Atuagagdliutit - 18.08.1982, Blaðsíða 30

Isumaliutersuut- Kronik
Om de udsendtes
privilegier
Engang imellem dukker de ud-
sendtes privilegier op i den offent-
lige debat — ved første maj taler
og ved nytårstide, nårårets politis-
ke hændelser skal gøres op. Men
der sker ikke rigtigt noget i sagen
— så vidt vides. Derfor har jeg i
følgende indlæg forsøgt at argu-
mentere for afskaffelse af de ud-
sendtes privilegier — også ud fra
de udsendte/tilkaldtes synsvinkel.
Det er en gammel holdning her i
Grønland, at de danskere, der arbej-
der her i samfundet, er en homogen
privilegiebevarende gruppe. De er her
for pengenes skyld — hedder det. Det
er nok ikke helt forkert, ja der er jo
friske eksempler på det. Alligevel
sker der hele tiden en udvikling —
gruppen af danske udsendte er fak-
tisk ikke mere nogen homogen grup-
pe. Indenfor gruppen filosoferes der
meget over, hvorfor man egentlig er
her. Og der er uenighed indenfor
gruppen om, hvorvidt man skal
kæmpe for at bevare sine privilegier i
samfundet. Som sagt vil jeg argu-
mentere for at de udsendtes privile-
gier kan og skal fjernes ud fra flere
— sammenhængende— grunde.
De udsendtes privilegier
De udsendtes privilegier er: 1) højere
løn (Giønlandstillæg), 2) nedsat hus-
leje, 3) en årlig gratis rejse til og fra
Danmark samt 4) gratis flytning til
og fra Danmark. En del udsendte
modtager stadigvæk en såkaldt
Grønlandsbonus på 8.000 kr. pr. år.
Opstillet på denne måde ser det
måske ikke ud af meget. De udsendte
er iøvrigt nok ikke den gruppe »frem-
mede«, der tjener mest her. Men hvis
man alligevel ønsker at sammenligne
indkomsterne i den danske befolk-
ningsgruppe (altså ikke blot de ud-
sendte) med indkomsterne i den loka-
le befolkning, kan man hvert år sort
på hvidt se forskellen i Ministeriet for
Grønlands årsberetning: danskerne
ligger hovedsageligt i den højeste ind-
komstgruppe, ja hvis vi tager de to
højeste indkomstgrupper med, befin-
der op mod 90% af danske lønmod-
tagere her sig i de to grupper. Modsat
den lokale befolkning, der befinder
sig i lønskalaens nedre halvdel.
Det er ikke rart at læse de tal. Der
må jo være en begrundelse for denne
forskel. Det er der også — hør ek-
sempelvis her:
»Endelig accepterer man her og
nu, at det grønlandske samfund fort-
sat i nogen tid har brug for udsendte
danskere i en række forskellige jobs,
og at de ikke vil komme til Grønland,
hvis de ikke får en konkurrencedygtig
dansk løn, der også kompenserer for
at bosætte sig i helt nye omgivelser i
en periode« (fra »Den sorte Engel« s.
13). I dette— uformelle— citat sam-
menfattes argumentationen for at
give de danske udsendte privilegier i
Grønland. Jeg vil nu forsøge at vise,
at argumentationen ikke er rigtig.
Den er blevet overhalet af samfunds-
udviklingen såvel her i Grønland som
i Danmark. Faktisk mener jeg at de
nævnte privilegier kan afskaffes (må-
ske med undtagelse af den gratis flyt-
ning til og fra DK) uden at det vil vol-
de uoverskuelige problemer i samfun-
det.
De udsendtes privilegier kan af-
skaffes fordi:
a) holdningen hos de udsendte har
ændret sig, b) der er arbejdsløshed i
Danmark og c) selv fratrukket de
særlige privilegier er danskernes leve-
standard høj her i forhold til i Dan-
mark (pga. den milde skatteprocent
her).
For så vidt privilegierne fjernes, vil
der selvfølgelig ske en forøget frarej-
se af udsendte, det skal ikke benæg-
tes. Men af de nævnte grunde vil den-
ne forøgelse næppe blive uoverskue-
lig-
Mange danskere her føler et til-
hørsforhold til landet. Dette tilhørs-
forhold er ikke økonomisk begrun-
det. For mange mennesker, der kom-
mer hertil fra Danmark, opleves sam-
fundet her som en lettelse efter det
liv, de har ført i danske storbyer.
Selvfølgelig kan det være politisk far-
ligt når danskerne her begynder at fø-
le sig hjemme — men på den anden
side må det ikke glemmes, at den fø-
lelse kan udgøre et fundament for op-
rigtig solidaritet med det grønlandske
samfund. En solidaritet, der kan
blive en ressource, så længe man fra
politisk side stadig mener, der skal
importeres arbejdskraft.
Der er arbejdsløshed i Danmark.
Arbejdsløsheden rammer også de ud-
dannelsesgrupper, hvorfra de ud-
sendte hentes. Der er ikke noget ar-
bejde at rejse tilbage til. Det tvinger
de udsendte til at acceptere færre
privilegier her. At bruge arbejdsløs-
hed som løntrykningsmiddel er jo en
kendt mekanisme i kapitalismen. Ik-
ke nogen særlig rar mekanisme. Men
i det aktuelle tilfælde er der kun tale
om, at man tilpasser arbejdskraften
til de lokale forhold.
Med andre ord at man går ud fra,
at Grønland ikke har lønpolitik fæl-
les med et andet samfund, her Dan-
mark. Det kan simpelthen konstate-
res, at man pga. arbejdsløsheden i
Danmark, også uden at friste med
privilegier, vil kunne få stillinger be-
sat. Forudsat igen at man ønsker at
vedblive at hente så megen arbejds-
kraft i Danmark — der er jo også
mennesker her.
Man vil kunne få stillingerne besat
med folk fra Danmark, hvis man øn-
sker det, især fordi de udsendtes leve-
standard også uden deres særprivile-
gier vil være højere her end i Dan-
mark. Som nævnt skyldes det for-
skellen i skatteprocent. Jeg har prø-
vet at regne på det, og det er faktisk
rigtigt. Hvorfor da særprivilegier
oveni en i forvejen bevaret eller for-
øget levestandard?
At lønpolitikken så på langt sigt ud
fra et samfundsøkonomisk syn-
spunkt må forsøge at kanalisere det
private overforbrug over i mere sam-
fundsøkonomisk progressive investe-
ringer angår for så vidt ikke denne
aktuelle argumentation.
Hindringer
Jeg mener således ikke, at det vil
blive sværere — i væsentlig grad —
at skaffe arbejdskraft, selv om de ud-
sendtes privilegier afskaffes. Men der
er stærke interesser, der modsætter
sig afskaffelse, nemlig de danske fag-
foreninger, der forhandler løn med
ansættende myndigheder.
Jeg er på adle måder tilhænger af
fagforeninger — det er ikke proble-
met. Problemet er, at der er tale om
danske fagforeninger, der kæmper
for deres danske medlemmers interes-
ser i Grønland. Der er faktisk tale om
»transnationale« fagforeninger — et
begreb, der ikke kendes andre steder
fra (måske bortset fra bestemte neo-
kolonialistiske forhold mellem lan-
de). Endvidere er de danske fagfor-
eninger, der forhandler løn i Grøn-
land hovedsageligt interesseorganisa-
tioner for det, man kalder mellemla-
gene. Det er altså ikke proletariske (i
positiv forstand) arbejdersammens-
lutninger, men privilegiebevarende
organisationer, der medvirker til at
opretholde samfundets hierakiske
struktur.
På den anden side må det — med
en skæven til den senere udvikling —
huskes at i kapitalistiske samfund må
fagforeningerne og staten ikke smelte
sammen. Så er det ikke fagforeninger
mere, men tilpasningsorganer.
Vi er havnet i et dilemma, med an-
dre ord. Men det kan løses. Løsnin-
gen er simpelthen, at danskere i
Grønland organiseres i grønlandske
fagforeninger. Bortset fra at være
danskere — så er de udsendte også
lønmodtagere her. Og som sådan må
de organiseres. Lønpolitikkens logik i
kapitalismen gælder for alle i sam-
fundet. At opdele lønarbejdergrup-
pen efter etnisk tilhørsforhold tjener i
sidste ende kun til splittelse af lønar-
bejderne. Forskelle i løn pga. etniske
forskelle tjener kun til at tilsløre den
modsætning, der er i samfundet mel-
lem arbejdsgivere og lønafhængige.
For så vidt lønforskellene fjernes vil
denne modsætning kunne danne det
overordnede princip for fagforenin-
gernes arbejde. Af denne grund må
også et af Else Lidegaard fremsat
forslag i Information om at ligestille
danskere i Grønland med ulandsfri-
villige forkastes. Kun ved at der bliv-
er samme vilkår på lønområdet for
alle kan modsætningen mellem ar-
bejdsgiver og lønafhængige træde
klart frem. Selvfølgelig spiller særlige
hensyn ind, når det er staten, dvs.
hjemmestyret, der er arbejdsgiver,
men for vores emne betyder det blot,
at de udsendte i fremtiden skal have
samme vilkår som lokale, der er stat-
sansat eller kommunalt ansat.
Man kunne så rejse det spørgsmål
om der ville blive dansk dominans i
de grønlandske fagforeninger, hvis e
sådant system blev indført. Det me
ner jeg ikke, der vil blive. Og det kan
i hvert fald unggås ved en bevid5
sprogpolitik. For så vidt grønlands
benyttes som sproget i fagforeningen'
ville danskeren her i Grønland ikke IJ"
de nogen uretfærdighed — han/hun
ville være i præcis samme situatio
som ved tilrejse til et hvilket som hels
andet land udenfor Danmark. Dete.
for så vidt man bruger grønlandsk
en fagforening, der både har g[f^
landske og danske medlemmer, ikk
tale om at give danskerne forringen
vilkår — der ville nemlig blot ske de >
at et kunstigt sprog-privilegie bod
faldt.
Til sidst: hvis man ønsker at de
vertikale ulighed i løn- og levestan-
dard, der Findes i samfundet, skal op
hæves, så må man bestræbe sig P® 3
de forskellige lønmodtagergruppep
interesseorganisationer organiseres
tilslutning til og underordnet de
egentlige fagforening for arbejder
klassen her, nemlig SIK. Det er dia-
ske nok fremtidsvisioner. Men mer
realistisk set kunne man fra de f°r.
skellige lønmodtagergrupper her
samfundet indlede opbygningen a
lokale afdelinger, fremfor den nuvae-
rende afhængighed af ledelsen i Dad"
mark. Det kunne da blive starten P3
en omformulering af fagforening5"
strukturen i Grønland. En omform3"
lering, der i sidste instans — og
nemført rigtigt — vil betyde en mer
ligelig fordeling (levestandard etc.)-
Et problem
Hvis de udsendtes privilegier bortfak
der kan der ske det, at mange af de
mennesker, der tidligere ville have
søgt en stilling som udsendt, nu sØger
en stilling indenfor det private er"
hvervsliv her. Det problem kender
man også andre steder fra — neml'S
fra samfund med samme økonomi5"
ke samfundsmodel som her. Folk
søger derhen hvor de får højere tøn’
bedre vilkår etc. Men bemærk at det"
te problem i og for sig ikke vedrører’
hvad vi taler om, nemlig om folk ska
have løn alt efter hvor de kommer
fra. Problemet med den højere tøn 1
det private erhvervsliv kan løses er-
hvervspolitisk — således at man ikke
af den grund vil komme til at mang^
den arbejdskraft, man måtteønske a
kalde hertil fra Danmark.
Det skal i denne forbindelse under-
streges at ikke alle danskere i Grød"
land er udsendte. I gruppen af dan'
skere går der tydelige klasselinjer
mht. økonomisk grundlag. Hvad ad'
går erhvervspolitikken og udvikl!3"
gen iøvrigt synes det klart, at det ikke
er de udsendte, der udgør det egent!*"
ge erhverspolitiske og samfundsm®5"
sige problem. At skjule disse forskelle
/ den danske befolkningsgruppe
hvilket faktisk gøres ved at give de
udsendte privilegier — tjener ikke
samfundets sag. Der opbygges en
falsk (etnisk??) solidaritet i den dan-
ske gruppe på trods af forskellige in-
teresser og klassepositioner.
Konsekvenser
I ovenstående er der argumenteret fbr
at de udsendtes privilegier skal af-
skaffes. Der er bl.a. argumenteret ud
fra at de udsendte stadig ville have en
rimelig levefod her i sammenligning
30
ATUAGAGD LIUTIT