Atuagagdliutit - 17.03.1966, Síða 18

Grønland for 300 år siden
(Fortsat fra side 16).
fartøjer og disse havmænd, lader vi
her hidsætte en figur, isom er taget
efter naturen.
For nu at tale om det land, hvori
disse mennesker, der er så erfarne i
søfart, fødes: den breddegrad, på hvil-
ken vi allerede har fortalt, at det er
beliggende, vidner tilstrækkeligt om,
at det er af en meget kold beskaffen-
hed. Det er sandt, at månederne juni
og juli, der udgør sommeren på den
kant, og som er oplyst af en evig‘dag,
lige sådan som december og januar
ikke udgør andet end en eneste nat, er
luften behagelig varm og mild; men
resten af året er dagene, som bliver
henholdsvis længere eller kortere, led-
saget af tyk tåge, sne og frossen regn,
som er yderst kold og ulidelig.
Alt land, som er nær havet, er tørt
og fyldt med nøgne klipper, som er så
afskrækkende som overhovedet mu-
ligt, de er også overskyllet mange ste-
der på de tider, sneen smelter, og af
adskillige vældige elve, der gyder
deres grumsede vande ud i havets
uendelige dyb. Men når man er trængt
en lille mil frem ad dårlig vej, støder
man på smukke sletter, der om som-
meren er dækket af et herligt grøn-
svær. Man ser også der bjerge, som er
dækket af små træer, der virker
stærkt oplivende for synet, og hvor en
stor mængde land- og isøfugle trives.
Og man kommer gennem dale, hvori-
gennem strømmer rene og behagelige
floder med blide vande, som er til-
strækkelig vandrige til at nå helt ud
til havet.
Kaptajnen, som kommanderede det
skib fra Vlissingen, som for kort tid
siden foretog denne rejse, hvorfra vi
har disse meddelelser, gik i land med
en del af sine folk, og de har under-
søgt det nøje, han :så dér blandt andre
bemærkelsesværdige ting, en åre af en
vis brun erts, overstrøet med lysende,
sølvagtige korn, hvoraf han fyldte et
fad til prøve; men efter at den var
hældt i diglen, fandt man, at den kun
var egnet til at smøre på æsker eller
andre mindre træarbejder, som den
giver en yderst smuk glans. Dette tegn
gav ikke desto mindre noget håb om,
at man kunne finde sølvminer i dette
land, hvis man trængte længere ind i
det.
Selv om dette land e± temmelig
koldt, ser man dér adskillige smukke
og store fugle med fjerdragten, der er
hvid og sort og med andre farver, og
som indbyggerne flår for at spise
kødet og klæde sig i hammene. Man
møder også hjorte dér, elge, bjørne,
ræve, harer, lemminger og en uende-
lighed af andre firfodede dyr, som
næsten alle har hvid eller grålig to,
meget tyk, lang og blød og i høj grad
egnet til at lave gode hatte af eller
smukt, overordentlig fyldigt pelsværk.
Nu til folkene, som bor i dette land.
Vores rejsende har set to slags, som
lever sammen i god forståelse og ven-
skab. Det ene består af mennesker
med en temmelig høj, velbygget skik-
kelse, temmelig hvid hudfarve og me-
get dygtige i løb. Det andet meget
mindre, af olivenagtig hudfarve og
temmelig velproportioneret, hvad lem-
mer angår, medens de har tykke og
korte ben. De første er glade ved jagt,
på hvilken de har god hjælp af deres
hurtighed og deres gode naturlige be-
tingelser, medens de andre beskæftiger
sig med fiskeri. De har alle kridhvide,
tætsiddende tænder, sort hår, spillende
øjne og så velformede ansigtstræk, at
man ikke lægger mærke til nogen
synderlig vanskabthed. De er ligeledes
alle så kraftige og af en så stærk kon-
stitution, at man ser flere, der har
passeret hundredårsalderen, endnu
være yderst rørige og stærke.
I almindelig samtale viser de et
muntert djærvt og dristigt sindelag.
De holder meget af fremmede, som be-
søger dem, fordi de bringer dem nåle,
fiskekroge, knive, flækkeknive, små
fiskeangler og alle de andre sager af
jern, som passer dem, og som de værd-
sætter så højt, at de køber dem for
deres eget tøj, alt det kostbareste, de
har; men de er så stærke modstandere
af alle nymodens ting i beklædning
eller levnedsmidler, at det ville være
højst besværligt at få dem til at an-
tage nogen ændring i den ene eller
den anden henseende. Selv om de til-
hører en af de mest fattige og bar-
bariske nationer under Solen, tror de
sig højst lykkelige og de heldigst stil-
lede i verden; og de har så høj en me-
ning om deres egen levevis, at alle
andre folks civiliserede opførsel af
dem anses for upassende, vild og såre
latterlig.
Den høje pris, de sætter på deres
levevilkår, bidrager ikke lidet til den
tilfredshed og ånsligevægt, som man
læser i deres ansigt; føj hertil, at de
ikke beskæftiger sig med mange tom-
me gøremål, der kunne forstyrre deres
ro: de kender intet til den nagende
smerte og den utålelige misfornøjelse,
hvormed det utæmmede begær efter
rigdomme plager størsteparten af den
øvrige menneskehed. Behageligheden
ved skønne og luksuøse bygninger, år-
hundredets ry, nydelsen ved fester,
kendskabet til skønne ting og alt det,
som vi anser som behagelighed og
hvile i livet, er endnu ikke trængt
frem til dem, og de er ikke besværet
af en eneste tanke om at eje det, som
kunne afbryde den blide ro, de nyder;
men alle deres gøremål er rettet mod
uden megen travlhed at skaffe sig
nøjagtig det, som er nødvendigt til
klæder og mad.
Deres mest almindelige erhverv er
fiskeri og jagt, og selv om de ikke har
nogen ildvåben, ej heller net, har nød-
vendigheden gjort dem så opfindsom-
me, at de med kunstfærdighed forar-
bejder helt specielle redskaber for at
få held med deres erhverv. De æder
hele deres fangst, som de nyder uden
anden sovs end den, som deres friske
appetit forsyner dem med. De morer
sig over dem, isom lader fisken eller
jagtbyttet tilberede, thi de holder for,
at ilden opsluger den naturlige „vel-
smag" og alt det, hvormed deres smag
tilfredsstilles.
Selv om de slet ikke har brug for
ilden til at tilberede deres fangst, er
de ikke desto mindre højst tilfredse
med brugen af den, og deres huler er
aldrig uden den om vinteren, lige så
meget for at oplyse og bøde ved sit
lys på mørket og skrækken ved den
lange nat, som hersker i deres egn,
som for at nedsætte ved sin behagelige
varme den kulde, som ustandselig pla-
ger dem alle vegne. Men når de tager
deres hvil, eller når de er tvunget til
at gå ud af deres huler, værner de
sig med et særligt pelsværk, som ved
udslag af det guddommelige forsyn
har den evne at sikre dem mod alle
kuldens angreb, eftersom de er dybt
begravet i sne.
Mændenes klædedragt består af en
skjorte, et par lange bukser, en
casaque og støvler. Skjortén når ikke
længere end til neden for lænderne.
Den har en hætte, som dækker hove-
det og halsen. Den er lavet af blærer
af store fisk, som er skåret i lige store
strimler og yderst net sammensyet.
Den har ingen åbning på brystet som
vores; men for at den ikke skal gå i
stykker ved påklædningen, er ærme-
gabene, hætten og underkanten kantet
med sort, meget tyndit skind, i over-
ensstemmelse med den figur, der her
vises.
De øvrige dragtdele såvel som deres
støvler er ligeledes af stykker, som
meddelt om deres skjorter; men de er
af et meget stærkere istof, d. v. s. skind
af hjorte eller sæl fortrinlig behand-
let og med hårlaget bevaret. Den vild-
mandsdragt, af hvilket vi her hidsæt-
ter billedet taget lige efter originalen,
er af skind i to farver, strimlerne er
skåret i ens størrelse og anbragt i så
smuk orden, at en hvid strimmel er
syet mellem to brune i en tiltalende
enhed. Hårlaget, som vender udad, er
ligeledes afglattet og lige iså blødt som
fløjl og er lige så godt syet sammen,
at dragten udefra at dømme kunne
være syet af et eneste skind. Hvad nu
den løse trøjes form angår og den
vildes udstyr, som er vist her, så har
kobberstikkeren gengivet det så natur-
tro i dette nydelige stik, at man skulle
anse yderligere beskrivelse for unyt-
Et historisk storværk om Grønland
er nu under udarbejdelse. Det bliver
den hidtil mest omfattende historie-
bog, der er skrevet om Grønland. Man-
den bag det store værk er lektor Finn
Gad, der var seminarielærer i Godthåb
i årene 1937—45. Da lektor Finn Gad
var historielærer ved seminariet i
Godthåb for mere end 20 år siden,
fandtes ikke en lærebog i Grønlands
historie. Allerede dengang udarbejde-
de han en duplikeret lærebog i Grøn-
lands historie til brug for undervis-
ningen på seminariet, og allerede den-
gang havde han planer om at skrive
et storværk om Grønlands historie.
Efter krigen vendte Finn Gad, der
er cand. mag. i historie, tilbage til
Danmark og genoptog sit arbejde som
adjunkt. I 1950 blev han tilknyttet det
daværende Grønlandsdepartement som
skolekonsulent. Men for at kunne hel-
lige sig sine historiske studier forlod
han sin stilling som skolekonsulent og
søgte om nedsat timetal som lektor
ved Østre Borgerdydskolen. Han mod-
tog støtte fra Videnskabsfonden og
kastede sig ud i det store arbejde.
Nu er han nået til året 1730 i sin
grønlandshistorie. Foreløbig ligger der
500 sider klar — med knap 1000 noter,
henvisninger og kommentarer.
Et kæmpestort arbejde ligger for-
ude. Jo mere Finn Gad nærmer sig
nutiden, desto større bliver materialet,
der skal gennemgås. Til brug for af-
snittene om Grønlands nyere historie
har Finn Gad fået to grønlandske stu-
denter til at samle kildemateriale. De
to unge mennesker gennemblader
samtlige årgange af „Atuagagdliutit",
og de vigtigste artikler bliver oversat
til dansk.
De vilde, som bor (ved) dette stræde,
går aldrig i terrænet uden over skul-
deren at have et kogger fuldt af pile
og buen eller spyddet i hånden. Thi
i pilene har de deres største styrke.
Nogle kan dræbe harer, ræve, fugle
og alt det mindre vildt, og andre er
ikke bestemt til andet end at skyde
hjorte, elge, bjørne og de andre store
vilddyr. Disse (pile) er ikke mere end
2—3 fod lange, og i stedet for jern er
de i spidsen forsynet med en slank og
meget spids benod, på hvis ene side
der rejser sig tre eller fire kroge, som
bevirker, at man ikke kan rive dem
ud af det sted, som de har boret sig
ind i, uden at udvide såret. Og de,
som i det mindste er fire til fem fod
lange, er forsynet med en benod, som
også har kroge, som er lavet som tæn-
derne på en sav. De kaster disse sidste
med hånden; men for at give dem
mere kraft, og for at de skal nå læn-
gere, tager de i deres højre hånd et
1 '/-i fod langt stykke træ, der på den
ene side har en temmelig dyb fure, i
hvilken de lader den tykke ende af
kastespydet ligge, og når det kastes
ud, får det en større trykkraft og vir-
ker meget stærkere.
Undertiden bærer de også i hånden
et spyd, som er af stærkt træ og tungt,
og som i den smalle ende er forsynet
med et rundt benstykke, hvis spids er
skærpet på en sten, eller også er den
forsynet med horn eller tænder af de
fisk, vi har beskrevet. Disse spyd er
syv eller otte fod lange, og de er i den
tykke ende forsynet med to små vinger
af træ eller hvalribben, som giver dem
en meget større ynde, end de ville
have uden denne prydelse.
Foruden flere slags fiskekroge, som
de bruger for at få fat i de mindre
fisk, som kommer til deres kyster, har
de desuden forskellige slags kastespyd,
som de véd at slynge med en færdig-
(Fortsættes side 25).
Lektor Finn Gad kommer ikke til
at mangle kildemateriale til sit histo-
riske storværk. Der ligger meget hidtil
ubenyttet stof i arkiverne, store
mængder af indberetninger, regnska-
Lekfor Finn Gad
ber og breve. Alt dette gennemgår
Finn Gad, og intet er for småt til at
kunne afgive oplysninger.
I øjeblikket foreligger der endnu
ingen konkrete planer om udgivelse af
værket, der hidtil er betalt af Viden-
skabsfonden, men man regner med,
at værket kan være klar til udgivelse
om et par år. Lektor Finn Gads frem-
ragende evne til at gøre historisk sitof
levende gør, at man allerede glæder
sig til udgivelsen af hans livsværk.
udkørt
kl. 3...?

W w WS /! Awf1
Medova Tea
Der er to størrelser Medova thebreve. De kender det
normale til enkelte kopper, men til thepotten skal De
bruge de store King Size breve, der giver 4 kopper stærk,
velsmagende the - og De slipper for blade både i potten,
kopperne og vasken. - Medova’s indhold af æteriske
stoffer i forbindelse med ren coffein bevirker, at central-
nervesystemet og storhjernen stimuleres på få minutter.
G 11 B ifl Mil l,ar sikkerhed for den friske aroma, når De
Ipåi llTllij 1 I køber Medovabrevene i hele lufttætte pakninger.
Historisk storværk om Grønland
Lektor Finn Gad er i gang med udarbejdelsen af den hidtil mest om-
fattende historiebog om Grønland. Værket ventes klar til udgivelse
om et par år.
18