Atuagagdliutit - 22.01.1970, Blaðsíða 23

om aftenen, og det gør Inger også.
En aften går Susanne hen til
Inger.
I: Er det dig? Hvad vil du?
S: Jeg vil snakke med dig.
I: Jeg har ikke tid. Jeg har
travlt. Jeg skal i byen?
S: Er du meget gal på mig?
I: Ja, jeg er, og det ved du godt.
S: Hør nu her Inger. Vi to har
været venner altid. Hvorfor
skal vi være uvenner?
I: Det er din egen skyld.
S: Jeg ved det godt. Jeg er så
ked af det. Jeg er kommet for
at sige undskyld.
I: Sååeeh.
S: Ja, jeg lover dig, jeg skal
aldrig snakke om dig mere.
I: Man skal ikke rakke sine ven-
ner ned.
S: Alle mennesker snakker om
hinanden. Det gør du også
selv.
I: Ikke ret tit. Jeg sladrer aldrig.
S: Det gør Lise. Jeg var i dårligt
humør, jeg fortalte Lise hvor-
for. Hun sagde, at hun forstod
mig, og så sladrede hun til dig.
I: Sådan er Lise. Hvorfor var
du i dårligt humør?
S: Det var din skyld!!
I: Min skyld! Hvordan?
S: Du har altid så travlt. Du gi-
der aldrig være sammen med
mig mere.
I: Snak. Jeg vil da gerne være
sammen med dig.
S: Jamen, når jeg ringer til dig,
har du aldrig tid til at snakke
med mig.
I: Du er tosset. Du ved godt, jeg
har meget at lave. Tag dog
frakken af, så laver jeg the.
S: Skal du ikke i byen?
I: Nej, det var noget, jeg sagde.
S: Er vi ikke uvenner mere nu?
I: Vel er vi ej, du nu skal du
høre------------.
33. Susanne Ingerilo ikingutigérKi-
lersut.
uvdlut ardlåne Susanne Ingerilo
ingmingnut alarput. Susannip ig-
dloicarfingme Ingere OKaluser.isi-
mavå, Ingerip tamåna tusarami-
uk kamagpoK, niviarsissatdlo ta.u-
ko mardluk alarput.
kisiåne ingmingnut maKaissi-
put. Susanne unukut ingmingne
angerdlarsimåinartalerpoK, Inge-
rilo åma taimailiortarpoK. unuiit
ilane Susanne IngerimukarpoK.
Stk. 33: Gloser
Din egen skyld — ivdlit nangmi-
neK piumassat.
Rakke ned — mamardlerpå.
Snakke om hinanden — ingming-
nut OKaluserissut.
Sladre — OKautigssuaivoK.
Dårligt humør — isumalngpoK.
Lektion 34. Karen i funktion på
sygehuset.
(uds. 18. februar, 19(70)
Karen er igen begynd t at ar-
bejde efter fødselen, i Hun har
skiftende arbejdstider. Når hun
har dagvagt, passer Susa nnes mor
barnet. Men når hun h ar aften-
eller nattevagt, er Pete r hjemme
og ser efter den lille. En aften
skal Peter til møde, oé>' Susanne
har lovet at være barnepige. Hun
ringer til Inger.
I: Hallo, det er 1879.
S: Det er Susanne, må jeg tale
med Inger?
I: Det er mig.
S: Davs, nu skal du høire. Jeg
skal være barnepige i aften
ovre hos Karens. Har du tid
til at komme over og sludre?
I: Skal du være barnepigle, skal
Karen og Peter ud?
S: Nej, Karen er begyndlt at ar-
bejde, og Peter skal til møde.
k Hvornår skal du deroveT?
S: Ved halv otte tiden.
I: Jeg har ikke noget i aften.
Jeg kikker ind.
S: Se, er han ikke dejlig?
I: Tænk at Karen kan gå på ar-
bejde, når hun har sådan et
dejligt barn.
S: Hun har altid været glad for
at være sygeplejerske.
I: Det må da være kedeligt at
arbejde på et sygehus. Når
folk er syge, er de næsten al-
tid sure og irriterede.
S: Har du nogensinde været syg
og ligget på sygehuset?
I: Nej, heldigvis.
S: Så ved du da heller ikke, hvad
en sygeplejerske bl. a. laver.
I: Fortæller Karen da, hvad der
sker?
S: Noget, men ikke alt, det må
hun da ikke.
I: Sikke en sladder der kunne
blive.
S: Karen er i øjeblikket på bør-
neafdelingen. Det er hun me-
get glad for.
I: Hvor mange børn er der?
S: Jeg spurgte Karen. Hun sagde,
at der v^r ca. 15 børn.
I: Hvad fejler de?
S: Det ved jeg da ikke; men Ka-
ren fortalte om en lille pige
på 1 Vs år, der var blevet for-
brændt.
I: Det var dog frygteligt. Hvor-
dan skete det?
S: Pigen havde leget i køkkenet,
mens moderen lavede mad. Så
kogte en gryde over, og det
kogende vand løb ned over
barnet.
I: Er hun så forbundet over det
hele?
S: Nej, sårene skal have lov til
at læges.
I: Der må være meget at lave?
S: Det er der vist også. De mind-
ste skal skiftes og have mad;
men de større børn spiser jo
selv.
I: Det må være dejligt at være
på børneafdelingen.
S: Karen synes også, at det er det
sjoveste.
I: Jeg tænker på, at det må være
frygteligt at se en patient dø.
S: Det fortæller Karen ikke; men
jeg kan mærke på hende, når
der er noget, hun er ked af.
I: Hvor længe skal du blive her?
S: Til Peter kommer hjem.
34. Karen nåparsimavingme suli-
SSOK.
Karen ernerérnerme kingorna su-
lilerKigsimavoK, avdlångorartu-
migdle suliartortarfeKardlune. uv-
dlukut sulissugssaugångat Su-
sannip anånåta méraK pårissar-
på, kisiåne unukorsiortuvdlunilu-
nit unuarsiortutitdlugo Pitap a-
ngerdlarsimavdlune méraK nåku-
tigissarpå. unuit ilåne PitaK a-
tautsimigiartugssauvoK, Susanne
neriorssuisimavoK pårssiumavdlu-
ne. Ingerimutdlo sujanerpoK.
Stk. 34: Gloser
Irriterede — kamagtipå.
Heldigvis — Kujanartumik.
Hvad fejler de? — suna ajOKuti-
gåt.
Forbrændt — ikuatdlangnikoK.
Kogte over — utserssorpoK.
Kogende — KalaorpoK.
Forbundet — iligingneK.
Skiftes — pårdlakéuput.
Lektion 35. Falsk alarm.
(uds. 20. februar, 1970)
Susanne har fri om lørdagen. Hun
besøger sommetider Inger. Hvis
Inger har travlt, hjælper Susanne
til; bagefter drikker de formid-
dagskaffe.
I: Hørte du brandalarmen i nat?
S: Ja, det kan man ikke undgå.
I: Det er uhyggeligt, når sire-
nen hyler.
S: Ja, det er en skrækkelig lyd.
I: Hvor brændte det?
S: Det brændte ikke. Det var
falsk alarm.
I: Falsk alarm! Igen. Det er vel
nok skrapt.
S: Far var rasende. Han vågnede
også, da sirenen hylede, og
bagefter kunne han ikke falde
i søvn igen.
I: Det kunne jeg heller ikke.
S: Vågnede børnene?
I: De to store vågnede, og de
blev meget bange.
S: Var I alene hjemme?
I: Ja, Marianne og Jørgen var
i byen; men de løb hjem, da
sirenen hylede.
S; Hvad var klokken?
I: Den var lidt i eet.
S: Hvem mon det var?
I: Jeg ved det ikke. Jeg har ikke
snakket med nogen i dag.
S: Det har nok været en, der var
fuld.
I: Ih, hvor er det frækt. Jeg ville
ønske, han ville få en bøde.
S: Ja, han skulle have en ordent-
lig bøde.
I: Han skulle betale mindst 1000
kr. i bøde.
S: I sidste uge var der falsk
alarm fire gange.
I: Så har det været en dyr uge.
Folk siger, det koster 500 kr.
hver gang, brandbilen rykker
ud.
S: Det koster meget mere. Peter
er brandmand. Han siger, det
koster 850 kr. Han styrter af
sted, når sirenen hyler.
I: Det er der mange, der gør.
Både lægen og politiet.
S: Når der er ildebrand, kan
brandfolkene næsten ikke
komme til at arbejde.
I: Hvorfor ikke?
S: Fordi hele byen kommer styr-
tende, selv om det er midt om
natten.
I: De vil måske hjælpe til.
S: Nej, de er nysgerrige.
I: Sikke noget pjat. De skulle
hellere blive hjemme.
S: Det bliver spændende at se,
om politiet finder ud af, hvem
der har lavet falsk alarm.
I: Jeg håber, han bliver fundet.
35. ikuatdlagtumik kalerrisårigalu-
arneK.
Susanne arfiningornikut sulineK
ajorpoK. ilånikut Ingere pulaor-
tarpå. Ingere ulapikångat Susan-
ne ikiutarpoK, kingornagutdlo uv-
dlåkorsiutigalugo kavfisortarput.
Stk. 35: Gloser
Brandalarm — ikuatdlangnerme
kalerrisårut.
Brænder — ikuatdlagpoK.
Sirenen hyler — siggartaut niv-
dliavoK.
Falde i søvn — sinilerpoK.
Bøde — akiliut.
Styrter afsted — tuavInaK aut-
dlarpoK.
Lektion 36. Forelskelser.
(uds. 23. februar, 1970)
Susanne er blevet forelsket. Der
er kommet en ny assistent, Jens.
Han arbejder på samme kontor
som Susanne. De snakker så godt
sammen, og efter arbejdstid føl-
ges de ad fra arbejde. De begyn-
der at komme sammen. En aften,
da de er på vej til biografen, mø-
der de Inger. Susanne hilser, og
Inger ser forundret efter dem,
da de går videre. Næste eftermid-
dag er Inger ude at gå en tur
med børnene. Hun møder Susan-
ne, som skal et ærinde i byen.
I: Davs, hvad laver du her på
denne tid?
S: Jeg skal over på regnskabs-
kontoret med nogle papirer.
I: Du var nok ude at gå en tur
i aftes.
S: Jeg skulle i biografen.
I: Hvem var det, du fulgtes med?
S: Det var Jens, den nye assi-
stent.
I: Skulle han også i biografen?
S: Ja, vi fulgtes ad.
I: Han var pæn.
S: Ja, synes du ikke.
I: Hvad skal du i aften?
S: Åh! Jeg har lovet Jens at
hjælpe ham med at ordne et
par småting i lejligheden.
I: Det må jeg sige, kommer I da
sådan sammen.
S: Nå, vi følges ad hjem fra ar-
bejde.
I: Nå da.
S: Han er så rar, og så snakker
vi så godt sammen.
I: Du er vel ikke blevet forelsket
i Jens?
S: Nej, vi er da bare gode venner.
I: Gode venner, der er sammen
hele dagen på kontoret og går
ture om aftenen.
S: I aften har jeg lovet af hjælpe
ham.
I: Var det også Jens, du gik sam-
men med i forgårs aftes?.
S: Holder du sådan øje med mig?
falsk alarm.
I: Nej, jeg kikkede bare ud af
vinduet, og så så jeg dig kom-
me gående sammen med en
ung mand.
S: Nå, ja, Jens havde fået en ny
grammofon, og så skulle jeg
lige høre den nye plade, han
havde købt.
I: Hvad siger din far og mor?
S: De ved det ikke.
I: Hvad siger du så, når du går?
S: Jeg siger, at jeg går en tur.
Sommetider, hvis de spørger,
siger jeg, at jeg har været
sammen med dig.
I: Hvornår kom Jens?
S: For 10 dage siden.
I: Du er altså forelsket?
S: Ja, måske.
I: Hvad så med Knud, I var jo
næsten forlovet.
S: Han har sikkert fundet sig en
pige. i Danmark.
I: Tror du? Har du hørt fra ham
fornylig?
S: Det er en 14 dage siden.
I: Har du så skrevet igen?
S: Det har jeg ikke haft tid til.
I: Du har haft for travlt.
S: Ja, jeg må videre. Jeg kom-
mer over til dig en aften, så
kan vi sludre.
I: Ja, jeg glæder mig til at høre
mere om Jens.
S: Farvel.
I: Farvel så længe.
36. asangnilersornerit.
Susanne asangnilersorsimavoK.
agdlagfingme nålagkap tugdlianik
nutåmik tikitoKarsimavoK, Jensi-
mik atilingmik. Susannip agdlag-
fingme sulivfigissåne sulivoK. o-
KalOKatigigdluartartorujugssuput
sulerérnermikutdlo angerdlamut
ingerdlaKatigigtardlutik. tikita-
lerput. unuitdlo ilåne filmeriar-
dlutik Ingere nåpipåt. Susannip
ilagsivå. Ingerivdlo tupigusugpa-
lugdlune ingerdlandngnere issi-
gai. anaguane uvalikut Ingerip
mérKat angalaorujoKatigai Susan-
nilo igdlOKarfingmut angatdlåssi-
ssok nåpipå.
Stk. 36: Gloser
Komme sammen — ikingutigig-
put.
Holde øje med — sianigå.
For nylig — Kanigtukut.
Jeg må videre — ingerdlandgta-
riaKarpunga.
23