Atuagagdliutit - 30.10.1980, Blaðsíða 8

AG
Belejret af isbjørne (2)
Anden og sidste del af Ivers Silis reportage fra den
canadiske by Churchill, der kalder sig verdens
isbjørne-hovedstad, og hvor der virkelig er isbjørne
— masser af isbjørne, på gaderne, inde i husene, på
lossepladsen, overalt. '
Tekst og foto: Ivars Silis
Hotelværtinden var ikke sen til at
gætte hvad jeg trængte til, og
skænkede mig en dobbelt whisky.
På flaskeetiketten stod »Polar
Bears Piss«! Med isen klirrende
højt i mit glas ringede jeg straks
til stedets vildtbetjent. I oktober,
i isbjørnehøjsæsonen, får Rob
Dean et par medhjælpere sydfra,
og de danner en særlig isbjørne-
kommando, der kan tilkaldes døg-
net rundt på 675-2375.
Et par minutter efter var Rob
på pletten. Men eftersøgningen
blev forgæves. Rob lyttede ho-
vedrystende til min oplevelse, og
lod derefter en tunnelfælde i svær
jernplade køre frem. Det kunne jo
tænkes, at bjørnen ville vende til-
bage senere.
Rob forklarede, at nu var is-
bjørne kommet til Churchills om-
egn for alvor. De var omsider nået
frem på deres årlige vandring
sydfra. Den starter allerede i au-
gust, når vind og strøm får de sid-
ste forvaskede flager til at stran-
de på Hudson Bays sydvestlige
kyst, og tvinger isbjørnene til at
gå i land. Og da isbjørne ikke kan
ernære sig på det åbne hav, hertil
er både sæler og fisk for gode
svømmere, lægger de mange bjør-
ne straks ud på en vandring langs
kysten imod nord. De går vinte-
ren i møde, for at kunne genopta-
ge sæljagten på bugtens nyis så
tidligt som muligt. Men netop på
denne naturlige trækrute ligger
Churchill, og frister dyrene med
sit køkkenaffald.
Rob fortsatte:
— Vi forsøger, at holde isbjør-
nene på afstand af byen, bl. a. ved
at lade affaldet brænde, og ved at
indfange isbjørne i tunnelfælder
og flyve dem tilbage hvor de kom
fra. Man kan sige, at det er vor
opgave, at beskytte folk og is-
bjørne imod hinanden. Vi kører en
informationsblitz i skole og hjem,
og opfordrer folk til at udvise for-
sigtighed og omtanke, så de ikke
havner i en vis ulykkesstatistik.
Og skulle en og anden bjørn alli-
gevel komme ind i byen, må vi
skræmme dem ud med knaldpa-
troner og fyrværkeri fra vor spe-
cialudstyrede, terraingående
vogn.
Herefter gik det stærkt. Isbjør-
ne brød ind i fritidshuse, hvis eje-
re fortvivlet forsøgte at holde
dem borte med sømmåtter ved
vinduer og døre. En rasende
hunbjørn jagtede en flymekaniker
tværs over landingsbanen. Den
nåede at slå kasketten af ham,
inden han i sidste øjeblik reddede
sig ved at kaste sig ind under et
opstartende flys propeller. En fa-
miliefar måtte skyde en bjørn,
som var kommet halvvejs ind
gennem køkkenvinduet for at
hente kalkunstegen i komfuret. I
fritiden måtte børnene holde sig
indendøre. Og i det hele taget var
folk blevet mere årvågne. Inden
man forlod en bygning stak man
forsigtigt hovedet frem i døren,
og kiggede sig omkring til alle si-
der. Om aftenen undgik man
dunkle steder, og parkerede vog-
ne, og selv folk, der ikke havde
været på restaurant fløjtede og
sang højlydt inden de drejede
rundt om et hushjørne.
Samtidig kom der også gang i
en livlig forskningsaktivitet. Bio-
log, Roy Bukawsky fangede is-
bjørne i fodsnarer, bedøvede dem
og udstyrede dem med øremær-
ker. Han mener, at der er 600 is-
bjørne i det vestlige Hudson Bay
område, som har kendskab til
Churchills lyksaligheder. Det la-
der til, at har de først én gang
som unger fået smag for hambur-
gers på byens losseplads, da vil de
gang på gang vende tilbage som
voksne.
Nu kunne man på byens losse-
plads, der ligger 12 km øst for by-
en, til stadighed tælle mellem 10
og 20 isbjørne. Her udspilledes et
mageløst sceneri.
Isbjørne, som under normale
omstændigheder holder en re-
spektfuld afstand på en halv km
til deres artsfæller, vælter sig i
bunkevis på affaldsdyngerne. Her
ville man forgæves lede efter isha-
vets konge, her regerede stod-
derdronningen. En kolossal hun-
bjørn med svedne øjenbryn og så
fed, at hendes vom slæbte i det
klæbrige søle. Hun og hendes to
fuldvoksne unger, der lignede
hengemte teddybamser, der lige
var hentet ned fra loftet, tyrran-
niserede hele pladsen, og gik ikke
af vejen for at stjæle godbidder
fra de andre.
To gange dagligt kom renovati-
onsvognen derud, og tømte sin
container. Isbjørnene havde i den
grad vænnet sig til disse »fod-
ringstider«, at hvis bilen en sjæl-
den gang var lidt forsinket, vral-
tede dronningen og hendes afkom
op til tilkørselsvejen og så vris-
sent efter de formastelige.
Det turde være enestående på
vor forunderlige jord, at en by ar-
rangerer turistudflugter til sin
losseplads. Men det er tilfældet i
Churchill. I isbjørnesæsonen
trænges her især i weekendernes
dollargrins, turistbusser og is-
bjørne mellem hinanden i en død-
bringende forvirring. Menneske-
ne har helt glemt advarselsplaka-
ternes gode råd, at »a safe polar
bear, is at distant polar bear«.
Letsindigt træder forældre ud af
vognen, efterlader spædbarnet på
førersædet, og fotograferer en le-
gende isbjørneunge til familieal-
bummet alt imedens hunbjørnen
kun står 8 meter derfra. Blot 2
spring ville være nok for verdens
største land-rovdyr, og lille Ka-
thy ville være forældreløs. Men
Vorherre holder åbenbart hånden
over de enfoldige. Det er 11 år si-
den, at det sidste manddrab fandt
sted i Churchill.
Jeg kunne ikke lade være med
at tænke. Jamen hvad nu, når der
bliver for mange bjørne på losse-
pladsen, og nogle af disse dyr, der
hverken frygter biler, mennesker
eller ild, fortsætter ind til byen?
Det spørgsmål skulle jeg få be-
svaret inden længe.
Få dage efter brød en isbjørn
Churchillimi nanoqarpoq, qimaaniarpianngillallu. Eqqaavissuarmi ikuallaaneqaraluartoq aqqusalutoriinnartarpaat.
Der er isbjørne i Churchill, og de holder sig ikke tilbage. Her løber de rundt i ilden på byens losseplads.
DriftsUdrarJ
Vore SABB motorer har vist deres
glimrende egenskaber gennem
arelang tjeneste under selv de van-
skeligste forhold
Foruden driftsikkerhed og styrke-
der altid har været SABB motorernes
kendetegn, far du følgende fordele
ved kob af en SABB
3^ HK I
pi mmm # \
90 ug
J, u/i • Fodt som en ægte badmotor
fM/j • Reduktion 2:1
j||./ • Vendbar propel uden ekstra pris
|IÅ • Komplet maritimt udstyr
jj< • Lagerforte reservedele
■Jr • To års garanti på SABB diesel
Vi leverer desuden: SABB diesel
6. 10. 18 HK
sejl sikkert, sejl:
SAS?
OIESEUS
NORDSABB-KAJ KLYNAs Runetoften8,8210ÅrhusV Danmark, tlf.06-24 3600
ind i hospitalets indkvarterings-
hus i udkanten af byen. Nattevag-
ten Myrtie Berg, havde dog haft
åndsnærværelse nok til at hamre
to gryder imod hinanden, og dette
spektakel havde været nok til at
bjørnen smurte haser.
Men bjørne er vanedyr. Der var
en mulighed for at den ville vende
tilbage, og jeg fik udvirket en
overnatning i blokhuset. Ganske
rigtigt. Den følgende nat, kort ef-
ter midnat dukkede bjørnen op
igen. Den listede på bløde katte-
poter rundt om bygningen. Lun-
tede forbi en tunnelfælde uden at
ænse maddingen —■ råddent sæl-
spæk. Smadrede nogle ruder til
fyrrummet. Og fortsatte til ho-
vedindgangen, som i løbet af da-
gen havde fået indsat en ny og
mere solid dør.
Ved døren rejste bjørnen sig på
bagbenene, og dens savlende gab
kom til syne i dørvinduet. På den
anden side af finerpladen stod
hjemmets myndige bestyrerinde i
lyserød pyjamas og sigtede med
en riffel midt imellem bjørnens
grønne øjne. Men i selvsamme
øjeblik hendes finger krummede
sig om aftrækkeren lød motorbrøl
og hvinende dæk. Isbjørnen stak
af til en nærliggende grantyk-
ning, og i næste nu stod Rob
Dean i døren med en revolver. Nu
var han overbevist om, at den
bjørn var dødsens farlig, og ville
givetvis komme tilbage endnu en
gang.
Den følgende nat sad jeg ved si-
den af Rob i dennes specialudsty-
rede jeep. Vognen stod parkeret
overfor blokhuset. Lygterne var
slukkede, vinduet rullet ned, og i
karmen stod en 7 mm magnum
riffel.
Ovenover granernes takkede
silhuet bølgede nordlysenes grøn-
ne slør. Åndeagtigt flaksede gen-
skæret hen over tundraen. Bag
gardinerne i den oplyste bygning
kunne vi se patienter og sygeplej-
ersker ile frem og tilbage mellem
køkken og fjernsynsstuen. Af og
til lettede nogen på gardinet, lige-
som for at sikre sig, at Rob var på
sin post.
Hviskende fortalte jeg Rob om
mine indtryk fra lossepladsen, og
spurgte om ikke isbjørnene her i
området var ved at ændre ad-
færd.
— Det er et faktum, at flere og
flere isbjørne får kendskab til
Churchills lyksaligheder, og den-
ne veritable belejring af byen vil
kunne udarte med tiden. Jeg tror,
men det tør man dårligt nok tæn-
ke højt, at en vis begrænset og
kontrolleret jagt ville være gavn-
lig. Den ville regulere bestandens
størrelse, og genoprette dyrenes
naturlige skyhed. Løsningen må
være vildtpleje, og ikke følelses-
betonede totalfredninger.
Pludseligt blinkede lygten ved
indgangen tre gange. Nattevag-
ten signaliserede; vor kandidat
var i anmarch. Mit ur viste fem
minutter over 2. Rob listede ge-
været op i vindueskarmen. Bleg
som en ånd dukkede isbjørnen op
ved tunnelfælden. Den snusede,
og satte venstre forlab på jernrø-
rets forreste kant. Vi kunne tyde-
ligt høre kløernes tikken imod me-
tallet. Bjørnen hævede overkrop-
pen. Ville den gå ind? Men nej,
den gled tilbage på jorden, og sty-
rede direkte imod os.
Da bjørnen var på godt 10 me-
ters afstand splintrede mundings-
ild nattemørket. Ved anslaget
blev bjørnen kastet ud til siden.
Den tog nogle spring, og sank
sammen.
I samme øjeblik flammede
nordlysene kraftigt op. Jeg så i
vejret. Højt over Churchill — The
Polar Bear Capital of the World,
tegnede strålerne en bjørn, der
svømmede imod Polarstjernen.
Billedet skælvede i nogle sekun-
der, og opløstes.
8