Atuagagdliutit - 11.11.1993, Blaðsíða 12

Nr. 106 • 1993
72
GRØNLANDSPOSTEN
Kunstner ad omveje
Man må vælge nogle materielle ting fra, hvis man vil leve
julemærkekunstner Buuti ønsker ikke noget andet liv
NUUK(LRH) - Man må
træffe nogle valg i sit liv, og
så må man vælge nogle ting
fra, siger dette års julemær-
kekunstner, Bodil Pedersen,
Buuti.
- Det kan være svært at nå
det hele, både at passe børn,
arbejde som kunstner og få
hjemmet til at fungere.
Mange grønlandsk kunst-
nere må have job ved siden
af for at få det til at løbe
rundt, men vi har ingen bil,
jeg er beskeden med hensyn
til tøj, og så har vi mange
brugte møbler.
- Jeg har valgt at prøve at
leve af at male og tegne. Det
har jeg det godt med. Jeg
kan tilrettelægge dagen i
mit eget tempo. Jeg kan pas-
se børnene, når de er syge,
hænge vaksetøj ud, når vejr-
et er til det, og hænge senge-
tøj til udluftning.
- Så længe jeg kan få det
til at hænge sammen, bliver
jeg ved, siger Buuti, som un-
derer sig over, at folk kan
falde i svime over, at hendes
malerier kan koste 2.000
kroner. - De tjener selv om-
kring 15.000 kroner om må-
neden, og det tager mig om-
kring en måned at gøre tre
billeder færdige.
Synd for folk
- Jeg synes det er synd for de
folk, som skal styrte afsted
for at passe deres arbejde,
styrte ud for at købe ind, og
så hjem og lave mad, siger
Buuti, hvis mand ofte laver
mad og køber ind.
- Han forstår, hvad det be-
tyder at have et barn på
halvandet år, siger Buuti,
som har to ældre børn på
seks og ni år. - Der er meget
at se til med små børn.
- Mens børnene er små
har jeg valgt at være hjem-
me og passe dem mest mu-
ligt. Børn bliver så hurtigt
store, så man må nyde dem,
mens man har dem. Så på
den måde kan man sige, at
jeg er priviligeret. Det er ik-
ke sådan, at vi bager småka-
ger hele tiden, men mulighe-
den er tU stede.
Bodil Pedersen: - Inuunermi toqqaasoqartariaqarpoq, aammalu allat pinngitsoortariaqar-
lutik. Biileqanngilagut, atisaqarnerlu eqqarsaatigalugu piumasalissuungilanga aammalu
atoreernikorpassuarnik pequteqarpugut.
Bodil Pedersen: - Man må træffe nogle valg i sit liv, og så må man vælge nogle ting fra. Vi
har ingen bil, jeg er beskeden med hensyn til tøj, og så har vi mange brugte møbler.
(Ass./ Foto: Louise-Inger Lyberth)
som kunstner, men
Buuti indrømmer, at det
aldrig var gået, hvis ikke
hun havde haft en mand,
som havde en indkomst.
- Man må træffe nogle
valg i sit liv.
Og det har Buuti gjort.
Hendes datter, Nivi, er seks
år og netop begyndt i skole -
i en integreret klasse.
Kun dansk
Buuti har en dansk far og en
grønlandsk mor og er vokset
op i Qaqortoq. Hun er den
ældste af fire søskende. Og
som sine søskende kom hun
i en dansksproget klasse,
dog for hendes årgang, uden
én eneste grønlandsk under-
visningstime. Det er hun
ked af i dag.
- Vi vælger ud fra den tid
vi lever i. Derfor har jeg
valgt, at min datter skal gå i
en integreret klasse. Og det
er godt, at vi har den mulig-
hed i dag. Det har altid ær-
ger t mig, at jeg kun taler
grønlandsk, men ikke hver-
ken skriver eller læser det
særlig godt. Selvfølgelig kan
jeg læse et brev fra min mor,
men jeg har svært ved at læ-
se bøger, eller teksten på
TV.
Som 14-årig kom Buuti,
også i tidens ånd, på kost-
skole i Danmark. Det var ik-
ke nogen stor succes.
- Jeg holdt ud i to år. Jeg
tror, jeg sad med alle nerver-
ne uden på. Jeg var væk fra
min vante verden, og jeg var
så ung. Det var voldsomt, og
det er indtryk, jeg aldrig
glemmer. Det trøster mig
dog, at jeg i den periode lær-
te at spille på guitar, smiler
Buuti.
Efter to år på Ringe Kost-
og Realskole kom Buuti til-
bage til Qaqortoq. Efter sid-
ste år på realskole skulle
hun vælge erhvervsretning.
- Det var svært. Jeg synes
det at skulle vælge erhverv
er så begrænsende. Der er så
mange muligheder og så må
man vælge bare én.
Ingen penge
Selvom Buuti på det tids-
punkt var begyndt at tegne
og male i det små, valgte
hun i samråd med sin far at
få sig en uddannelse.
- Jeg luftede tanken for
min far, at jeg godt kunne
tænke mig at lære at male.
Men nej. Det var ikke et om-
råde, der kunne tjenes pen-
ge på. Og det er heller ikke
nemt, det ville have været
lettere, hvis jeg havde sagt,
at jeg ville være bager. Det
ved man hvad er. Hvor lærer
man at tegne og male?
Buuti har altid lyttet til
gode råd, så hun tog et høj-
skoleophold.
- På Kunsthøjskolen i
Holbæk. Det lugtede da lidt
af kunst..
Men året efter gik Buuti
igang med sin uddannelse til
fritidspædagog og blev fær-
dig i 1977. Det samme år,
hvor hun tog tilbage til
Grønland og fik et job med
blandt andet spcialundervis-
ning af børn.
- Det kunne jeg godt lide.
Men ind imellem meldte
tanken sig: Skal du sidde her
til du er 60 år, griner Buuti.
- Qalipaaneq titartaanerlu inuuniutigalugu misilinniarlugu
narisorujussuuara. Ulloq atugassara qanoq isikkoqassanersoq
napparsimalersillugit paarisinnnaavakka, sila alianaakkaagai
lunga aammalu oqorutinik silaannarissartitsisinnaasarlunga,
taasoq, Buuti oqarpoq, uanilu ernini nukarleq Peter issiaqati,
- Jeg har valgt at prøve at leve af at male og tegne. Det har jeg <
dagen i mit eget tempo. Jeg kan passe børnene, når de er sygi
til det, og hænge sengetøj til udluftning, siger dette års julen
sammen med sin yngste søn, Peter. (Ass./Foto: Louise-Inger
Aftenskole
I 1982 ændrede Buutis liv
sig. Efter en periode i Øst-
grønland og støttepædagog i
Danmark, meldte hun sig til
et aftenskoleophold i teg-
ning. Hendes lærer Birde
Poulsen havde gået på Sko-
len for Brugskunst, det der i
dag hedder Dansk Design-
skole.
- Det kan du også sagtens,
sagde Birde til Buuti og i
1982 søgte Buuti ind på Sko-
len for Brugskunst.
- Det var hårdt. Vi var 380
unge mennesker, som havde
prøve i fire dage og kun 36
kunne komme ind. Det var
barske vilkår, og der var ik-
ke noget med, at en venlig
dame fortalte os, om vi hav-
de bestået eller ej. Der var
sat en liste op på en dør ,og
så kunne vi der læse om vi
var heldige eller ikke. Jeg
klarede det, og min første
tanke var: Selvfølgelig kla-
rede du det.
Der var ikke meget arbej-
de til Buuti lige efter hun
blev færdig i 1986, men hun
klarede sig. Dels med udstil-
linger, opgaver for KNI,
Grønlands Hjemmestyre,
Irma og Udenrigsministeri-
et. - Jeg er ikke bleg for at
tage vikaijobs i for eksempel
daginstitutioner i pressede
økonomiske situationer.
Flot opgave
Da Julemærkekomitén bad
Buuti om at lave Grønlands
Julemærke betænkte hun
sig ikke et øjeblik.
H2ULTUR
- Man skal være et ufor-
skammet skarn, hvis man
ikke siger ja til at lave Grøn-
lands Julemærke. Det var
en flot opgave. Det tager
lang tid først at kredse sig
ind på, hvordan det skal se
ud, og så tager det tid at ma-
le det. Der går nemt et par
måneder.
Buuti fremsendte flere
forslag til Julemærkekomi-
tén, som valgt »De oprinde-
lige folks lysfest«.
- Jeg synes det er flot, at
man har tradition for, at det
grønlandske julemærke be-
mærker sig ved, at de ikke
svømmer over i julehjerter
og julenisser. Det grøn-
landske julemærke giver et
budskab om fred. Julemær-
kerne udstråler en ro og
skønhed, som jo er julens
budskab, siger Buuti, som
understreger, at hun helst
selv arbejder med forsigtige
og følsomme ting. - Man skal
i mine malerier kunne for-
nemme en stemning, og lys
har meget at sige i den for-
bindelse.