke føler sig
A/S
Dansk Ilt- og Brint-
fabrik
København
ilt- åma brintiliorfigssuaK
danskit peicatigit piat
København
i stand til at konkurrere med de stør-
re amerikanske forretninger i byerne.
Har systemet interesse i Grønland!
I den aktuelle situation i Grønland,
hvor KGH påtænker at overlade sine
butikker til befolkningen, synes for-
holdene i Alaska at frembyde et in-
teressant erfaringsgrundlag. I denne
forbindelse må det bemærkes, at det
forhold, at der ikke ydes sociale til-
skud til vareudhandlingen i Alaska,
vel ikke behøver at udelukke, at man i
Grønland fortsætter med at yde visse
tilskud til en fælles indkøbsorganisa-
tion, hvis det stadigt anses for sam-
fundsgavnligt at få nedsat priserne på
visse varegrupper. Ordningen i Alaska
synes navnlig at kunne have en vis
interesse for de mindre udsteder, ikke
mindst i den nordlige del af Vest-
grønland, hvor der undertiden høres
klager over, at butikkerne rangere i
B- eller C-klassen og derfor kun har
et begrænset vareudvalg. Overtog ud-
stedsbefolkningen sådanne butikker,
kunne de selv bestemme vareudvalget,
men bar så til gengæld også den øko-
nomiske risiko for butikkens drift.
En overgang til „Alaska-systemet"
eller en anden form for befolkningens
aktive deltagelse i butikshandelen, vil
dog sikkert kræve tid. Det må forud-
sætte en energisk oplysningskampag-
ne og en dybtgående diskussion blandt
befolkningen om ønskeligheden af en
sådan nyordning og ikke mindst kræ-
ver systemet en grundig uddannelse
af butiksbestyrere, der kan sikre, at
eventuelle fællesforetagender ikke
forliser i starten.
C. Bornemann
V. 65-3302
giver Deres fej nyf lys
errortangnut evKernardluartoK
forestiller Dem!
Enten De bruger Valo til kogevask, maskinvask eller
finvask, er De sikker på, at Deres tøj bliver duftende
friskt og rent fra grunden.
Valo kræver ingen blødgøring af vaske- og skyllevand,
og et par skylninger er nok.
-Illmaglssangnit
sule kussagtinervsåputl
kakorsaut Valo kalautagssanut, maskinamik errugagssanut
errugagssanutdlo mianernartunut atusagaluarugkulunit
Kularisångilat errortatit evkivisassut Kangame tipigia-
languarsse. Valo Kakorsautigigugko errortatit
mardloriåinardlugit kingunitsiarugkit namagpok.
VAIØAITSATTRSSA EVKERNARVOKI
WUO VASKER HEIT RINT!
21