Atuagagdliutit - 12.09.1968, Blaðsíða 18

K’ eller Q — k eller q
------------- Af Robert Petersen -------
Ved at læse referatet fra landsrå-
dets ordinære samling i 1967, undrede
jeg mig lidt over at se henvisninger
til professor Holtveds „forslag" om at
bruge q og Q, når man dertil læser
citatet fra professor Holtved, ser man
i stedet, at professoren havde påpeget
det „hensigtsmæssige" i at bruge Q og
q. Nu skal man ikke fordybe sig i ord-
valget, og for så vidt må man anse
afvisningen være i sin orden, hvis
man kan regne med, at den var en
saglig stillingtagen. Men desværre
kunne jeg ikke fnde nogen sagligt
gyldig argument, der kunne begrunde
afvisningen.
Nu har landsrådet i mange år vist
interesse for retskrivningen og de
sproglige forhold ved at tage disse
sager ind under dagsordenen. Det kan
vi kun værdsætte. Men da landsråds-
medlemmerne er valgt ud af sam-
fundspolitiske, og nok til en vis grad
af økonomisk-politiske programmer,
kan man ikke forlange, at de samtidig
skal være eksperter på alle felter.
Det, landsrådet trænger til i den for-
bindelse, er et sagligt organ, der kan
samle de relevante forhold til over-
skuelige præmisser, der ikke ensidigt
oplyser om de faktiske, — teoretiske
som praktiske — forhold, så at med-
lemmerne ud fra disse sagligt kan tage
bestik af problemet. Da jeg læste
retskrivningsudvalgets redegørelse,
stod det endnu mere klart, at lands-
rådet stadig væk trænger til saglig
orientering om emnet. Sagen er nem-
lig den, at de landsrådsmedlemmer,
der deltog i debatten, ganske natur-
ligt — og korrekt — støttede sig til
retskrivningsudvalgets redegørelse.
Det er jo det, man har retskrivnings-
udvalget til. Men retskrivningsudval-
gets redegørelse var en slags polemik,
hvor forfatterens tanker blev frem-
ført ganske ensidigt. Kunne andre af
udvalgets medlemmer ikke komme
med en særudtalelse? Der findes dog
folk i retskrivningsudvalget, der har
klarere forestilling om, hvad det drejer
sig om.
Rent teoretisk er det ligegyldigt,
hvilket tegn man skriver, blot det
er 1) accepteret, og 2) ikke skaber
praktiske vanskeligheder. I den for-
bindelse må det nævnes, at det sidste
århundredes historiske kontinuitet ta-
ler for anvendelsen af „k“, men det
har man ikke engang nævnt i ret-
skrivningsudvalgets redegørelse.
Man behøver næsten ikke at minde
folk om, at de forskellige tegn, alfa-
fatet består af, ikke har nogen lyd af
sig selv, men bruges for at markere
bestemte lyde. De kan kun den lyd,
vi selv giver dem, derfor virker det
forbavsende at læse: „Udvalget skal
hertil bemærke, at Q, der ikke har
samme lyd som K’.. “ Man skal give
denne udtalelse en ret velvillig for-
tolkning, for at der kan komme en
mening ud af den: at Q i visse danske
ord af romansk oprindelse bruges til
en lyd, der lige så godt kunne skrives
med k.
Ved at give denne udtalelse en brug-
bar fortolkning kommer vi faktisk i
endnu større vanskeligheder, vanske-
ligheder, der i første omgang synes at
være uden for q-K problemet, men
alligevel i højeste grad må tages med,
hvis den teoretiske side af sagen ikke
må overses helt, og det må munde ud
i en række spørgsmål så at der kan
dannes en konsekvens i problembe-
handlingen. Spørgsmålene, der opstår,
Nye Oxford
V4-vindere
på Grønland
Kalåtdlit-
nunåne Oxford
V4-me erKuissut
Vindere fra 1.5.1968-30.6.1968/1.5.1968-mit 30.6.1968-mut erxuissut
■ Hr. Ole Isaksen, Augo Lynges Vej 36 B, Julianehåb: 1 OWIX Herrearmbåndsur/angutip nalunaeku-
tårå OWIX ■ Fru Hellene Kristiansen, Itivdleq pr. Holsteinsborg: 1 AGFA Fotografiapparat/åssilivik
AGFA ■ Hr. Hans Derch Nathanielsen, GTO Angmagssalik: 1 AGFA Fotografiapparat/åssilivik AGFA ■
Hr. Anders Gedionsen, Pottersvej 95A, Egedesminde: 1 AGFA Fotografiapparat/åssilivik AGFA ■
Hr. Morten Nuko, Kap Dan pr. Angmagssalik: 1 OWIX Herrearmbåndsur/angutip nalunaeKUtårå OWIX ■
Frk. Martha Hammond, Satut pr. Umanak: 1 AGFA Fotografiapparat/åssilivik AGFA ■ Fru Else Marie
Madsen, Dronning Ingrids Hospital, Godthåb: 1 3-speed håndmixer/aulaterut 3-nik sukåssusilik ■ Hr.
Abigail Jerimiassen, Hus B. 434, Holsteinsborg: Kr. 600/Kr. 600 ■ Hr. Markus Petersen, Holsteins-
borg: 1 AGFA Fotografiapparat/åssilivik AGFA ■ Hr. Kristian Tarqisimat, Tiniteqilaq, Angmagssalik:
1 AGFA Fotografiapparat/åssilivik AGFA ■ Fru Karen Berthelsen, Skolehjemmet, Umanak: 1 AGFA
Fotografiapparat/åssilivik AGFA ■ Hr. Otto Olsen, Mathiassensvej 559, Holsteinsborg: 1 OWIX Herre-
armbåndsur/angutip nalunaeKUtårå OWIX ■ Frk. Sara Silassen, Eqalugarssuit pr. Julianehåb: 1 AGFA
Fotografiapparat/åssilivik AGFA ■ Fru Birthe Magnussen, Christianshåb: 1 AGFA Fotografiapparat/
åssilivik AGFA ■ Fru Susanne Petersen, Tobiasvej B. 677, Narssaq: 1 HAKA Vaskemaskine/maskina
errorsissut HAKA ■ Hr. Peter Olsen, Samuelsvej 468, Holsteinsborg: 1 EVA Slip-Let pande/sujatsivik
Slip-Let EVA ■ Hr. Mikael Onismussen, Otto Egedes Vej 633, Narssaq: 1 OWIX Herrearmbåndsur/
angutip nalunaeKUtårå OWIX ■ Fru Ane Hansen, Umanak: 1 OWIX Damearmbåndsur/arnap nalunaeKU-
tårå OWIX ■ Hr. Aron Hammond, Satut pr. Umanak: 1 EVA Slip-Let pande/sujatsivik Slip-Let EVA ■
Køb de lækre
Kiks Marie og Corny fra
Oxford - der er stadig
masser af præmier
Marie Kiksit Cornytdlo
Oxfordimit pissut mamard-
luartut pisiarikit - sule
erxugagssarpagssuaKarpok
bliver følgende: Har bogstaverne be-
stemt lyd? Har de på dansk en be-
stemt lyd? Har et bogstav en bestemt
lyd i et bestemt sprog? Kan man tale
om et bogstavs lyd, når det drejer sig
om flere sprog? og endelig for de grøn-
landske bogstavers vedkommende:
Har de grønlandske bogstaver de sam-
me lyde som de danske? Har et be-
stemt bogstav en bestemt lyd på grøn-
landsk? Alle disse spørgsmål må be-
svares om et bogstavs „lyd", men og-
så fordi kun en del af bogstaverne
under forskellige forhold bruges til
lyde, der kan identificeres med hinan-
den. Det vil sige at den foran citerede
udtalelse ikke blot er galt formuleret,
men også hviler på forkerte forudsæt-
ninger.
For at give eksempel må man sige,
at „c“ på dansk (i ord, som man kan
finde i danske ordbøger) både kan
bruges til k og s-lyd (cancer), som
„sj“ i cello, og som tsj i Chile. Bog-
stavet g betegner forskellige lyde i
„bage", „gage", „angre", „angreb" og
„George". Bogstavet „j“ betegner tre
forskellige lyde henhv. i dansk, fransk
og engelsk. Vedrørende de to sidste
spørgsmål foroven må det påpeges, at
grønlandsk p ikke bruges til den
samme lyd som den danske, på sam-
me måde gælder det „k“, til en vis
grad „g“, grønlandsk „ss“ er ikke den
samme som den danske, heller ikke
„dl", „rr“, „gg“. Hvilken lyd har så
disse bogstaver og bogstavsammensæt-
ninger? — Eller bare inden for grøn-
landsk, hvilken lyd har „t“ i „tatigå",
hvilken lyd har „u“ og „i" i „autdlai-
siminut". Hvilken lyd har de stumme
bogstaver?, må vi også spørge for at
få det hele med.
Jeg regner med, at spørgsmålene og
eksemplerne er nok til, at vi kan fast-
slå følgende:
at et bogstav, der bruges til en lyd
i et sprog, kan i et andet sprog bruges
til en anden lyd;
at en og samme lyd i to sprog kan
skrives forskelligt i hvert sprog;
at et bogstav i et og samme sprog
kan repræsentere forskellige lyde;
at vi på grønlandsk ikke i et og alt
retter os efter bogstavernes anvendel-
se i andre sprog;
at vi også på grønlandsk kan bruge
et bogstav til så varierende lydforhold,
at vi ikke ensidigt kan tale om et bog-
stavs „lyd".
Disse konklusioner føres frem for
at tydeliggøre, at talen om „Q“, der
ikke har samme lyd som K’.. “ prøver
at forsyne bogstaverne en „lyd", der
ikke er bogstavets, og at dens refe-
rence til den danske anvendelse af q
(selv om det ikke fremgik klart, —
eller netop derfor, — har man jo en
stærk fornemmelse af, at man refe-
rerer til det danske ,,q“) hviler på en
forkert forestilling om en universal
forbindelse mellem bogstav og lyd.
Med ordet lyd menes den såkaldte
ionem, betydningsskelsættende lyden-
hed.
LIDT OM Q’s OG K’s OPRINDELSE
Vort alfabet, det latinske, er tyde-
ligvis udviklet fra det græske alfabet,
V. NIELSEN’s
STENHUGGERI
ujaragtagssiortarfik
Vestre Kirkegårdsalle 28 —
Kbhvn. SV. — Danmark.
der igen havde de semitiske alfabet
eller en videreudvikling fra det som
sit forbillede, et af de tegn, som græ-
kerne fik ad den vej, var det såkaldte
„koppa", et bogstav, der blev itil det
latinske „Q“. Imidlertid blev „koppa"
ikke meget brugt i græsk, og i latin
blev q kun brugt i lydsammensætning
„qu“ (kw). Årsagen til tegnets ringe
anvendelse i græsk og latin må søges
i, at de to sprog ikke havde den lyd,
som det semitiske „qoph" betegnede.
Det var nemlig en uvulær lyd lige som
det grønlandske „k“. Det vil sige, at
der allerede for flere tusind år siden
var der et bogstav, der brugtes til en
lyd, der svarede til den grønlandske
„k“, det er fra dette semitiske bog-
stav, q stammer. At dette bogstav gen-
nem latin havde fået en lydværdi, der
nærmest var lig k, skyldes, at latin
og de andre europæiske sprog ikke
havde vores K-lyd. Det semitiske
„qoph" bruges i øvrigt endnu i flere
semitiske sprog, f. eks. arabisk og
ægyptisk, for at betegne en lyd, der
svarer til den grønlandske K-lyd. I
oldhebraisk har det samme tegn også
været brugt for at betegne en K-lyd,
men nyhebraisk bruger det samme
tegn for en k-lyd.
Af disse grunde har man i mange
år i den internationale lydskrift brugt
tegnet „q“ for at betegne K-lyden. Det
er for så vidt kun i forbindelse med
lydskrift, at man med en vis rime-
lighed kunne tale om et tegns „lyd",
da man inden for en lydskrift har den
strenge forbindelse mellem tegn og
lyd, der ikke tillader afvigelser i an-
vendelsen.
Endelig må det nævnes, at sprog-
og retskrivningsudvalget i sin rede-
gørelse i Grønlands landsråds for-
handlinger 1957, s. 265 har en følgende
bemærkning: „.. i tilfælde af, at et
grønlandsk ord med bogstavet k er
taget med i fremmede bøger, er der
intet hinder for, at q anvendes i stedet
for k“. Det er værd at lægge mærke
til, at denne bemærknings gyldighed
kun er énsidig. Sprog- og retskriv-
ningsudvalget har nemlig ingen som
helst indflydelse på, hvordan frem-
mede vil skrive de grønlandske ord,
men på den anden side må udvalget
være bundet af sin anerkendelse af
brugen af q for k.
Hvor kommer så tegnet „k“ fra.
Populært kunne man sige, at k er et
formindsket K. Gyldigheden af denne
påstand er større end, man umiddel-
bart tror. Da Kleinschmidt indså nød-
vendigheden af at have to forskellige
tegn på k og k, valgte han et græsk
bogstav, det lille „kappa", (k) som
det snart for 20 år siden var blevet
bemærket af Alfred Schmitt. Det er
foran omtalt, at grækerne ikke havde
vores K-lyd, og det græske „k“ (kappa)
var da også et tegn for en k-lyd.
Vi bruger med andre ord et oprin-
deligt tegn for en k-lyd for den uvu-
lære lukkelyd (k), mens retskrivnings-
udvalget har afvist et oprindeligt tegn
for K-lyden (q) som uegnet, selv om
udvalget 10 år forinden var gået ind
for, at det samme tegn måtte bruges
for K-lyden.
Vi har for så vidt lov til at lave
denne ombytning af de to tegn i for-
hold til deres oprindelse. Men forud-
sætningen herfor er, at vi gør det kon-
sekvent, og vi ikke dermed skaber os
selv praktiske problemer, problemer,
der især drejer sig om trykkerityper
og brugen af skrivemaskiner. I for-
bindelse med skrivemaskinen er de
særlige typer ikke blot fordyrende,
men disse særlige tegn sættes på for-
skellige steder på forskellige skrive-
maskiner. Dette har gjort en udvik-
ling af grønlandsk blindskrift til et
håbløst projekt.
VI HAR FLERE SLAGS ALFABET
Dertil må vi ikke glemme, at det
latinske alfabet ikke er det eneste al-
fabet, vi betjener os af. Allerede inden
for det latinske alfabet har vi det
problem, at alfabetet er firdobbelt,
med store og små bogstaver, i trykte
og håndskrift, og så snart man skal
til at bruge store bogstaver, får vi et
problem med K’, som udvalget også
har berørt i sin beretning i Grønlands
landsråds forhandlinger 1957, side 265.
Denne redegørelse virker nærmest pa-
rodisk, fordi maskinsætteren ikke kun-
ne tage de variationer, som udvalget
foreslog, og eksemplerne var skrevet
uden variation, hvert eksempel i tre
ens „versioner".
Problemet er endnu tydeligere, når
en meddelelse først måtte omsættes
til morsesignaler, som man gør det i
telegrafen. Morsealfabetet har hver-
ken tegn for K-lyden eller accentteg-
nene, og derved fremtræder telegram-
mer næsten som grønlandsk før
Kleinschmidts tid. Det skal indrøm-
mes, at og Fabricius’ retskrivning gav
gode muligheder for den rette forståel-
se af det skrevne, og som regel kan
vi da også uden besvær forstå tele-
grammer. Nogle har betragtet tele-
grammer for at være for uvæsentlige
til at kunne skabe behov for nye tegn.
Det er muligt, at denne betragtning
er rigtig. Men på den anden side må
18