Atuagagdliutit - 24.05.1962, Qupperneq 10

----------
Fra
LÆSERNE
----------
ellers få gavn af de nye ting, når vi
ikke forsøger at beholde dem også ved
hjælp af vort eget sprog? Men for at
kunne forstå de nyopdukkede ting
bedre og for at udnytte dem bedre,
må vi lære dansk.
Vi kommer til Danmark for at lære
noget. Opholdet koster mange penge.
Men når vi opdager, hvor rart der er
i Danmark, og hvor godt man har det,
bliver vi simpelthen i landet og ven-
der først tilbage til Grønland, når der
er gået ti år. Det er det, man kalder
for fædrelandskærlighed!
Grønlænderen er ikke med i
opbygningen af sit eget land
Grønlændernes større deltagelse i
opbygningen af deres eget land har
man beskæftiget sig meget med i de
senere år.
Vi ved allesammen, hvor kæmpe-
mæssigt et arbejde der udføres netop
i disse år i vort land. Huse, fabrikker
og havne bygges, men vi, der er født
i Grønland, er blot tilskuere og står
med hænderne i lommen og en ciga-
ret i munden og venter på, at arbej-
derne skal blive færdige.
Når et hus er færdigbygget, flytter
beboerne ind uden at tænke på, hvor
meget huset koster. Når husherren ta-
ger ud på fiskeri og kommer ind med
fangsten, bruger han de fleste penge,
han får for fisken, til køb af spiritus
og går hjem med en enkelt torsk i
hånden. Hvem skal betale raterne til
boligstøttelånet, lysregningen og kul
samt mange andre ting, der skal kø-
bes? Selvfølgelig er det ikke alle fi-
skere, der er så sløve, men det er kun
få, der slider i det.
Når skibe, der er chartret i dyre
domme, ankommer, kan man ikke få
arbejdskraft til losning af dem. Der
må derfor benyttes udsendt arbejds-
kraft, der har en meget stor timeløn,
til at udføre lossearbejdet. Når en bu-
tik mangler nogle varer, begynder vi
at tale nedsættende om butikkens le-
delse. Men hvad gør vi selv? Overho-
vedet intet!
Kunne vi slutte os sammen og starte
andelsselskaber og kunne vi drive
handelsvirksomhed, så måtte vi selv
bære skylden, hvis butikken kom til
at mangle nogle varer. Sådanne tan-
ker bliver dog ikke ført ud i livet, så
længe vi bruger de fleste af vore
penge til spiritus, bolcher og dyrt,
luksuspræget tøj.
Får vi den mindste irettesættelse
fra vores overordnede, så begynder vi
at snakke om at sige op. Er det den
rette ånd for et fremskridtsvenligt
folk?
Når elværket går i stå, og man sid-
der i mørke, så begynder vi at skælde
de mænd, der passer værket, ud. Men
er vi med til at holde elværket i gang?
Overhovedet ikke! Vi må have ud-
sendt arbejdskraft til at passe vær-
kerne, fordi vi ikke selv kan, siges
der. Det er ikke helt rigtigt. Vi kan
ellers godt, men vi har ikke lyst til at
passe dem, fordi vi er dovne.
I radioen, i A/G og i de lokale blade
snakker og skriver vi om, at vort
sprog er ved at uddø, og at vi er ved
at sige farvel til vor nationalitet. Er
vort nationale særpræg kun udtrykt
i vort sprog? Nej. Ønsker vi at værne
om vort nationale, grønlandske sær-
præg, må vi af alle kræfter forsøge at
være med i samarbejdet — for at vi
kan gå fremad. Vi behøver ikke at
være bange for, at vort sprog forsvin-
der lidt efter lidt, mens civilisationen
får større og større indpas. Vort sprog
bør også udvikles. Hvordan skal vi
Navnet er ganske vist ikke kendt
gennem tidsskrifter og blade, og dog
er manden ikendt i vide kredse i hele
landet og har mange venner især
blandt ældre mennesker fra sine utal-
lige rejser som kendtmand for mange
forskellige fartøjer.
På det tidspunkt — da jeg kom til
Arsuk, var manden allerede en gam-
mel mand, tidlig ældet, sikkert på
grund af sine mange rejser. Isæt var
hans ben svagelige på grund af gigt.
På det tidspunkt var han allerede
henvist til hjemmet, som han kun
sjældent forlod. Trods alderen og sy-
geligheden var Josef Sørensen ånde-
ligt i fuld vigør til det sidste.
Josef var en vidt berejst mand —
fra Kap Farvel til langt nord på var
hans rejsefelter. I mange år var han
rejsefører for skolen og kirken og
gennem disse har han vejledet mange
andre rejsende embedsmænd. I sine
bedste dage var han en uovertruffen
jæger og har levet op til tidens krav
som fanger på godt og ondt. Hans
lange virke og store ydelser for sine
Når vi får en dårlig omtale — i film
eller skrift — bliver vi gale og skæl-
der ophavsmændene ud som senile el-
ler mindre begavede. Men hvilke
større arbejder i vort eget land har vi
at vise for omverdenen? — Ikke ret
mange! Så godt som alle — eller må-
ske alle — større arbejder i Grønland
er udført af danskere.
Jeg har talt med masser af mine
jævnaldrende. De fleste tænker på
spiritus, når de får penge mellem
hænderne. Når man spørger: — Hvor-
for? Svarer de: — Det er så sjovt at
være fuld. Et svar, der kan få en til
at føle, at man har en klump i halsen.
Mine landsmænd, lad os forsøge at
overvinde fristelser, der er stærkt på
vej til at overvinde os. Lad os forsø-
ge at lave noget, der kan være til
gavn for vort land! Lad os holde op
med kun at tænke på os selv! Vi må
forsøge at tænke på vore efterkom-
mere og tage fat for at fuldføre et
virkeligt godt arbejde. Så vil vi gavne
vore efterkommere og vort land.
Peter Ostermann, Nanortalik.
medmennesker har myndighederne
kedeligt overset.
Han må have været en alsidig
mand. Dette fremgår af, at han i sine
yngre dage har fungeret som stedets
organist. Han reparerede orgler. Hans
kærlighed til sang og hans gode
stemme vidner herom. Som et symbol
på hans musikalitet kan den dag i dag
ses et ældgammelt flygel, som står i
hans stue. Dette defekte instrument
er lige så talende som manden selv.
I fjor den 20. november 1961 fyldte
Josef 80 år. Hans lange liv endte fre-
deligt den 16. april i år, hvor vi andre
forberedte os til påskehøjtiden. Josef
Sørensen havde været gift to gange.
Hans anden kone overlever han, og
hans børn er nu alle voksne, hvoraf
een af dem fra første ægteskab er
over 60 år gammel. I andet ægteskab
havde han 4 voksne og 3 yngre børn.
Vi mindes ham med ære.
Eli Olsen.
Jeg dømmer ikke, men..
Josef Sørensen - Arsuks ægte beboer
Vi er ganske vist ikke herre over

OMA
MARGARINE
Danmarkime måkarma
nioriaitigineKarnerpaussoK...

.........................:.. - ■ • -i
de ulykker og uheld, der uden varsel
kan ramme os alle, og dog ved vi, at
mange af dem kunne have været und-
gået, hvis vore gamle forsigtigheds-
regler var blevet bedre håndhævet.
Hermed tænker jeg særlig på unge
mennesker, og selv om jeg ikke øn-
sker at såre nogen, mener jeg, at det
er på tide at påminde ungdommen om
nødvendigheden i at udvise forsigtig-
hed.
Til stor sorg for mange familier er
der i vore dage sket mange ulykker,
for eksempel ved vådeskud og lignen-
de. I vor lille by er der således i den
seneste tid sket vådeskudsulykker
hvert år, og hver gang har de kostet
unge lovende mennesker livet.
Mange unge mennesker er i vore
dage begyndt at betragte det farlige
våben — en bøsse eller riffel — som
almindeligt legetøj. Vi har gang på
gang set, hvordan unge mennesker le-
ger med en salonriffel til kapskyd-
ninger og lignende uden at tænke på,
at riflens projektiler kan rikochettere
og ramme lige så dræbende som før.
Dette er sket og kan ske igen når
som helst til fortvivlelse og sorg, ikke
alene for de ulykkesramte, men også
for den, der forårsager ulykken. Det
værste er dog, at der findes jægere,
der ubetænksomt nok kan finde på
at håndtere et skydevåben stående
bag ved et andet menneske. Vi grøn-
lændere kan ikke undvære et skyde-
våben, for det er en af betingelserne
for opretholdelsen af livet, men våb-
net er samtidig er farligt værktøj, der
kan forvolde mange ulykker, hvis det
ikke omgås med varsomhed.
Som sagt er vi ikke herre over vor
skæbne, men forsigtighed under alle
omstændigheder kan spare os for
mange ulykker og sorger. Husk på,
at en riffel er et våben og derfor et
farligt værktøj.
Eli Olsen, Arsuk.
En god kammerat
Et rart menneske og en god kamme-
rat har vi mistet ved Inger Rewent-
lovs død. Hun var kendt over det me-
ste af Grønland, og meddelelsen om
hendes pludselige død kom som et
chok for hendes mange venner.
Hun var datter af den mangeårige
bestyrer i Umanak, Johs. Nielsen og
hans grønlandskfødte hustru Elisa-
beth. Inger var hjemme i anledning
af sin moders død. Det var et hårdt
slag for den gamle bestyrer at miste
begge sine kære lige efter hinanden.
Inger var et af de få mennesker,
som på een gang var dansker og
grønlænder. Hun var fuldstændig in-
de i den danske og grønlandske tanke-
gang. Men hun var også i besiddelse
af de gode egenskaber, som gjorde
Knud Rasmussen så afholdt i Grøn-
land og i Danmark. Man glemmer
ikke Ingers smil og hendes smittende
humør. Han behandlede de høje såvel
som de lave ens.
Inger vandt mange mennesker, da
hun som en ung sygeplejerske kom til
at virke blandt grønlandske patienter
i Danmark. Mange ekspatienter står i
dag i taknemmelighedsgæld til Inger
for den opmuntring, hun gav dem i
nødens og fortvivlelsens stund. Nogle
trøstende ord og et smil kan gøre un-
derværker, når de kommer af hjertet.
Det ved enhver, der har haft modgang
her i livet.
Jeg husker en kold februardag i
København i 1949. Jeg befandt mig i
en operationsstue på Rigshospitalet.
Jeg skulle som den første grønlænder
gennemgå en stor operation for med-
født hjertefejl. Jeg var i nye og uvan-
te omgivelser blandt fremmede men-
nesker. Intet under, at jeg var noget
beklemt ved situationen. Men pludse-
lig hørte jeg en pigestemme, som på
uforfalsket nordgrønlandsk tiltalte
mig. — Det var Inger — min barn-
domskammerat fra Umanak. Da hun
gik, sagde hun frejdigt til mig: Jørgen,
vær nu ved godt mod.
Sådan var Inger — altid.
Vi føler dybt tabet over hende, men
vi vil bevare mindet om hende i tak-
nemmelighed.
J. F.
Renjagten i Sdr. Strømfjord
I tilslutning til radioens aktuelt
kvarter den 15. marts d. a., hvor man
refererede kommunalbestyrelsesmødet
i Holsteinsborg, har fanger- og fisker-
foreningen i Sukkertoppen ønsket at
fremkomme med følgende udtalelse:
1. Under henvisning til udtalelsen
om rovdrift på rensdyrbestanden øn-
sker man at anbefale, at enhver
fangst — som er større end, hvad man
kan transportere — må betegnes som
rovdrift, som må forbydes på det
strengeste.
2. Ønsket om fangstsæsonens be-
grænsning vil man derimod ikke an-
befale med følgende begrundelse:
Sdr. Strømfjord er som bekendt meget
benyttet som fangstområde ikke alene
for stedets egne fangere, men også for
fjerntboende fangere, hvorfor afkort-
ning af fangstperioden synes ufor-
svarlig, også i betragtning af at for-
jaget fangst , kun kan medføre over-
dreven nedlæggelse af dyrene.
Endelig påpegedes den nødvendig-
hed at foranledige fastsættelse af
maksimal-grænse for antal dræbte
dyr for hver motorbåd. Man vil i
denne forbindelse gøre opmærksom
på, at der til stadighed findes rens-
jægere, der som erhverv driver fangst
hele fangstperioden ud bl. a. ved at
tørre kødet til vinterforbrug. I dette
specielle tilfælde kan man kun dårlig
tale om kontrol af dræbte dyr.
3. Forslaget om flytning af mos-
kusokser fra Østkysten til Sdr.
Strømfjord-området ønskes ikke an-
befalet med den begrundelse, at
græsningsmulighederne for rensdyre-
ne på området er begrænset, og at
området som følge af de senere års
store tilgang af andre områders rens-
dyr ikke synes tilstrækkeligt stort til
at brødføde flere dyrearter end alle-
rede eksisterende.
Endelig ønskes det, at forsøget med
vinterrenjagt — hvis den fortsættes
efter udløbet af to-årigt forsøg — og-
så skal gælde for Sukkertoppen-jæ-
gere fra den 15. marts til 15. april. —
Dette ønske skal videresendes til
landsrådet med anmodning om til-
slutning. Man kom ligeledes ind på
ønsket om, at en del af rensdyr-om-
rådet på indtil 1/5 af arealet fredes
som en slags renreservat. Tanken blev
anbefalet af samtlige repræsentanter
for hele kommunen, da en stor del af
rensdyrområdet i den senere tid ikke
længere bliver besøgt af jægerne. Man
fandt det ikke nødvendigt at lave en
særlig vedtægt herom.
Fisker Mikael Heilmann II,
Sukkertoppen.
Forår på
bopladsen
»Ararat«
Far Noah ser af arken ud
på sneens tavse rige
og be’r så vintersyg sin Gud
at frosten snart må vige,
så det bli’r forår i Grønland.
Med blege hænder åbner han
den isbedækte rude,
straks mod hans pande slår et pust
af søndenvind derude.
Det blæser forår til Grønland.
Far Noah sender ravnen ud
— i kåde kast den stiger.
Fra fjeld til fjeld et ekko slår,
da den fortumlet skriger:
Jeg varsler forår i Grønland!
Nu tøer den sne, som faldt i fjor
—• det pibler, drypper, klynker.
En vinters syndflod går i hav,
hver time driven synker,
snart er det forår i Grønland.
En morgen ligger Ararat
så genfødt bar at skue,
da åbner Noah arkens dør
for rensdyr, ørn og flue.
Nu er det forår i Grønland!
Selv bader han sit gamle sind
i forårssol og glæde.
Fra hvert et fjeld, fra hvert et sund
soldrukne stemmer kvæde
en forårshymne til Grønland.
Hedebo.
Andelsbevægelsen opretter
kontaktudvalg for Grønland
I august 1961 foretog Povl Brønd-
sted og Anders Hansen en rejse til
Vestgrønland for at få et indtryk af
befolkningens indstilling og mulighe-
der for at deltage i virksomheder dre-
vet og ledet på andelsbasis. Efter
hjemkomsten blev der udarbejdet en
rapport om rejsens forløb. Denne rap-
port indeholdt også forslag til forskel-
lige former for oplysningsvirksomhed
samt en opfordring til nedsættelse af
et kontaktudvalg fra andelsbevægel-
sen i Danmark. Udvalget skulle være
ansvarlig for, at arbejdet kom i gang
og finde frem til de bedste veje og
former for det videre arbejde samt
videreføre det arbejde, der er i gang
eller givet tilsagn om på rejsen.
Dette udvalg er nu nedsat og har
fået følgende sammensætning: kontor-
chef Aage Bo, (formand), FDB’s op-
lysningsafdeling, oplysningskonsulent
Povl Brøndsted, Andelsudvalget, kon-
sulent Anders Hansen, FDB, Kolding,
forretningsfører Henrik Heie, Det
kooperative Fællesforbund.
Konsulent Sven Thomsen, FDB’s
oplysningsafdeling, fungerer indtil vi-
dere som sekretær for udvalget.
Henvendelse fra interesserede kred-
se i Grønland angående materiale,
film m. v. bedes tilsendt udvalget, li-
gesom man også gerne vil modtage
forslag til former for oplysende virk-
somhed, der kan udbrede kendskabet
til andelsbevægelsen i den grønland-
ske befolkning.
Udvalgets adresse er: Kontaktud-
valget for Grønland, oplysningsafde-
lingen, FDB, Nj alsgade 15, Køben-
havn S.
10