Atuagagdliutit - 23.12.1981, Blaðsíða 24

(Fortsat fra forrige side)
havde været en trist vinter, og de
virkede meget ivrige efter at kom-
me i gang.
Nu var der kun 2 år tilbage,
men vi nåede meget hver dag, må-
ske havde den lange pause givet
forøget interesse, det samme ske-
te faktisk i børneskolen.
Jeg var kommet i forbindelse
med endnu et forlag, Eriksens,
tror jeg. Derfra fik jeg mange bør-
nebøger til fritidslæsning, vi hav-
de efterhånden et godt lille biblio-
tek. Og så snart, der var tid, læste
jeg højt, noget, jeg tror, alle var
glade for, foruden at forøge ord-
forrådet, gav det også viden om
den store verden.
Selvfølgelig var der mange, der
var skeptiske overfor det nye for-
søg. Jeg husker tydeligt en dag,
jeg stod og talte med en lands-
mand, en af mine elever kom hen
til os og fortalte et eller andet, på
dansk, naturligvis. Min lands-
mand lyttede og sagde så: »Ja,
det lød jo meget godt, men kan du
også sige, hvad det, du sagde,
hedder i datid?«. Det var et isole-
ret tilfælde, heldigvis. Selvfølge-
lig kunne eleverne sætte sætnin-
ger i datid, men hver ting til sin
tid.
Så kom det sidste år, og jeg be-
gyndte at glæde mig til at komme
hjem. Balles var rejst og var ble-
vet afløst af Elias Lauf og senere
Anda Høegh. Jeg var meget glad
for dem begge, og det var mit ind-
tryk, at begge var tilfredse med,
at jeg sammen med overkateke-
ten ledede det daglige arbejde i
børneskolen. Jeg har ingen nota-
ter fra de sidste år, det forekom-
mer mig bare, at arbejdet gik
uden særlige problemer. Så snart,
der var tid, læste jeg højt, det er
et vigtigt led i en sprogundervis-
ning, ikke mindst, når man også
skal give elever et indtryk af en
anden verden.
Den grønlandske jul
Julen var en del af vinteren, som
alle glædede sig til. Når vi dan-
ske, der har været så heldige at
være på Grønland i gamle dage,
mindes den tid, er det ofte julen,
vi vender tilbage til. Inden sneen
kom, blev der hentet enebærris til
juletræer, og kort efter, at sidste
skib var gået, begyndte juleforbe-
redelserne så småt, og i december
havde alle meget travlt. Alle skul-
le have nye kamikker og nyt tøj.
Der skulle gøres rent og laves
mad. Der var en ubeskrivelig
stemning, alle, voksne og børn,
gamle og unge, glædede sig. Her
var ikke tale om forretning og
penge, men forventningen om en
dejlig tid og oplevelser, vi alle
havde del i. Vi blev aldrig skuffe-
de.
Jeg har lyst til at fortælle om
en af mine talrige juleforberedel-
ser. I mange år arbejdede Karen
Hammer, sygeplejersken, og jeg
det meste af en nat i sygehusets
køkken med at lave godter til sko-
lebørn og patienter. I butikken
købte vi kogechokolade og figner.
Chokoladen blev smeltet og fig-
nerne kørte vi en gang eller to
gennem kødmaskinen, hvorpå det
blev æltet sammen og rullet til
kugler, der blev drysset med me-
lis eller flormelis, lidt variation
skulle der til. En anden »lækker-
bisken« var »marcipan« lavet af
kartoffelmos og flormelis. Når der
var æltet godt, blev det rullet ud
og skåret i lange strimler, som vi
malede med grøn og rød frugtfar-
ve. De blev derpå lagt ovenpå hin-
anden og skåret ud i små firkan-
ter. Det så vældig godt ud — og
blev hårdt som sten! Jeg må lige
bemærke, at hverken Karen Ham-
mer eller jeg var særlig huslige,
men vi var ret opfindsomme.
En dejlig fest
Tiden gik, og foråret nærmede
sig, og der kom en tid med mange
dejlige oplevelser. Mange morge-
ner, når jeg kom ud i mit køkken,
lå der fisk, sælkød eller dejlig le-
ver på mit køkkenbord, en eller
anden havde listet sig op og lagt
det der tidligt om morgenen. Det
er meget grønlandsk at vise ven-
lighed på den måde, stilfærdigt
og ubemærket gør man noget for
at glæde andre, jeg var meget
taknemmelig for den venlighed,
der blev vist mig.
Til min store overraskelse for-
talte pastor Høegh mig, at konfir-
mationen ville blive rykket frem,
så jeg kunne nå at være med, in-
den jeg rejste hjem. Det blev en
dejlig fest. Om eftermiddagen gik
jeg fra hus til hus og drak kaffe,
og så fortsatte jeg næste dag. Jeg
læste i en dagbog, at jeg havde
været 11 steder om søndagen, det
lyder utroligt, for så skulle jeg ha-
ve spist mindst 11 stykker hjem-
mebagt kage, drukket lige så
mange kopper kaffe og næsten li-
ge så mange glas af en eller anden
slags vin.
Forældrekredsen holdt en af-
skedsfest for mig, og eleverne
overrakte mig en meget smuk
smedejerns lysekrone, der er en af
mine kæreste ejendele, en lille in-
skription fortæller, af hvem jeg
har fået den, og hvorfor. Den bli-
ver meget beundret. Tegner, der
var chef på et marineskib, som til-
fældigvis lå i havnen, var blevet
bedt om at tale for mig på sin ven,
Knud Rasmussen’s vegne. Det
kunne jo virke noget nærkeligt,
da Knud havde været død i 5 år.
Men den stilfærdige måde talen
blev fremført på, og forældrene,
der sad med bøjede hoveder og
mindedes deres ven, gjorde det til
et smukt minde.
I vinter ringede Jon Kielsen og
fortalte, at Hans, magisteren,
som han kaldte sig som dreng,
var død. Han var meget velbega-
vet, og havde tiderne været an-
derledes, da han var ung, kunne
han sikkert være blevet magister
eller hvad han havde lyst til, men
det var jo nok i Grønland, han be-
fandt sig bedst. Han var den dyg-
tigste i klassen, men jeg husker
ham bedst for hans humoristiske
sans og hans rolige væsen.
Når man, da jeg var i Grøn-
land, spurgte en mor, hvor mange
børn hun havde, nævnede hun
aldrig noget tal, men remsede
børnenes navne op. Mange gange
var der navne imellem, jeg ikke
kendte, og jeg fik at vide, at de
børn var døde, men det var stadig
hendes børn. Det var en af de
ting, der gjorde et stærkt indtryk
på mig.
På 50 år sker der meget, og I er
ikke så mange, som I var, men når
jeg tænker på jer i »Den danske
skole«, er det hele flokken, der ar-
bejdede sammen med mig i vores
klasseværelse på skolens loft, jeg
mindes.
Hermed mange kærlige hilse-
ner
Astrid G. Sabroe
J _ ^
matumuna nalunaerutiginiariga igdlutiga
neriniartarfik imerniartarfiutigissoK »Linda Bar«-e
tuniniaravko, pfssuteKartfpara uvanga
ukioKarpatdlålerama mérKamalo amerdlanerssait
au/isartungma ta.
kimitdlunft soKutigineKarune na/unaersmauvoK
telefon 4 73 91-imut imalunft agdlagkatigut
påsiumassaKartoK arune.
pigingnigtoK kisimftOK
Elisabeth Lindenhann
Box20.3952 G od havn
\ r
24
Atuagagdliutit