Atuagagdliutit - 24.12.1971, Síða 32

HJEMLØS IBLANDT OS
LEGENDE AF MARCUS LAUESEN
ILL.: TRÆSNIT AF FLEUR BROFOS ASMUSSEN
I Fredens tempel var kongressen samlet for at tage stilling til
en ny opfindelse, der ville gøre menneskene immune overfor
havesyge og magtbegær og dermed umuliggøre krig. Men i en
skov i nærheden under en stor sten lå Freden og græd. Han var
blevet udvist af de kloge mænd og var hjemløs, indtil han blev
fundet af den forgrædte ydmyge menneskesjæl, der også var
hjemløs blandt menneskene.
Dette er en erindring om en op-
levelse, en særdeles bestemt op-
levelse, og dog er det mig ikke
muligt at sige noget bestemt om,
hvor og hvornår selve hændel-
sen nåede ind til min bevidsthed
og blev en del deraf. Hvis jeg
sagde, at det drejede sig om no-
get, der er foregået i en tænkt
fremtid, ville dette være lige så
sandfærdigt som om jeg tidsfæs-
tede begivenheden i een eller an-
den fortid.
Du, til hvem dette skal ned-
skrives, kender så godt som jeg
livets forkrænkelighed, men du
ved også, at forkrænkeligheden
er den mindste del af livet, alt-
for indlysende til virkelig at kun-
ne fængsle os, mens alt det, der
sker ved siden af, udenom for-
krænkeligheden, holder liv i den
nyfigenhed, som alene kan holde
vor sjæl ung. Vor daglige tanke
konstaterer, hvad der sker med
os og omkring os, men den ræk-
ker grumme lidt udover de dage,
en kalender også har tal på, tal
i rigtig rækkefølge. Men din
længsel, og min, ved, at der er
egne, hvor rækkefølgen bliver
hjælpeløs som et barn, der er fa-
ret vild.
Så uden for rækkefølgen be-
gyndte denne historie i et selskab
af mange kloge mennesker fra
mange forskellige egne i vor ver-
den. De fortrinlige og velmenen-
de mennesker var kommet sam-
men for meget alvorligt at tage
stilling til en ny opfindelse, der
skulle umuliggøre krig ved sim-
pelt hen at gøre mennesker im-
mune over for trangen til have-
syge og magtbegær — både i den
håndgribelige og den uhåndgri-
belige del af vor tilværelse. Det
gjaldt om at komme helt ned
under de lag i menneskets sjæle-
liv, som videnskaben indtil nu
havde anset for at være dyb-
dernes dyb.
Forsædet for den ærværdige
forsamling skulle skifte ejer, hver
gang man var nået et afgørende
skridt frem, — et virkeligt skel-
sættende skridt, så tankerne kun-
ne arbejde udfra et helt nyt
grundlag for erkendelsen, — thi
erkendelsen, enkel og sober var
det ædleste, og dermed det ene-
ste våben, — nej, ikke våben,
men redskab, som var værdig til
at tages i brug.
Den første, der indtog det høje
sæde, blev ved simpel lodtræk-
ning pavens udsending. Og tro
mod den gode vilje til fred og
fordragelighed trykkede alle de-
legater hans hånd med ønsket om
held og visdom til gerningen.
— Kære medmennesker, be-
gyndte han med et hjerteligt og
ligefremt tonefald, — jeg kan
ikke gå ind til dette hverv uden
at takke den almægtige Gud,
Himlens og Jordens skaber, fordi
han ....
Hvad den højærværdige viden
sagde, var det umuligt for nogen
at opfatte. De i sandhed ædelmo-
dige menneskevenner nedlod sig
naturligvis ikke til at bruge for-
nærmende udtryk; men fra flere
hold blev det antydet, at delega-
ten havde forset sig mod, hvad
alle dog regnede med som en
forudsætning for mødets gode
udfald, nemlig sandheden. Og
sandheden måtte være utvetydig,
klart indlysende for alle. At tale
om en almægtig gud, var at arbej-
de med et postulat, og postulater
lå usigeligt langt under denne for-
samlings værdighed.
Diskussionen begyndte i lav-
mælt forvirring, men denne for-
virring blev ret hurtigt til et så
højlydt stemmeorgie, at selv de,
der var enige, misforstod hinan-
den og kastede hadefulde be-
skyldninger i ansigtet på hinan-
den. Flere end een gjorde tilløb
til at forlade mødesalen; men be-
vidstheden om værdigheden, der
ikke måtte mistes, nej frem for
alt skulle holdes i hævd, holdt
alle tilbage. De vise ansigters ro
skæmmedes af bekymringens fu-
rer; hadske ord blev holdt til-
bage, men sydede som lava under
den sitrende overflade.
Den eneste, hvem miseren ikke
bekymrede, var delegaten, som
havde fremkaldt den. Hans an-
sigtstræk røbede intet af, hvad
han måtte tænke. Nogle gange
lod han blikket glide henover for-
samlingen; helt lidenskabsløst så
han fra den ene til den anden,
prøvede at fange hver enkelts
blik, og løftede så endeligt hån-
den med anmodning om at måtte
tale. — Kun nogle få ord ber jeg
om at måtte sige. Vor aftale var,
at jeg skulle forlade forsædet,
når vi var nået et skridt fremad.
De vil sikkert mene, at dette tids-
punkt ikke er nået, — tværtimod,
at jeg med mine indledningsord
har fjernet muligheden for at det-
te skridt kunne tages. Min me-
ning er Dem bekendt; jeg ved,
hvilken lov, jeg skal lyde. Og for
mig står det klart, at vi er kom-
met et skridt videre, et skridt
fremad; vi kan se på os selv, at
uden Gud gives ingen fred. —
Jeg takker, fordi jeg fik lov til
at sige dette. Og jeg giver mit
æreshverv fra mig i bøn og håb.
Måtte min efterfølger, hvem lod-
det end kommer til at gælde, ha-
ve held til at lede forsamlingen
endnu et skridt fremad.
Lidt træt sank han ned i sin
stol, og han sad længe med luk-
kede øjne. Om det var af skam
eller i ærbødighed, forsamlingen
holdt sig rolig så lang tid, kan
ingen vide, men da der endeligt
blev trukket lod anden gang, og
forsædet blev overtaget af en ny
klog mand, glattedes rynkerne i
de vise ansigter, og een og anden
gned sig forventningsfuld i hæn-
derne.
Den ny ordfører var en højt
anset forsker, hvis berømmelse
ikke havde sat sig noget spor i
hans fremtoning. Det var en spin-
kel, lidt duknakket herre med et
på een gang skælmsk og undse-
ligt barneansigt under en høj
pande, der forsvandt et sted i
nogle hvide tynde hårtjavser. De
blå øjne spillede i lystig uro og
legede med de lange tynde hæn-
der, der ikke kunne falde til ro.
— Kære åndsfæller, begyndte
han; og hans lyse, lidt syngende
stemme fyldte de lyttende med
velbehag, — om det vil lykkes
os, under mit forsæde at nå et
skridt fremad kan naturligvis
være tvivlsomt. Men da den gode
vilje er tilstede, er der jo dog en
slags mulighed derfor.
En historisk redegørelse for år-
sagerne til de krige, menneske-
heden har måttet lide under, tur-
de være overflødig i denne for-
samling. Opgaven er da også en
anden, nemlig at gøre menneske-
ne immune over for de tilskyn-
delser af driftsbestemt karakter,
der sætter krig igang. Og her kan
vi i sandhed gøre brug af viden-
skabens eminente resultater.
Der er visse primære forhold,
som for ideens skyld først må
bringes i lave. — Sandheden, den
usminkede sandhed skal være vor
lov. Og sandheden siger os, at der
fødes millioner af mennesker, som
er aldeles uegnede til at leve bare
et almindeligt menneskeliv, og
som vil være en trussel mod vir-
keliggørelsen af vort høje ideal.
På vore antropologiske laborato-
rier har vi materiale, der med
al ønskelig tydelighed godtgør, at
disse fremskridtets bremseklodser
på et tidligt tidspunkt kan enten
uskadeliggøres ved simpel afliv-
ning, eller ved indpodning af fo-
reløbigt hemmeligholdte stoffer
udvikles til individer uden trang
til nogen form for havesyge. De
vil fødes fuldtud tilfredsstillende,
de vil få deres næring ad biody-
namisk vej, og deres intelligens
vil een gang for alle retledes, så
den kun fungerer efter den hen-
sigt, fremtidens samfund har til-
tænkt dem. På den måde vil vi
i en overskuelig kort fremtid ha-
ve skabt et samfund af absolut
harmoni og den fuldkomne fred.
Den kloge mand talte meget
længe, så længe, at det blev
sjældnere med bifaldsytringer,
for han havde jo så indlysende
ret. Men også sult og trangen til
afveksling skabte uro i salen. Men
med ét fangedes de kloge mænds
opmærksomhed af lyde uden for
salen. Man hørte et menneske gå
med slæbende skridt derude, der
lød også en stønnen eller hulken,
og før nogen fik rejst sig for at
undersøge sagen, tumlede en pjal-
tet mand ind ad den ellers godt
bevogtede dør.
Alle de kloge mænd sprang op,
men det syn, der mødte dem, var
af en ynk så stor, at de i et nu
var som forstenede. Et par gust-
ne dirrende hænder holdt kramp-
agtigt i nogle forrevne klude, der
skulle skjule og lune et afpillet
mandslegeme. Knapt frigjort fra
skuldrene rystede et mere end
forpjusket hovede; fra den del,
hvor munden måtte være, lød
nogle gisp; også noget, som lig-
nede ord banede sig ud af vild-
nisset. Men højere oppe brændte
et klart lys; to forgrædte menne-
skeøjne brændte af håb. Med ét
løstes staklens tungebånd, — til-
giv mig, at jeg gik herind; men
da jeg så, hvad der stod på gav-
len her, måtte jeg gå ind. I skal
være de første, der af min mund
skal høre den gamle sandhed på-
ny. — Ja, nej, de ord er for store
til min mund, min syndige mund.
Men nu skal denne mund vænne
sig til at sige tak og lære at synge
lovsang. — Og denne hånd, denne
usle hånd skal lære at hjælpe,
når der er hjælp behov. Sidst
Annoncér i
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTENs
Bladet, der læses i Danmark og Grønland.
Annonceekspedition:
Bladforlagene, Dronningens Tværgade 30, København K.
Telefon Minerva 8666.
Redaktion, abonnement og lokale annoncer: Postbox 39. 3900 Godthåb.
32