Atuagagdliutit - 29.04.1966, Blaðsíða 6

GTO valgte den mest
økonomiske fremgangsmåde
„Lokalt foretagende føler sig
forbigået".
Under denne overskrift forekom i
„Grønlandsposten" nr. 6 af 17. marts
1966 et interview med dykker Arne
Møller, Godthåb.
Det fremgår af dykker Møllers ud-
talelser, at han er skuffet over ikke
at være blevet indbudt af GTO til at
deltage i licitationen over den etape
af atlantkajen i Sukkertoppen, som
skal udføres i 1966.
I GTO er dykker Møller kendt som
en dygtig og energisk entreprenør, der
i løbet af få år har oparbejdet et
specialfirma inden for dykkerbran-
chen, som utvivlsomt vil have mulig-
hed for at yde en betydelig indsats
inden for dette arbejdsområde i Grøn-
land.
Dykker Møllers firma har da også
allerede udført en række opgaver for
GTO, og der pågår forhandlinger om
adskillige nye arbejder i sæsonen 1966.
Hvad det pågældende arbejde i Suk-
kertoppen angår, har GTO af følgende
grunde måttet afstå fra at træde i
forbindelse med Møllers Dykkerentre-
prise.
Arbejdet er ikke udelukkende et
vandbygningsarbejde, men omfatter
foruden udførelsen af selve kaj indfat-
ningen et betydeligt opfyldningsarbej-
de med sprængsten bag kajen og eta-
blering af en dæmning ud til kajen.
Selve kaj konstruktionen udgør ca. en
fjerdedel af det samlede arbejde, mens
de tre fjerdedele består i udspræng-
ning, transport og opfyldning. De to
opgaveafsnit behøver ikke nødvendig-
vis udføres af samme firma. GTO anså
dog en opdeling for uøkonomisk, idet
der er en naturlig sammenhæng mel-
lem de to afsnit, og en reduktion af
den udsendte entreprenørs arbejde
ville mindske interessen, således at
man måtte forvente en større samlet
pris, hvis man valgte denne frem-
gangsmåde.
Når det således ikke skønnedes
rimeligt at overlade en del af arbejdet
til dykker Møller i regning eller til en
forhandlet pris, var der den teoretiske
mulighed tilbage at indbyde dykker
Møller til at deltage i en licitation
sammen med udsendte entreprenører.
Da GTO imidlertid ikke indbyder
lokale og udsendte entreprenører til at
give tilbud sammen i egentlige licita-
tioner, fordi de vilkår, hvorunder de
arbejder, er ret forskellige, bestemte
GTO sig til udelukkende at indbyde
udsendte entreprenører til at give til-
bud på det samlede arbejde.
Efter at licitationen var afholdt, og
det billigste firma udpeget, foreviste
dykker Møller ved et besøg i direk-
toratet en af ham udarbejdet arbejds-
plan for udførelsen af kaj konstruk-
tionen og for udlægningen men ikke
fremskaffelsen af bagfylden. Selv om
arbejdsplanen var dygtigt udarbejdet,
viste det sig, at den pris, dykker Møl-
ler måtte betinge sig for sin del af
Skriv efter vort katalog
med det største udvalg i danske møbler.
Katalogerput danskit peKusiåinik
moderniussunik amerdlanerpånik
Kinigagssalik agdlagfigiguvtigut
nagsiutlsavarput.
ifll
ASBJØRN-MØBLER A/S
SK1NDERGADE 28-32. KØBENHAVN K.
LEV. TIL DEN KGL. GRØNLANDSKE HANDEL. DEN KGL. GRØNLANDSKE HANDELIMUT NIO R K UTEK ARTARTO K
en god kop
frisklavet Nescafé
koster Dem mindre
end en kop varmekaffe!
- Og tænk så på forskellen:
Nescafé
er ren kaffe, fin kaffe
i noget nær luxusblanding!
De vil nyde den
- frisklavet kop efter kop...!
arbejdet, var væsentlig højere end den
pris, det udsendte firma skulle have
for den tilsvarende del. Der er derfor
ingen tvivl om, at den valgte frem-
gangsmåde har ført til en bedre øko-
nomi for arbejdet, end en opdeling af
entreprisen mellem et lokalt og et ud-
sendt firma ville have gjort.
For dykker Møller var det herefter
muligt at søge kontakt med deit firma,
der fik arbejdet overdraget, og tilbyde
sin bistand som underentreprenør.
Mod et sådant samarbejde ville GTO
intet have at indvende. Såvidt man i
GTO er underrettet, har dykker Møl-
ler ikke benyttet sig af denne mulig-
hed.
GTO vil med interesse følge udvik-
lingen af dykker Møllers firma frem-
over og vil, når passende opgaver fore-
kommer, optage kontakt med firmaet.
13. april 1966.
Grønlands tekniske Organisation,
Direktoratet,
K. Trentemøller.
Grønlands
Handelsskole
Vi har bragt i erfaring, at det er
tanken, at de grønlandske handels-
skoleelever for fremtiden skal under-
vises i Ikast. Vi har dog ikke indtryk
af, at denne beslutning er truffet, fordi
der her er særlig gode muligheder for
at løse opgaven, indkvarteringsmæs-
sigt, uddannelsesmæssigt og pædago-
gisk, skriver „Handelsskolebladet" og
fortsætter:
Det store slag i Jylland om handels-
kostskoler er formentlig endt nu, selv
om der går dønninger i de store han-
delsorganisationers blade. Direktoratet
har givet tilladelse til, at der bygges
en handelskostskole i Ikast, men hvor-
når den vil blive bygget ligger ude i
en uvis fremtid. Som krigsbytte hjem-
fører Ikast de grønlandske handels-
skoleelever. De skal jo gerne ind på
en kostskole — men der er bare ingen
handelskostskole i Ikast endnu, så i
en årrække må man klare sig med
nødordninger. Det skal være planen
at lade dem flytte ind i nogle nybyg-
gede lejligheder, hvor man kan få
plads til ca. 30 elever, hvis man an-
bringer 3—i stykker i hver stue. Men
sidste sommer blev indledningskursus
gennemgået af ca. 60 elever i Grøn-
land, og de kommer nu til efteråret
for at afslutte deres uddannelse. Så
må man jo se også at finde et sted til
de resterende.
Og så er det ikke gjort med ind-
kvarteringen alene. Der må ikke stilles
mindre krav til en grønlandsk han-
delsskole end til andre handelsskoler,
hvortil kommer, at den endda har sine
ganske specielle problemer.
Mon ikke vi savner et organ, der har
sin særlige opgave og sit særlige an-
svar i at drage omsorg for, at vi løser
opgaven vedrørende gennemførelsen
af den grønlandske handelsundervis-
ning på en måde, som vi kan være
bekendt, og som giver det udbytte for
grønlænderne, som formålet var.
„Handelsskolebladet" havde i øvrigt
besøgt Mommark Handelskostskole og
skriver bl. a. om indtrykkene:
Skolen rummer en række velind-
rettede klasselokaler, særdeles hygge-
lige og tiltalende spise- og opholds-
lokaler og praktisk møblerede elev-
værelser til én eller to elever, med et
garderobeskab til hver elev, varmt og
koldt vand på alle værelser, bade-
værelser i korridoren. Disse forhold
kan slet ikke være bedre.
Siden 1. november har der været
et hold grønlandske elever på Mom-
mark. På det pågældende tidspunkt
deltog de i henholdsvis kontorteknik-
og kolonialkursus. Det er første gang,
de grønlandske elever er blevet ind-
kvarteret under så tiltalende forhold.
Moskusokser slagtes
ikke til hundefoder
I anledning af en notits i „Grøn-
landsposten af 25. november 1965 side
11, „Moskusokser slagtes til hunde-
foder":
Det kan oplyses, at der på Daneborg
skydes 7 okser om året, og at alt kødet
går til husholdningen som en behage-
lig afveksling fra det dybfrosne og
som en besparelse for ministeriet, idet
et tilsvarende mindre kvantum okse-
kød opsendes. Indvolde og hoveder
fodres dog op.
På Danmarkshavn er der siden 1962
skudt 16 okser. (Der må skydes 10 om
året på Danmarkshavn).
Fredningsbestemmelserne overhol-
des i øvrigt strengt på kysten, og vi
forstår ikke, hvorledes kommunal-
bestyrelsen i Scoresbysund kan sige,
at „moskuskødet ofte bruges som
hundefoder".
Esbensen,
stationsleder, Daneborg.
Lokalbladene
I debatten om lokalbladene i
Grønland skriver Julianehåbs lo-
kalblad bl. a. følgende:
Lokalbladene i Grønland hviler, som
„Pujorsuit" anfører, alle (på nær et,
red.) på frivilligt initiativ med en sym-
bolsk økonomisk støtte fra oplysnings-
rådet, symbolsk er den, fordi den med
de nuværende priser på materiale og
disses transport til Grønland, praktisk
italt kun dækker udgiften til tryk-
sværte. De øvrige udgifter må derfor
dækkes ind gennem bladsalget. At
dette er stærkt svingende og meget
afhængigt af bladets standard behøver
næppe at anføres. Ud fra disse be-
tragtninger tør det stå enhver klart,
at resten af overskuddet (hvis der er
noget) fordelt som honorar til med-
arbejderne beløber sig til timeløn i
ører. Vi tror, at denne form for blad-
virksomhed i Danmark ville være
utænkelig eller i hvert fald kun mulig
hos religiøse sekter, der er i besid-
delse af tilstrækkelig idealisme.
Den kendsgerning, at honoraret for
bladarbejdet er så ringe, forårsager, at
bladene i Grønland lider af en bestemt
sygdom, nemlig „periodisk bladdød".
I det øjeblik, der kommer nye menne-
sker til byen, som er i besiddelse af
tilstrækkelig idealisme og (fritids)-
offervilje, liver bladet atter op og eksi-
sterer indtil også denne redaktion
giver op. Kan man i nutidens Grøn-
land stadig være tilfreds med dette?
Radiofonichef Frederik Nielsen skri-
ver i A/G nr. 5 1966: „Den kulturelle
side af udviklingen (i Grønland, red.)
forsømmes i de grønlandske blade. Det
er meget sjældent, at man i bladene
ser åndelige produkter, frembragt af
grønlændere. Derimod hører man tit
om produktionen og fiskeriet i det hele
taget. Selvfølgelig er det meget vig-
tigt, men der burde være balance i
tingene." Her kommer vi ind på et
andet af lokalbladenes problemer. Kri-
tikken fra Frederik Nielsen er her
Under denne overskrift skriver
Egedesminde Avis „Ausiak“ føl-
gende om landsrådets behandling
af formandsspørgsmålet:
Naturligvis må vi være tilfredse med
landsrådets afgørelse i spørgsmålet om
valgt formand, og med tilfredshed kan
vi konstatere, at indenrigsministeriets
apfattelse af, hvad demokrati er, fal-
Thi den, der har meget
skal mere gives —
Under denne overskrift skriver
lokalbladet i Egedesminde føl-
gende:
Ved kommunalbestyrelsens tidligere
møder har der været anket over, at
Nordgrønland er for ringe repræsen-
teret, når bevillinger m. v. skal gives
— det gælder eksempelvis Grønlands-
rådet. Spørgsmålet er optaget til drøf-
telse i fællesmødet mellem repræsen-
tanter fra de 8 nordgrønlandske kom-
munalbestyrelser. Tilsvarende drøftede
Egedesminde kommunalbestyrelse ved
sit nylig overståede møde, om det nu
også er retfærdigt, når landskassen
fordeler dispositionsbeløbene ud fra
afgiftsindtægterne i de enkelte kom-
muner. Også dette spørgsmål søges
drøftet ved det nævnte fællesmøde.
Vil man undersøge det sidstnævnte
tilfælde, findes i referatet fra sidste
forårs ekstraordinære møde en tal-
oversigt, hvoraf det fremgår, at hvis
fordelingen skete efter kommunernes
folketal, ville de fire åbentvandsbyer
tilsammen have ca. 160.000 kr. mindre,
medens yderkommunerne (6—7 heraf)
skulle have haft det tilsvarende beløb
mere. For de øvrige kommuner vil
resultatet blive så omtrent det samme
uanset beregningsmåden. For de 8
kommuner, der ventes at sende repræ-
sentanter til nævnte fællesmøde, gæl-
der, at de fire ville have fået det sam-
me, medens fire i alt ville have fået
80.000 kr. mere. Mange vil vel synes,
at der er noget skævt i, at desto mere
befolkningen (plus sæsonfolk) drikker,
desto bedre stilles kommunen, medens
de kommuner, som har lidet, skal
endog dette fratageis. Set fra en anden
vinkel: Beslutter en af de såkaldt
mindre kommunalbestyrelser sig ud
fra den reviderede landsrådsvedtægt
:til at bremse hårdt op for spiritus-
udhandling, vil den da ikke kunne
lastes for at stille sig og kommunen
svagere. Og hvad med de få steder,
hvor der fortsat er rationering — skal
de endda lide herunder også økono-
misk?
oo deres drift
helt berettiget. Men Frederik Nielsen
glemmer i sin kritik at vise os vejen!
Det er såre rigtigt, at et lokalblad også
gerne skulle være oplysende, og der
er ikke noget, vi hellere vil. Men kan
man forlange, at ganske almindelige
mennesker, der ofrer nogle fritimer
på sagen, og som oven i købet er bun-
det fast til byen i kraft af deres ar-
bejde, skal kunne skabe denne ånde-
lige balance. Jeg tror, at Frederik
Nielsen skulle rette kritikken mod
oplysningsrådet og ikke mod lokal-
bladene.
„Pujorsiut" mener, at det er på tide
at planlægge uddannelse af journali-
ster. Det er sikkert ikke nogen dårlig
idé, men hvem skal betale, og hvem
skal aflønne journalisten, når han er
færdiguddannet. I så fald må hele den
grønlandske presses struktur ændres.
Der må oprettes et nord-, midt- og
sydgrønlandsk ugeblad, samt et grøn-
landsk informationsbureau, og dette
er tiden næppe moden til.
Vi vil i stedet slå til lyd for større
økonomisk støtte til lokalbladene samt
kraftigt opfordre oplysningsrådet til at
tage Frederik Nielsens kritik på sin
kappe og gøre noget ved sagen.
Lad os endvidere opfordre oplys-
ningsrådet til at foretage en under-
søgelse af, hvor mange byer der for
øjeblikket har et lokalblad, hvor stort
oplagstal disse har, hvor mange og
hvilke byer, der ikke har noget blad,
og bringe resultatet i A/G.
Vi mener også, det må være op-
lysningsrådets opgave at formidle en
gensidig udveksling af lokalbladene
redaktionerne imellem. Dette kan
virke som et slags oplysningsbureau,
hvorigennem man lærer andre byers
problemer at kende. Det kan måske
samtidig virke inspirerende derhen, at
man måske vil forsøge at gøre en
ekstra indsats for at gøre sin egen
avis’ standard lige så god som nabo-
byens.
der sammen med vor, idet dette mini-
steriums redegørelse om formand i
eller uden for rådets midte faldt sam-
men med de synspunkter, „Ausiak"
allerede havde slået til lyd for. Derfor
kan vi også kun tage det som en na-
turlig ting, at rådets medlemmer med
overvejende flertal (15 mod 1) gik ind
for valgt formand taget af rådets
midte, og vi finder i den forbindelse
ingen grund til at udråbe disse 15
medlemmer som mandfolk, sådan som
„Grønlandsposten" gør det i sin sidste
leder på bekostning af Elisabeth Jo-
hansen, der var den eneste, der stemte
imod.
Mandfolk og mandfolk er jo, som
man tager det, thi havde de virkelig
været de mandfolk, som politikere bør
være, ville det ikke have været noget
problem med en embedsmand som
født formand. Trods uenighed med
Elisabeth Johansen i hendes indstil-
ling, må man jo lade hende, at hun
aldrig har været bange for at sætte
sig på et standpunkt og holde fast ved
det, omend hun ved afstemningerne
er kommet i mindretal. Herved er hun
et lysende eksempel for sine 15 kolle-
ger, der traditionelt får snakket sig så
meget frem og tilbage, at ingen tør
stå uden for den store flok.
Nå, men med formandsspørgsmålet
gik det, som det skulle, og ingen kan
nu længere bruge den dumme und-
skyldning (for egen svaghed) med em-
bedsmanden, der har for stor indfly-
delse. Alligevel havde det måske væ-
ret nok så sundt at have ventet med
denne nyskabelse, til man havde ud-
fyldt de gamle rammer — til embeds-
manden kun var embedsmand. Nu,
hvor demokratiseringen også på dette
område er udbygget, er det vort håb,
at medlemmerne vil leve op til deres
egne resultater, ikke blot ved at vælge
den bedste formand, men også ved
personligt at styrke demokratiet gen-
nem en åben debat uden for lands-
rådssalen også. Lad os få forslagene
frem i pressen inden de forelægges i
rådet. Alle borgere har pligt til at
engagere sig politisk, -men især politi-
kerne har pligt til at stille deres
engagement offentligt til skue ved at
placere isig midt i den offentlige debat.
Den dag, landsrådets medlemmer tør
gøre det, kan vi også få ord som
„mandfolk" i vor mund, thi hvad gav-
ner det, at vi har en fri forfatning,
hvis vi ikke forstår, hvad den skal
bruges til.
Mandfolk og mandfolk
6