Atuagagdliutit - 02.11.1961, Blaðsíða 23

— suningmiåsit taimak Pildskadip mikissuar-
Kat iliniartilerpai?
— KaneK guierodinik taima ulivkårtigititdlugo
akineK ajornakusoKigame, Klump.
— Hvad mon det nu er for tossestreger, Pild-
skadden er ved at lære de små?
— Det er lidt vanskeligt at svare på, Klump,
især med hele munden fuld af gulerødder.
— Pildskadde utorKatserfigissariaKarpara, taktik
kukukdarKatdlo aulagsagtisimavai, Larsen.
— tåssame, tåuna silatOKigame.
— Skæg, kukukunukaratdlait, taimaitiniarta.
gulerodit nåmaleKaut, nautsianigdle mitdluteKa-
taujartorsinauvugut.
— Jeg må gøre Pildskadden en undskyldning,
se, hvor han har sat gulerødderne og kyllingerne
i sving, Larsen.
— Ja, det er en meget intelligent Pildskadde.
— Løb op til hønsene, Skæg, og lad os slutte
rækken, gulerødder er det nok snart slut med,
men vi kan da være med til at kaste med kar-
tofler.
— ajoraluartumik iningajalerpugut. tåssa nuå-
nissålikasigkångavta taimåitarame.
— uvanga nuånårutiginarpara. gulerodinut ki-
ngugdlernut Kulinut milortituåinarama, Pingo.
— nå, lastia ulivkålerpa? Klump?
— nåmerdluinaK, katerssat inuit igdlulo ilångu-
sinaugaluarpavut, Pelle, umiarssualåtsiaKartugut-
una.
— kukukuarKat narrujGmissorujugssuput naut-
siat puningmata; nautitat igdlOKarfingmut pi-
guvta ingmlkortiternaviångilait, avdlanik-åsit su-
liagssaKåsåput.
— Vi er desværre snart færdige, sådan går det
altid, når vi endelig bestiller noget sjovt.
— Jeg er nu glad for, det snart er forbi, de
sidste ti gulerødder har jeg fået i nakken,
Pingo!
— Nå, har vi snart lasten fuld, Klump?
— Ork, nej, vi kan have hele høsten, mandska-
bet og gården med, Pelle, det er jo et rummeligt
skiv vi har.
— Alle kyllerne er meget skuffede, fordi kartof-
lerne er i sække, men det bliver ikke anderledes.
De kan ikke stå og sortere grøntsager, når de
kommer til byen, de får nok andet at bestille.
— TrinånguåK-å, igdlOKarfiliaicatigerusungi-
linga?
— ajornaKaoK, Klump, taimailioraluaruma
Madse ilailo kångnermit toKusagaluarput.
— Hør, min søde Trine, kunne du ikke have
lyst til at tage med til byen?
— Næh, Klump, det går ikke, så dør Mads
og alle de andre af sult imedens.
— Oleøre, ivdllme?
— ilauna, ilaunarujugssuaK, KuianartugssaKalå-
rångat tamatigut ilaujuåinarpunga.
— Jamen, du Oleøre, har du lyst?
— Ja tak, og mange tak, jeg er altid med, hvor
det trækker op til noget sjovt.
— inOvdluaritse, Klump, ingerdlavdluarise, u-
tarKiså ferialårumårpugut.
— ajoraluartumik feriarnigssavsinut pivfigssa-
Kångilase, uternigssavtinut karrit anaulerérsimå-
savase, Mads.
— Farvel, Klump, og god fornøjelse, vi vil holde
ferie, medens I er væk.
— Det har I desværre ikke tid til, I må tærske
kornet, til vi kommer tilbage, Mads.
— ila tamånga påsisimassaKångivigpugut,
igdlOKarfigdlunit sumitOK naluvarput, Ole-
øre.
— kisiåne uvanga nalungilara. tikuagka-
ma nalånipoK.
— Se, vi er altså ikke spor kendt her, vi
aner ikke, hvor byen ligger, Oleøre.
— Nåh, men det ved jeg, det er den vej,
jeg peger.
— tauvame ajungilaK, Oleørip tikuarsimåsavå, Pingo iv-
dlit aKUgtusautit, uvanga pånakålioriartusaunga, Skægilo
nalaussålerugtorpoK.
— Så er alt i orden, Oleøre peger, og du styrer, Pingo, og
jeg går ind og bager pandekager, og Skæg er i fuld gang
med sin middagslur.
— Oleøre, tikuarsimajuåinarniarit, ericai-
maniaruk Pingop kisivigpit maligtarissag-
ssaringmatit.
— ilauna, Klump, taimailiusaunga.
— Nu må du endelig blive ved med at pe-
ge, Oleøre, husk, det er det eneste Pingo har
at styre efter.
— Ja, jeg skal nok blive ved, Klump, stol
på det!
Giv Dem selv en
pose drops i dag —
og husk! —
den skal være fra
Galle & Jessen
☆
sukuarKanik ilumiulingnik
uvdlume pisigit pugssiår-
Kamik — ericaimajugdlo!
pugssiåraK uvanga pissu-
sangmat Galle & Jessen
Jakob og Laban IV
(1. Mosebog 31, 36—54)
atåtaunerpånik oKalugtuat — Patriarkernes historie
Jåko Labatdlo IV
(Mos. agdl. suj. kap. 31, 36—54).
Labap påsivå ajorssardlune tauvalo tunuarumalerdlune.
„panika ernlkalo nerssutautikalo måna ivdlit pigåtit. sOk
tauva tduko akornåne ajortumik iliusaunga? uvagut mar-
dlåvdluta erKigseuatigingniardluta angerfigeKatigingniarta!"
Laban forstod, at spillet var tabt og ville trække sig tilbage
med maner. „Det er jo mine døtre, du har, og børnene og
hjortene tilhører jo også mig. Hvad ondt skulle jeg dog
kunne gøre mod dem? Lad os to hellere slutte fredspagt
med hinanden!“
tauva Jåkup ujarak nåparpå erKaimåssutigssatut, ilailo ujar-
nanik katerssuiput inugsåssiaralugit, tauvalo nereuatigig-
put. Labatdlo ouarpoK inugsuk tåuna napåsassoK akuner-
mingne ugpernarsautaussutut. „panika nar runar sar ugkit,
Gute tamatuminga issigingnigtujumårpoK akor nav tinel**
Så tog Jakob en sten og rejste den op som en støtte, og de
samlede sten sammen og lagde dem i en dysse, og så holdt
de måltid derpå. Laban sagde, at denne dysse skulle stå som
et vidne imellem dem. „Handler du uret mod mine døtre,
skal Gud være vidne imellem os/“
Labatdlo OKaruigpoK, inugsussau ujaragdlo ndpagau ugper-
narsautåusassut kinalunit ardlartik akeraussutut tdukunlnga
Kångisdngingmat. tauva Jåko ugpernarsaivoK angume Isåp
Gåtia narnigsigalugo. såimauteKatigingnermingnutdlo nar-
Kiutaussumik tunissutinik pigdliput nereKatigigdlutigdlo
ilagissatik ilagalugit. erKigsisimavdlutigdlo Kdname unuigat-
dlarput.
Og Laban sagde videre, at dyssen og stenen skulle være
den grænse, som ingen af dem måtte overskride i fjendtlig
hensigt over for den anden. Derpå svor Jakob ved sin fader
Isaks Gud, og forliget blev beseglet ved et stort offermåltid,
som slægten deltog i. Det varede så længe, at de måtte
blive på bjerget natten over.
23