Atuagagdliutit - 03.08.1972, Blaðsíða 14

Skole- og socialpolitik
i Grønland
Af Axigssiax Møller
Er den udvikling, man fra danske myndigheders side står for i Grønland
overhovedet svaret på Grønlands uddannelsesmæssige og sociale pro-
blemer? Spørgsmålet rejes af lærer Axigssiak Møller i tidsskriftet „Ny
Politik".
Den nye tid har skabt store ud-
dannelses- og sociale vanskelighe-
der i Grønland. Skolen og oplys-
ningsfaktoren følger eller forsøger
at følge de danske spor i Dan-
mark. Men sporene fyger tit til i
de fremmedartede og barske om-
givelser, der stiller helt andre
krav til menneskene.
Socialvæsenet har med dygtig-
hed vist gode muligheder for al-
ternative uddannelser, der med
lidt fleksibilitet, fantasi, kendskab
til befolkningen og omtanke kan
benyttes som basisuddannelser in-
den for skolevæsenet uden i tide
og utide at blive sammenlignet
med de danske uddannelser.
OGSÅ DER MANGLER VI
EN MÅLSÆTNING
Hvis man siger, at formålet med
den grønlandske skole er at lære
og opdrage den kommende gene-
ration til at kunne klare sig i det
samfund, i de omgivelser og betin-
gelser, der nu engang eksisterer i
det land, hvis økologi fastsætter
ganske bestemte udfoldelsesmu-
ligheder, kan man med beklagel-
se konstatere, at vi i Grønland
mangler en målsætning, der tilgo-
deser grønlændernes og dermed
barnets forudsætninger og speci-
elle evner, der på mange funda-
mentale områder er anderledes
end det danske, for ikke at sige
det europæiske.
ELLER MANGLER VI EN
MÅLSÆTNING?
Man kan også fortolke den nu-
værende målsætning på en anden
.måde. Fortalerne kan feje påstan-
den om den manglende målsæt-
ning bort i en håndevending ved
at sige, at målet med grønlands-
politikken er fuldstændig integra-
tion på godt og ondt med det dan-
ske samfund. Og det er accepte-
ret. Landsrådet er gået ind for
den førte skolepolitik. Skoleleder-
ne, hvis repræsentanter var ude-
lukkende dansktalende, er gået
ind for det. Lærerne har først
gjort væsentlige indvendinger i de
seneste år. Forældrene er glade
for skolen og ønsker, deres børn
skal gå i skole så længe som mu-
ligt. De er endda villige til at sen-
de deres børn på alderen fra 10 til
17 til et års ophold i Danmark etc.
Med andre ord vil fortalerne på-
stå, at det går udmærket med
samme målsætning som i den dan-
ske folkeskole.
Forældrene, presset af situatio-
nen, presset eller manipuleret af
myndighederne og politikerne,
der med al tydelighed fortæller
dem, at vejen til sociale goder ve-
jen til lykken, vejen til rigdom,
vejen til de eftertragtede stillin-
ger kun kan nås gennem dansk,
GRØNLANDS-SPECIALISTEN
Alt indenfor trælast
og bygningsmaterialer
Kom med Deres tegninger -
Vi hjælper gerne med materia-
leberegning.
Ringvejens Tømmerhandel
(Em. Z. Svitzers Eftf.)
Vallensbækvej 25
2600 Glostrup
Telegramadr.: RINGTIMBER
er så godt som prisgivet. Læs
blot et uddrag af en annonce i de
grønlandske lokalblade: „Fra
landshøvdingeembedet er modta-
get sålydende telegram:
Ved sundhedsmedhjælperskolen
optages et nyt elevhold 1. august
1972 til 3-årig sundhedsmedhjæl-
peruddannelse stop ansøgere må
være fyldt 17 år og have mindst
9 års skolegang helst afsluttet med
statskontrolleret prøve stop ... der
opnås det danske sygehjælperbe-
vis og sundhedsmedhjælperdi-
plom ...“
Annoncen henvender sig til den
grønlandske ungdom og står selv-
følgelig også på grønlandsk. Hvis
man kun læser telegrammets
grønlandsk tekst, er det endnu
tydeligere, at man forlanger stats-
kontrolleret prøve i dansk.
Det er ikke mærkeligt eller for-
kert, at forældrene forbinder sko-
len med et sted, hvor man lærer
dansk, altså en sprogskole. De er
tilsyneladende mere interesserede
i børnenes standpunkter i dansk
og eventuelle fremgang i andre
skolefag på dansk. Denne interes-
se for danskindlæring har natur-
ligvis lagt et stærkt pres på læ-
rerne og været medbestemmende
dels for slagsiden i dagens skole-
debat og dels for udviklingen in-
denfor skolen.
„Skolen må gennem sin virk-
somhed foruden at være kund-
skabsmeddelende være opdragen-
de og karakterdannende ... den
må søge at udvikle og styrke bør-
nenes sans for etiske og kristelige
værdier, give dem ærbødighed for
menneskelivet og for naturen,
kærlighed til hjemmet og vort
folk og land ...“
Alle disse i sig selv intetsigen-
de formåludtryk får pludselig ka-
rakter af klarhed og utvetydelig-
hed, når man blot som grøn-
landsktalende forældre antager,
at alle disse værdier kan opnås,
når man blot lærer at tale dansk.
I denne sammenhæng er det
heller ikke så mærkeligt, at grøn-
lændere, der på en eller anden
måde har lært dansk, eller dem,
der har fået en eller anden form
for dansk uddannelse, tit priori-
teres højt, ja til tider for højt.
Det er karakteristisk, at landsrå-
det er spækket med danmarksud-
dannede grønlandske lærere. Der-
med mener jeg ikke, at disse fol-
kevalgte repræsentanter eller folk,
der har valgt dem, skal mistæn-
keliggøres på nogen måde. De er
blot udtryk for, hvor dybt den
blinde respekt for alt, hvad der
hedder dansk, sidder i befolknin-
gen.
Hvis man vil være ensidig og
overdrive situationen lidt (med
tryk på lidt), kan man kort sige,
at skolens overordnede formål er
at lære eleverne dansk.
Der er ingen tvivl om, at denne
situation, som jeg groft tegner,
kan erkendes lige fra skolens ad-
ministratorer, pædagogiske vejle-
dere, lærere (grønlandske og dan-
ske) og til den nyankomne dansk-
lærer, der som et chok opdager,
hvor stor afstanden er mellem
skolen og den virkelighed, barnet
lever i. Pædagogerne har indset,
at der bør gøres noget. Men hvor-
dan og hvorledes de svære pæda-
gogiske problemer skal løses, er
der en hel del uenighed om. Man
kan heller ikke forvente en ra-
dikal ændring, før politikerne har
præciseret, hvad man egentlig vil
med den grønlandske skole.
Skal den være en skole for li-
vet?
Skal den være en skole for er-
hvervslivet i Grønland?
Skal den være isoleret til sine
omgivelser og blot bruges som
sprogskole?
Skal den bruges som indslus-
ningssted, et springbræt, til Dan-
mark?
Skal den tilpasses barnet og
dermed det grønlandske samfund?
HEAD-START — BOSERUP —
KULTURPOLITIK.
I den nylig udkomne bog „Ind-
skoling" kan man læse nogle lin-
jer om den grønlandske skoles
måde at indskole børnene på. Der
står:
„Man har diskuteret den grøn-
landske kulturpolitik og beskæf-
tiget sig med udsigterne for det
grønlandske sprog ...“ Derefter
citerede man Mogens Boserups ar-
tikel i 1970, hvor han kort og godt
foreslog hurtigst mulig fordansk-
ning, uden hensyn til barnets sær-
lige forudsætninger. Der er også
citat af skoledirektøren, at „de
børn, der har været i børnehaven,
møder med gode skolekundskaber
og er mere modtagelige for, hvad
skolen byder på i 1. klasse, ligesom
de i modenhed er længere fremme
i forhold til deres kammerater"
Til sidst et bombastisk udbrud af
endnu en begejstret skoleinspek-
tør, der beskrev børnehaveklas-
serne sejrsgang i Grønland: „...
ca. 500 børn i 6-års alderen i år
får chancen. Og triumftoget fort-
sætter ...“
Det er tydeligt, at forsøget med
løsningen af skoleuddannelsespro-
blematikken har været inspireret
af amerikanske projekt head-start
programmer, hvor man foranstal-
tede hjælp i førskolealderen, som
sigtede mod den størst mulige del-
tagelse af fattige forældres børn,
som angik disse børns sociale,
emotionelle, intellektuelle og fysi-
ske vækst. Det drejede sig om
børn, der er socialt dårligt stille-
de, og som lever i storbyernes
ghettoer, hvor de sociale normer
og hele begrebsoplæringen afvi-
ger fra gennemsnittet. Man søgte
at bibringe børnene de erfarin-
ger, som deres miljø havde fore-
holdt dem. Et vigtigt punkt har
derfor været at lære børnene et
begrebsapparat og et sæt adfærds-
normer. Da man selvfølgelig var
interesseret i resultatet af projek-
tet, opstablede man et videnska-
beligt undersøgelsesapparat. En
sammenligning af børn, som h m
deltaget i projektet, med kontrol-
grupper, som ikke har modtaget
tilsvarende støtte før skolealde-
ren, synes at vise, at eksperimen-
talgruppen ved målinger i forbin-
delse med skolegangens begyndel-
se distancerer kontrolgruppen,
men at forskellen i løbet af me-
get kort tid udlignes.
I GRØNLAND ER DET OMVENDT
„START-HEAD PROJEKT" ...
I Grønland er der ikke tale om
fattige storbyers ghettobørn. (Nå,
ja, i Godthåb er man vist i gang
med at lave ghettoer, og når man
har lavet dem, så kan man jo pas-
sende starte projekterne!) I Grøn-
land drejer det sig om 95 pct. af
børnene. Majoriteten af børnene,
som skal lære dansk, dels på
grund af presset fra forældrene
og myndighederne og dels, fordi
størsteparten af deres lærere ikke
forstår deres sprog. Det er også
en omvendt verden. Det lille barn
Det første møde i børneskolen
med sprogets mysterier får børne-
ne med Otto Rosings ABD — fra
før 1910.
mérxat oxautsinik illniartlneKaler-
Kårångamik Otto Rosingip ABD-liå
1910-p sujornagut suliaussoK atua-
garissarpåt.
skal tilpasses læreren ved at lære
dansk så hurtigt som muligt. Ko-
ste hvad det vil. Det kalder man
uddannelsespolitik! Det ligner
mest en fabrik, hvor 80 pct. af va-
rerne er defekte. Det forholder
sig nemlig sådan i dag, at ca. 6-8
pct. af årgangen får realeksamen
og ca. 10-15 pct. statskontrolleret
9. klasseprøve i dansk.
Lad os komme tilbage til sund-
hedsmedhjælperuddannelsen med
krav om statskontrolleret 9 klas-
seprøve. Det giver os en fornem-
melse af, hvor høje og umenne-
skelige krav man stiller såvel til
barnet og for den sags skyld til
lærerne. Det er altså „toppen" af
Grønlands ungdom, man tilbyder
en medhjælperuddannelse — end-
og viftende med gyldne løfter om
sygehjælperdiplom. I det danske
erhvervskartotek kan man læse,
at den tilsvarende uddannelse ik-
ke stiller krav om nogen bestemt
skoleuddannelse, men til gengæld
pointerer, at arbejdet stiller store
krav til udøverens legemlige og
åndelige sundhed. Uddannelsen
omfatter normalt i Danmark ca.
95 timers teoretisk undervisning
og 8 måneders praktisk uddannel-
se.
EN SKOLE FOR SOCIALE
TABERE?
Den grønlandske skole, sådan som
den er indrettet, producerer u-
nægtelig mange sociale tabere. I
tresserne foranstaltede man „for-
søgsundervisning", som gav mu-
lighed for skolestart udelukkende
på dansk med den tanke, at bør-
nene skal kunne nå de krav og
færdigheder i skolen i løbet af
samme skoleforløb som danske
børn i Danmark. I dag indser man
blandt pædagogerne, at dette ikke
er muligt. Man har simpelthen
glemt barnet, hvis sprog, miljø og
forudsætninger er helt anderledes
end det samfund, undervisnings-
sproget repræsenterer. Jeg tror,
mange kyndige pædagoger vil bli-
ve chokeret, hvis de har mulighe-
der for måling af resultaterne af
9 års skolegang. Det synes også
at være klart, at skolestarten på
dansk kraftigt har sinket barnet
i at nå en samfundsnødvendig be-
herskelse af dets eget sprog. Man
har selvfølgelig handlet ud fra
den bedste overbevisning og med
den viden, at uddannelse er et af
midlerne til social ligestilling. Det
er heller ikke på nogen måde læ-
rernes skyld. Man kan vel ikke
med god samvittighed forlange, at
lærere med mangelfuldt kendskab
til fremmedsprogundervisning, u-
den at kunne tale børnenes sprog
og for de flestes vedkommende
uden nævneværdig interesse i
samfundsanliggender eller poli-
tisk engagement og med tanker
om at forlade landet efter en år-
række, skal kunne løse opgaven
tilfredsstillende. Som jeg perife-
risk har antydet, er det en umen-
neskelig opgave at prøve at bringe
grønlandske børn på samme ni-
veau som danske børn i Danmark
indenfor samme tidsramme.
ALTERNATIVER ...
Der er efterhånden mange kloge
hoveder, der gennem forskning
har vist, at man kan opnå en hen-
sigtmæssig uddannelsespolitik
gennem ændring af skolens un-
dervisning, således at den tager
udgangspunkt i barnets og den
voksnes tidligere erfaringer og
lærer dem ved hjælp af ændrede
metoder at fungere både i deres
eget samfund og i et andet kultu-
relt anderledes samfund. I øje-
blikket hævdes det, at undervis-
ningssystemet „forsøger" at tilin-
tetgøre levende processer i etniske
ninoriteters kultur i stedet for
ved hjælp af disse at lære minori-
teterne det moderne samfunds an-
liggender. En forsker med lidt sto-
re håndbevægelser bruger den lig-
uelse, at det er som at hælde
vand på flasker, der allerede er
fyldt med vin.
Utraditionelle veje, utraditio-
nelle undervisningsformer er en
mangelvare såvel i børneskolen
som i voksenundervisningen
Hvad med en efterskole i Grøn-
land? Hvad med biblioteksbåde i 1
kommunerne? Hvad med projekt
head-start programmer for vok-
sne om det moderne samfunds
indretning? Hvad med en grun-
dig orientering om den eskimoiske
livsforms muligheder i det moder-
ne samfund? Hvad med projekt
folkekommune?
Det må efterhånden gå op for
os, at der er millioner af menne-
sker i verden udenfor Verona, der
har løst eller forsøger at løse de-
res problemer på en anden måde.
„ENHVER KULTURFORM, DER
SKØNNES AT HAVE BETYD-
NING OGSÅ FOR ET MINDRE-
TAL, MÅ HAVE VÆKST-
BETINGELSER ..."
Det er et lille citat af kulturmini-
sterens meget relevante indlæg i
dette blad om kulturpolitikken i
almindelighed, hvor han hævdede,
„at grundsynspunktet må være,
at kulturpolitik ikke er luksus,
men en social politik, der medvir-
ker til en demokratisering af sam- i
fundet".
Et resultat af en sådan politik
ville måske også være, at nogle af
det nuværende undervisningssy-
stems „urokkelige" normer og me-
toder blev taget op til kritisk
overvejelse — til gavn for det
„kuturelt handicappede" (det er
ikke med medfølelse jeg bruger
udtrykket), men også for de børn,
der i øjeblikket tilsyneladende
klarer sig godt. Det har altid væ-
ret et stort problem, at de perso-
ner, fra hvem man forventer for-
nyelsen skal komme, lærere, plan-
læggere, lovgivere, overklassepo-
litikere, i almindelighed ikke har
været „kulturelt handiceppede",
men at de tværtimod repræsente-
rer og til tider forsvarer det be-
stående system. Og set i relation
til den almindelige grønlænder og
barnet i skolen er dette nok deres
kulturelle handicap!
Med vilje har jeg ikke behand-
let socialpolitikken særskilt. Dertil
er mit kendskab til socialpolitik
for ringe, og på den anden side
er jeg næsten sikker på, at ud-
dannelsespolitik, socialpolitik og
politik i almindelighed er fakto-
rer i samfundsopbygningen, som
ikke kan behandles og planlægges
uafhængigt af hinanden. De gri-
ber ind i hinanden. Drives der en
uheldig uddannelsespolitik, for-
planter den sig i alle andre områ-
der i samfundet.
14