Atuagagdliutit - 09.12.1965, Blaðsíða 18

Landet,
som Erik den Røde
så og gav navnet
Del ældgamle bondeland i
Sydgrønland, hvorfra vikin-
gerne drog ud på de togler,
der førte lil Amerikas op-
dagelse 400 år før Colum-
bus, er I dag i hastig ud-
vikling, befolket af et selv-
bevidst grønlandsk bonde-
samfund.
Tekst og foto:
JØRGEN FLEISCHER
GRØNLAND
Som grønlænder undrer man sig
sommetider over, hvorfor høvdin-
gen Erik den Røde i grunden gav
landet navnet „Grønland". Rejsen-
de fra andre lande får da heller
ikke indfriet de forventninger, de
umiddelbart nærer ved nav-
nets forjættende klang. Marlene
Dietrich, der besøgte Grønland un-
der krigen, har således sagt, at
Grønland burde hedde Island, og
Island burde hedde Grønland. Den
almindelige opfattelse er nok den,
at Erik den Røde havde reklamens
magt i tankerne, da han kaldte dei
nye land for „Det grønne land".
Men er man skuffet over landets
misvisende navn, får man sin op-
fattelse revideret, når man ser de
egne af Grønland, som nordboerne
tog i besiddelse. Erik den Røde har
været ærlig nok. Det land, han kom
til på sin landnamsfærd, er virke-
ligt grønt. Der er ingen falsk re-
klame i det navn, som han gav
landet.
☆
Egnene ved de sydligste distrik-
ter er en oplevelse for folk, der bor
i Midtgrønlands barske udviklings-
byer. Det går op for én, at Jordens
største ø også er andet end klipper
og is. Her ligger den arktiske
riviera, rig på vegetation i sommer-
månederne, helt anderledes end
det, man er vant til fra andre ste-
Af Erik den Røde ikke har haft re-
klamens magt i tankerne, da han gav
det nye land navnet „Det grønne
land", tremgår tydeligt af billedet.
Her ses en af de unge energiske
bønder, der skuer ud over sin mark
i det gamle Brattahlid.
der i Grønland. Her smiler det fro-
dige landskab én i møde, en mær-
kelig blanding af mildere himmel-
strøg og et arktisk land. Kun meget
få steder i verden får man lejlig-
hed til at opleve skoven side om
side med indlandsisen og grønne,
lune fjorde, hvor isfjeldene driver
Erik Røde ugsagsårinigssamik erxar-
saufeKarsimångitsoK nuna nufåx afse-
ramiuk nunamik Korsungmik, takune-
KarsinauvoK åssilissame. tåssa savau-
tigdlit inusugtuf noricainiamiardluar-
tutdlo ilåt K'agssiarssungme narssau-
timinik ximerdluissoK.
langsomt i strømmen i skøn maje-
stæt.
Det ældgamle bondeland i Syd-
grønland, hvorfra vikingerne drog
ud på de togter, der førte til Ameri-
kas opdagelse 400 år før Columbus,
er i dag i hastig udvikling, befolket
af et selvbevidst grønlandsk bonde-
samfund. De grønlandske nybyg-
gere har forlængst bevist, at de er
nordboernes værdige arvtagere.
Nordboerne havde held til at drive
landbrug i arktiske egne. Det er nu
også lykkedes for den grønlandske
befolkning. Nybyggerne har ved
hårdt slid og aldrig svigtende tro
på sig selv vist verden, at det er
muligt for et jægersamfund at om-
stille sig til landbrug og husdyravl
i løbet af forholdsvis kort tid. For
bønderne i Sydgrønland er et dyr
ikke længere et fangstobjekt, der
skal nedlægges for enhver pris. Det
skal passes omhyggeligt, for at man
kan leve af det.
☆
Denne omstilling fra jagt -til avl
begyndte for alvor, da staten i 1915
indledte de første fåreavlsforsøg i
Sydgrønland med den danske kap-
tajnløjtnant Lindemand Walsøe
som leder. Det er hans fortjeneste,
at fåreavlen i Grønland har kunnet
Grønlands største bonde, Dolfi Lund,
midt i sit rige i Ivnerulalik, stedet med
smørblomsterne. Adskillige fårehol-
dere har i dag mere end 1000 moder-
får.
udvikle sig til en betydelig faktor
i det nye Grønlands erhvervsliv.
Walsøe var ikke alene fortrolig
med rationel fåreavl, men også i
besiddelse af lederevner, energi og
ordenssans, der kom hans grøn-
landske lærlinge tilgode. Hans
pionérarbejde er nu fortsat af mål-
bevidste danske, der i disse år gør
et stort arbejde for at forbedre
grønlandske fåreholderes vilkår.
Netop i år fyldte fåreavlen i
Grønland 50 år. Hovedtaleren ved
den store og smukke fest, som de
grønlandske fåreholdere holdt i den
anledning, pastor emeritus Gerth
Egede, betegnede indførelsen af
fåreavlen heroppe som en af de
vigtigste begivenheder i Grønlands
historie.
☆
Vejrforholdene i fåreholder-
distrikterne har været gunstige i
de seneste år. I løbet af det sidste
års tid er antallet af moderfår ste-
get med 5.000 stykker og tæller i
dag omkring 36.000. Fårebestanden
er vokset støt gennem årene, men
aldrig så meget på et enkelt år.
Husdyrbrug i arktiske lande er
imidlertid et risikabelt foretagende.
Katastrofevintre har adskillige
gange reduceret antallet af moder-
får betydeligt. Det var også på et
hængende hår, at man sidste vinter
undgik en katastrofe. Et kraftigt
snefald satte pludseligt ind og tru-
ede fåreholdemes fremtid. Men et
lige så brat tøvejr fik faren til at
drive over. Jo, fåreavlen i Sydgrøn-
nunavtine savaufigdlif angnerssåt,
Dolfi Lund, nålagauvfingmine Ingneru-
lalingme. savaufigdlif ardlaKarfut uv-
dlumikuf 1000 sivnerdlugif savanik
arnaviauteKarpuf.
land er et følsomt erhverv. Hvert
år opstår der en kritisk situation.
Det er med spænding, man ser vin-
teren i møde. Ingen ved, hvad den
vil bringe.
Fåreavlen har, som det forholds-
vis nye erhverv, det er, adskillige
problemer. På fåreholdermødet i
sommer kom den mangeårige fåre-
avlsbestyrer Louis Jensen med ma-
nende ord til fåreholderne om at
møde vinteren velforberedt, bl. a.
ved at udvide de opdyrkede arealer
så meget som muligt. I de senere år
har fåreavlerne opdyrket betyde-
lige arealer, og man har investeret
ret store beløb i redskaber. Men
målet er langtfra nået.
I dag findes der 15 traktorer i
privat eje, og der er anskaffet
mange forskellige landbrugsmaski-
ner. Louis Jensen udtaler, at vel
kan det se uøkonomisk ud at have
så mange maskiner til de ret små
arealer, men maskinerne er an-
skaffet med henblik på en betyde-
lig forøgelse af de opdyrkede area-
ler. Efterhånden kommer man også
ind på at købe maskiner i fælles-
skab. Foruden maskiner har fåre-
avlerne et ret stort antal heste, og
de er en glimrende hjælp, hvor
traktorer ikke kan komme frem.
☆
Tilflytterne er også blevet et pro-
blem. Der er en hel del fremmede,
der er interesseret i den grønland-
ske fåreavl. De har penge og vil
bruge pengene. Man er glad for
nogle af tilflytterne, men ikke for
dem alle. Fjeldgræsning er fri, og
ingen kan forhindre en fåreholder
i at lade sine får græsse, hvor han
vil, men dette medfører, at tilflyt-
tere, der køber får, optager andres
plads.
Hundegalskab, der blev konstate-
ret sidste år, skabte ængstelse hos
fåreholderne, og faren er endnu
ikke drevet over. Man er fra fåre-
holdernes side glad for, at sygdom-
men sidste år ikke bredte sig, og
man er taknemmelig for, at staten
bevilgede 25.000 kr. til undersøgelse
og bekæmpelse af sygdommen.
☆
Fåreavlen i syddistrikterne er i
disse år som sagt i god fremgang.
Salget af lammeprodukter til
fabrikken i Narssan indbragte så-
ledes 2,6 mili. kr. sidste år. Men
mulighederne for fåreavl i det syd-
ligste Grønland er langtfra udtømt
endnu. Man har prøvet at beregne
hvor mange moderfår, der kan
overvintre i syddistrikteme, og
man er standset ved tallet 60.000.
Trods farer og hårde klimatiske
betingelser har det altså været
muligt for de grønlandske bønder
at drive husdyrbrug i arktisk om-
råde. Det nye erhverv i Erik den
Rødes land, det virkelige „Grøn-
land", lover godt for fremtiden.
Ef malerisk parti fra Erik den Rødes høvdingesæde,
Braftahlid, det nuværende K'agssiarssuk. Yderst til højre
skimtes udgravningerne af den vestlige verdens første
kristne kirke, som Erik den Rødes kone, Tjodhilde, lod
opføre for mere end 960 år siden.
Erik Rødep pissartauvfigisimassåfa K'agssiarssup alianait-
sortå. talerpigdliuvdlune erssiarKalårpoK OKalugfikumik
agssaivfik. oxalugfik fauna silarssup kitdlersåne kristumiuf
oxalugfisa sujugdlersåt Erik Rødep nuliata Tjodhildep sa-
natfsimavå ukiut 960 sujornagut.
18