Atuagagdliutit - 14.07.1982, Blaðsíða 29

Kirkeside / Ilagiit
Børnenes arv
”Mit hjems gudsfrygt var ang-
s:en for Guds vrede. Derfor så far
altid vred ud, skønt han i virkelig-
®den var hjertensgod, og gav
^'8 klø fordi han elskede mig og
^ et lys i mig. Alligevel var jeg
aldrig forknyt, for mor lærte mig
en mængde salmer, og dem gik
Jeg og nynnede på. Jeg skulle
ver morgen hente seks spande
Xar*d ved stationens brønd, som
100 barneskridt fra køkkendø-
rI*1’ ,*kke altid lige morsomt, men
. J jeg pumpede til salmetonerne,
§?* det helt godt. Især »Du Herre
.rist, min Frelser est« gav med
,Sln taktfaste melodi kræfter til at
r®kke pumpestangen op og ned,
ng et vers var nok til en spand; ef-
er alle seks vers var dagens ger-
jjln8 gjort. Det er endnu min ynd-
ngssalme hver gang der er no-
get, jeg ikke rigtig gider«.
(Fra bogen
»Uden for alle grænser«
af Jens Mathias Eriksen).
Var kt °S liflig f0de for et
artl> sødt at drikke mælk, når
0r sagde for og vi efter: Dejlig
er den himmel blå, eller: Et barn
®r født i Betlehem, eller: Sov sødt,
arnlille, og så var det dog det
amme vi kunne bruge en levetid
11 at vokse op til Jeg glemte bar-
nesangene og fandt dem igen, kan
endnu kun stamme på dem, har
ikke nået bunden i dem endnu«. —
Sådan har malerinden Elise
Konstantin-Hansen sagt, da hun i
høj alder skrev sine erindringer.
Ovenstående citater er anført
som et afsæt for nogen betragnin-
ger over tradition og overleve-
ring, det som det ene slægtled
giver i arv til det næste.
Jævnligt hører man det spørgs-
mål rejst, om det overhovedet er
muligt at synge salmer og fortæl-
le bibelhistorie ind i den verden,
der nu er vort vilkår; om det giver
nogen som helst mening, om det
sammenhængsløse, industrialise-
rede og personlighedsdyrkende
menneske kan forstå sådanne hi-
storier som Bibelen beretter og
opfatte salmer der er skrevet i
sært og gammelt sprog.
I stedet for at gå ind i alle de
betænkeligheder og fornuftige
indvendinger man kunne komme
med, vil jeg simpelt hen påstå, at
det i dag er mere nødvendigt end
nogensinde at synge salmer og
fortælle bibelhistorie og andre hi-
storier; det er nødvendigt, for at
mennesker ikke skal gå til i denne
golde og kunstige verden, hvor
det er svært nok at få tag i virke-
ligheden, og hvor mennesker
nemt mister fodfæste og al me-
ning i tilværelsen.
Det er nødvendigt at fortælle
og give det nedarvede videre, for
det er uforsvarligt at sende børn
ud i verden med tegneserier og
døgnmelodier som eneste ballast,
ligemeget hvor tidssvarende disse
fænomener måtte være. For så
har vi fra begyndelsen gjort bør-
nene til fanger i uvirkelighedens
og kunstighedens verden. Det er
hvad der sker med mennesker,
når for eksempel fjernsynsbe-
givenheder og nyheder i det hele
taget biir horisont og referens-
ramme på bekostning af det nære,
det virkelige og levede liv. Hvis
alle andres liv, kongehusets, film-
stjerner, fjernsynsmedarbejderes
og politikeres liv er interessantere
og optager os mere end vort eget,
end slægtens og folkets liv, så går
vi i opløsning, så ved vi ikke mere
hvem vi selv er, og der biir aldrig
noget at fortælle om vort liv. Og
hvor der ingen historier er at væ-
re fælles om, der er der heller intet
virkeligt fællesskab.
Det menneske der har opgivet,
som regner sit eget liv ringe og er
uden håb, det tier og svarer ikke
længere på Guds spørgsmål:
Hvem er du? Tavsheden er afkom
af den tavshed der rådede, før
Gud med ordet kaldte verden til
live og lod lyset skinne.
Men i fortællingen er der liv; og
det er nødvendigt at fortælle, for
at mennesker kan drømme og se
syner. Men hvis fortællingen for-
svinder til fordel for mekanisk
kværnede nyheder og dåsemusik
— i den tid der er vor — så er det
fordi vi ikke har husket eller fun-
det det umagen værd at fortælle
videre, hvad der engang blev os
fortalt; og det skyldes nok ind-
erst, at vi er en håbløs slægt, for
den håbløse biir tavs.
Det er nødvendigt at fortælle og
synge. Og det er aldrig for sent at
begynde. Det er heller ikke spor
indviklet. Enhver kan gøre det på
sit eget sted, på sin egen måde.
Det er vigtigt, at vi ikke gør vore
børn åndeligt arveløse, at den
kommende slægt ikke skal vandre
ud i verden med en ballast, der er
ringere end den vi engang fik med
os. Derfor skal vi gentage, hvad
vi engang hørte, det de gamle har
sagt, det der var engang.
Uden historie, myter og sange
biir vore børn arveløse på den
værst tænkelige måde. Er vort
meterielle testamente til dem en
ubetalelig gæld og en hærget
jord, så kan de sandelig godt have
brug for noget fornøjeligt og op-
byggeligt at tænke over i trange
tider. I den henseende er både Bi-
bel og salmebog gode forråd-
skamre at hente frem af. Gunda
Jørgensen
Kirken i Kina
Nedenstående er uddrag af en
aPport udarbejdet af W. Thor-
‘SOn Knm nr Irirl/nlirr rnrl alrfar
På
(M:
s°n, som er kirkelig redaktør
en af Amerikas store aviser
'/Vllnneap°lis Star). Thorkelson
^esøgte Kina tidligere på året.
'Sesom andre marxistiske regi-
er regner Kinas regering med,
al religion vil svinde i takt med
i. n teknologiske- og videnskabe-
8e udvikling.
urii n Kina behøver hjælp fra
s, ^"det. Derfor har man — for at
affe sjg venner _ taget en be-
PeHti^t re^8'ons^r^ied °P som
?6r er ‘ ^aS flere kristne i Kina,
d dengang rødgardisterne satte
'S for at knuse religionen i 1966.
ed hjælp af den nuværende ki-
siske regering er der i de sene-
e år genåbnet 200 protestanti-
e og 80 katolske kirker, der alle
^ar blevet lukket under kulturre-
0‘Utionen. Mange af disse genåb-
^®de kirker ligger i de store byer
°g her er menighederne ofte så
°re, at det er nødvendigt med
Sen tagne gudstjenester for at alle
a?have mulighed for at deltage,
k Men endnu er det langtfra alle
yer der har fået genåbnet deres
*;'ker. De såkaldte »huskirker«
lves i bedste velgående. De fle-
e kristne må fortsat holde
ostjeneste i deres hjem — en
praksis, der begyndte i det skjul-
te da kirkerne var lukkede og al
religion forbudt.
Ifølge en amerikansk korre-
spondent i Peking prøver de kine-
siske kirker at holde en lav profiL
»Det tjener ikke sagen at til-
trække sig for megen opmærk-
somhed«, sagde han. »Det er min
fornemmelse, at der reelt hersker
religionsfrihed, men at de menne-
sker der støtter denne, ikke er væ-
sentligt stærkere, end dem der
ville ødelægge den. Det er ikke så
længe siden Mao er død.«
Kristne kirker, buddhistiske
templer, muslimske moskéer er
ikke de eneste, der har fået lov til
at åbne igen. Den kinesiske rege-
ring har også givet tilladelse til,
at landets eneste teologiske semi-
narium har kunnet genoptage sit
virke.
Det blev oprettet i 1952 som
Nanking Unionens Teologiske Se-
minarium og drev sin virksomhed
i 15 år med et resultat på 200 kan-
didater, før det blev lukket under
Kulturrevolutionen. Seminariet
åbnede igen sidste marts og har
nu 51 studenter, heraf 22 kvinder,
og en stab på 35. Man planlægger
en udvidelse til 150 studenter i lø-
bet af fireår.
Genåbningen af nogle af Kinas
kirker er blevet forsinket, fordi
man først har skullet finde andre
steder til at huse de mennesker og
grupper, som overtog ejendom-
mene, da menighederne blev dre-
vet ud. F.eks. måtte Shanghai
menigheden vente med at tage sin
kirke i brug igen, indtil Pekings
Operaselskab havde fundet et an-
det sted at være, og kirken kunne
blive repareret. Rødgardisterne
havde ødelagt orglet og døbefon-
ten.
Kirkerne støttes af bidrag fra
deres medlemmer og ved indtæg-
ter fra ejendomme eller virksom-
heder, som de erhvervede før re-
volutionen. I nogle tilfælde har
regeringen hjulpet menighederne
med at inddrive husleje fra de or-
ganisationer, som brugte deres fa-
ciliteter, mens kirkerne var lukke-
de.
Der er også skattefrihed for
kirkerne, men i modsætning til
visse forlydender betaler den ki-
nesiske regering ikke præsternes
løn.
Kinas protestantiske kirker
har nu skønsmæssigt 1 million
medlemmer, sammenlignet med
700.000 før kommunisterne kom
til magten.
»Kirkeledere« sagde, at prote-
stantiske menigheder som et re-
sultat af Tre-Selv-Bevægelsen nu
er begyndt at afholde fælles-
gudstjenester, selv om de ikke ser
ens på alle ting. For at betjene
mennesker med forskellig kirkelig
baggrund tilbyder mange kinesi-
ske kirker derfor såvel barnedåb,
som dåb ved neddykning.
Nanking Seminariet forbereder
en ny liturgi til kirkerne, som vil
betyde »enhed i forskellighed«, og
som vil være mindre vestligt ori-
enteret. »Vi tror, at kun ved at
forene os kan vi bære vidnesbyrd
om evangeliet«, fortalte pastor
Shen Yi-fan en gruppe besøgende
fra USA. »Vi tror på én Jesus Kri-
stus og på én Bibel. Hvorfor skul-
le vi da ikke holde gudstjeneste
sammen?«
Kinas protestantiske kirker er
blevet beskrevet som »afsekteri-
serede, afinstitutionaliserede og
afklerikaliserede«. Zenim Chen,
seminariets viceinspektør, be-
mærkede, at Kinas protestanti-
ske kirker som følge af deres erfa-
ringer er blevet »mere evangeli-
ske og mindre liturgiske«.
neKeroruteKarit
ATUAGAGDLIUTINE
... akilersmauvoK
toAGMDLIUTIT
29