Atuagagdliutit - 30.03.1983, Blaðsíða 17

Narhvalfangst
Om sommeren kommer narhvalerne ind i fjordene, hvor
fangerne samles for at nedlægge de værdifulde dyr med kajak
og harpun, sådan som de strenge fangstregler foreskriver
— I morgen aften ved samme tid?
»Karen«’s skipper nikkede og
KGH’s orange forsyningskutter tøf-
fede ud af vigen med kurs tilbage
^od Qaanaaq.
Turen ind i fjorden — Inglefield
Bredning — havde taget lidt over fem
timer, og klokken var 01 om natten.
Solen strålede og kastede et skarpt lys
ind over det helt flade vand, ind på de
store isfjelde og de mange gletehere
rundt om på kysterne.
Trods det sene tidspunkt sov Qe-
qertat ikke. I solen på bygdens nasif-
fik — udsigtspunktet — sad folk og
røg, mens en kikkert gik på omgang.
Herfra kunne fjorden eheekes over
mere end 180 grader, og flere steder
kunne man se en stille kajak ligge og
vente. Vente på narhvalerne, som ind
i mellem slog hul på havets blanke
overflade og blinkede i solen.
Qeqertat er centrum for somme-
rens narhvalfangst. Om vinteren bor
der kun seks-syv familier på de små
øer inde i bunden af fjorden, men om
sommeren er der mange tilrejsende
fangere og deres familier.
En ting var at se narhvalerne duk-
ke op. Noget andet var at komme ind
på livet af dem, og folk fortalte, at
der ikke var fanget særlig mange.
Men næste dag var heldet ude.
En narhval
Om morgenen så Jørgen Daorana en
narhval lige uden for bygden, og han
for straks ned til sin kajak efter at ha-
ve fået en kop te.
Det var usædvanligt at de kom så
tæt på bygden. Der var måske kun
nogle få hundrede meter ud, og Jør-
gen Daorana var hurtigt på plads
sammen med et par andre fangere,
der havde fulgt ham.
— Jeg sad et stykke tid og ventede
på, at den skulle dukke op, forklare-
de han bagefter, — men der skete til-
syneladende ikke noget. Pludselig
lagde jeg mærke til, al fangstblæren
manglede på den kajak, der lå måske
100 meter fra mig. Jeg havde intet
hørt, men padlede straks derover.
Det var rigtigt. Hvalen havde været
oppe og var blevet harpuneret af
KulutånguaK Jeremiassen, første
gang.
Jagten var igang. KulutånguaK’s
søn NukåpiånguaK og Jørgen lå i
formation, og langt bag dem lå inu-
kitsoK Daorana stand by med sin
nummerbåd. Alle sad stille og vente-
de på, hvor fangstblæren ville dukke
op.
Fangerne i Avanersuup Kommunia
har indført strege regler for sig selv
angående fangst — ikke mindst nar-
hvalfangst. Det er regler, der bygger
på de gamle traditioner og på sam-
fundets overordnede interesse i al
passe på dyrebestandene.
Man må således f.eks. ikke bare
skyde en narhval. Den skal harpune-
res mindst en gang først. Desuden
(I ortswlles næste side)
»Karen« tikiuppoq nioqqutissallu nutaal — taakku akornanni kaagiaqqat —
Qeqertanut apuunneqarput.
»Karen« er kommet og nye forsyninger — bl. a. et læs småkager — er på vej
'nd til Qeqertat.
ATUAGAGDLIUTIT
17