Atuagagdliutit - 19.01.1978, Blaðsíða 16

kalMlit
ersinø'tuler
ssåHtait
AmårsissartoK
K ’uinagsårissartoK
méraugatdlaravta ersisårutit ilagi-
ssarpåt AmarsissartoK, asulugbK
arajutsisåritdlarKeKalune. ingang-
mik autdlaorsimavdluta nunåkut asi-
arterpatdlårKungikunisigut amarti-
nigssarput ersisårutigissarpåt, ali-
vatdlåruvta amardluta autdlaruti-
sangmatigut.
tåssagoK amagagssane sikivfige-
riaruniuk amårssuanut pularlsaoK
ungerdlunilo. tåssanilo mikiarser-
dlugit asiugpata mamarerujugssuå-
savai, inugtumassorssugamime.
inusugtuarauvdlunga Kåinamik mi-
terniåsavdlunga unugsivdlugo nar-
ssarmiunut tulagtungalo tagpika
suaorpånga majuarKuvdlunga. ma-
juarKussissoruna uvavnut erKardliu-
niartartoK ungasigkaluamik Nor-
rasap kinguåvinik aKagsugtardlu-
nga.
suna autdlarniutigeriardlugo ali-
ortugkerssåleriardluta nuliata oKa-
lugtuarilerpå ipuarssugtalerdiune
ilåne upernåkut umiatsiarssuit ti-
mimingnut tangmåtdlarmata alutor-
narnerartarpai putsitdlarångata, su-
nauvfa K’asserujukut ilisimassag-
ssarsiordlutik tangmaortut.
uvdlungoK ikigtunguit tangmaor-
simarérdlutik avangnamut autdlar-
mata pilerisauteriardlutik Kivdler-
tussakusio ri artord I utik ikarfiga.it.
navssårsiorugtulerdlutingoK tuså-
lerpåt nipe erKumitsorujugssuaK.
Kinerdlutik takulersimavåt nunå-
tame sermimut nalerKiusimavdlu-
ne inugtut ilusilik tatdline Kulera-
lugit KitigtoK. niuigoK talilo ami-
ngåramik erssingingajagput. nipili-
orneragoK avdlamut åsseKångilaK
KivdlertoraminikoK ulussårpalugtoK
(tagiuneKarpalugtoK). ilagoK tu-
pingnaKaoK.
soruname nagsatåtik iKeriardlugit
silåmut Kimåsimanerarput. utorKar-
taisa tåssaunerarsimavåt K’uinag-
sårissartoK.
kalatdlit ersinmu^rssdrutainik
titartaissu vdlunil0 0 ^alugtuartu vo k
Mads Kreutzm(f1 ?3-inik ukiulik,
mana ume
utorKait igdlu$ najugaKartoK
Grønlandske
fatter
AmarsissartoK
AmårsissartoK (rygposebæreren)
var et farligt væsen, som bevæge-
de sig næsten lydløst. Når vi var
på sommerlejr sagde de voksne,
at vi ikke måtte gå op i fjeldene
alene. Gjorde vi det, risikerede vi,
at AmårsissartoK kom og tog os.
AmårsissartoK puttede sine ofre
i rygposen og snørede den til. Når
ofrene var rådne, blev de ædt.
Som halvvoksen hørte jeg en for-
tælling om et mærkeligt væsen. De
gamle kaldte det for K’uinagsåri-
ssartoK (kilderen). Det var blevet
set af folk, som samlede tomme
dåser på en forladt ekspeditions-
lejr. Det havde meget tynde arme
og ben og udstødte en meget ejen-
dommelig lyd.
Øs Kreutzmann
Den 73-årige
alderdomshjemManitsoK
fortalt or
har i tegning o,
en række grø^dske fabler
Tarrajarssuit
Unerårssuk
méraugatdlaravta uvaguvtlnut er-
sisårutit pingårnerit ilagissarpait
Tarrajarssuit. tåssa unukut sinigku-
majungnaerångavta oKalutarpåtigut
unukut sarKumersartut atungakor-
ssuarmik umiatsialerdlutik atdliå-
m.gdlo (merKussuaK ångiut) unå-
lerdlutik. mérKat sinigkumångitsut
putuguisigut naulitarait.
Kanga mérångugatdlaravta inarnig-
ssaK sujorKutdlugo tiningnermut
anariartortarpugut ersiup atåne, tå-
ssa unerårssuit nipiliorugtulerftsa
nalåne. kisimttitdlune, susalunit
eKorane Kumut arpangniåinardlune.
issingnerit umassue ImaKa må-
ssåkut pissarpatdlåleramik tåkutl-
saerput.

m*
Tarrajarssuit
Unerårssuk
En af de mest anvendte bøhmænd
i min barndom var Tarrajarssuit.
Når vi ikke ville sove om natten
fortalte man os, at disse fæle væs-
ner viste sig i nattetimerne i en
båd af gammel kamiks&l og havde
en stor synål som harpun. De har-
punerede børn, som ikke ville sove
på stortåen.
I gamle dage gik vi ned til stranden
før sengetid for at forrette nød-
tørft. Det var netop på den tid, hvor
strandvæsenerne unerårssuit var
livlige. Vi var som regel meget ban-
ge og mange gange pilede vi hjem
uden at tørre os.

■Sar*
16
17